Sct. Jørgensgård

Spedalskhed, har været kendt og frygtet i vor kulturverden gennem årtusinder. Sygdommen ytrer sig hovedsagelig ved hud-, slimhinde- og nerveforandringer, sårdannelser, vævshenfald, tab af fingre og tæer, følelsesforstyrrelser etc. Spedalskhed, der i vore dage har en stor udbredelse især i Afrika, Asien og Mellem- og Sydamerika, hvor der findes ca. 6-7 millioner spedalske, betragtes stadig som en af nutidens frygteligste kroniske sygdomme. Hovedparten af de spedalske, bliver - som i oldtiden - udstødt af familien og samfundet og overladt til en håbløs og usikker fremtid, hvor døden imødeses som den barmhjertige befrier.

Af Vilhelm Møller-Christensen

De spedalske blev meget tidligt genstand for den kristne caritas, der samlede disse af samfundet udstødte mennesker i klosterlignende hospitaler, hvor de ulykkelige modtog en kærlig og - efter datidens forhold - antagelig førsteklasses pleje. Da spedalskheden ret hurtigt vandt betydelig udbredelse i Europa og truede folkesundheden, fik kirkens forsorg kraftig støtte af de verdslige myndigheder.

Spedalskhed nævnes i Danmark første gang i en jærtegnsberetning fra c. 1095, der fortæller om Knud den Hellige. I danske jærtegnsberetninger nævnes ialt 12 personer, der søgte helbredelse for spedalskhed ved at valfarte til danske helgengrave. Den yngste beretning dateres til c. 1270 og fortæller om den spedalske fru Kirstine fra Linköping, der var spedalsk på 5. år og tre gange havde besøgt kong Erik Plovpennings grav i Ringsted. Denne beretning er ligesom adskillige tilsvarende beretninger et udtryk for, at spedalske fra de nordiske lande frit kunne færdes på landevejene og modtages i kirker og herberger indtil slutningen af 1200-tallet. Efter dette tidspunkt omtales spedalske ikke mere i jærtegnsberetningerne, men udelukkende i testamenter og lovparagraffer, hvilket blandt andet viser, at man helt havde opgivet troen på at helbrede denne sygdom, men nu blot søgte at beskytte sig imod de syge ved at isolere disse i de nyoprettede spedalskhedshospitaler, St. Jørgensgårdene.

I Christoffer af Bayerns Stadsret for København af 14. oktober 1443 står, at "ingen spedalske må blive i købstæderne. Dersom den, der er spedalsk, ikke frivilligt vil forlade staden, da må borgmestrene på denne persons regning lade ham samt hans ejendele udføre til den nærmeste St. Jørgensgård". (Figur 1)

Billede

Figur 1: København ca. 1587, set fra Valby Bakke. St. Jørgensgården ligger yderst til venstre i billedet, ved St. Jørgenssø. Lige som galgen (til højre i billedet) er anbragt i passende afstand fra staden. Af bygninger i selve byen bemærker man slottet og Frue kirkes spir.

100 år efter kunne landet glæde sig over, at sygdommen praktisk talt var overvundet. Denne kendsgerning fremgår blandt andet af Christian den Tredies Reces af Ribe 1542, hvor indledningen lyder således: "Efterdi (den almægtige Gud være lovet og benedidet) at den spitalske syge er ikke her i landet så almindelig, som hun var i gammel Tid, da ville vi, at alle St. Jørgensgårde og andre små Hospitaler, som ere funderede til spitalske Folk, skulle lægges til de store Hospitaler..."

Herefter blev St. Jørgensgårdene i administrativ henseende lagt ind under helligåndshospitalerne og helligåndshusene.

Frederik den Andens "Ordinans om Ægteskabssager" hvis ordlyd gentages i Christian den Femtes "Danske Lov" nævner også sygdommen: "Dersom hustru eller husbonde falder udi nogen besmittelig syge, som Spedalskhed eller Franzoser, da bør dennem derfor ikke at skilles men lide det tålmodeligen, som det kors, Gud haver dennem pålagt. Dog er det udi sig selv Christeligt, at den, som med slig sygdom er beladt, ikke begærer at besmitte den anden".

Herefter omtales sygdommen ikke mere i lovparagraffer vedrørende moderlandet Danmark, hvorimod der i 1651 oprettedes de første fire islandske spedalskhedsasyler, og en forordning af 1661 påbyder isolering - om fornødent med tvang - af spedalske på Færøerne.

