Skattegravning og videnskab

Det hele begyndte med en lille avisnotits på Nationalmuseets fordi Ved grusgravning i Dollerup var der fundet nogle lerkar. Sådanne notitser ser man mange af, og ikke altid er der tid og råd til at reagere på dem, man da vi - to mand fra Nationalmuseets afdeling, museumsinspektør Olfert Voss og jeg - engang det følgende år alligevel turede rundt i det sydlige Jylland, lagde vi vejen forbi Dollerup for at kikke lidt nærmere på det sted, hvor krukkerne skulle være fundne. Hen over en højtliggende bakkeknude, der fra syd skyder sig frem mod Kolding ådal, havde grusgraven trukket et bredt af arbejdet var på det tidspunkt blevet indstillet på stedet, fordi det ikke længere havde kunnet betale sig, men i grusgravens væg sås en række mørke tunger, fire i alt, der fra overfladen skar sig ned gennem bakkens naturligt vekslende sand- og gruslag. Sådanne mørke partier i en grusgravs væg tiltrækker sig næsten magnetisk en arkæologs øjne, idet de er vidnesbyrd om, at gravemaskinen har skåret sig gennem gamle nedgravninger. Da der ved grusgravningen også var fundet lerkar, der efter deres form var fra Kristi fødsels tid, kunne der ikke være megen tvivl om, at stedet var en gammel gravplads, - nok en undersøgelse værd.

Og så begyndte jordarbejdet. (Fig 1)

I tynde, vandrette lag skovledes jorden væk ind over bakketoppen, idet mørke fyldskifter kunne følges i fladen ligesom i den lodrette væg. For hvert lag tegnedes nedgravningens omrids, således at vi ved hjælp af vore tegninger kunne tage et nøjagtigt billede af det hele anlæg med os hjem.

Tre af de fire nedgravninger var hurtigt færdigudgravet, - det arbejde havde gravemaskinen gjort for os. Til gengæld fortsatte den fjerde langt ind over den urørte bakketop, og det var et vældigt hul, der engang havde været gravet her, nærved tre meter på hver led. Forklaringen herpå mødte os i 1^m. dybde, hvor de første kistespor dukkede frem - og det var denne gravs første overraskelse der var ikke een, men to kister. Det var kun svage spor i jorden, der var tilbage af disse, idet træet var ganske opløst og flere steder kun kunne følges som en mørk farve i gruset, men to mørke, rektangulære rammer var tydeligt at se hen over den afskrabede flade, og da vi forsigtigt rensede grusgravens væg af, sås det også her at tynde, mørke streger tegnede kisternes halvrunde tværsnit. Grusgravningen havde altså fjernet den yderste ende af begge kister. Det halvrunde tværsnit lod os formode, som det senere skulle bekræftes, at kisterne var gjort af flækkede og udhulede træstammer, og to sådanne stammekister, 60-70 cm. brede og henved 3 m lange, havde altså været anbragt side om side på den store nedgravnings bund. (Fig. 2)

Medens arbejdet med at komne ned til kisterne havde været langsommeligt nok, skønt skovlene var i flittig brug og hakke og spade også, for jorden var meget hård, så gik det fra dette tidspunkt slag i slag, ja, jeg tror end ikke de mest utålmodige blandt vore tilskuere kunne have ønsket sig mere.

