Sjælegave og offerdyr

Om livkoen vidste han, at den havde sin oprindelse i en »sjælegave«, som var skænket kirken i den katolske tid, for at der kunne læses messer for den afdødes frelse, men hvornår det var sket, og hvem der havde givet den, kunne han ikke gøre rede for. Koen optrådte første gang i kirkens regnskaber 1577 og var da udlejet til en af bønderne; siden var den i reglen knyttet til degneembedet, og lejen blev betalt i voks, hvoraf degnen var pligtig at sno lys til kirkens alter. Koen kunne ikke dø, men skulle »altid blive hos kirken som en sjælegave og stedseværende beholdning og inventarium«, som det hedder et sted i kirkeregnskaberne. Om fænomenets almindelige baggrund skriver Høyer: »Jeg finder, at sjælegaver efter afdøde i Grevinge sogn var fordum til kirken enten en ko eller kvie, stud eller studling, ja undertiden et får, hvilket vedvarede til anno 1600, da dermed skete forandring, så at der i steden for fæ er givet penge, som udi fremtiden in actis kaldes begravelsespenge, ligpenge, gave til klokkerne, gave til kirken«.

Lyder Høyer mente, at eftersom koen var død af kvægsygen, så måtte han være løst fra sine forpligtelser over for kirken; men hertil svarede universitetets konsistorium, at koen var en »jernko«, som ikke kunne uddø for kirken. Følgelig skulle degnen vedblive at betale sin afgift, og han skulle skaffe en ny ko, som til sin tid kunne overlades til hans efterfølger. Det ville Høyer imidlertid ikke, medmindre han fik forelagt dokumentation for, at der hæftede en sådan forpligtelse ved degnekaldet, og derved blev sagen stående, da ingen af stridens parter ville give sig. Først efter Lyder Høyers død kunne kirken igen inddrive afgiften af den famøse ko, som derpå levede i bedste velgående helt til 1812.

Høyer havde tilbudt kirkepatronen den afflåede hud med hornene, men dette tilbud blev afslået, og så lod han den blive hængende i degneboligen. Hvert år tog han den frem og bankede og rensede den, for - som han sarkastisk siger - at se, om udtrykket jernko, som slog fejl på koen, skulle have større gyldighed for hudens vedkommende, »så den var bleven til en jernhud uden forrustelse eller forrådnelse«. Hvis den gode degn havde haft embede i Sønderjylland, havde han næppe indladt sig i strid med kirkepatronen, og han havde nok sparet sine sarkasmer om betegnelsen jernko. For i de sønderjyske sogne er jernkøerne, »eisernes Vieh« eller »vaccæ immortalis« (udødelige køer) et velkendt begreb, og lejen af dem, »kohyren«, kan være en ganske betydelig post blandt kirkens indtægter. Antallet af jernkøer i de enkelte sogne kunne variere fra nogle få til flere snese. Således havde i 1500-årene Døstrup kirke 85, Brede kirke 81 og Abild kirke 76 jernkøer. Afgiften faldt i de fleste sogne bort i løbet af 1800-årene, men nogle steder er den blevet betalt endnu i vort århundrede.

For reformatorerne måtte sjælegaverne og de dertil knyttede messer for sjælens frelse være et udslag af den argeste papisme, men de tøvede alligevel med at forbyde fænomenet, for kirken og præsten havde stadig brug for de gaver, som flød i så rigeligt mål ved begravelser. Dog indskærpes det, at præsterne ikke må vise deres begærlighed efter jordisk gods ved at pukke på store gaver såsom øksne og stude for at begrave lig, men de må »annamme det, som skelligt er og sædvanligt og gives med god vilje«, som det hed på Roskilde landemode 1566. De vage bestemmelser førte imidlertid til, at bønderne sine steder vægrede sig ved at give de sædvanlige gaver. 1578 var det galt på Fyn og Langeland, og her greb man derfor til direkte at påbyde, at der skulle gives jordefærdspenge og sjælegave. Men allerede i 1592 gik en kongelig forordning til den modsatte yderlighed, idet den forbød præsterne at modtage penge eller nogen form for varer for at jorde lig. Baggrunden for denne forordning var nogle grelle eksempler på misbrug af retten til sjælegave. En præst i Jylland havde nægtet at begrave et lig, fordi han ikke fandt sjælegaven stor nok, og på Sjælland havde en præst taget både en ko og en kvie fra en husmand for at begrave hans kone. Forordningen af 1592 fik dog ingen større virkning. Afgifterne i penge ved begravelser blev stående, og de blev i de følgende århundreder et fast led i præsternes og kirkernes indtægter. Derimod forsvandt brugen af husdyr som sjælegave de fleste steder ret hurtigt. Endnu i 1600-årene kan man dog støde på denne form for begravelsesbetaling. Således noterer degnen i Boeslunde 1615 i sin almanak: »Den 6. april var Ane Kåres og hendes børn begraven. Sjælegave et får og et lam, kirken og præsten en ko«. Den første post synes at være gaven til degnen selv.