I middelalderens Danmark fandtes mindst 31 St. Jørgensgårde. Opmærksomheden skal i det følgende rettes særlig mod een af disse, nemlig Næstved St. Jørgensgård. Den er antagelig blevet oprettet i 1250'erne og er samtidig med St. Jørgensgårdene i København, Roskilde, Ringsted og Slagelse. Et af de mest interessante dokumenter i forbindelse med gården i Næstved er Kong Hans' anordning af 8. December 1492 om en trætte imellem forstanderen i Næstved og lemmerne her. Dette aktstykke, som man dog ikke skal komme nærmere ind på, giver udførlig oplysning om dagliglivet i hospitalet, om forstanderen, plejepersonalet og patienterne, om kosten, klædedragten, den gejstlige betjening etc. Omkring 1540 blev St. Jørgensgården lagt ind under Næstved helligåndshus.

Man ved ikke, hvornår St. Jørgensgården blev revet ned. Tomten blev en del af Næstved fattiggårds jordtilliggende. Ved pløjning på fattiggårdens mark fandt man i 1924 munkesten på skråningen nedimod Susåen, og i 1925 fandt man på nabogården skeletter liggende ca. 1 m nede i jorden.

Dette er i korte træk, hvad man ved om Næstved St. Jørgensgård, indtil udgravningerne, der skal omtales nærmere i det følgende, begyndte i 1948.

Der findes ingen beretninger om betingelserne for spedalskes optagelse i de danske St, Jørgensgårde. Man må formode, at de har svaret til dem, man kender, fra Tyskland og Frankrig. Disse betingelser skal kort omtales her for at give fundene fra Næstved en fyldigere kulturhistorisk baggrund.

Patienter fra byer med egen St. Jørgensgård og patienter fra det opland, gennem hvis gaver institutionen fik underhold, var selvskrevne til at finde optagelse. Men allerførst skulle sygdommen diagnosticeres og fastslås med sikkerhed, thi tvivlsomme tilfælde blev ikke modtaget. Nogle steder havde læger og bartskærere meldepligt. Andre steder, hvor suspecte tilfælde ikke blev indfangede af medicinalpersoner, må man formode, at omgivelserne - ganske simpelt i berettiget selvforsvar og på grund af smittefrygt — har udpeget den formodede spedalske og tvunget ham eller hende til at blive specialundersøgt for at få mistanken om spedalskhed fastslået eller afkræftet. (Figur 2)

Billede

Figur 2: Visby St. Jørgensgård.

Ansvaret for at stille diagnosen spedalskhed - derfor patienten havde katastrofale følger - blev ikke overladt til enkeltmand, men påhvilede en kommission af specielle sagkyndige. Den endelige undersøgelse foregik efter et bestemt regulativ, der vidner om, at man havde et meget grundigt kendskab til spedalskhedens symptomer. Som illustration skal man anføre et lille uddrag af et regulativ for bedømmelsen (1555):
Om ansigtet.
Der er livid farvning til henimod sortladenhed, et dødlignende og frygteligt ansigt med stift stirrende blik. Pustler, knuder og tuberositeter i ansigtet. Om der er spænding og glans af panden som af horn.

Om hænder og fødder.
Om håndens muskulatur er fortæret, især tommel- og pegefingerens. Ligeledes om neglene er livide, blodløse og spaltede. Der er svind af læggene. Føleevnen af skinnebenene eller bag på skinnebenene, at patienten ikke føler nålestik, er et tegn på spedalskhed.

Om hele legemet.
Om der under huden er knuder, der kan fattes med hænderne. De føler sig tunge med sovende lemmer. Der løber myrekryben under huden, som om patienten var rørt med en nælde, eller som om der var orme deri.

Når patienten efter undersøgelsen blev erklæret for spedalsk, sendte kommissionen en erklæring herom til byens borgmester og beordrede den spedalske isoleret og optaget i St. Jørgensgården. Sognepræsten oplæste derpå kendelsen fra prædikestolen og indvarslede til den kirkelige handling hvorigennem menigheden og de levendes verden tog afsked med patienten. Og endelig oprandt den frygtelige dag, da den spedalske blev udelukket fra menneskenes samfund og gik over til tilværelsen som "levende død". (Figur 3)

Billede

Figur 3: En patient til spedalskhedsundersøgelse. (Træsnit fra Gersdorff: Feldbuch der Windarzney. Strassbourg 1533).

