Sct. Jørgensgård

Spedalskhed, har været kendt og frygtet i vor kulturverden gennem årtusinder. Sygdommen ytrer sig hovedsagelig ved hud-, slimhinde- og nerveforandringer, sårdannelser, vævshenfald, tab af fingre og tæer, følelsesforstyrrelser etc. Spedalskhed, der i vore dage har en stor udbredelse især i Afrika, Asien og Mellem- og Sydamerika, hvor der findes ca. 6-7 millioner spedalske, betragtes stadig som en af nutidens frygteligste kroniske sygdomme. Hovedparten af de spedalske, bliver – som i oldtiden – udstødt af familien og samfundet og overladt til en håbløs og usikker fremtid, hvor døden imødeses som den barmhjertige befrier.

Af Vilhelm Møller-Christensen

De spedalske blev meget tidligt genstand for den kristne caritas, der samlede disse af samfundet udstødte mennesker i klosterlignende hospitaler, hvor de ulykkelige modtog en kærlig og – efter datidens forhold – antagelig førsteklasses pleje. Da spedalskheden ret hurtigt vandt betydelig udbredelse i Europa og truede folkesundheden, fik kirkens forsorg kraftig støtte af de verdslige myndigheder.

Spedalskhed nævnes i Danmark første gang i en jærtegnsberetning fra c. 1095, der fortæller om Knud den Hellige. I danske jærtegnsberetninger nævnes ialt 12 personer, der søgte helbredelse for spedalskhed ved at valfarte til danske helgengrave. Den yngste beretning dateres til c. 1270 og fortæller om den spedalske fru Kirstine fra Linköping, der var spedalsk på 5. år og tre gange havde besøgt kong Erik Plovpennings grav i Ringsted. Denne beretning er ligesom adskillige tilsvarende beretninger et udtryk for, at spedalske fra de nordiske lande frit kunne færdes på landevejene og modtages i kirker og herberger indtil slutningen af 1200-tallet. Efter dette tidspunkt omtales spedalske ikke mere i jærtegnsberetningerne, men udelukkende i testamenter og lovparagraffer, hvilket blandt andet viser, at man helt havde opgivet troen på at helbrede denne sygdom, men nu blot søgte at beskytte sig imod de syge ved at isolere disse i de nyoprettede spedalskhedshospitaler, St. Jørgensgårdene.

I Christoffer af Bayerns Stadsret for København af 14. oktober 1443 står, at “ingen spedalske må blive i købstæderne. Dersom den, der er spedalsk, ikke frivilligt vil forlade staden, da må borgmestrene på denne persons regning lade ham samt hans ejendele udføre til den nærmeste St. Jørgensgård”. (Figur 1)

Udgave: Skalk 1959:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.