Seje liv

Sådan lyder et lille rimeri, som stammer fra 1700-tallet, og at det dengang, og forsåvidt længe efter, havde sin gyldighed, er sikkert nok. Men der gives undtagelser, og det er afvigelserne fra reglen, der pirrer menneskenes nyfigenhed. Vi behøver ikke at ty til sagnhistoriske skikkelser som Norne-gest og Stærkodder. Vel bevidnet i middelalderens annaler er beretningen om den berømmelige bisp Gunner i Viborg, i alle måder en storslået skikkelse – altså også hvad alderen angår. Han blev valgt til biskop, da han var 70, og først i sit 100. år lukkede han sine øjne på Asmild bispegård i det Herrens år 1251 for siden at blive stedt til hvile med stor højtid i domkirken. Mindre kendt er hans navnebroder, bisp Gunner i Ribe, som to år før, i 1249, var død fulde 100 år gammel.

Det er imidlertid, som om netop 1700-tallet glimrer ved at kunne opvise en række oldinge af hartad utrolig høj alder. Det var jo i tvillingrigernes tid, og fra de norske fjelde kommer de fleste rekordtal – et faktum, som samtiden ville tilskrive det norske klimas gunstige indflydelse på den menneskelige fysik. I 1724 berettes om en Lisbeth Walewand ved Stavanger, som er død 137 år gammel, mens hendes mand stadig lever i en alder af 110 år. Ligeledes fra Stavanger meldes om en mand på 115 og om en kvinde død i en alder af 120 år. Og Nærø præstegæld i Trøndelag kan prale med en kone, der i sin alders 122. år var så grådig efter mad som nogen ung pige. Hun døde – henlå kold og stiv på ligstrået i fire dage – men vågnede så op igen og krævede mad, grådig som altid, indtil hun fjorten dage senere udåndede for alvor.