Da vi rensede grusgravens væg af for at undersøge tværsnittet af grav og kister, faldt en lille jordklump ud, og dér, — få centimeter bag den væg, hvor gravemaskinen af økonomiske grunde havde indstillet sin virksomhed — kikkede et lille støbt bronzehovede ud imod os. Det skulle senere vise sig at være et prydbeslag på en stor bronzespand i den sydlige kistes fodende. Snart efter dukkede fire lerkar frem mellem de to kister, så resterne af et par drikkehorn, endnu en bronzespand ved siden af den første, flere lerkar, een guldfingerring eet sted, to et andet sted, et par sølvbægre imellem spandene, flere lerkar, smykkebeslag af bronze og sølv, nåle og sporer. Jo, der skete noget i de dage i Dollerup; så meget, at vi dagen lang sad anspændt bøjet over de svage kistespor og de skrøbelige sager og slet ikke — før bagefter — fik tid til at glæde os over de kostbarheder, der så lyset mellem vore hænder. Medens den første bronzespand havde hensat os i en vis feststemning, husker jeg således, at Voss på et senere tidspunkt af udgravningen ganske lavmælt sagde "Nå, her er vist et sølvbæger til", hvorefter vi begge kravlede op og spiste frokost — for først en halv time efter at se, om det nu var rigtigt med det sølvbæger« Vi havde slet ikke tid til at lade os ophidse mere. Ligesom kirurgen under en operation skal arkæologen på udgravning holde tanken klar, og være sikker på hånden} et enkelt galt snit med den smalle spatel kan få alvorlige følger. Løst grus omgav os på alle sider, så en enkelt uoverlagt bevægelse kunne få det hele til at skride sammen. Det var nødvendigt at have øjnene med sig og stadig gøre sine notater. Jorden inden i de to spande var i den ene meget mørk — i den anden ganske lys. Det skulle noteres, for det må betyde, at spandene har været fyldt med forskelligt indhold, da de sattes ned i kisten, og dette indhold har så farvet den indsunkne jord. I den ene kiste lå der rester af drikkehorn. Selve hornstoffet var opløst og forsvundet, men mundingsringe og ende dupper af bronze lå på deres plads. Hornene har haft bæreremme af læder. Selve læderet var vælt, men små mellemstykker af bronze lå tilbage, - og alle disse dele skulle blive liggende nøjagtigt, hvor de blev penslet frem, de skulle tegnes og fotograferes, så man senere kunne måle sig til den nøjagtige størrelse af hornene og længde af remmene.

Al denne grundighed med stadige notater, tegninger og fotografier er en nødvendig ting ved arkæologens arbejde, idet man jo altid samtidig med, at man undersøger et objekt, også ødelægger det, splitter det ad systematisk, indtil intet er tilbage på stedet. Medens man indenfor andre videnskaber kan vende tilbage til sit arbejdsmateriale eller lave de forsøg om, som man eengang har gjort så er der aldrig nogen sådan vej tilbage for en arkæolog. Den ting, han har undersøgt, det være sig en grav som her, en boplads eller en høj, er simpelthen ikke mere, og ethvert spørgsmål, vi selv eller andre siden kan stille om tingenes placering i graven, om en kistes konstruktion eller en nedgravnings form, det skal derfor kunne besvares og dokumenteres ud fra de notater, de tegninger og fotografier, der alene er igen, når en udgravning er afsluttet.

Derfor tømtes kisterne i dobbeltgraven kun langsomt for det indsunkne sand og grus, indtil til sidst kun gravgodset - eller resterne af det — lå tilbage nøjagtigt dér, hvor det i henved to tusind år havde ligget. Først da kunne det store kamera bringes i stilling og fundet blive "lynskudt" fra alle sider, som det bør sig ved en fyrstelig begravelse.

Men nu de døde selv — hvor var de blevet af? Ligesom kisternes svære egetømmer var ligene opløst og næsten fuldstændig forsvundet. Dog, tændernes emaille beklædning kunne som knuste, hvide skaller pensles frem i kisternes vestender. Her har de dødes hoveder altså hvilet. I den sydlige kistes anden ende, ca. 1 m fra tænderne, lå endvidere to gule klumper organisk materiale, der også var rester af den døde selv, nærmere betegnet af hans fodknogler. (Fig. 3)

De var bevaret her af det opløste metal fra de sølvbelagte sporer, der har været nittet fast til hans lædersandaler. Vi fik et fingerpeg om de dødes legemsbygning ved at prøve de velbevarede guldfingerringe, der lå i kisterne - to i den sydlige og een i den nordlige, og alle tre så skinnende uskadte, som var de lige blevet hentet hos guldsmeden. De to samhørende ringe er så vide, at kun en meget kraftig mandsnæve kan have båret dem, medens ringen i den anden kiste passer for en fin og spinkel finger. Det er fristende at forestille sig mand og hustru gravlagt sammen i denne dobbeltbegravelse.

