Skatte du samler og borge du bygger
(Fig. 1). Den 20. oktober i år kunne man fejre 400-års dagen for en af de mest glorværdige - og blodige - sejre nogen hærafdeling under dansk fane nogen sinde har tilkæmpet sig. På denne dato i den nordiske syvårskrigs tredje år gik Daniel Rantzau på Axtorna hede i Halland med en underlegen styrke til angreb på den svenske hær, som efter en dags kamp måtte trække sig tilbage efterladende nogle tusinde mand og 48 kanoner på valen. Som belønning for denne højst tiltrængte sejr forlenede Frederik II sin dristige feltherre med godset Trøjborg i Sønderjylland. Men: »ander jahr, ander glück« - Daniel Rantzaus valgsprog kan forstås på flere måder. Den 11. november 1569, henved et år før den ulykkelige krigs afslutning, gjorde en kanonkugle fra fæstningen Varberg ende på krigerens liv.
Af Johannes Hertz
Fig. 1: SKATTE DU SAMLER, OG BORGE DU BYGGER. SOM DØ DU EJ SKULLE, DØD DU I MORGEN EJ VED, HVEM DER EJER DIT GODS.
(Indskrift over slottets hovedindgang. Oversat fra latin
Det krigshistoriske jubilæum giver en kærkommen anledning til at føre læseren til en særpræget egn af Danmark, nemlig til den vestlige del af Nordslesvig, for at opsøge Trøjborg, Daniel Rantzaus løn. Var vi kommet for lidt over 100 år siden, havde selve slottet ligget der bag volde og vandfyldte grave. Hvad vi nu finder, er en af landets mest maleriske ruiner. For otte år siden påbegyndte Nationalmuseet et omfattende udgravnings- og restaureringsarbejde under ledelse af nu afdøde arkitekt Charles Christensen. Dette arbejde nærmer sig nu sin afslutning.
Her lå fra gammel tid en borg. Vi ved ikke stort om den gennem historiske kilder, men de gange, den nævnes, er det i forbindelse med rigets største. I 1347 var det den sønderjyske hertug Valdemars borg. Troyborgh blev navnet dengang skrevet, og det er første gang dette stednavn optræder på dansk. Antagelig er borgen opkaldt efter det lilleasiatiske Troja, Hectors og Paris' by; den homeriske sagnkreds må altså på dette tidspunkt have været kendt her i landet. 1407 erhvervede dronning Margrethe Trøjborg. Sammen med andre store sønderjyske godser blev den grundstammen i de såkaldte »kongerigske enklaver«, den danske stats forposter hernede, hvor det ellers var hertugerne, der havde magten (Fig. 2).
Fig. 2: Ruinen Trøjborg ligger skjult af en trægruppe, der som et særsyn hæver sig over det åbne, flade land nordvest for Tønder. Ganske tæt derved ligger slottets forhenværende ladegård, som idag bærer Trøjborg-navnet
Daniel Rantzau, som fik så kortvarig glæde af sin belønning, var Trøjborgs fjerde kongelige lensmand efter reformationen. Hans efterfølger i lenet blev broderen Peter, som 1579 blev ejer af godset. Historien om Trøjborg var sikkert blevet væsentlig kortere, hvis det ikke havde været et af de mest byggelystne medlemmer af tidens mest byggeglade familie, som således fik gården i hænde. Allerede året efter erhvervelsen tog Peter Rantzau fat på at bygge et nyt Trøjborg, et slot i tidens smag. Vi kalder perioden fra ca 1550 til ca 1650 for renaissancen (genfødelsen) på grund af en kulturel strømning, hvis mål det var at genoplive antikkens kunst og kultur. Adelsmændene kappedes om at præstere det nyeste og bedste inden for arkitekturen. Men der var langt fra antikkens hjemegne til vore breddegrader, de klassiske former nåede os med forsinkelse og iklædt fremmede klædebon. Især en nederlandsk indflydelse gjorde sig gældende; Peter Rantzaus slot hørte til de tidligste og bedste eksempler på denne specielle arkitektur.
Vi ved en hel del om Peter Rantzaus Trøjborg. Endnu er der så meget tilbage, at det er muligt under et besøg ved ruinen at danne sig et indtryk af slottets størrelse og indretning og til en vis grad også af dets udsmykning. Til dette billede har udgravningen føjet vigtige træk, og et værdifuldt supplement har kunnet hentes i gamle beskrivelser og afbildninger, blandt hvilke må fremhæves et stik fra 1588; på det tidspunkt har byggeriet netop været afsluttet. Slottet var firfløjet, opført af store røde mursten med enkeltheder af sandsten. De fire fløje var lige høje, og i gårdens hjørner stod trappetårne, foroven afsluttet med pyntelige kupler og etagespir. Nord- og sydfløjen havde »svungne«, sandstensudsmykkede gavle, fra hvis afsatser 16 sandstensløver med våbenskjolde mellem poterne skuede ud over landskabet. Porten i nordfløjen var prydet med en vældig portal, ligeledes af sandsten. Den var efter tidens skik forsynet med en indskrift, og her tager slottet selv ordet. Først fortæller det i et langt plattysk vers om sin tilblivelse takket være slægten Rantzau. Direkte og på latin henvender det sig derpå til bygherren, som det formaner til ikke i sin iver efter at samle sig skatte at glemme, at døden har bud til alle, store som små.
