Så rede de dem til Finderup by

Hør I det unge herre marsk Stig, jeg taler med Eder uden svig. I skulle fare til kongens gård, nu straks så følge I mig.
Men fruen sidder i Sjælland, så mangt der hun sørger.

Marsk Stig følger opfordringen. Kongen byder ham at drage i leding og lover, på marskens tilskyndelse, at tage sig af hans hustru.

Det svarede unge konning Erik, han smiler under skarlagenskind;
Hende skal ikke lide mere af skade, end var hun søster min.

I tillid til løftet drager marsk Stig af landet og kongen rider straks til fru Ingeborg.

Høre I det stolte fru Ingeborg, I er en liljevand.
I må vel være allerkæreste min, mens marsk Stig er ikke i land.

Det da mælte fru Ingeborg, hun var så væn en viv:
Førend jeg skulle så herr marsk Stig svige, før skulle jeg lade mit liv.

Fru Ingeborg voldtages af kongen. Da marsk Stig ved hjemkomsten erfarer det, sværger han hævn.

Herr marsk Stig lader væbne syv hundrede mænd og alle i jern hin hårde.
Så rider han til Viborg by, han kongen vel møde turde.
Min ædle herre hin unge herr marsk Stig.

Kongen modtager ham venligt, men marsken undsiger ham:

I haver voldtaget min kære hustru og ført os i denne nød.
I mindes det unge konning Erik, Eders liv dermed forbrød. -
Hør du unge herre marsk Stig, du lad bortfare slig ord.
Jeg giver dig både borg og fæste, både guld og grønnen jord.

Marsken afslår, og de skilles uforsonede.

Så rider han, hin unge herr marsk Stig, hjem til fru Ingeborgs bur.
I være velkommen min ædle herre, jeg haver Eders manddom spurgt.
Min ædle herre hin unge herr marsk Stig.

De er så mange i Danmark, som alle ville herrer være.
Og de ride dennem til Riber by og lode sig klæder skære.
Og nu står landet udi våde.

Formummet i munkekutter bereder de sammensvorne sig til hævnen. Samtidig lægger fru Ingeborg råd op med Rane - eller Ranild, som han her kaldes.

Ranild han var hendes søstersøn, han tjente kong Erik så nær. Han siger hannem af hjort og hind, hvor de i skoven er.
De hidsede hjort, de hidsede hind og så efter rasken rå.
De hidsede dem den dag så lang, den mørke nat gik på.

Kongen er på jagt i Nørrejylland, men føres på afveje af Ranild. I et eventyr-agtigt mellemspil møder kongen en jomfru, som forudsiger hans død for straks efter at forsvinde. Med Ranild som fører når de frem til Finderup.

Så rede de dem til Finderup by, og bade de der om hur.
Det var silde og langt udaf aften, slukt var både ild og lys.
Så stalded de ind i Finderup lade, og ingen mand dennem kende. Det kom ikke udi kongens sind, det skulle så gange i hænde.

Det mælte herre konning Erik alt med så stor uro.
Ranild du lukke så vel den dør, som jeg dig dertil tro. -

Jeg sætte der for pind og stang og dertil bjælke hin tykke.
Ikke er den mand af kvinde fød, den skal med hænder oprykke. -

Det var ikke anden pind eller stang, som monne for døren stå.
Det vil jeg for sanden sige, det var to halmstrå. -

Der kom ridendes i den gård de munke i kappe grå.
De tøvede ikke ret såre længe, de vidste, hvor kongen lå.

De stødte på døren, det var uden skæmt, de stødte med glavind og spyd.
Du stat op herre konning Erik og gak hid til os ud.

Det svarede unge herr Ranild, og så tog han på:
Ikke er her konning Erik inde, I tør det aldrig tro.

Han kaste over sin herre med hast tillige både hø og strå.
Han pegte så gørligen til det sted, som herr kong Erik han lå. -

Hør du Ranild Jonssøn min dreng, og vil du værge mit liv.
Jeg giver dig min søster så væn, hun vorder din egen viv.

Så fast hug han udi breden borde, så fast i hården balk.
Og han hug hid og han hug did, han vorde hannem som en skalk. -

De stunge hannem med sværd og spyd,
de gav hannem ingen frist.
Der de havde vejet den
ædle herre, så søgte hver til sin hest.

Dette skete om en Sankt Cæcilie nat, så hellige vare de tide.
Den herre blev slagen, fru Ingeborg blev dog ikke skilt ved kvide.

Hvo vil nu ride til Viborg by og følge den herres lig?
Og hvo vil ride til Skanderborg og dronningen tidende sige?

Ingen vil ride til Viborg by og følge den herre over hede.
Det da var den liden smådreng, han skulle til dronningen ride.

Drengen rider til Skanderborg. Han udretter sit ærinde og advarer dronningen:

Vogte I vel Eders rige og lande og vogte I vel Eders bo.
For alting vogter den unge herre, som Danmark skal forestå.
Og nu stander landet udi våde.

De vare vel syv og syvsindstyve, de mødtes på den hede.
Hvad skulle vi nu begynde for råd, den herre er slagen til døde.
Men vi ere dreven af Danmark.

Kongemorderne rider til Skanderborg for at forhandle med dronningen og den unge konge.

Det mælte liden herr Erik Erikssøn,
så liden som han monne være: For vist skal du af Danmark rømme,
om jeg skal kronen bære. -

Og skal jeg rømme af Danmark ud
og ligge udi skov og skjul, min føde vil jeg udi
Danmark hente både vinter, sommer og jul.

Således dømt fredløs rider marsken hjem til fru Ingeborg, som takker ham og opfordrer ham til at blive i landet.

I lade opbygge et hus på Hjelm, I lade det bygge så fast.
Så ræddes I ikke for pil og skud, ejheller for blidekast. -

Marsk Stig lader bygge et hus af ny
med mure og højen tinde.
Der lå for både tysk og dansk, de kunne hannem intet afvinde.

Den bonde han ganger på marken ud,
og sår han der sit korn.
Hjælp os Gud Fader i Himmerig, og haver nu Hjelm fået horn. -

De store ege i skoven stå, når de udi storm omfalde, da slå de ned både hassel og birk og andre små ymper med alle.

Hvad konger og høvdinge sig forse,
det går ud over de arme.
Thi nåde os Gud vi fattige bønder og sig over os forbarme.
Men de ere dreven af Danmark (fig. 1).