Sjæleringning

De fleste nutidige læsere af disse bedrøvelige strofer fra folkevisen om Svend og hans søster vil antagelig føle sig en smule desorienterede. Hvorfor ringer kirkens klokker for en, mens en anden føres til graven? Det passer ikke rigtig med de tilvante forestillinger om almindelig skik og brug ved begravelse. Peder Syv, som i 1695 befordrede denne vise i trykken, forstod bedre de dunkle sætninger, men han var dog klar over, at han skyldte sine læsere en nærmere forklaring. Han gjorde derfor følgende anmærkning til stroferne: "Underligen og efter mange års borteværelse finder og kender hr. Svend sin søster igen, idet hun fortæller ham, hvorledes hendes frænder vare døde efter hinanden, så at der de begrove moderen, ringede de for faderen o.s.f. Hvor forstås den ringen, som fordum kaldtes sjæleringen og mangesteds på landet hos os er brugt indtil for nogle år siden; da, så tidlig ånden udgik af mennesket, løbe de straks til klokken og ringede nogen tid hen, imedens — efter deres mening –– at sjælen fór til himmels". (Figur 2)

Da reformatorerne efter den store omvæltning i 1536 skulle skabe rammerne for en ny protestantisk kirkeordning, mødte de en række vanskelige problemer. Hvilke sider af den katolske kirkeskik kunne man lade slippe gennem nåleøjet og indpasse i det nye ceremoniel, og hvilke burde fordømmes og afskaffes som ugudelige og papistiske vildfarelser? Det kunne ofte være vanskeligt at afgøre, og de forskellige landes reformatorer kom ingenlunde altid til samme resultat. Der var nu eksempelvis sjæleringningen. Ifølge den officielle katolske liturgi skulle denne ringning mane de efterlevende til forbøn for den dødes sjæl, men den almindelige forestilling var efterhånden blevet den, at selve lyden af klokkerne lettede sjælens vej til himmelen og hjalp den til lempeligere kår i skærsilden. Samtidig havde skikken imidlertid - som det også fremgår af de citerede folkevisestrofer - den praktiske funktion at give sognets folk meddelelse om dødsfaldet. Man kunne nu vælge at lægge vægten på dette sidste og lade skikken bestå, idet man dog manede folk til at aflægge de overtroiske forestillinger, der var knyttet til ringningen. Den vej valgte man at gå i Sverige.

Anderledes i Danmark. Her tillod man i kirkeordinansen af 1539 kun, at der blev ringet, når den døde blev båret til graven. Men en enkelt sætning i en stor forordning er ikke nok, når det drejer sig om at udrydde gammel, hævdvunden sæd og skik. Dette påbud måtte derfor i den følgende tid gentages gang på gang. Den sjællandske gejstlighed beskæftigede sig med problemet på landemoderne i 1562 og 1568. I 1585 måtte landemodet tage stilling til en klage fra lensmanden over, at der stadig blev ringet mere end een gang for lig, skønt der i 1576 var udgået et kongeligt brev om, at der kun måtte ringes for et lig, når det blev begravet, og ikke to eller tre gange for samme lig, "efterdi slig skik og ceremoni udi pavedømmet er opkommet". Lignende breve blev sendt til andre stifter i riget, men også her måtte man gentage påbudet den ene gang efter den anden til langt ind i 1600-årene. Også i Chr. V.s danske lov af 1683 blev forbudet mod sjæleringning udtrykkeligt slået fast.

Skal man tro Peder Syv, var det i 1690'erne efter halvandet hundrede års ihærdige bestræbelser endelig lykkedes at få bugt med dette papistiske levn. Men var det nu alligevel det? - Da Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser for nogle år siden begyndte at udsende en spørgeliste om begravelsesskik til sine meddelere rundt om i landet, var en af de ting, der blev stillet spørgsmål om, netop klokkeringning ved dødsfald og begravelse. Og de indkomne svar viste, at øvrighedens anstrengelser i store dele af landet havde været ganske omsonst. Sjæleringningen lever i bedste velgående den dag i dag. Bedst har skikken holdt sig i Syd- og Sønderjylland, hvor den op til Varde å mod vest og Horsens fjord mod øst forekommer i hovedparten af sognene. Den kendes desuden i nogle spredte sogne i Midtjylland og på Fyn samt på Læsø. Læsøboerne var ene af alle i deres gode ret til at lade sjæleringningen udføre, thi de havde i 1738 sikret sig en særlig kongelig tilladelse dertil, en tilladelse, som blev givet, "da intet forargeligt findes derudi, mange derimod, når de høre, at der ringes for andre, erindre sig selv deres død, samt og det slid, der således går på klokkerne, erstattes af landsåtterne selv". I langt de fleste sogne er der tale om en ubrudt lokal tradition fra middelalderen, men der er dog også enkelte eksempler på, at skikken er indført til et sogn i nyeste tid og da gerne på initiativ af en præst, som var fortrolig med sjæleringningen fra sit fødesogn. Det er således tilfældet i et par nordfynske sogne.

