Sjæleringning

(Figur 1)
En aftenstund, så var jeg fød.
Før hanen gol, min mor var død.

Den tid, de lagde min mor i grav,
da ringed det for min far i stad.

Der de lagde min far i grav,
da ringed det for mine søskend i stad.

Nu er de alle døde,
som mig skulle klæde og føde.

Af Bjarne Stoklund

Billede

De fleste nutidige læsere af disse bedrøvelige strofer fra folkevisen om Svend og hans søster vil antagelig føle sig en smule desorienterede. Hvorfor ringer kirkens klokker for en, mens en anden føres til graven? Det passer ikke rigtig med de tilvante forestillinger om almindelig skik og brug ved begravelse. Peder Syv, som i 1695 befordrede denne vise i trykken, forstod bedre de dunkle sætninger, men han var dog klar over, at han skyldte sine læsere en nærmere forklaring. Han gjorde derfor følgende anmærkning til stroferne: “Underligen og efter mange års borteværelse finder og kender hr. Svend sin søster igen, idet hun fortæller ham, hvorledes hendes frænder vare døde efter hinanden, så at der de begrove moderen, ringede de for faderen o.s.f. Hvor forstås den ringen, som fordum kaldtes sjæleringen og mangesteds på landet hos os er brugt indtil for nogle år siden; da, så tidlig ånden udgik af mennesket, løbe de straks til klokken og ringede nogen tid hen, imedens — efter deres mening –– at sjælen fór til himmels”. (Figur 2)

Udgave: Skalk 1959:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.