Simpel jordgrav
De store stendysser er ved siden af jættestuerne de mest imponerende mindesmærker fra Danmarks oldtid. De vidner om stor ingeniørmæssig kunnen, men også om respekt for de mennesker, der har fået et sådant hvilested. Det er nærliggende at forestille sig stendysserne reserveret til folk med en så høj social status, at det retfærdiggjorde arbejdet med at slæbe de tonstunge sten sammen. Jævne folk måtte vel nøjes med et mere beskedent gravsted. Ved siden af stengravene optræder en anden, fra gammel tid nedarvet, gravform, anlagt direkte i jorden og tilsyneladende uden høj eller anden form for monument. Det kan være de mindre betydende, der ligger her.
(Fig. 1).
Af Christian Fischer
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Sådan kunne man i hvert fald tænke sig, at det var gået til. En social forskelsbehandling efter døden! Men det er ikke sikkert, at denne opfattelse er rigtig.
For det første er gravgodset i de to gravformer stort set af samme kvalitet. Hvis finere folk var begravet i dysserne, burde de vel også have haft finere gravgods med. For det andet ser det ud til, at i hvert fald nogle af jordgravene har været genstand for et indviklet gravritual, som gør den ofte brugte betegnelse »simpel jordgrav« helt urimelig.
Antallet af undersøgte jordgrave fra dyssetiden er endnu beskedent, og de er muligvis ikke alle udgravet med den ønskelige omhu. Så meget er imidlertid sikkert, at der i flere tilfælde fra de senere år er sporet rester af en trækonstruktion, en slags hus rejst over graven. Dette hus har vistnok kun fået lov at stå et kort stykke tid. Så blev det brudt ned eller brændt – sandsynligvis det sidste – og graven blev dækket med et tæppe af sten.
Desværre optræder disse fund ofte som noget sekundært. De er gjort i forbindelse med udgravninger, hvor man i første række har søgt efter helt andre ting. Den undersøgelse, som nu skal beskrives, har rettet lidt op på dette beklagelige forhold.
For nogen tid siden fik Silkeborg museum en henvendelse fra gårdejer Niels Aage Poulsen i Rustrup. Han fortalte, at han var stødt på store sten under en af tre overpløjede gravhøje på hans mark. Hvis ikke museet snart kom og undersøgte disse sten, ville hans plov splitte dem ad.
En sådan henvendelse vil næsten altid blive imødekommet. Overpløjede gravhøje ligger i forvejen hen som en permanent dårlig samvittighed for de fleste museumsfolk. Økonomisk og dermed udgravningsmæssigt er det umuligt at holde trit med den ødelæggelse, der sker som følge af de stadig mere udviklede markredskaber. I det foreliggende tilfælde trådte Rigsantikvarens fortidsmindeforvaltning hjælpende til, og det besluttedes at gå i gang, skønt forventningerne ikke var særlig store. Allerede i forrige århundrede var højen blevet klassificeret som »udpløjet gravhøj«, og dens omrids var meget uklart ved udgravningens begyndelse.
Efter at det tynde lag pløjejord var fjernet, forstod vi, hvorfor gårdejeren havde klaget over sten. Afdækningen afslørede et kompakt stentæppe på 6×11 meter med et firkantet omrids. Omkring det sås resterne af en stenkreds, men den kan vi se bort fra i denne omgang. Den stammer sandsynligvis fra en nu helt ødelagt bronzealderhøj, som mere eller mindre tilfældigt er blevet anbragt oven på den langt ældre stensætning.
(Fig. 2). (Fig. 3).
Udgave: Skalk 1974:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
