Skal vejen bevares?

Hvor naturen tvang jernalderbonden dertil, hvor vigtige vejforbindelser uundgåeligt måtte over blød bund, over ådal, eng eller mose, der byggede han vej. Selvsagt valgte han overfartsstedet med omhu, på steder, hvor ned— og opkørslen ikke var for stejl, og hvor landtunger gjorde den side strækning, som skulle passeres, og som derfor måtte udbygges med sand, grus, tømmer og sten, kortest mulig. Alligevel er jernaldervejene tit imponerende bygningsværker, der sagtens kan måle sig med dysser og gravhøje og hvad andet vi har af monumental oldtid. Medens disse oftest er højtbeliggende i storslåede landskaber med vidt udsyn, findes vejene på frodige, idylliske pletter af en mere intim skønhed.

Af Georg Kunwald

Billede

Fig. 1:
Ingen beskrivelse

Oldtidsvejen i Broskov ved Præstø, hvorfra vort billede stammer, blev fundet ved dræningsarbejde. I 1953 blev den med støtte af Videnskabsfondet underkastet en foreløbig undersøgelse, og det viste sig, at vejen her er den solidest og mest omhyggeligt byggede oldtidsvej, der hidtil er påtruffet i Norden. Den stemmer fra midten af jernalderen, hvad fund af tabte våben på vejbelægningen har fastslået. Det skulle tage Nationalmuseet 3 år at råbe de bevilgende myndigheder op til at yde henved halvdelen af det beløb, hvortil vejens videnskabelige undersøgelse, afdækning, afvanding og derved bevaring var beregnet. Nu står vi for at skulle søge penge igen.

På mere end een måde er arkæologi en spændende videnskab