En procession af præster førte ham til kirken, mens slægt, venner og naboer sluttede sig til følget og viste derved den ulykkelige en sidste ære.

Derpå blev der holdt en dødningemesse, som den spedalske påhørte med tildækket ansigt. Efter endt gudstjeneste gav præsten ham den for spedalske bestemte kappe, hætte, handsker, bælte, kniv og skralde og førte ham ud på kirkegården. Her øste præsten 3 skuffer jord over hans hovede med ordene: "Min ven, du er død for denne verden!"

Processionen satte sig atter i bevægelse, og nu gik vejen til St. Jørgensgården, foran hvis port forstanderen og Kongens repræsentant ventede. Den spedalske begærede nu optagelse i hospitalet, hvorefter dettes præst lod ham lægge sin blottede hånd på de hellige bøger og aflægge ed på at holde klosterløfterne om lydighed, fattigdom og kyskhed.

Præsten dikterede desuden det nyoptagne St. Jørgens-lem en række forbud, der havde til hensigt at hindre ham i at komme i direkte kontakt med ikke-spedalske og derved udsætte disse for smitte. Skulle han fx. tale til nogen, "skulle han stille sig imod vinden, således at hans ånde eller uddunstning ikke generer". Han måtte ikke færdes, hvor mange folk var forsamlede. Han måtte ikke gå ind i skænkestuer. Han måtte kun spise og drikke sammen med andre spedalske. Han måtte ikke røre ved noget barn eller give det ting, han selv havde rørt ved. Han måtte ikke vaske hænder eller husgeråd ved offentlige kilder eller vandløb. Hvis han gik over broer eller langs rækværker, skulle han være iført handsker. På tiggergang i byen skulle han gå midt ad gaden og bruge sin skralde, således at alle blev advarede.

Disse og lignende forbud blev derpå optegnet i et dokument, som den ulykkelige underskrev. Han sagde nu farvel til forsamlingen og blev af forstanderen ført ind i hospitalet. Her henlevede han sine sidste år i de spedalskes håbløse fællesskab. Når han døde, blev han begravet på hospitalets egen kirkegård, medmindre han havde særlig dispensation herfra.

St. Jørgensgårdens økonomiske grundlag var i første række regulære skatter, som landgilde, rente og tiende, der opkrævedes i de byer og herreder, der havde indlæggelsesret. Donationer, særlig i form af "sjælegaver", tilflød ligeledes hospitalerne rigeligt, særlig efter midten af det 14’de århundrede, da den sorte død rasede. Mange St. Jørgensgårde blev efterhånden rige godser.

Endvidere skal nævnes almisser. St. Jørgensgårdene havde ret til at sende deres "ridesvend" med hest og vogn på "herredsgang" rundt i underholdsdistrikterne for at indsamle almisser. Man fik desuden almisser ved offergaver, der blev nedlagt i St. Jørgensblokke i kirker eller givet på tavlen i kirken. Nogen indtægt har man også haft gennem afladshandel, idet der almindeligvis erhvervedes 40 dages aflad af den, der gav penge til en St. Jørgensgård.

Patienternes ejendele tilfaldt ved dødsfald helt og holdent hospitalet, der således på denne måde også havde en vis indtægt.

Hospitalspersonalet bestod af en forstander, også kaldet provisor eller rektor, en præst, en kirkeværge, ridesvenden og sygeplejepersonalet. Forstanderen, der ikke boede på hospitalet, var almindeligvis en anset borger i byen. Han var økonomisk administrator, modtog patienterne og efterså, at statutterne blev overholdt. Præsten, der var de syges sjælesørger, forestod gudstjenesten ved det kapel eller den kirke, der hørte til stiftelsen.

De menige patienter skulle læse bønner i hobetal. Pa højtidelige kirkelige festdage var det nogle steder befalet, at patienterne morgen og aften skulle læse 30 pater noster og 30 ave Maria, hvortil for første, anden, tredie, sjette, niende og tolvte time yderligere kom 6 pater noster og 7 ave Maria. Desuden skulle de hver dag, når der blev ringet med klokken, knæle og bede tre ave Maria. På sådanne dage kunne patienterne let komme op på over 200 bønner. (Figur 4)

Billede

Figur 4: Spedalske ved byporten.