De har fået mad og drikke med sig. Imellem kisterne stod til dem hver en stor bredbuget krukke og en mindre skål eller kop, i kisternes hovedender to store kar og ved fødderne to flade skåle, der vel snarer resten af en art bordservice, thi i den ene grav stod karrene oven i hinanden, så de ikke kan have rummet nogen ting. Sammen med skålene lå små jernknive, der i den nordlige grav var stukket i en træskede medet enkelt bronzebeslag, medens skeden i den sydlige kiste — i mandens grav — var tæt besat med små sølvstifter.

Forskellen i gravgodsets rigdom i de to kister er iøjnefaldende. De dødes tøj har været samlet foran halsen af en lille bøjle- nål, en slags sikkerhedsnål, der i den nordlige kiste var af jern med indlagt sølv, medens den i den anden, rigere udstyrede grav var af massivt sølvsmed guldtrådsbelægning! og i denne kistes fodende var også hele den rige opdækning med bronzespande og delvis forgyldte sølvdrikkebægre. Bægrene har iøvrigt været indsvøbt i tynde barkflager og har stået på en træbakke med flettet kant, af hvilken rester med varsomhed kunne frempræpareres ved udgravningen.

Således udstyret med de bedste smykker, bøjlenåle, guldfinger- ringe og sporer, og med de kar af ler, bronze og sølv, der hørte til en festlig bordopdækning, er de to døde da blevet gravlagt sammen på toppen af Dollerup grusbakke. De har ikke ligget alene her. Det er nævnt, at der var spor igen af fire andre grave, omend grustagningen havde fjernet det meste af disse, og ved fortsat eftersøgning på stedet lykkedes det os at opspore endnu een grav, der dog i rigdom langtfra stod mål med de ovenomtalte. (Fig 4.)

Hvor gammel er nu gravpladsen her? Vi sagde allerede indledningsvis, at den efter lerkarrenes form at dømme havde været i brug på Kristi fødsels tid, og en sådan bemærkning vil jo nok have vakt den skeptiske læser til eftertanke, for to tusinde år er dog et åremål, som man ikke umiddelbart skulle kunne overse ved hjælp af et par simple lerkar. Det må straks siges, at en sådan datering vel er et skøn, men et skøn, der grunder sig på et omfattende kendskab til modens udvikling i forhistorisk tid, for ganske ligesom der er forskel på dragt og smykker og bordservice fra vore oldeforældres og fra vor egen tid, således har moden også ændret sig i århundredernes løb - i oldtiden. Arkæologen daterer sine fund på somme nåde, som en ti årsdreng med sikkerhed fastslår, at bagerens bil, der er en "gammel Ford", er ældre end slagterens, der er et strømlinet dollargrin, - han daterer udfra tingens "stil". Et godt eksempel på, hvordan alt hvad håndværkeren udfører, ganske slavisk er bundet til en modes udvikling - en udvikling, der er begyndt før han blev født, og som fortsætter efter ham - er givet af den svenske arkæolog Oscar Montelius, der i en afhandling har afbildet de fire jernbanevogne, som findes gengivet her. Den første er en jernbanevogn fra 1825, altså fra jernbanens tidligste barndom, og vognen er blot en diligence, hvis hjul er afpasset efter skinnerne, og hvis heste er erstattet af lokomotivet. Den næste vogn er fra 1840, og her er tre diligencer blevet bygget sammen på en solid undervogn, der bedre har kunnet tilfredsstille de praktiske krav, ligesom de udendørs pladser er blevet sløjfet, - formodentlig fordi for mange høje hatte blæste af, efterhånden som farten øgedes. I 1850.erne, hvorfra vogn nr. 3 stammer, har vi endnu mange træk fælles med den gamle hestevogn, og i den sidste af de afbildede waggoner fra omkring 1900 erde adskilte kupeer stadig et minde om de sammenbyggede diligencer. Et morsomt og vigtigt træk ved den sidste vogn er de bevarede, halvrunde vinduer - diligencens vinduer - på første klasse. Det er typisk, dette, at man bevarer noget gammelt — fordi det betragtes som "fint", - tænk blot på vore herrers festdragt livkjolen, hvis snit stammer fra den almindelige mandsdragt i forrige århundredes begyndelse. En sådan konservatisme er iøvrigt en vanskelighed, når man som arkæolog skal datere sine fund ud fra formernes stil. Det kan undertiden være svært at bedømme, om et gammelt træk ved en ting virkelig skyldes høj ælde eller er en sådan konservativ fastholden ved eengang vedtagne former. Derfor er heller ikke alle oldsager lige gode til dateringen af et fund. I dobbeltgraven i Dollerup er især lerkarrene, de små sikkerhedsnåle og sporerne af værdi, for disse sager afspejler i en sådan grad modens skiftende luner, at man kan opstille hele typerækker af f.eks. sikkerhedsnåle, hvor hvert stykke er udviklet af det foregående og videreudvikles i det følgende - ganske ligesom de fire jernbanevogne.

