Sild er godt

Baggrunden for Dragørs blomstringsperiode i middelalderen skal søges i det store sildefiskeri, der årligt fandt sted ud for Øresunds kyster. Saxo er den første til at berette om denne kilde til danskernes velstand, omend vi næppe tør tro hans ord om, at silden stod så tæt i Sundet, at skibene havde vanskeligt ved at pløje sig vej gennem stimerne. I overensstemmelse med tidens handelspolitik var det fremmede købmænd, som opkøbte den saltede sild og sørgede for, at den blev afsat. De hastigt voksende byer i Nordtyskland udgjorde et fortrinligt marked for den proteinrige kost, og i hele det katolske Europa var saltsilden eftertragtet som fastemad.

Når købmændene fra de tyske Østersøbyer om efteråret rejste til Øresund for at opkøbe silden, mødte de kolleger, som havde tilbagelagt rejsen rundt om den jyske halvø – de såkaldte »ummelandsfarere« -, og der var her en passende lejlighed til at udveksle varer, som ikke havde noget med fiskeriet at gøre. På den måde opstod ved siden af sildehandelen »Skånemarkedet«, der blev et vigtigt handelsmæssigt kontaktled mellem Østersøområdet og Vesteuropa. Som det fremgår af navnet, lå centret for denne virksomhed på Skåne-kysten, nemlig i Skanør og Falsterbo, men en række mindre lokaliteter på begge sider af Sundet kom også i betragtning, blandt dem Dragør.

I et par hektiske måneder – fra Bartholomæi dag (24. august) til Dionysii dag (9. oktober) – blomstrede disse fiskerlejer op. Ved denne tid stod sildestimerne tæt i Sundet. Tusinder af mænd strømmede til for at få del i det store sildeeventyr, og der blev fisket og saltet, målt og vejet, så længe solen stod på himmelen. Men så i begyndelsen af oktober hørte det hele pludselig op. Alle drog hver til sit, og lejerne lå øde hen Indtil næste sæson. For fiskere og købmænd var der god og hurtig fortjeneste at hente i disse efterårsmåneder, men de fik ikke lov at være ene om den, kongen (=staten) sikrede sig gennem told og afgifter en passende del af byttet. Som modydelse for denne beskatning påtog han sig opretholdelsen af ro og orden i markedsperioden og gav gennem privilegier købmændene en fortrinsstilling.

De ældste bevarede privilegiebreve er fra 1250’erne og omhandler de fremmede købmænds rettigheder i Skanør og Falsterbo. Men hvorledes forholder det sig med Dragør? Der er god grund til at tro, at der allerede fra 1200-årenes begyndelse har været drevet fiskeri også her, men først hen mod midten af 1300-årene hører vi om det i de skriftlige kilder. Det er i to privilegier udstedt af Valdemar Atterdag i 1342 til hansebyerne Kampen og Stralsund. Hvorfor nu denne pludselige kongelige interesse for at trække de fremmede købmænd til Dragør? Her kommer politikken ind i billedet. Valdemar havde i 1340 måttet afstå Skåne til Magnus Smek, hvilket berøvede ham kontrollen over de østensundske markeder og statskassen store årlige indtægter. Han søgte derfor at forlægge Skånemarkedet til vestsiden af Øresund, og da Dragør allerede dengang har været kendt af de fleste, var det naturligt at vælge netop dette sted som erstatning for det tabte. Det blev Dragørs chance, og selvom Skåne kort efter atter kom på danske hænder, var grundlaget lagt for byens fremgang i den følgende 200-årige periode.

Nordiske arkæologer har ved flere lejligheder interesseret sig for fiskerlejerne langs Øresundskysterne. Vore skånske kolleger har således i de senere år haft et løbende undersøgelsesprogram i Skanør og Falsterbo, og på vor side af Sundet foretog Nationalmuseet udgravninger i Dragør så tidligt som 1890’erne. Interessen har samlet sig om at fastlægge disse lejers alder og udstrækning samt bebyggelsens karakter. Fundmaterialet skulle belyse virksomheden på Skandinaviens største internationale handelsplads i middelalderen.