Sygeplejepersonalet udgjordes oprindelig af de "karske søskende", det vil sige sunde mænd og kvinder, der frivilligt lod sig optage i St. Jørgensgårdene - på lige fod med patienterne - udelukkende i den hensigt at passe og pleje disse. Det har sandsynligvis drejet sig om slægtninge. I Svendborg St. Jørgensgård fandtes på eet tidspunkt 18 patienter og 8 karske søskende. De karske søskende kunne være gift, men hvis en af ægtefællerne døde, måtte den efterlevende ikke gifte sig igen.

Forplejningen var - efter forholdene - god og rigelig. Det synes ikke, at patienterne har savnet mad og drikke. Hustugten har antagelig været så som så, især angående kyskhedsløftet, thi det hændte undertiden, at øvrigheden ved den årlige visitation fandt en eller flere frugtsommelige blandt de ugifte plejersker.

Det 15. århundredes rigoristiske tvangsisolation af spedalske resulterede deri, at man allerførst fik sygdommen under kontrol og tilsidst helt overvandt den. Antallet af friske tilfælde blev efterhånden mindre, og da de i St. Jørgensgårdene kasernerede lemmer efterhånden uddøde, blev spedalskheden ved det 16. århundredes begyndelse - i hvert tilfælde i Danmark - ikke mere betragtet med samme rædsel og uhygge som i århundrederne før.

St. Jørgensgårdene var i tidens løb blevet velhavende godser, som kronen tiltog sig lensret over og nu bortforlenede til adelsmænd. Disse nye patroner, der ganske vist havde påtaget sig at sørge for lemmernes pleje og anstændige underhold samt bygningernes vedligeholdelse, misligholdt ofte deres forpligtelser. De spedalske, der med rette følte sig snydt og bedraget, indsendte klager over lensmændene til kongen. Kongen lod klagerne undersøge og svarede med udførlige breve, hvori der nøje blev opregnet, hvad der tilkom lemmerne, og hvilke goder lensmændene og forstanderne skulle oppebære. Disse dokumenter er de bedste kilder til studiet af de spedalskes dagligliv og St. Jørgensgårdenes interne forhold.

I foråret 1929 var jeg amanuensis hos daværende overlæge Hans Nielsen i Næstved. På en praksistur kørte vi ud ad Vordingborgvejen, hvor denne ca. 1 km syd for byen følger Susåens østlige bred og svinger ind i den lille landsby Aaderup. Her standsede dr. Nielsen bilen, pegede udover en bar engstrækning ned imod åen og sagde, at på denne øde plads havde Næstved St. Jørgensgård ligget. Jeg undrede mig over, at en relativ stor middelalderinstitution kunne forsvinde så sporløst fra jordens overflade, og vi drøftede derpå mulighederne for eventuelt at foretage en udgravning her.

Vi blev ret hurtigt enige om, at i hvert tilfælde skeletterne sandsynligvis forlængst var blevet til muld i den sure engjord og forlod derfor emnet til fordel for de nulevende patienter.

Da jeg omtrent 20 år senere havde afsluttet de medicinsk-arkæologiske udgravninger i Æbelholt kloster ved Hillerød og var travlt optaget af den patologiske og medicinsk-historiske bearbejdelse af samlingens 800 skeletter, fik jeg påny interesse for den plads, dr. Nielsen (der døde 1938), havde udpeget som tomten for Næstved St. Jørgensgård. Blandt Æbelholt-skeletterne fandtes et kvindeskelet med meget svære og ejendommelige patologiske forandringer, hvor det praktisk talt var umuligt at stille en endelig diagnose. Tilfældet mindede på mange måder om spedalskhed, men efter at Nordens førende lepraforskere havde haft lejlighed til at se skelettet, viste det sig, at der ikke kunne opnås enighed om diagnosen. De diagnostiske vanskeligheder skyldtes blandt andet, at man ikke havde sikre leprøst forandrede knogler fra middelalderen, der kunne anvendes som sammenligningsgrundlag. Der syntes kun at være een vej, hvis man ville til bunds i spørgsmålet, og det var denne, at finde en urørt spedalskhedskirkegård og foretage en systematisk opgravning og undersøgelse af skeletmaterialet her. Da Middelalderens Danmark havde 31 St. Jørgensgårde, syntes opgaven ikke uløselig.

En frisøndag i August 1948 drog jeg da med en bilfuld ivrige arkæologiske hjælpere til Næstved. Stedet, som dr. Nielsen havde udpeget, var nu bebygget og optaget af en stor krydsfinerfabrik og derfor i en sådan stand, at man på forhånd kunne udelukke enhver mulighed for gravning. (Figur 5)

Billede

Figur 5: Bag porten ligger gårdspladsen, hvor udgravningen fandt sted. Gården ligger midt i landsbyen Aaderup.

