Så at de næppe skelnes fra fjeldene

I efteråret 1830 strider en lille flok mennesker sig ned langs Grønlands østkyst. En konebåd og et par kajakker er deres transportmidler, med hvilke skrøbelige fartøjer de byder drivisens søndermalende kræfter trods. Det lille selskab består af en håndfuld grønlændere under anførsel af en dansk søofficer, de er udhungrede, de fleste af dem lider af skørbug, og deres eneste håb om redning er inden vinteren at nå de af europæere beboede kolonier vest for Kap Farvel. (Fig. 1)

Af Jens Bech