Samleren
Det vides, at Ole Worm i sine senere år plagedes af bekymring for, hvad der skulle blive af hans museum, den store samling af natur- og kulturhistoriske mærkværdigheder, som han møjsommeligt havde opbygget, men som han savnede kvalificerede arvtagere til. Ængstelsen var for så vidt berettiget. Efter Worms død i peståret 1654 indgik sagerne i kongens kunstkammer, hvor de mistede deres sammenhæng, og ved denne samlings opløsning halvandet hundrede år senere spredtes de for alle vinde. Idag kendes der vel godt en halv snes genstande, som med sikkerhed kan siges at have tilhørt Worm.
Af Redaktionen
Blandt det bevarede er Worms »olifant«, et prægtigt udskåret elfenbenshorn, skænket ham af kongen, men iøvrigt af byzantinsk oprindelse og fra omkring år 1100. Endvidere et stort stykke bjergkrystal, tildannet som en slags æske til opbevaring af heIgenlevninger; det havde lægen Worm fået af en patient, en svensk kaptajn, der angav at have taget det som krigsbytte i Tyskland. Begge disse stykker findes på Nationalmuseet, og sammesteds opbevares den her afbildede bronzealderurne, som var en gave fra Worms gode ven Johannes Stephanius i Sorø, der har skrevet den påklæbede seddel. Urnen er fra Vejrum i Jylland og antages at have indeholdt »en dronnings eller berømt heltindes brændte legeme«.
Den anden afbildede genstand, en hestekæbe omvokset af et stykke egetræ, findes på Zoologisk Museum, og egentlig er det mærkeligt, at den er nået så langt. Rariteter af denne art var mere yndede i 1600-årene, end de blev det senere.
Om Ole Worm og hans samlervirksomhed er, som omtalt side 30, en bog undervejs. Også Worm selv udgav en bog om sit museum, den er vor hovedkilde til viden om det, og her findes det store billede, hvoraf et udsnit er gengivet nedenfor. Bogen skulle vel være afslutningen på denne del af hans livsværk - og blev det. Da den udkom i 1655 var Ole Worm selv en del af den fortid, som han dyrkede (fig 1).
Fig. 1: Fot. G. Brovad