Nu kunne det jo tænkes, at traditionen gennem dr. Nielsen havde udpeget et forkert sted, og at kirkegården ikke fandtes her, men nogle hundrede meter til den ene eller anden side. Udfra den kendsgerning, at jordbrugere, der dyrker gammel kirkegårdsjord, fra tid til anden opgraver skeletter og skeletdele og fortæller om disse uhyggelige fund til naboerne, begyndte jeg straks en systematisk gennemgang af villaer og landejendomme langs åbredden. Jeg spurgte ganske simpelt de respektive ejere, om de selv eller deres naboer havde fundet menneskeben, når de gravede have eller på anden måde arbejdede i jorden. Da jeg havde været inde en halv snes steder, hvor mine besøg - forståeligt nok - hensatte folkene i den højeste undren, fik jeg endelig den oplysning, at gårdejer P. Jensen i Aaderup by havde stødt på menneskehoveder, da han for nogle år siden uddybede kloaken i sin gårdsplads. (Figur 6)

Billede

Figur 6: Ingen billedtekst.

Gårdejer P. Jensens gård, der er opført i 1870'erne på Næstved fattiggårds jorder, ligger 500 meter syd for krydsfinerfabrikken og således temmelig langt fra det sted, den lokale tradition havde udpeget som St. Jørgensgårdens tomt.

Klokken var 13, da jeg bankede på gårdejer Jensens dør for at høre nærmere om skeletfundene. Gårdejeren og hans frue tog yderst venligt og interesseret imod mig, bekræftede oplysningerne og fortalte desuden, at hele stuehuset var opført på en gammel begravelsesplads. Takket være en enestående imødekommenhed, fik jeg tilladelse til at foretage en prøveudgravning med det samme. Udgravningsarbejdet var meget brydsomt, idet vi allerførst med hakke og spade måtte pukle os igennem et ca. ½ tykt, tæt sammenpakket lag af sten og grus for så pludselig at komme ned i typisk urørt middelalderlig begravelsesjord, hvilket vil sige fint grus og sand iblandet stykker af trækul, kalk og munkestensbrokker samt enkelte menneskeknogler. Da jeg ydermere fremdrog skelettet af et par fødder og kunne følge de dertil hørende knogler ind under gårdspladsen i retning mod Vest, vidste jeg med sikkerhed, at her fandtes en urørt begravelse, og da jeg samtidig fandt nogle leprøst forandrede mellemfodsknogler, var det sandsynligt, at vi havde fundet St. Jørgensgårdens begravelsesplads.

Gårdejer Jensen, der nedstammer i lige linie fra Svend Gønges førstemand, Ib Kulsvier, der er kendt fra svenske—krigene, interesserer sig levende for genealogi og kulturhistorie og gav straks tilladelse til en nærmere undersøgelse. Denne, der fandt sted i maj 1950, efterfulgtes i 1951, 1957 og 1958 af større anlagte undersøgelser. Ved disse udgravninger afdækkedes 100 uforstyrrede grave og et stort antal løse skeletdele. Det samlede materiale repræsenterer 300 individer. Da hensynet til gårdens bygninger satte meget bestemte grænser for udgravningens omfang, er der ingen grund til at tro, at pladsen hermed er udtømt. Det kan udmærket tænkes, at den samlede gravplads rummer mere end 1000 grave.

Ved udgravning og optagelse af skeletter med leprøse forandringer, der må formodes hovedsagelig at have sæde i fingre og tæer, er det af afgørende betydning, at hver eneste af håndens 27 og fodens 26 knogler først lokaliseres og dernæst tages op med minutiøs omhu, således at undersøgeren bag efter kan dokumentere, at en eventuel mangel af finger- eller tå—knogler ikke er et resultat af dårlig graveteknik. Ved kranieoptagningen gør de samme forhold sig gældende, især med hensyn til påvisning af patologiske processer i ansigtets knogler.

Hovedreglen for middelalderbegravelser er, at liget ligger på ryggen med hovedet i Vest og fødderne i Øst. Hensigten med denne begravelsesstilling var, at den afdøde på opstandelsens morgen, når basunen lyder, straks kunne rejse sig op med ansigtet vendt imod Øst, hvorfra frelseren kommer.