I 1973 viste der sig atter mulighed for en udgravning i Dragør, og dette blev indledningen til tre somres aktivitet på stedet. »Stakhaven« – det område, som Dragør kommune stillede til rådighed for Nationalmuseets 2. afdeling – ligger i den nordlige udkant af den gamle bydel, og det stod allerede fra begyndelsen klart, at det næppe var her, men snarest i havneområdet, man skulle søge sporene af det allerældste Dragør. Det skal da også med det samme slås fast, at der ikke ved denne undersøgelse er fundet vidnesbyrd om en virksomhed, der ligger forud for Valdemar Atterdags privilegier i 1342. Udgravningsforholdene var iøvrigt ideelle. Fra arkivstudier vidste vi, at grunden ihvertfald ikke har været bebygget det sidste par hundrede år, så kulturlaget fra sildefiskeriets tid kunne forventes at være uden nyere forstyrrelser. Det holdt stik, kulturlaget lå urørt og viste sig til udgravernes glædelige overraskelse at være af meget betydelig tykkelse, næsten to meter. Her måtte der være noget at hente!

Lad os begynde, hvor udgravningen sluttede, i bunden af udgravningsfelterne, to meter under nuværende jordoverflade. Her lå den lyse sandstrand, som fiskerne og de første hanseatiske købmænd fandt den ved midten af 1300-årene, men ganske vist gennemhullet af stolpespor og affaldsgruber fra de efterfølgende årtiers virke på stedet. Den sæsonmæssige bebyggelse har på dette tidspunkt bestået af en art »grubehuse«. Ikke af den type, vi kender fra vikingetid, men en slags lergulve nedgravet 15-20 cm i det løse sand og sikkert overdækket med skudernes sejl udspændt på tynde rafter. Størrelsen varierer meget, men er i intet tilfælde imponerende; det største »hus« er kun et par meter bredt og godt tre meter langt. Disse hus- eller teltgulve er karakteristiske for fiskerlejernes ældste periode på begge sider af Sundet. Ingen af dem har ildsted, madlavningen må have fundet sted under åben himmel. Her har fiskerne holdt til. De mindre telte har vel været til opbevaring af redskaber, medens de større nok har kunnet give ly for natten; det hele stod jo kun på en kortere tid, og med udsigten til de store fortjenester holdt man ud til lidt af hvert. En stenet vej, egentlig blot et par hjulspor, førte fra stranden op mellem de spredte telte, her kunne vognkarlene føre de tungtlæssede kærrer op til karrene, hvor silden blev renset, saltet og lagt i tønder. Desuden skulle de fiskere og købmænd, som var kommet sidst, da pladserne uddeltes, og som derfor boede længere oppe i landet, jo også have adgang til stranden.

Den årligt tilbagevendende tilstrømning af fremmede har sat sig spor i form af et hurtigt voksende kulturlag; affaldet har fået lov at ligge, hvor det faldt. Det ser ud til, at man ret snart har opgivet teltene og er gået over til en lidt mere komfortabel boligform, nemlig hastigt sammentømrede bræddeskure – der heller ikke fik lov at overvintre, men hvert år blev opført fra grunden. Skurene var uden lergulv og kan være vanskelige at spore i den mørke fyld, men om deres eksistens og mængde er der ingen tvivl; tusinder af rustne jernsøm spredt i kulturlaget fortæller tydeligt om dem. Bebyggelsens omfang og sæsonmæssige karakter fremgår også af de udendørs ildsteder, der nu optræder i mængde. De var som regel gravet en smule i jorden og bestod af en ti centimeter tyk lerplade, som bålet har brændt teglrød på midten. Bålpladserne lå ikke tilfældigt spredt, men dannede grupper, hvor ildsted overlejrede ildsted, dog uden større nøjagtighed. Tydeligvis har beboerne ved tilbagekomsten prøvet at genskabe sidste års situation, men vegetation og spredte bålrester har sløret overfladen. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5)