Når man finder en sådan sikkerhedsnål, kan den altså sættes ind på sin plads i udviklingsrækken, og fundet dateres på den måde men vel at mærke kun i forhold til andre fund. Absolutte årstal graver man ikke direkte op af jorden i Danmark, - de nås ad anden vej. Fra ca. 3000 f.Kr. eksisterer der i Middelhavsområdet kulturlande, der dels har en fast tidsregning, der — som vor egen — er baseret på astronomiske iagttagelser af himmellegemernes bevægelser, dels har et skriftsprog, som vi kan tyde idag. Disse områders tidsregning kan overføres på danske oldtidsfund, idet den modes udvikling, der kan følges i Danmark, tit genfindes i store dele af Nordeuropa, og sikkerhedsnåle som dem, vi fandt i Dollerup, er f.eks. fundne i romerske kasteller i Vesttyskland, om hvilke vi ved, at de var i brug i få årtier i det 2. århundredes begyndelse. Andre holdepunkter for en datering har vi, når ting, der er fabrikeret i de sikkert daterede, sydeuropæiske områder, findes som import i danske fund) det kan være metalkar, der bærer et fabrikantstempel, som kun har været brugt en kortere periode, eller det kan være mønter, der bærer f.eks. navnet pa en kejser, hvis regeringsår vi kender. De fleste fund må dog lægges fast i tid ad endnu mere indirekte vej, idet dets oldsager ildte selv kan tidsbestemmes, men andetsteds findes sammen med former, der eventuelt først i tredje fund kombineres med mønter eller lignende sikrere, daterede stykker. Dateringen af en grav eller en boplads foregår således ikke i marken, men i museernes samlinger og i bibliotekerne. Netop fordi den helt sikre kombination af oldsager er så vigtig for dateringerne, må fundomstændighederne med fuldstændig sikkerhed fremgå af udgraverens notater, tegninger og fotografier.

Hvis ikke dobbeltgraven i Dollerup var videnskabeligt undersøgt, hvis kun oldsagerne derfra var bjerget - selv med nok så stor forsigtighed - ville man næppe have forestillet sig et anlæg som det foreliggende, thi en dobbeltgrav af denne form er aldrig tidligere truffet) den kombination af begge kisters rige udstyr og af oldsagerne mellem kisterne, som nu vil kunne hjælpe til at datere en lang række fund, denne viden om alle disse formers samtidighed, den ville man i så fald ikke have haft, og Dollerupfundets værdi ville trods guld og sølv og andre rare ting have været væsentligt forringet.

En og anden vil måske nu spørge, omtalt dette arbejde virkelig er besværet værd, blot for ut kunne sige, hvor gammelt et fund er — og vist er arbejdet stort. Dateringen er blot ikke foretaget kun for at få svar på det ene spørgsmål i hvor gammel er nu denne grav? dateringeneret hjælpemiddel, uden hvilket vore oldtidsfund hun var spredte skatte - af større eller mindre skønhed el ler pengeværdi men skattegravning i ordets egentlige forstand er ikke arkæologens arbejde. Det, vi graver frem af jorden, er viden, er kilde skrifter, der, rigtigt tolket, fortæller historie.

