Skål min ven!

lyder slutreplikken i Globs brændevinsbog, som Wormianum om kort tid udsender. Forfatteren behøver næppe nærmere præsentation, han er Danmarks rigsantikvar, ophavsmanden til Bahrain-ekspeditionen og andre store projekter og forfatter til en række gode og vidt udbredte bøger, hvoraf vel især må fremhæves »Mosefolket«. Hans sympati for det danske ildvand er af gammel dato, og som sand videnskabsmand har han eksperimenteret, plukket og prøvet, så at hans langbord på gården i Agri, hvor han slapper af efter hverdagens fortrædeligheder, nu bugner af flasker og karafler med skønt farvet og herligt smagende indhold. En udstrakt vennekreds har gennem årene nydt godt af dette, men for Glob er det ikke nok, han vil gerne lære fra sig og gør det gennem bogen, han nu har skrevet. Af sin private snapseflora har han udvalgt 27 planter, hvis smagsgivende egenskaber han sætter særlig højt. Han beskriver dem og fortæller, hvornår og hvordan de skal plukkes, samt hvordan man behandler dem, for at de kan yde deres bedste. Hans vurdering af resultatet turde være handlingens højdepunkt. Skam få den læser, som ikke går til sagen.

Af Redaktionen

Billede

Emnets historisk-folkloristiske side er naturligvis ikke glemt og kunne næppe være i bedre hænder. Et kapitel er viet »brændevinens ælde«, og gammel skik og gamle forestillinger er overalt trukket frem og belyst. Også brændevinsflaskerne får, hvad der tilkommer dem, og sjældent har man mødt en fornøjeligere fantasi end i disse glasarbejder. Det er, som selve drikkens væsen afspejler sig i formerne.


Bogens billedudstyr har en anden af Globdynastiet, nemlig maleren Anders, taget sig af. Han fremfører – i lette stregtegninger – hele menageriet med brændevinsgrise, -hunde, -djævle, -jomfruer o.s.v. og viser os samtlige i teksten omtalte brændevinsurter i al deres farvepragt (Fig. 1).


Udgave: Skalk 1972:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.