Skandale på assistens

Almindeligvis var der ingen, som tog anstød af de sommerlige glæder i »dødens have« (Fig. 1). Når der alligevel blev gjort en brat ende på dem, var det en bivirkning af nogle makabre begivenheder midt i den barske vinter 1804.

Den 10. januar dette år indeholdt »Dagen« - godt gemt mellem andet københavnsk bynyt - denne notits:

»En graverkarl ved Assistenskirkegården skal tillige med flere i går have været i politiforhør. Rygtet siger at man i hans hus havde fundet 2 liig stående, som vare optagne af deres grave«.

Man har knapt fantasi til at forestille sig den opsætning, sådan en nyhed ville have fået i f.eks. »Ekstra Bladet«, men datidens aviser var ikke meget sensationslystne. Der gik også samfulde tre dage, før »Dagen« kom med en nærmere forklaring, og da var den forlængst ude i hele Kongens København.

En af de første dage i januar var en ung mand, søn af skomagermester Meyer, kommet ulykkeligt af dage. Han havde fået Vesterports bom i hovedet, da han sad og spændte sine skøjter af efter at have forlystet sig med skøjteløb på Stadsgraven. Unge Meyer blev stedt til hvile på Assistens, og et par dage efter gik faderen og dennes ven, vildthandler Søberg, ud for at se til graven og tage mål til et kors. Til deres forbløffelse så de, at graven stadig var åben, og at den kiste, som de havde set blive sænket ned i den, ikke var der. To graverkarle, som de krævede til regnskab, var meget lidt meddelsomme. De ville kun oplyse, at liget lå et andet sted, men ikke hvor.

Efter et større skænderi udpegede den ene af dem dog et sted. Søberg forlangte nu en spade, men det nægtede de ham. Han måtte ud i byen og låne en, og ved hjælp af den fandt han hurtigt det forsvundne lig. Det lå dækket af et tyndt lag jord og isstumper, næsten nøgent og uden kiste. I mellemtiden havde graverkarlene gjort sig usynlige.

Meyer gik samme aften til politimesteren og »angav denne uorden«, som der står i avisen, og næste morgen - mere hast havde lovens lange arm ikke - blev to betjente sendt ud til kirkegården. Da var den rigtige grav kastet til, men graverkarlene måtte åbne den igen, opmuntret af rap af betjentenes stokke, og nu lå liget på sin rette plads, men stadig uden klæder og med stumper af en ituslået kiste stukket ned omkring sig.

Det var allerede rygtedes, at der foregik skumle ting på Assistens, og folk strømmede derud for at få sig et godt gys. Mange mennesker overværede opgravningen af liget og den påfølgende arrestation af de to graverkarle. Nogle af de nysgerrige iværksatte deres egen efterforskning. De kiggede ind ad vinduerne til en tredje graverkarl og så - oh skræk! - at der her stod en kiste med et kvindelig i. Så måtte også nummer tre afsted til politikammeret og snart efter arresteredes endnu tre graverkarle, mens overgraver Meisling, en farbror til H.C. Andersens rektor og plageånd, blev suspenderet.

Affæren satte naturligvis København på den anden ende, og i den følgende tid udfoldede der sig på kirkegården et folkeliv af en ganske anden art end sommerens fornøjelige. Herom beretter »Dagen«:

». . .Den vrimmel af mennesker, der i disse dage har gået til og fra kirkegården, hvor liget (altså af unge Meyer) endnu et par dage efter lå tilsyne, er ubeskrivelig. Endeel havde i begyndelsen ladet deres afdøde venners grave opkaste, for at see om deres kister endnu vare der. Men denne opgravning er for det første meget viselig hæmmet. Andre stikke med jernsøgere ned i gravene, og mange have havt den bedrøvelse, at de ikke have stødt på nogen kiste«.

En systematisk undersøgelse blev nu iværksat af politiet, og i løbet af et par måneder åbnedes 509 grave efter anmodning fra pårørende. Da man skulle begynde, og graverkarlene førtes til påvisning, var der udkommanderet husarer for at beskytte dem mod den rasende menneskemængde.

Det var skrækkelige ting, der kom for dagen ved undersøgelsen. Over et halvt hundrede lig var blevet kulet ned uden kiste, hvis graverkarlene da ikke havde nøjedes med at tilegne sig låget. I een kiste lå der tre lig. Mange var berøvet linned og liglagen. I nogle grave var der ingen hele lig, men dynger af hoveder og andre legemsdele. Blandt de mere notable grave, der undersøgtes, var agent Gyldendals (grundlæggeren af forlaget). I den fandtes to lig. som ikke hørte hjemme der. En anden grav, som hævdedes udplyndret var madame Bodenhoffs, kendt fra Viggo Starckes bog, som søger at bevise, at madamen var lagt skindød i graven og blev kværket af gravrøverne.

Set med nutidsøjne var det et ringe udbytte, gravrøverne havde af deres uappetitlige virksomhed. De fandt hverken guld eller sølv, men brændsel var dyrt, og en ligkiste eller blot et kistelåg gav mange gode varmekalorier til den hjemlige arne. Liglagener og linned kunne let gøres i penge. Mens undersøgelsen stod på, ville aviserne vide, at overgraver Meisling havde »fyret med kistebrænde«, men det blev dog ikke bevist (Fig. 2). En snedker på Nørrebro udsatte en dusør på 50 rigsdaler til den, der kunne finde ophavsmanden til et rygte om, at han havde købt kister af gravrøverne. »Viborg Samler« meddelte fra hovedstaden, at »en gammel kielling, som har solgt liigtøj for de arresterede graverkarle, har hængt sig«.

Det var alt i alt en værre redelighed.

I juli måned satte hof- og stadsretten punktum for sagen. De seks graverkarle fik tre eller fire år i rasphuset, og det synes billigt, når man tænker på, hvor strengt samfundet takserede selv småforbrydelser dengang. Overgraveme Meisling og Hansen fik mulkter, men kendtes ellers fri for tiltale.

Den sommer var der formentlig ikke mange, som fristedes til at tage på skovtur til Assistens, og året efter blev der nedsat en kommission, som skulle se på forholdene derude. Den udfærdigede en instruks, som forbød, at »æde- eller drikkevarer falholdes eller fortæres på kirkegården, eller at der på samme holdes musik eller foretages noget, der ligner lystighed« .

Lit: Viggo Starcke: Giertrud Birgitte Bodenhoff's Mysterium. Kbh. 1954.

Mage til kirkegårdsreglement skal man nok lede længe efter.