Dollerupfundet er fra det andet århundrede efter Kristi fødsel, og det stammer således fra en tid, som arkæologerne kalder den romerske jernalder, fordi et verdensrige med centrum i om var tidens alt dominerende stormagt, og påvirkninger herfra nåede også det Danmark, der lå langt fra Romerrigets grænser.

En ganske god karakteristik af verdenssituationen omkring Kristi fødsel – og den kan godt gælde også for det 2. århundrede - møder man i indledningsordene til det juleevangelium, som findes hos evangelisten Lukas! "Og det skete i de dage at en befaling udgik fra kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal For de mennesker, der levede indenfor det romerske rige, var det en naturlig ting, at en befaling udgik fra herskeren i Rom, og efter den havde alverden - hele vorden - at rette sig, thi så stort var det romerske rige, - udstrakt, som det var, fra Rhinen og Donau i nord, til Nordafrikas Middelhavskyst og Ægypten i syd og til langt ind i For asien i øst, — at den romerske borger i almindeliglied intet kendte udenfor rigets grænser. Men der var folk - også i Rom - der vidste bedre besked. Der var politikere og generaler, der vidste, at år efter år gik legioner til ved rigets grænser i kamp med fremmede folkeslag dér, og der var handelsrasend, der vidste, at en lang række af de mest efterspurgte varer måtte hentes hos fremmede og fjerne folkeslag. Der var endelig også videnskabsmænd - etnografer ville vi kalde dem - der udgav lærde værker om disse folkeslags liv og vandringer. Især købmændenes og videnskabs incidens arbejder har vi glæde af i dag, for de første, der hentede skind og slaver og rav på det nordeuropæiske marked, gav i bytte bronze-, sølv- og glas kar, som vi i dag kan finde i vore danske oldtidsfund, og de sidste har i deres latinske bøger givet værdifulde beskrivelser af kulturforholdene hos barbarerne i "det frie Germanien", dvs. det Nordeuropa, der lå udenfor det romerske riges grænser. Disse beskrivelser kan på vigtige punkter supplere den viden, som jordfundene giver os.

Dette romerske verdensrige var et "civiliseret" statssamfund. I dets storbyer boede den brede befolkning i fleretages lejekaserner — tit med indlagte vand- og kloaksystemer, man arbejdede på fabrikker, i butikker og på kontorer, og der var store offentlige arbejder i gang med vandforsyning, vej- og havne anlæg. Fritiden kunne man tilbringe på offentlige badeanstalter eller biblioteker, man gik til væddeløb og i teatret eller man blev siddende hjemme på trappestenen og diskuterede dagens aktuelle politik* skatter, prisregulering og stigende militærudgifter, - alt sammen problemer i oldtidens Rom, som i nutidens Danmark. Ude i forstæderne boede det velhavende aristokrati i deres fornemme villaer, omgivet af et hof af tjenere og slaver. Det var senatorerne, fabriksejerne, grundejerne, jordbesidderne, hvis storgodser blev passet af et u- frit, forarmet proletariat. Joh, det var et "civiliseret" samfund, hvis gode og dårlige sider man nok skal genkende fra danmarkshistorien - i nyere og nyeste tid.

