Sct. Peders sten

For et par år siden bemærkede pastor Høgsbro Østergaard ved gennemsyn af luftfotografier, at der i marken ved en af Okholm-gårdene tegnede sig en mørk, ringformet figur med en diameter pa ca 30 meter. Var det resterne af en lille ringvold? Havde den oprindelig-e ejer af Vester-Vedstedskatten boet her? Marken blev afsøgt, og der blev fundet lerkarskår fra vikingetiden. På dette grundlag besluttede antikvar Mogens Bencard fra Den Antikvariske Samling i Ribe at foretage en større undersøgelse af pladsen. Resultatet var ligeså overraskende, som det var klart. Ringen var slet ikke menneskeværk, men et rent naturprodukt - en grydeformet, naturlig sænkning i terrænet omgivet af lave højninger, det hele planeret af vinden: højderne afslidt og gryden føget til med sand. Udgraverne var med andre ord blevet taget ved næsen af den lunefulde natur. Det mærkelige, det næsten barokke ved situationen er bare, at trods de forkerte forudsætninger blev resultatet af udgravningen godt nok. (Fig. 1)

Ringvold eller ikke ringvold - vikingerne har boet her, og deres bebyggelse har ikke været af helt ringe format. Her var store, rummelige bygninger side om side med små, nedgravede grubehuse, som dem der nylig er fundet i Århus (se sidste nummer af Skalk). Endnu er tiden ikke inde til at ytre sig i detaljer om denne vikingebebyggelses størrelse og funktion. Det 800 kvadratmeter store udgravningsfelt nåede ingen steder udenfor bebygget område, og fund på nabomarkerne antyder, at der kan være tale om en boplads af betydelig udstrækning. Kommende udgravninger må blandt andet afgøre, om det er en bondeby, der er fundet, eller om vi står over for en handelsplads, som beliggenheden på landtungen ved havet måske antyder. Under alle omstændigheder et meget spændende sted. Danmarks vikingebopladser kan tælles på een hånd!

Ovenstående er ment som en kortfattet præsentation af en ny og vigtig arkæologisk lokalitet, som man nok vil komme til at høre mere om i kommende år. Men fundet kan tillige tjene som udgangspunkt for omtalen af et fænomen, som både her og i Århus vakte udgravernes opmærksomhed. Det drejer sig hverken om vikingehaller eller om eventyrlige guldfund, men om et meget undseeligt og særdeles beskedent kulturelement, som godt kan fortjene lidt opmærksomhed for en gangs skyld. I og omkring Okholm-husene fandt man foruden det almindelige husgeråd mængder af sodede, itusprængte sten på størrelse med en knyttet næve. Øjensynligt har de været i ild, og da der ikke fandtes et eneste stensat ildsted på pladsen, ledes tanken hen på en kogemetode, der endnu idag anvendes af primitive folk rundt om på kloden: man opheder sten på et bål og plumper dem ned i den vædske, som man ønsker opvarmet. Metoden har den fordel, at man som kogebeholder kan anvende trækar og lædersække, ikke blot lerkar og metalgryder. Ved et forsøg en eftermiddag i Okholm viste det sig at være en meget hurtig måde at varme en spand vand op på - vel at mærke, når man har de varme sten. (Fig. 2)

Varmefylden for sten er omkring 0,2, og det betyder i praksis, at en sten på ca 1,5 kg opvarmet på bålet til 500 grader vil kunne bringe een liter almindeligt vand til kogepunktet. Til særlige opgaver inden for husholdningen, for eksempel hvor der krævedes store mængder af varmt vand, har metoden sikkert været meget velegnet, mindre hensigtsmæssig derimod til langvarig kogning i små beholdere; alt for mange store sten har jævnlig skullet puttes i og de afkølede tages op. Gjaldt det almindelig madlavning såsom tilberedning af kød og grønsager, har en gryde over et åbent ildsted nok været at foretrække, og det er da også denne scene, vi ser fremstillet på det berømte vægtæppe fra Bayeux i billedet med de to køkkensvende, der koger mad til Vilhelm Erobreren og hans følge før slaget ved Hastings i 1066. (Fig. 3)

I Århus-udgravningens vikingehuse var der ganske vist ildsteder; men spredte, ildsprængte sten fandtes overalt på pladsen og optræder i en sådan mængde, at de ikke alle kan stamme herfra. Også de må opfattes som kogesten. De indgår som en karakteristisk del af vikingetidsaflejringerne, men går tydeligvis af brug samtidig med at vikingetidens fattige keramik afløses af middelalderens righoldige udvalg af velforarbejdede lerkar; om der er en sammenhæng mellem kogesten og dårlig keramik må dog stå hen. Hvis man tør slutte ud fra dette ene fund, ser det altså ud, som kogestenene i Danmark er noget, der - i hvert fald i hovedsagen - hører oldtiden til. I Norge kender man dem i brug endnu i middelalderen.

Helt var kogestenenes tid dog ikke forbi. Både i Norge og i Danmark har metoden levet videre i al ubemærkethed sådan at forstå, at den kun toges i brug til specielle formål, hvor den var særlig egnet. Asbjørn Herteig, der bl.a. har fundet kogesten på den middelalderlige handelsplads Borgund ved Ålesund, beretter om, hvordan stenkogning i forbindelse med ølbrygning har gamle traditioner i Norges forskellige bygder, og at der i Sydtyskland var et par såkaldte »stenbryggerier« i virksomhed helt frem til 1917. Herhjemme bruges de ophedede sten stadig når privatmand skal varme tjære til beskyttelse af sine udhustage; og det kan nævnes, at mangen landsbysmed endnu i 1930'erne sluttede dagen med at gløde et stykke jern på essen og kaste det i en spand vand. Så havde han straks varmt vaske- og barbervand.

Et minde om metoden har vi vistnok i historien om Per (Sct. Peder), der den 22. februar kaster en varm sten i vandet; »så tøer det lige så meget fra neden som fra oven«. Vil vi iøvrigt søge litterære spor af kogestenene, må vi lede langt tilbage. En kort, dramatisk beretning om brugen af dem står at læse i Ljosvandsfolkenes Saga, en islandsk slægtssaga fra omkring år 1200. Her skildres høvdingen Gudmunds endeligt således:

»Gudmund kom nu hjem og gik ind i alle husene der på gården, som han havde for skik, og da han kom ind i hallen, lagde han sig tilbage i højsædet ---. Da var maden sat frem; mælken var hed, og der var lagt hede stene i for at holde den varm. »Mælken er ikke varm«, sagde Gudmund. »Det var sælsomt«, sagde Torløg og varmede stenene endnu mere. Så drak Gudmund. »Mælken er ikke varm«, sagde han. »Nu ved jeg ikke, hvordan du har det, Gudmund, siden du ikke kan få det hedt nok«, sagde Torløg. Han drak igen og sagde: »Mælken er ikke varm«, og i det samme bøjede han sig tilbage og var død«.

Mod den snigende dødskulde kunne kogestenene intet hjælpe.