Man spørger uvilkårligt, om der kan tænkes nogen speciel grund til, at to af de døde, to kvinder, er blevet begravet i omvendt stilling, således at de - udfra ovennævnte fromme betragtning - på opstandelsens morgen kommer til at rejse sig op med ryggen vendt imod Øst, imod frelseren!

Man kan naturligvis forestille sig den mulighed, at der er sket det uheld under begravelsen, at kisten er blevet sænket ned med hovedenden imod Øst, og at der altså foreligger en regulær fejltagelse. Imod denne forklaring taler den kendsgerning, at man - såvidt jeg ved, og jeg har personlig kendskab til et par tusinde middelalderbegravelser - endnu aldrig tidligere har fundet en urørt middelalderbegravelse, hvor skelettet lå nøjagtig omvendt. Hvis det derfor beroede på en fejltagelse, måtte man vente at finde skeletter begravede på samme måde andre steder. Man kan derfor ikke afvise den mulighed, at den ureglementerede begravelsesstilling kan opfattes som en hævnakt, en straf eller lignende, hvorigennem man vil søge at ramme den døde langt ud i fremtiden. Det måtte - set med middelaldermenneskets øjne — være en frygtelig situation, hun ville befinde sig i, hvis hun i opstandelsens nu vendte ryggen imod frelseren, mens alle hendes lidelsesfæller og lemmekammerater andægtigt og fromt stod med ansigterne vendt imod Øst.

Undersøgelsen af skeletterne har afgrænset en række karakteristiske patologiske forandringer, der er fuldstændig ukendt fra Øm- og Æbelholt-materialerne, således at man med rette kan fastslå, at skeletterne fra Næstved St. Jørgensgård har lidt af en sygdom, der er ukendt i klosterkirkegårdene. Som type på Næstved-skeletternes patologiske forandringer skal man bringe en kort omtale af skelet nr. 8, en ca. 40-årig mand af middelhøjde. (Figur 7)

Billede

Figur 7: Kranium og fødder af skelet nr. 8.

Billedet viser kraniet - forfra og i profil. Hele næseåbningens nederste halvdel er stærkt affladet, idet samtlige knoglefremspring er totalt forsvundet som følge af en patologisk proces. Tre af fortænderne i overmunden mangler. De tilsvarende undermundsfortænder er synligt "forlængede", hvilket viser, at overmundsfortænderne har manglet i nogen tid, førend døden indtrådte.

Foruden disse knogleforandringer, skal det nævnes, at hele den benede næseskillevæg mangler. Hertil kommer en vældig perforation i den hårde gane.

Disse karakteristiske forandringer, findes på næsten alle Næstved-kranierne og kan opfattes som typiske for den sygdom, der findes udbredt her.

På skelet nr. 8's fødder bemærker man et meget karakteristisk knoglehenfald. På venstre III tå er henfaldet så stærkt, at kun den angrebne knogles inderste del er tilbage og har en form som en bredbaset rosentorn. På højre fod ses stortåens grundled "paraplyformet" deformeret.

Dette tilfælde svarer nøje til patologiske fodforandringer hos nutids-spedalske.

Næstved-materialet (1948 - 1951) inddelt efter køn og aldersgrupper.

SKEMA

Gennemsnitslevealderen ca. 34 år.

Skeletmaterialet fra Næstved viser at spedalskhedshyppigheden - forsåvidt denne giver sig udtryk i knogleforandringer - har været meget stor. Også børnene har været angrebet. Et kranium af et 11 - 12 års barn har de tidligere beskrevne forandringer i næseåbningen i meget udtalt grad.

Ved udgravningen i 1950 stødte vi på svære kampestensfundamenter, som vakte formodning om, at vi stod over for St. Jørgensgårdens kapel eller kirke. Ved den fortsatte undersøgelse blev denne antagelse fuldt ud bekræftet, idet vi fremgravede betydelige rester af en sengotisk kirkebygning, 22 m lang og 8 m bred med tårn i vest. Bygningen kan dateres til 1400-årene.

Skønt man som nævnt må gå ud fra, at det kun er en mindre del af kirkegården, der endnu er undersøgt, er de vundne resultater dog af største værdi. Det er lykkedes at tilvejebringe et stort og alsidigt studiemateriale, på grundlag af hvilket man kan udtale sig med sikkerhed om væsentlige sider af spedalskhedens forhold i Nordens middelalder. (Figur 8)

Billede

Figur 8: De udgravede dele af St. Jørgensgårdens kirke og kirkegård.