Men hvordan så nu Danmark ud i det 2. århundrede efter Kristi fødsel? Især på den jyske hede, hvor senere tiders plejning ikke har grebet forstyrrende ind, finder man ganske hyppigt rester af gårdanlæg fra jernalderen. Det er naturligvis kun det nederste af væggene og selve gulvet, der ligger på plads, men da husene tit er brændt, kan man også finde sammenstyrtede og forkullede rester af tag, vægge og dør, så man egentlig har et helt sikkert billede af jernalderfamiliens bolig. Husene er gerne rektangulære, med svære vægge af lyng— eller græstørv, der er stablet ovenpå hinanden, ganske som vor det mursten. Taget er båret af to rækker stolper, der har stået frit i husets indre, og det har været dannet af et tæt lag tynde rafter inderst, og udenpå dem lyng eller græstørv. Det er solide huse, disse jernaldergårde, hvis indre altid har ligget hen i halvmørke, for lyrehullet i taget, hvorigennem røgen fra den åbne arne midt på gulvet kunne sive ud, og een eller to døre i husets langsider var de eneste åbninger ud til det fri. I dette store rum boede mennesker og dyr, gerne således at menneskene holdt til i husets vestende her var gulvet dækket af et stampet lergulv, her stod væven og lerkarrene i tætte rækker, her sad man om aftenen og gjorde sit værktøj i stand ved arnens lys - for andet lys var der ikke - medens dyrene i østenden stod i deres båse en hest, et par køer, får, ged, - og hunden og huskatten, og måske også hønsene har følt sig lige hjemme overalt. Nu og da er husets to halvdele adskilt med en fletværksvæg. Alt dette ved vi, fordi disse gårde hyppigt er brændt (ikke så underligt, når man tænder et åbent bål midt på gulvet i en hytte af træ og lyngtorv), - og medens familien i største hast har reddet sig ud af den flanmiende bygning, er det, de just arbejdede med, blot blevet kastet bort, ligesom også husdyrene af og til har måttet prisgives dér, hvor de stod bundet i staldenden. Disse katastrofer giver således for os et øjebliksbillede af, en fastholdt situation fra livet i jernalderen.

Husene ligger gerne samlet i små landsbyer, en fem-seks gårde i klynge, og udenom kunne man flere steder følge de gamle markfelter, idet jord, der er revet op ved jordarbejdet, er føget sammen i markskellene. Som laver volde i heden viser disse gamle agerskel oldtidsbøndernes opdeling af agerjorden. Det er vigtigt, at gårdene vel kan variere noget i størrelse, men dog alle er af samme grundplan, og at ingen skiller sig ud ved særlig størrelse, afvigende konstruktion eller isoleret beliggenhed. Større standsforskel imellem bondebygdernes indvånere røber disse landsbyanlæg ikke.

Det er bønder fra sådanne jord- og græstørvhytter, der er begravet på Dollerupgravpladsen. De er, som det bl.a. var skik her i Sydjylland, lagt i lange, smalle kister på bunden af dybe nedgravninger j andre steder i denne del af landet brændte man de døde, og resterne fra ligbrændingen lagdes i lerurner af form og stil som krukkerne i Dollerupgravene. Typisk er det nemlig for denne romerske jernalder, at både gravskikken og de hjemmegjorte lervarer varierer ganske iøjnefaldende fra egn til egn.

Det er fristende i en sådan lokal opdeling af landet at se en række stammeområder, så meget mere som romerske skribenter fortæller, at befolkningen i "det frie Germanien" var opdelt i en række navngivne, større og mindre folkestammer, der hyppigt lå i indbyrdes krige. Når vi nu på tidens gravpladser finder enkelte meget rige grave, - og dobbeltgraven er ikke den eneste, - vil det være naturligt i denne koncentration af rigdom også at se en tilsvarende koncentration af magt hos en enkelt mand eller en enkelt familie, således at vi i disse grave skulle have storbøndernes og stammehøvdingenes sidste hvilesteder.

Det er på denne baggrund, vi skal se et fund som Dollerup, for dels kan vor viden om fundet derved forøges, dels kom det selv føje yderligere nuancer til det billede af den ældre romerske jernalder, der her groft er skitseret.