Mange af renaissancens bygherrer har været stillet over for et vanskeligt valg; skulle de flytte deres borge eller lade dem blive liggende, hvor de lå? De krav, som den nye tid stillede til standsmæssig levevis, lod sig ikke altid tilfredsstille inden for de gamle, snævre pladsforhold, og derfor ligger hundreder af middelalderlige voldsteder idag forladte i nærheden af herregårde fra denne tid. At Peter Rantzau valgte at holde fast ved den gamle plads, blev med sikkerhed fastslået gennem udgravningen, hvor væsentlige rester af middelalderens Trøjborg uventet dukkede frem under den nuværende ruin.
Der eksisterer ingen billeder af denne ældste borg, så vi er helt henvist til, hvad fundene kan fortælle om forholdene på den lille kunstige ø, som en vindebro satte i forbindelse med omverdenen. Den dominerende bygning har været et firkantet tårn, 13 x 13 meter og med næsten 4 meter tykke teglstensmure. En forestilling om dette kraftige bygningsværk kan de læsere danne sig, som har set ruinen af hovedtårnet på den djurslandske borg Kalø, for de to tårne har næsten samme dimension. Det tidsrum, der skiller deres tilblivelse, er da næppe heller langt; de middelalderlige fund fra Trøjborg gør en anlægstid i 1300-tallets begyndelse sandsynlig, og tårnet på Kalø er muligvis opført af Valdemar Atterdag omkring samme århundredes midte.
Den ældste borg har altså været henved 250 år, da den måtte vige pladsen. Alene det at rydde og udvide den snævre byggeplads må have kostet de største anstrengelser (Fig. 3, 4, 5). Vi ved, at godsets bønder, hvem en rigelig del af arbejdet var pålagt, følte sig forurettede. De klagede deres nød til kongen, og en kongelig reprimande pålagde Peter Rantzau at behandle bønderne, »så de bliver ved magt«. Det var i 1586, da havde byggeriet stået på i seks år.
Fig. 3: Middelalderborgen, det ældste Trøjborg, var bygget på en kunstig ø omgivet af en kunstig grav, det hele anlagt i sumpet terræn. Øens kanter var sikret med opstablede tørv holdt på plads af tæt nedrammede pæle. Hovedelementet i middelalderborgen var et svært, firkantet tårn, hvis fundament, en vældig stenpakning, er ført helt ned til fast bund. Til dets sydside slutter sig et andet fundament, men det er mere overfladisk anlagt og kan næppe have båret en bygning i flere etager. Et indhak i øens nordside viser, hvor overgangen over voldgraven har været; det må nemlig være lavet for at skaffe plads til en vindebros kontravægt.
Renaissanceslottet. som Peter Rantzau byggede, blev, såvidt det lod sig gøre, rejst på middelalderborgens fundamenter. Uundgåeligt kom en del af det store slot dog til at rage uden for både fundamenter og ø, og der måtte udlægges svære tømmerkonstruktioner og nedrammes i hundredevis af pæle, før soklens kæmpemæssige granitsten kunne bringes på plads. For at skjule »resterne« af øen hævede man vandspejlet; borgen var nemlig tænkt som en »vandborg«, det vil sige, at dens mure skulle rejse sig lige op af vandet. - Billedet herover viser slottet, da det var nyt. Bemærk det komplicerede voldgravsystem, der også inddrager slottets ladegård under sin beskyttelse.
Fig. 4: Udbytterig var oprensningen af voldgraven, der gennem hele Trøjborgs levetid har fungeret som slottets store skraldespand. Et ganske lille udvalg af de mange fund er vist på billedet. Det spænder fra fangekælderens fodlænke til køkkenets sorte gryder. Og ind imellem: våben, fodtøj, spisegrejer, drikkekrus, nips. Ud for vestfløjen, hvor vi ved, at der har været køkken i to etager, fandtes dyreknogler og østersskaller i mængde og desuden nogle af de smukkeste brugsting: sølvskeer, tinfade, pragtglas. Vor tak til sløsede køkkenpiger.
Fig. 5: Bortset fra slottets sydlige ydermur, der står tilbage i fuld højde, er der af de fire fløje kun bevaret kælderetagen. Man ser ned i kælderrum med brolagte gulve og undertiden rester af tøndehvælvinger. Brønden i vestfløjen har hørt til køkkenet; i de svære ydermure er indbygget lodrette latrinskakte, såkaldte »hemmeligheder«. Midt i anlægget ses den brolagte gårdsplads, hvis hjørner er afskåret af de fire trappetårne. - Luftfoto: Hans Stiesdal.
Havde Peter Rantzau bygget mindre solidt på den vanskelige grund, havde slottet næppe stået i henved 300 år. For den sags skyld kunne det utvivlsomt have stået endnu. Nedbrydningen i 1854 har forekommet senere generationer så meningsløs, at der kom til at hvile et skær af mystik over slottets endeligt. Først for få år siden, da H. V. Gregersen fremdrog sagens akter, kom der rigtig lys over begivenhederne.
Den kendte sønderjyske storbonde og landstingsmand Knud Lausten Knudsen (digteren Jacob Knudsens farbroder) købte slottet i 1851. Hans interesse var dog særlig knyttet til jorden, slottet fandt han »upassende« til sit brug, og han tilbød at overdrage det vederlagsfrit til staten. Regeringens sagkyndige udsending, minister P.G. Bang, anbefalede, at man tog imod gaven, og det afgørende blev da, om der kunne findes en passende anvendelse for bygningen; Knudsens forslag, at »staten overtager bygningen --- blot for at conservere den«, vandt ingen tilslutning, og det må vist også siges at være forud for sin tid. En overgang så det ud til, at Trøjborg skulle finde anvendelse som dansksproget seminarium, men af politiske grunde blev Tønder det foretrukne sted. Da var slottets skæbne beseglet.