Mens koen var bondens traditionelle sjælegave, så optræder hesten navnlig i forbindelse med adelige begravelser. Vi møder den ret ofte i de middelalderlige testamenter, hvor den er en lille men vigtig detaille blandt de kostbarheder og det jordegods, som stormanden ved sin død betænkte kirker og klostre med. Den afdødes stridshest blev i reglen skænket til den kirke, hvor han havde ønsket sit sidste hvilested, og undertiden nævnes det i testamentet, at hesten skal »indrides« i kirken. Hvorledes dette foregik fortæller Sveriges sidste katolske biskop om i 1555: »Først kommer et langt tog af gejstlige. Efter dem rider på en panserklædt hest en mand, væbnet fra hoved til fod, nærmest foran liget, som hviler på en prægtig båre. Forrideren giver man et blottet sværd at bære i højre hånd med fæstet løftet imod himlen, og på hans ryg hænger man det skjold med tilhørende mærke, som den døde har båret i strid. Alt dette overlader arvingerne sammen med noget jordegods som en frivillig gave til den helligdom, hvor begravelsen finder sted. Dog bliver hesten, sværdet og rustningen straks til en rimelig pris tilbagekøbt af arvingerne; kun skjoldet bliver tilbage og hænges op på en fornem plads i kirken«.

(Fig. 2).

Da stormandenes donationer til kirker og klostre ophørte med reformationen, forsvandt også hesten som sjælegave. Men det betyder ingenlunde, at den også forsvandt fra ligprocessionen. Indridning i kirken af den dødes stridshest fandt sted endnu i begyndelsen af 1600-årene, og i barokkens »pompa funebre«, hvor ligtoget havde udviklet sig til et pragtfuldt optog med talløse symbolske og allegoriske indslag, kom »sørgehestene« til at spille en stor rolle. Endnu i vor tid er livhesten ved kongelige begravelser blevet ført med i processionen som en sidste mindelse om den gamle skik.

(Fig. 3).

I døden er alle lige, men bestemt ikke ved begravelsen. Tværtimod blev de sociale skel ved den lejlighed markeret på en næsten krampagtig måde. Det er derfor karakteristisk, at man tolererede adelsmandens stridshest i ligtoget, skønt den havde mistet sin oprindelige karakter af sjælegave. Bonden derimod kunne pænt blive ved med at skænke sin ko til kirke eller præst, men man tillod ikke, at han lod den gå med i ligtoget, således som det havde været skik i den katolske tid. På Roskilde landemode 1566 slog man fast, at sjælegave-koen ikke »pompose« måtte følge liget til graven, eller som det hedder i en anden nedskrift: »Ej må nogen sjælegave, stud eller ko, indledes for noget lig superstitiose (på overtroisk måde) på nogen kirkegård, som hertildags sket er«.

Dette forbud mod overtroisk omgang med de til kirken bestemte dyr ved begravelsen viser, at de var andet og mere end smukke gaver til kirken. Med de mange fund af offerdyr i eller ved førkristne grave in mente fristes man til at antage, at der er tale om en hedensk skik i nødtørftigt kristent klædebon. Det er vanskeligt at bevise rigtigheden af denne formodning ud fra dansk materiale, for middelalderens kilder tier om det, der var skikkens egentlige indhold, og trosskiftet falder herhjemme så tidligt, at omplantningsprocessen ikke lader sig følge i detailler.

Men sjælegave-koen er ikke et lokalt dansk fænomen. Den kendes også i de øvrige nordiske lande, og paralleller kan påvises andre steder i Europa. I England er skikken at føre en hest eller ko foran den døde og skænke den til kirken omtalt så tidligt som 1006. I Finland blev der givet sjælegave i form af en ko endnu omkring 1910. Denne omstændighed og det faktum, at rester af hedenskabet her og i de tilgrænsende egne har holdt sig relativt længe, gør Finland til et velegnet udgangspunkt for en nærmere undersøgelse af skikken. En sådan undersøgelse er foretaget af den finske forsker Asko Vilkuna i afhandlingen »Das Begräbnistier« (Lund 1958). Han viser, at der er en nær sammenhæng mellem den ko, der skænkes til kirken, og den, som slagtes og fortæres ved gravøllet. Sammenhængen træder direkte frem, når præsterne i Østkarelen slagtede gravkoen med det samme, eller når de, som tilfældet var blandt svenskerne i Estland, skulle give de pårørende et begravelsesmåltid til gengæld for koen. I de forestillinger, som knytter sig til sjælegavekoen, spiller frygten for den døde en stor rolle. Sjælegaven var den dødes part, som han fik med på den lange rejse, og dermed sikrede man sig, at han ikke ville skade den øvrige besætning eller tage lykken fra gården. Ganske de samme forestillinger knytter sig til det dyr, som blev slagtet til begravelsesmåltidet. I begge tilfælde kan det dreje sig om dyr, som den døde var knyttet til ved særlige bånd, et forhold som atter leder tanken hen på adelsmandens stridshest.

Skikkens førkristne karakter bliver endnu mere tydelig, når det påvises, at man kan finde ganske de samme forestillinger blandt russiske og centralasiatiske folkestammer. Pudsigt nok var det kristne præsteskab ikke ene om at opsuge en hedensk offerskik og vende den til egen fordel. Såvel lamaistiske munke som muhammedanske molla'er har i dette område krævet det dyr, som fulgte den døde til graven, som betaling for begravelsen.

(Fig. 4)

Tegninger: Bjarne Stoklund