Hvordan så de mennesker ud, som dobbeltgraven har rummet? Det er vel et naturligt spørgsmål, når man står overfor det tomrum i kisterne, hvor de døde engang lå. Fra den række samtidige grave, hvor skeletterne på grund af jordbundens beskaffenhed har været bevarede, ved vi, at menneskene i Danmark i det 2. århundrede efter Kristi fødsel af type svarede til dem i det 20. århundrede, altså os selv. Så vidt skeletterne. Men på romerske sejrsmonumenter, der er rejst til minde om heldige felttog mod germanerne, ser vi undertiden tilfangetagne germanske krigere afbildet. Det er høje, granvoksne karle, med langt skæg og tit det lange hår bundet op i en knude på den ene side af hovedet. De er klædt i smalle bukser, langærmet kofte, der holdes sammen om livet med en rem, og undertiden med en løs kappe over skuldrene. Den er lukket til foran halsen, og dette er vel de små sikkerhedsnåles funktion i vore kister i Dollerup. Sådanne dragter kender vi nu også fra nordiske mosefund, ligesom også lædersandaler nu og da er blevet bevaret af tørvejorden her. Mere overraskende er det måske derfor, at også en nigeriansk kvinde er af billedet på et romersk monument klædt i en lignende stramtsiddende buksedragt.

De guldringe, der lå i kisternes sydsider og altså ved de dødes højre sider, har utvivlsomt siddet på den højre hånd, idet den skik at bære en glat, hamret guldfingerring på højre hånds ringfinger, som vore egne vielsesringe, går tilbage til århundrederne lige efter Kristi fødsel.

I den nordlige kiste lå - som vi har set — resterne af et par drikkehorn, der engang har stået med de vide mundinger tæt op til den dødes mund. At gøre sig drikkehorn af oksernes horn var en udbredt skik iblandt germanerne vi kender dem fra en lang række danske fund, og et par drikkehorn fra Skudstrup mose i Sønderjylland kan måske give en forklaring på, at de gerne træffes parvis. Her havde tørvejorden bevaret selve hornstoffet, og en biokemisk undersøgelse af den indtørrede skorpe på indersiden af dette gav til resultat, at det ene horn havde indeholdt mjød, gjort af honning, det onde øl, brygget af den primitive hvedeart emmer. Det kunne synes, som om drikkehornsparrene vidner om en fast drikkeskik, der krævede både øl og mjød. Det forskellige indhold i den sydlige Dollerupkistes to bronzespande kunne jo tyde i samme retning.

De germanske folks drikkeskikke har utvivlsomt spillet en vis rolle i deres daglige liv, og flere klassiske forfattere har optegnelser herom. Således skriver Cæsar, at "germanerne samler med iver uroksens horn for at omslutte dets rande med sølvbeslag, hvorefter de bruges som drikkehorn", en anden forfatter, Plinius, fortæller, at "barbarerne nordpå drikker af uroksens horn. De fylder dem parvis to og to fra samme dyrehovede", og endelig meddeler historikeren Tacitus i sit værk "Germania"! "At sidde ved drikken dag og nat regnes hos dem ildte for nogen skam", og han tilføjer, at der til drikke tjener et bryg "forfusket ved gæring til nogen lighed med vin".

Nok om dette. Et hovedproblem for den, der studerer den romerske jernalder, er at belyse forholdet mellem den civiliserede, romerske verden og det underudviklede, barbariske Norden. Det er derfor af interesse at undersøge, hvor meget befolkningen i Danmark har kunnet udrette selvstændigt, og hvor meget de blot har modtaget udefra med andre ord, - for Dollerupfundets vedkommende I hvilke af disse sager er af dansk, hvilke af romersk oprindelse?

De lokalt prægede lerkar er vidnesbyrd om hjemmehåndværk, og det er en fin og god, keramisk produktion, hvis kvalitet må forbløffe, når mon tager den primitive fremstillingsmåde i betragtning thi de er gjort uden brug af den roterende skive, hvorpå nutidens keramikere altid opbygger deres lerkar. Dette håndværk bygger på traditioner, der går århundreder tilbage før Dollerupgravenes tid, og som iøvrigt fortsætter middelalderen igennem og op til den nyeste tid i fremstillingen af "jydepotter".

Så er der guldringene, de kunstfærdigt udførte sikkerhedsnåle, sporerne og ikke mindst drikkehornsparret med de sikkert formede oksehovedformede endebeslag. Det er alt sammen smedekunst af hjemligt og traditionsbundet arbejde.