Det må med det samme slås fast, at der i nutidstraditionen så godt som ikke er spor af de forestillinger, der i middelalderen knyttede sig til sjæleringningen, ligesom selve udtrykket heller ikke bruges mere. De fleste steder har man ikke nogen særlig betegnelse for denne ringning; dog bruges i flere sønderjyske sogne udtrykket "dødsklokkerne". Var sjæleringningen således i nyere tid blot en gammel tradition, man pietetsfuldt holdt fast ved uden at forbinde noget særligt derved, så havde den dog stadig den praktiske funktion at give meddelelse om dødsfaldet. Af gode grunde kan man jo med klokkeklangen kun fortælle, at der er indtruffet et dødsfald, og ikke, hvem der er død. Visse fingerpeg kunne man dog give de lyttende ved at lade ringningen variere alt efter, hvor gammel den døde var. Man kunne f.eks. ringe en halv time for en voksen og et kvarter for et barn, eller man kunne for en ældre ringe 3 gange med ophold imellem, for en ung 2 gange og for et barn blot en enkelt gang. Havde kirken mere end een klokke, kunne man lade antallet af klokker være afgørende. I Dybbøl ringedes således med to klokker for en voksen, men kun med een klokke for et barn.

Fra gammel tid var det skik, at sjæleringningen skulle ske så snart efter dødsfaldet som muligt. Dog skulle den udføres inden solnedgang, for var solen ringet ned, måtte kirkens klokker ikke røres før næste morgen. I mange sogne har det imidlertid i nyere tid været skik, at ringningen foregik på et bestemt tidspunkt af dagen, gerne mellem 11 og 12. Skete dødsfaldet da ved middagstid, kunne man tidligst ringe for den døde næste dag kl. 11. Måske hænger denne ringning på bestemt tid sammen med, at den nu skulle udføres af kirkens faste ringer og ikke som tidligere af nogle naboer eller venner, som blev bedt om at ringe. Dette sidste kan endnu huskes enkelte steder, således i Hunderup sogn nord for Ribe: "Alt imens konerne havde udført arbejdet med at lægge liget på strå, var to af nabomændene gået til kirken for at ringe med klokkerne. De to mænd vidste, at når et barn var død, skulle der ringes 1/4 time, og et ungt menneske 1/2 time og et gammelt menneske 1/4 time, 5 minutters ophold og så igen 1/4 time. De to mænd, der ringede dødsbudskabet ud over egnen, vandrede efter dette hjem og skulle her beværtes sammen med konerne, der havde lagt liget på strå". Fra Felsted sogn på Sundeved fortælles: "Når et dødsfald var indtruffet, skulle den dødes familie byde tre unge mænd til at ringe en time om middagen samme dag eller næste dag, når dødsfaldet var indtruffet efter middag. Når et barn var død, blev der kun ringet af een ringer med een klokke. Ringerne blev beværtet med kaffe, inden de gik hen for at ringe. De samme tre ringere skulle ringe på begravelsesdagen".

Vi har i det foregående sagt, at sjæleringningen kun kendes i Jylland og på Fyn. Vil det da sige, at Peder Syv, hvad angår Sjælland, har ret i sin påstand om, at skikken blev bortlagt i slutningen af 1600-årene? Både ja og nej. Vel svarer meddelerne benægtende på spørgsmålene om såvel sjæleringning som "ringning over graven" - en anden af de gamle katolske ringninger, som har holdt sig op til vor tid i store dele af Jylland og Fyn -, men fra 6 sjællandske sogne fortælles, at de karle, som blev indbudt til at besørge begravelsesringningen, ikke blot skulle ringe, mens ligtoget nærmede sig kirken, men også på et bestemt tidspunkt tidligere på begravelsesdagen. Om man i denne ringning har en rest af sjæleringningen eller af ringningen over graven, kan ikke afgøres med sikkerhed, men eet er klart: End ikke de lovlydige sjællændere har holdt sig bestemmelsen om, at der kun måtte ringes een gang over et lig, helt efterretteligt.

Interesserede, som vil vide mere om sjæleringningens oprindelse og udbredelse, henvises til et stort, nylig udkommet værk om "Klockringningsseden i Sverige" af Nils-Arvid Bringéus (Nordiska Museets Handlingar nr. 50, 1958). Det behandler i første række forholdene i Sverige, men drager paralleller til nabolandene. Man vil heri også finde et særligt kort over udbredelsen af sjæleringning og ringning over graven i Danmark, udarbejdet på grundlag af NEUs spørgelistebesvarelser samt svarene på et rundspørge til samtlige danske kirkebetjente, (jfr. kortet side 2 i nærværende blad). Også bogens to kort over sjæleringningen i Sverige er imidlertid af stor interesse for danske læsere. Det viser sig nemlig, at der er en betydelig forskel mellem sjæleringningens karakter i det egentlige Sverige og i de gamle danske landskaber, en forskel, som må have været til stede før afståelsen af de skånske provinser til Sverige 1658. Mens man i de gamle danske landsdele ligesom i det nuværende Danmark foretager sjæleringningen så hurtigt som muligt efter dødsfaldet, er ringningen i det egentlige Sverige blevet henlagt til den følgende søndag efter gudstjeneste. Også med hensyn til variationerne i ringningen er der karakteristisk forskel. I Skåne, Halland og Blekinge er det ligesom i Danmark den dødes alder, man markerer, i det øvrige Sverige derimod den dødes køn, således at man ringer på én måde for en mand og på en anden måde for en kvinde. Interessant er det at se, at Gotland på begge disse områder følger skikken i de gamle danske provinser. (Figur 3)