Skalk på vægten

Med læserne som censorer har Skalk været til eksamen – er blevet vejet og fundet af passende tyngde. Et stort antal af de spørgeskemaer, som medfulgte første nummer, er kommet tilbage i udfyldt stand. Af bedømmelserne var 65% udpræget rosende, ja et stort antal endog særdeles rosende, 26% var venlige, 8% var kølige, og 1% ønskede bladet brændt af bøddelen. Som helhed opnåede bladet gennemsnitskarakteren 5,4 og fortsætter altså i næste klasse.

Af Harald Andersen

Det var let og fristende her at bringe et udvalg af de lovord som skemaerne har bragt os. Men følsomme næser ville med rette rynke sig. Ejheller skal der bringes fortegnelser over de mange – ofte fortræffelige – forslag og ideer, faglige og praktiske, til bedring af bladet som helhed eller af detailler ved det, til ophjælpning af dets økonomi eller til fremskaffelse af stof. Alt dette vil sætte sig spor fremover. Og på lignende måde vil det gå med den fremsatte kritik, der ofte har været god og træfsikker. En del af kritikken sigter desværre mod det uopnåelige: Man ønsker bladet større og trykt på bedre papir, flere billeder, skiftende tidstavler - kort sagt alt, som gør fremstillingen af bladet dyrere. – Ak nej.

Af de fremførte synspunkter skal dog fremdrages enkelte, fordi de angår bladets mening og mål. Skalk skal, som indledningsvis bekendtgjort, være en arkæologisk avis. En lille gruppe af indsendere, ca. 8%, har tydeligt nok ikke forstået dette. Deres kritik går i retning af at omskabe Skalk til et arkæologisk tidsskrift af traditionel art med lange, gennemarbejdede artikler, masser af litteraturhenvisninger og et tækkeligt ydre. Ingen afstikkere fra den velkendte vej. Et par indsendere giver misforståelsen vinger og beklager rent ud, at Skalk ligner en avis. Med hensyn til disse indsendere er der kun eet at gøre, at henvise dem til anden adresse. Skalk er en avis og ønsker at være det. Den vil bevare sit avisagtige væsen eller dø. Artiklerne er korte, lidt vel korte i starten, hvor så meget må med, bliver vel med tiden længere, men – bortset fra kronikken – aldrig lange. De skal ikke være det, for disse artikler er sjældent afsluttede skildringer, de er glimt af noget, man vil møde igen og igen. Emnerne Lindholm, Lejre og Hune Torp er ikke færdigbehandlet med sidste nummers omtale. Det er orientering, vi vil give Dem, ikke lagret kundskab. Guldvægten vil måske ikke altid komme i brug, men såvidt det står i vor magt, vil vi give Dem en redelig skildring af slagets gang på alle fronter.

En af Skalks strengeste kritikere (journalist) hævder, at bladet er overflødigt, for man har jo dagbladene, som Skalk alligevel ikke kan hamle op med i aktualitet. Med denne opfattelse står han klart alene, ja han modsiges af flere indsendere, som finder avisernes arkæologiske nyhedstjeneste for tilfældig og for lokalt præget til at dække behovet. Det kan tilføjes, at avisernes medarbejdere jo i reglen også mangler en faglig viden, som kan være nyttig, når man skriver om disse ting. Dette sidste kan belyses ved et eksempel. Den nævnte journalists blad bragte kort efter påske en omtale af sværdfundet fra Tissø (stedet ligger inden for bladets område). Det fundne sværd omtaltes her uden forbehold som værende fra middelalderen. Et blik på det billede, som ledsagede artiklen, fortalte arkæologen, at denne datering ramte 1500 år ved siden af.

Vi takker for de indsendte bedømmelser — for de varme, for de lunkne og for den kolde. Vi takker også for de navne og adresser på arkæologisk interesserede mennesker, som medfulgte spørgeskemaerne. Til dem vil der i sommerens løb blive rettet henvendelse. Skalk ser med fortrøstning fremtiden imøde.