Overfor dette, der er vidnesbyrd om selvstændigt, nordisk arbejde, står så bronzespandene og sølvbægrene. Bronzespandene er ilden tvivl af romersk fabrikat. Meget lignende spande har vi fra de italienske byer Herculanum og Pompeji, der i år 79 efter Kristi fødsel blev ganske begravede af aske og lava ved vulkanen Vesuvs udbrud, - et sikkert holdepunkt for dateringer af romerske produkter. Sølvbægrenes oprindelsessted er sværere at bestemme. At formen går tilbage på italienske forbilleder, er uden for al tvivl, men i detailler og i forgyldningens teknik er der træk, der ildte umiddelbart synes at høre hjemme i romersk kunsthåndværk. Nogle grove dyrehoveder på hankene er snarere primitive efterligninger af klassiske produkter, og forgyldningen er foretaget ved en påklædning af tyndt bladguld, en teknik, der ikke står på højde med den lueforgyldning, som romerske guldsmede meget vel kendte. Det er sandsynligst, at disse bægre er fremstillet i et "barbarisk" område, der dog må have ligget så nær Romerrigets grænser, at stærke påvirkninger har nået dertil.

Lad nu disse eksempler være nok til at vise, hvordan de enkelte oldsager i et fund, stykke for stykke, bliver placeret i en større sammenhæng. (Fig. 5)

Først på det grundlag, der herved bliver skabt, kan man nå til en almindelig vurdering af forholdet mellem tidens to væsensforskellige områder i det civiliserede Romerrige og det barbariske Norden, — og det skulle vel være et emne, der nok må interessere nutidens mennesker, der meget vel kender spændingen mellem underudviklede områder og en civiliseret verden, - vi hører blot i dag til på en anden front end vore "underudviklede" forfædre i den romerske jernalder. Såvist, som man må tage ved lære af historien, for det er et eneste sted, hvor vi kan hente erfaringsmateriale til bedømmelse af en politisk situation, og såvist, som det må være civilisationens pligt at samle sådant erfaringsmateriale, for den alene kan gøre det, så vist må den romerske jernalders problemer være af aktuel interesse for os i dag. Lad os da slutte med et par bemærkninger - for mere kan ikke nås i denne sammenhæng — om denne kulturmodsætning i århundrederne efter Kristi fødsel.

En fornem romer — admiral — ved navn Plinius nåede engang i 1. århundrede Jyllands vestkyst. Han skriver om sit møde med befolkningen dér "Her bor et elendigt lille folk. Med hænderne samler de slam op, som de tørrer mere ved vind end ved sol. Med dette varmer de føden og deres af nordenvinden stivnede indvolde. Og disse mennesker påstår, at hvis de skulle blive betvunget af romerfolket, ville de dermed blive slaver. Sandelig, der er folk, hvem skæbnen skåner, men til eget fordærv".

Det er romerens dom over barbarerne. At disse havde deres kultur, deres egen, bundet i århundredgamle traditioner — som oldsager og oldtidsminder viser os det -, det så romeren ikke, for denne kultur afveg for meget fra, hvad han var vant til at se. Derfor forstod han ikke, at dette elendige, lille folk ville føle sig som slaver, hvis det kom under stormagtens beskyttelse. Og barbarerne på deres side forstod naturligvis ligeså lidt af den romerske verdens kultur. Det fortæller det arkæologiske materiale også for det eneste, de ønskede sig fra et område, der repræsenterede datidens højeste kulturform og en moderne civilisation, det var skinnende bronzespande og forgyldte drikkebægre. Af dem tømte de så i de jord- og græstørvshytter, der var deres hjem, en drik, forfusket ved gæring til nogen lighed med vin.

Befolkningerne i disse to områder var altså begge så bundet i deres eget miljø, at de slet ikke forstod hinanden, - og først århundreder senere fik de germanske folk del i kulturens goder, men da varde også hærgende skyllet ind over imperiets grænser og havde udslettet riget.

Der er erfaringsstof i denne historie, som nok kan vække til eftertanke i dag, og det er sådant erfaringsstof, den arkæologiske skattegravning søger at drage frem af jorden. Det er altid dette, der er den egentlige skat.