Sagnet om Hild
Fra 400-tallet og oldtiden ud optræder på Gotland en særlig type af billeddekorerede grav- og mindesten, der er uden sidestykke i det øvrige Norden. Udsmykningen på disse sten, som er dannet af øens bløde kalksten, der let lader sig behandle med mejsel og kniv, har gennem hele den lange periode holdt sig uforandret rig, men stil og motiver har skiftet fra århundrede til århundrede. Oprindelig er dekorationen domineret af ornamentale mønstre, men lidt efter lidt dukker figurer op: skibe, dyr, mennesker, ofte i udtryksfulde stillinger og dramatisk kombination. Omkring år 700, da billedstenene når deres højdepunkt hvad angår størrelse og udsmykningens rigdom, er dette figurgalleri vokset til hele billedserier, tydeligt af fortællende indhold. Op i vikingetid tager ornamenterne igen føringen, runerne kommer til, og billedstenene ender i en runestensstil, som Gotland har fælles med det øvrige Sverige. Billedstenene, af hvilke der kendes henved 300—mere eller mindre velbevarede eksemplarer, har således meget at byde beskueren, men interessen samler sig naturligvis om de fortællende billeder, der for en stor del må opfattes som illustrationer til datidens gude- og heltesagn. Et vist begrænset kendskab til denne sagnskat har vi gennem vikingetidens og den tidlige middelalders litterære overleveringer, og tolkning af billederne bringes derved inden for det muliges ramme.
Af Sune Lindqvist
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Med bøgerne om »Gotlands Bildsteine« føjede Sune Lindqvist 1941-42 endnu et storværk til de mange, hvormed han har beriget nordisk arkæologi. Men den utrættelige – nu 81-årige – svenske forsker har aldrig haft tid at hvile på vundne laurbær; nye undersøgelser er fulgt i de gamles spor, og endnu er han ikke færdig med de sten, han har viet så stor en del af sit liv. Det har glædet Skalk hjerteligt at modtage nedenstående arbejde fra hans hånd.
Under langvarig syslen med gotlandske billedsten er jeg kommet til den overbevisning, at der ikke havde været meget tilbage af figurer og slyngværk, om ikke fortidens mænd til al lykke havde været store klodrianer, når det gjaldt at forsyne stenene med fundamenter, som kunne sikre, at de holdt sig oprette. De mægtige heller har sjældent stået længe. Faldt de med billedsiden opad, var deres skæbne alligevel beseglet. Faldt de derimod fremad med forsiden mod jorden, var der en mulighed for, at billederne kunne bevares for efterverdenen.
Engang har disse sten strålet i stærke farver; men af denne fordums pragt er der kun i sjældne tilfælde bevaret spor. Vor kundskab om stenenes oprindelige udseende knytter sig derfor udelukkende til den lette behugning, som kunstneren plejede at udføre med hammer og mejsel, før han greb til penselen. Fremgangsmåden har åbenbart været den, at man skitserede mønsteret med en knivspids eller et lignende redskab; de vigtigste konturer blev yderligere markeret med indmejslede furer og fladerne mellem figurerne forsænket en millimeter eller to. Da behugningen var ny, har den sikkert tegnet sig tydeligt i stenens overflade, men den bløde kalksten er hurtigt blevet angrebet af vejr og vind, og hvor billedsiden har ligget opad, må man regne med, at udsmykningen nu er udslettet. Selv i de tilfælde, hvor billederne har vendt nedad, er de sjældent sluppet helt uskadt, men ved omhyggelig granskning kan det lykkes at rede trådene ud. Ved at belægge alle de af kniv eller mejsel berørte konturer og flader med farve vil det i reglen være muligt at vinde en i hovedsagen rigtig forestilling om, hvad det er, kunstneren har villet udtrykke. (Fig. 1)
Udgave: Skalk 1968:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
