Sjællandsvraget

Oplysninger om disse og mange andre vrag samles i disse år til Nationalmuseets vragregistrant ved gennemgang af arkivalier og beretninger om forlis, ved egne undersøgelser og ved samarbejde med interesserede sportsdykkere. Til SJÆLLAND kom turen i juni måned i år. Ved en orienterende dykning for bestemmelse af dette vrags position og tilstand viste det sig, at vraget lå frit oven på en hård lerbund, krænget let over til styrbord og med hele bundkonstruktionen bevaret intakt, så man kunne svømme ind under bunden fra bagbords side lige til kølen. Skibet var brændt ned til vandlinien, inden det sank, så alle spor af skrogets sider og dæk var forsvundet, og begge stævne var nedbrudt. Billedet domineredes af skibets stenballast, der lå på sin plads, dækkende to trediedele af skibets bund. De højeste vragdele ragede godt to meter over havbunden, og hele billedet af vraget med dets stenmasser og spanter bevokset med grønne og røde tangvækster indbød til at udnytte denne lejlighed til forsøg med opmåling under vandet.

I halvandet år havde civilingeniør Ole Jacobi sammen med forfatteren af disse linier arbejdet med opmålingsproblemet, som det melder sig ved arkæologisk arbejde på havbunden. I det våde element har arkæologen indtil videre al anledning til at føle sig som uønsket gæst. Selvom det nye svømmedykkerudstyr giver mere bevægelsesfrihed end det tunge dykkerudstyr, der udvikledes for over 100 år siden, så er der dog vanskeligheder nok at overvinde: Man må indstille sig på arbejdsforhold, hvor den effektive arbejdstid på havbunden i bedste fald vil kunne blive et par timer daglig, og uroligt vejr og lignende kan standse dykningen i ugevis. Arbejdet på bunden hemmes fysisk af dykkerudstyret og kulden, af vandets modstand og af orienteringsvanskelighederne, idet vandet i de indre danske farvande sjældent giver mere end fire-seks meters synsvidde og ofte mindre.

Det kan synes urimeligt at ville gennemføre arkæologisk arbejde under disse vilkår, men den menneskelige forskertrang kan ikke lade den rige skat af kulturhistorisk kildemateriale ligge uantastet under så gode bevaringsforhold, som havbunden ofte kan frembyde, jævnfør f.eks. vikingeskibene fra Roskilde fjord (Fig. 1). Der er næppe noget andet land i Nordeuropa, der har så gunstige vilkår for undersøisk arkæologi som netop Danmark. De danske farvande lå centralt i den nordeuropæiske fjernhandels net af søruter i forhistorisk og historisk tid. Talløse skibe er gået gennem bælter, sunde og fjorde, og mange kom ikke herfra, men kan idag findes på havbunden efter forlis eller stranding (se Skalk 1964:2). De ringe dybder og den relativt beskyttede karakter af de fleste danske farvande er af stor betydning for det arkæologiske arbejde, der iøvrigt ikke blot omfatter vrag, men også stenalderbopladser, som på grund af landsænkningen idag kan findes på havbunden.