Sjællandsvraget

Oplysninger om disse og mange andre vrag samles i disse år til Nationalmuseets vragregistrant ved gennemgang af arkivalier og beretninger om forlis, ved egne undersøgelser og ved samarbejde med interesserede sportsdykkere. Til SJÆLLAND kom turen i juni måned i år. Ved en orienterende dykning for bestemmelse af dette vrags position og tilstand viste det sig, at vraget lå frit oven på en hård lerbund, krænget let over til styrbord og med hele bundkonstruktionen bevaret intakt, så man kunne svømme ind under bunden fra bagbords side lige til kølen. Skibet var brændt ned til vandlinien, inden det sank, så alle spor af skrogets sider og dæk var forsvundet, og begge stævne var nedbrudt. Billedet domineredes af skibets stenballast, der lå på sin plads, dækkende to trediedele af skibets bund. De højeste vragdele ragede godt to meter over havbunden, og hele billedet af vraget med dets stenmasser og spanter bevokset med grønne og røde tangvækster indbød til at udnytte denne lejlighed til forsøg med opmåling under vandet.

I halvandet år havde civilingeniør Ole Jacobi sammen med forfatteren af disse linier arbejdet med opmålingsproblemet, som det melder sig ved arkæologisk arbejde på havbunden. I det våde element har arkæologen indtil videre al anledning til at føle sig som uønsket gæst. Selvom det nye svømmedykkerudstyr giver mere bevægelsesfrihed end det tunge dykkerudstyr, der udvikledes for over 100 år siden, så er der dog vanskeligheder nok at overvinde: Man må indstille sig på arbejdsforhold, hvor den effektive arbejdstid på havbunden i bedste fald vil kunne blive et par timer daglig, og uroligt vejr og lignende kan standse dykningen i ugevis. Arbejdet på bunden hemmes fysisk af dykkerudstyret og kulden, af vandets modstand og af orienteringsvanskelighederne, idet vandet i de indre danske farvande sjældent giver mere end fire-seks meters synsvidde og ofte mindre.

Det kan synes urimeligt at ville gennemføre arkæologisk arbejde under disse vilkår, men den menneskelige forskertrang kan ikke lade den rige skat af kulturhistorisk kildemateriale ligge uantastet under så gode bevaringsforhold, som havbunden ofte kan frembyde, jævnfør f.eks. vikingeskibene fra Roskilde fjord (Fig. 1). Der er næppe noget andet land i Nordeuropa, der har så gunstige vilkår for undersøisk arkæologi som netop Danmark. De danske farvande lå centralt i den nordeuropæiske fjernhandels net af søruter i forhistorisk og historisk tid. Talløse skibe er gået gennem bælter, sunde og fjorde, og mange kom ikke herfra, men kan idag findes på havbunden efter forlis eller stranding (se Skalk 1964:2). De ringe dybder og den relativt beskyttede karakter af de fleste danske farvande er af stor betydning for det arkæologiske arbejde, der iøvrigt ikke blot omfatter vrag, men også stenalderbopladser, som på grund af landsænkningen idag kan findes på havbunden.

Men skal arkæologen nå andet end tilfældige rekognosceringer og usystematiske bjærgninger, så må han kende sit nye element og indrette sine arbejdsmetoder efter de særlige forhold, han finder her. Erfaringerne fra landjorden kan ikke uden videre overføres til havbunden. Først og fremmest skal man drage nytte af de fordele, som vandet byder på. Udgraveren på landjorden vil sikkert misunde sin kollega i vandet, når denne kan lægge sig vægtløst svævende over udgravningen og med lette håndbevægelser i vandet fjerne sand og slam, så selv de spinkleste genstande renses uden direkte berøring, eller når han uden besvær fjerner tonstunge genstande ved at binde balloner til dem og fylde disse med luft. Men den korte dykketid forudsætter, at alle arbejdsprocesser lægges således tilrette, at indsatsen på bunden kræver et mindstemål af tid. Dette gælder ikke mindst opmålingen.

»Sjællandsvraget«, som søkortet kalder det, gav ideelle muligheder for at gennemprøve det udstyr, der var resultatet af overvejelserne. Til en tidssvarende arkæologisk undersøgelse, hvad enten den foretages på land eller i vand, hører opmåling og plantegning af det fundne, mens dette endnu ligger i urørt leje. Plantegningen er i virkeligheden et landkort tegnet i stor målestok, og lige som landkortet er forsynet med højdetal, der skal give en forestilling om bakker og dale, sådan bliver også udgravningsplanen påført tal-højdemål bestemt ved nivellering - som fortæller om overfladens form. Da arbejdet med opmåling og tegning er temmelig tidkrævende, har man i de seneste år forsøgt sig med en fotografisk opmålingsmetode, en teknik, som allerede længe har været anvendt ved kortlægning fra luften. Om denne - fotogrammetriske - metodes mange fortrin hersker ingen tvivl; dens væsentligste ulempe er apparaturets kostbarhed, der dog på længere sigt opvejes ved sparet tid. Da, som man vil have forstået, undervandsarkæologens tid er i højere pris end landarkæologens, måtte det være oplagt for os at arbejde med den nye metode og gennemprøve den på SJÆLLAND (Fig. 2, Fig. 3).

I samarbejde med Orlogsmuseet gennemførtes i løbet af fem dage udmåling af vragets udstrækning samt afrensning og detailopmåling af bovpartiet, der lå på seks meter vand (Fig. 4). Først afmærkedes et passende antal punkter jævnt fordelt over det afrensede felt, og disse punkters højde over et fixpunkt, der i form af en speciel »fredningssten« nedlagdes ved stævnen, kunne da måles direkte ud fra vandtrykket med et særligt udviklet instrument, der gjorde arbejdet med nivelleringen hurtigere og lettere end på landjorden. Den fotografiske opmåling, der foregår ved hjælp af et dobbeltkamera, som tager to billeder samtidig, kunne derefter foretages af en frømand, der svømmede rundt med sit vandtætte udstyr og gennemfotograferede vraget i passende bidder på en sådan måde, at der på hvert fotosæt fandtes mindst tre af de nivellerede punkter. Han kunne herved lægge sig i enhver ønsket stilling i vandet for med kameraet at få netop den vinkel, der bedst dækkede det ønskede areal. Ved fotografering i klart vand på en afstand af seks meter dækker udstyret et areal på ca ni kvadratmeter pr billedpar, så under gunstige vilkår kan et stort udgravningsfelt eller et helt vrag dækkes fotogrammetrisk ved en enkelt dykning. I løbet af de fem arbejdsdage dykkedes der ialt i 40 timer - fordelt på flere personer. Heraf brugtes til selve fotoopmålingen kun 2½ time.

Prøven på Sjællandsvraget viste, at udstyret fungerede efter ønske; ethvert synligt punkt på fotografierne kunne fastlægges i målesystemet med en fejlgrænse på een centimeter. Det er således muligt at foretage fotografisk opmåling under vandet med et dansk udviklet udstyr, der er langt billigere og mere bekvemt end det udstyr, der er udviklet i U. S. A. til samme formål, og som er baseret på anvendelse af - bl.a. - en tomandsubåd!

På undersøgelsens sidste dag opdagedes det, at en kalkskal på inderstævnen dækkede over et af de engelske grundskud, der her sad boret ind i træet. Det var en mærkelig følelse således pludseligt i denne tavse, fremmede verden på seks meters dybde at fornemme suset fra de blodige begivenheder, der for 165 år siden beseglede skibets skæbne (Fig. 5).