Skalks urtebog

(Fig. 1). Middelalderens urtebogsforfattere, med den bekendte Henrik Harpestreng i spidsen, har givet os et indblik i planternes anvendelse i fortidens lægekunst. Moderne undersøgelser viser, at nogle af planterne virkelig indeholder helbredende stoffer; men ellers har virkningen nok mest været af psykologisk art.

Af Redaktionen

Billede

Fig. 1: (omkranser teksten) Ingen figurtekst.

Nu hører de fleste af lægeplanterne til den vilde flora; men i middelalderen var de dyrkede, først og fremmest i klosterhaverne, men herfra er de tid efter anden vandret ud i den almindelige befolknings urtegårde, og her levede de videre, efter at reformationen havde gjort ende på klosterlivet.

Det er karakteristisk for mange af lægeplanterne, at de i dag skal søges på steder, hvor mennesker bor eller har boet - ved landsbyer eller herregårde, men først og fremmest på klostertomterne. Tegningen viser et lille udvalg af de mest kendte lægeplanter.

HYLD: Bruges mod bylder, mod hovedpine og mod tung mave. De hyldebuske, som vokser i gamle pilehoveder, er gode mod faldende syge (epilepsi). Lugten af hyld fordriver fluer, myg og hekse.

KRANSBURRE: Bruges mod brystværk, mod astma og hoste, mod bylder, til sårbehandling og til at fremskynde fødsler. Endvidere mod orm i ørerne og »om en mands ånde lugter af rådden lunge«. Planten er i det hele taget anvendelig mod næsten alt. Endnu 1766 anbefaler Linné den mod tømmermænd.

TORDENSKRÆPPE (pesturt): Roden bruges mod pest og bladene til at pakke feberpatienter ind i.

SKARNTYDE: Anvendes mod ukyskhed og kaldes derfor munkenes og nonnernes urt. Indvortes brug frarådes med god grund; planten er meget giftig.

BULMEURT: Bruges som bedøvelsesmiddel og mod tandpine; den driver ormene ud af den syge tand.

KULSUKKER: Får sår til at læges. (Skærer man et kødstykke over, lægger det i en gryde og koger det med kulsukker, vokser det sammen). Faktisk indeholder planten et sårlægende stof.

HUNDETUNGE: Mod sygdommen »Sagittae dyaboli«(?)

SVALEURT: Den almindelige anvendelse er mod øjensygdomme og mod gulsot (saften er nemlig gul), men planten kan også bruges mod hovedpine, hikke og »hængende drøbel« (angina). Endnu i 1840 havde den officiel godkendelse som lægemiddel.

HUMLE: Den renser blodet og åbner den forstoppede bug. Den er »oc god for Blærens steen, og til dem som met stor nød pisse«. Med stor begejstring omtales humlen af Simon Paulli (1648): Kogt med malt og brygget fryder den ens hjerte ligesom vin, borttager melankolske tanker, gør lystig og modig og er tusinde gange bedre end det kosteligste hjertensfrydvand. Først i 1200-tallet tages humlen i brug til ølbrygning her i landet. Tidligere brugte man pors.