Så at de næppe skelnes fra fjeldene

Natten mellem 2. og 3. oktober overraskes de af mørket, uden at det er lykkedes dem på den bratte kyststrækning at finde nogen ophalerplads for konebåden. Søofficeren lader sine folk gå i land for at sove, mens han selv tilbringer natten i båden for at holde den klar af is og kyst. Men han har ikke sovet i over 48 timer, og trætheden i forbindelse med hans almindelige svækkelse overmander ham. Da han vågner, er båden tørnet mod en isskosse og næsten synkefærdig. Han redder sig i land, klatrer i mørket rundt om bunden af en fjord for at få fat på grønlænderne, af hvilke de mindst svage hele den næste dag hjælper ham med at redde, hvad reddes kan af mere end et års indvundne, uerstattelige ekspeditionsresultater. Våde, forkomne og syge plasker de i timevis omkring i det iskolde vand og fisker kasser med bøger, notater, kortskitser, måleresultater og naturaliesamlinger op fra bunden af fjorden.

Forud for dette lille hændelsesforløb går lang tids begivenheder, som her kort skal fortælles. Vi er i Frederik den Sjettes regeringstid, en periode, hvor Danmark har måttet bøje nakken under mangen en tung begivenhed, hovedsagelig affødt af krigen med England: slaget på Rheden, Københavns bombardement og kampen ved Sjællands Odde; statsbankerotten i 1813 og året efter tabet af Norge ved freden i Kiel. For at gøre elendigheden fuldkommen indtraf 1818 den store landbrugskrise, der i et tiår hvilede tyngende på landets økonomi.

Og dog var ikke alt mistrøstighed. Som så ofte i tunge tider blomstrede landets åndsliv op, digtere brugte blide trøstens ord og flammende patos for at vende opmærksomheden fra nutids ulykke til fordums glorie og til alt, hvad der var nationalt. Videnskabens landvindinger i netop denne periode får rækkevidde langt frem i tiden: H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen, Rasmus Rask vender hjem fra Orienten belæsset med uerstattelige manuskriptsamlinger, og naturligt nok sættes der med særlig iver ind i forskningen af fortiden. Det er her, Grønland kommer ind i billedet, men de undersøgelser, som iværksættes i den fjerne danske provins, får betydning langt ud over det arkæologiske.

Endnu i begyndelsen af 1800-årene var kendskabet til jordens største ø yderst ufuldkomment, skønt der var forløbet næsten et årtusinde siden dens opdagelse. Kun en del af vestkysten var nødtørftigt kortlagt, resten af landet kendte man så at sige intet til. At udforske Grønland var altså en nærliggende opgave, og arbejdet havde en særlig drivfjeder deri, at man aldrig havde fået fuld vished for de første kolonisters skæbne.

Kort før år 1000 slog en flok islændinge anført af Erik den Røde sig ned på Grønland, som ingen europæer tidligere havde betrådt. Af den lille skare fremspirede det nordbosamfund, som middelalderen igennem befolkede Grønland fordelt på to store bygder kaldet Østerbygd og Vesterbygd. Trods den afsides beliggenhed stod man i nogenlunde regelmæssig forbindelse med Europa, man fulgte med i fremskridtene, ja endog i de skiftende moder, man havde store stenbyggede kirker og egen bispestol. Men båndet brast. Den sidste sikre efterretning om nordboerne på Grønland blev bragt til Europa af et skib i 1410. Hvad der derefter skete, er ikke helt klart, men man kan have sine anelser. Allerede før kontakten glippede, var den indfødte, eskimoiske befolkning begyndt at gå angrebsvis til værks.

I to hundrede år bekymrede man sig kun lidt om Grønland, hvis befolkning ganske simpelt blev overladt til sin skæbne. Da Danmark endelig, omkring år 1600, kom i tanker om sine forpligtelser og forbindelsen blev genoprettet, var det for sent; der var ingen nordboer tilbage, og ingen vidste, hvor de gamle bygder havde ligget. Christian den Fjerdes udsendinge traf kun de indfødte grønlændere, og mødet var uden hjertelighed. En mand blev dræbt og tre bortført til Danmark, hvad der naturligvis ikke bidrog til at fremme forståelsen mellem kongen og hans nye undersåtter.

Skibene sejlede igen til Grønland. I løbet af 16- og 1700-årene blev et afsnit af vestkysten befolket med nye kolonister, og denne den lettest tilgængelige del af landet blev efterhånden kortlagt og kendt. I østkysten var man stærkt interesseret, men det isfyldte farvand afviste alle sejlende tilnærmelser, og et storstilet anlagt eksperiment, hvis ide var at føre heste til Grønland og trænge frem ridende over indlandsisen, blev heller ingen succes. Blandt de uheldige østkystfarere er der vist kun een, hvis navn endnu er almindeligt kendt, nemlig Grønlandsmissionæren Hans Egede. I 1751 fik Peder Olsen Walløe den ide at anvende grønlændernes eget transportmiddel, konebåden, i et forsøg, og det lykkedes ham at runde Kap Farvel og trænge et kort stykke op langs østkysten, før isen tvang ham tilbage. Alle disse i hovedsagen mislykkede bestræbelser var rettet mod østkystens sydlige del. Længere oppe er landet mere tilgængeligt, og her lykkedes det et par gange at gøre landgang. En stor fjord blev efter opdageren navngivet Scoresbysund.

En af grundene til den stærke interesse for østkysten og specielt dens sydlige del var, at man dér ventede at finde rester af den gamle Østerbygd, måske med overlevende nordboer fra den første kolonisation. Fra de middelalderlige håndskrifter havde man erhvervet sig et ganske godt kendskab til de to gamle bygder. Man vidste, hvor mange huse og kirker hver af dem havde, og man var nogenlunde klar over, hvor langt der var imellem dem. Med viden om en Øster- og en Vesterbygd var det nærliggende at placere dem på henholdsvis øst- og vestkysten, men som en eftertids forskere ofte skulle komme til at erfare, ligger den slags oplagte tolkninger ofte betydeligt nærmere den logiske end den historiske sandhed. Allerede Hans Egede havde fundet nordboruiner på vestkysten, i Julianehåbs distrikt. Man havde altså vished for den ene bygds beliggenhed og mente naturligvis, at det var Vesterbygden. (Fig. 2, fig. 3)