Runerejse
Omtrent midtvejs på Grønlands vestkyst, i egnen omkring Upernavik, fandtes i året 1824 af en eskimoisk fanger en lille sten beskrevet med runer. Lykkeligvis kastede han den ikke væk; den kom i kyndige mænds besiddelse og endte i København, hvor den blev undersøgt og tydet af Rasmus Rask. At den var et minde om de grønlandske nordbokolonister, var man naturligvis allerede dengang klar over, men fundets fulde betydning blev først forstået senere, da de gamle bygders beliggenhed var blevet endeligt fastslået. (Fig. 1)
Af H. C. Gulløv og J. Ilkjær
Fig. 1. Ingen billedtekst.
De nordboer, som omkring år 1000 koloniserede Grønland, var islændinge og indrettede sig på islandsk vis. I lune fjordområder på vestkysten anlagde de deres to store bygder, Øster- bygd og Vesterbygd; her byggede de huse og gårde, hvor de drev landbrug, som de var vant til hjemmefra. Det varede dog ikke længe, før de fik blik for landets særlige muligheder. Den lange isfrie kyststrækning mellem og nord for bygderne egnede sig fortrinligt til jagt. Hvalrostand, pelsværk og andet, som man på den måde skaffede sig, kom til at danne grundlaget for handelen med Europa, hvor de grønlandske varer snart blev højt skattede.
Fund af nordbosager på eskimoiske bopladser vidner om disse jagtrejser, men den før omtalte runesten er det mest spændende vidnesbyrd; den er fundet 1000 kilometer nord for nærmeste nordbobygd og viser altså, hvor langt nordboerne vovede sig hjemmefra. Den er som sagt ganske lille, kun ti centimeter lang, men rummer en ret lang indskrift, som i Magnus Olsens oversættelse lyder således: »Erling Sigvatsson og Bjarne Tords- son og Eindride Oddsson, lørdagen før gangdag, opførte disse varder og runede vel. 1333«. - Årstallet, der er skrevet med lønruner, kan næppe anses for sikkert, men lørdagen før gangdag er 24. april, og det kan nok vække forundring, at de tre mænd har opholdt sig så langt mod nord så tidligt på året. Oplysningen om varderne stemmer godt med, at stenen blev fundet tæt ved en sammenfalden stenhob.
Upernavik-indskriftens længde, dens fortællende form og det, at den er fundet så langt borte fra nordbobygderne, sætter den i særklasse blandt grønlandske runefund, men enestående er den ikke. Ialt kendes der fra Grønland omkring 60 runetekster; en stor del af dem er fundet på kirkegårdene - på ligsten og på trækors og pinde, som er lagt i kisterne til de døde - mens andre er fra gårdenes affaldslag, hvor de findes indskåret i træsager som tøndestaver, håndtag og lignende simple brugsting. Indskrifterne er i reglen ganske korte, ofte blot et navn, undertiden et Ave Maria eller en anden from påkaldelse. Magiske remser og helt uforståelige trylleformularer forekommer. På en runepind i en af gravene læses en hel sætning: »Denne kvinde blev lagt over bord i Grønlandshav, som Gudveg hed«. (Fig. 2, fig. 3)
Fig. 2. Det danske oldsagsmuseums bestyrelse vedtog på et møde at sende Upernavik-stenens finder en erkendtlighed - to rigsdaler. Den originale sten er senere på uopklaret måde bortkommet, men på Nationalmuseet findes en, efter alt at dømme nøjagtig, kopi; det er den, som her ses gengivet.
Fig. 3. Gudvegs runepind fra kirkegården pa Herjolfsnæs.
Den uklarhed, der hersker omkring det grønlandske nordbosamfunds undergang i 14-1500-årene, stiller disse korte runebudskaber i et ganske særligt lys, og et nyt fund er derfor nok omtale værd. Det blev gjort sidste sommer af undertegnede - i Vesterbygdens gamle område, men uden for de vante strøg. Når bortses fra Upernavik-fundet er det nye runefund det eneste, som ikke har umiddelbar tilknytning til gårde eller gravpladser.
Arkæologiske undersøgelser i Godthåbsområdet var den direkte anledning til at fundet blev gjort. Under sejladsen rundt i fjordene passerede vi mange småøer, en af dem bærer det for danske tunger næsten uudtalelige navn Qeqertanguaq. Som den lå der sløret af regndisen og helt domineret af det nærliggende Pisigsarfik-fjeld, så den ikke ud af meget, men vi fik lyst til at gøre landgang på den, og det viste sig at være en heldig indskydelse. I en åben hule på sydøstsiden stod en stor grålig sten af den stenart, som kaldes klæber, og i dens overflade var en indskrift på 15-20 runetegn temmelig flygtigt indridset.
De gamle fangere fra de omliggende udsteder fortæller, at de ofte har besøgt øen og set stenen - dog uden at bemærke runerne - og et næsten metertykt affaldslag med masser af fugleknogler ophobet neden for hulen antyder, at denne jævnligt har været tilholdssted for mennesker. Runestenen viser, at nordboerne også har været her, og det er måske ikke så mærkeligt, for øen ligger centralt for en stor del af Vesterbygden, og al færdsel til vands kunne overskues herfra. Kom der skib, var det godt at være i god tid med forberedelserne.
Runeindskriften bærer som sagt præg af flygtighed, ridset som den er med en tynd og skarp genstand i den forholdsvis bløde sten. Egentlig minder den mest om de kradserier, man finder på mure og plankeværker, men det er jo også langt fra givet, at denne sten er et monument bestemt for evigheden. Runerne er endnu utydede, idet lysforholdene på stedet var for dårlige til at en brugelig aftegning eller affotografering kunne foretages, men man håber snart at kunne indhente det forsømte. (Fig. 4, fig. 5)
Fig. 4. Kort over Godthåbsområdet med afmærkninger af gård- og kirketomter fra nordboernes Vesterbygd. Pilen viser beliggenheden af runestensøen, som er ganske lille, kun 150 meter på længste led. På halvøen øst herfor ligger Pisigsarfik-fjeldet.
Fig. 5. Runestensøen. Pilen Reger på hulen, der ses som en mørk trekant i fjeldsiden.
Qeqertanguaq betyder »den lille ø«. Måske er det den, der hentydes til i et af de få eksisterende eskimoiske sagn om nordboer; de blev indsamlet og nedskrevet i midten af forrige århundrede af inspektør H. Rink. Historien handler om en nordbo (kavdlunak) og en eskimo, som var blevet gode venner:
Engang sagde nordboen: »Lad os bestige det høje fjeld hist, men først udspile et rensskind på den lille ø, og så se hvem der oppe fra kan ramme det. Den, som skyder fejl, skal styrtes ud over bratningen, men den, der træffer, skal være den sejrende«. Eskimoen svarede: »Det vil jeg ikke, thi vi er venner, og ingen af os bør omkomme«. Men nordboen vedblev hårdnakket sin påstand, og hans landsmænd sagde til sidst: »Lad så være, om han også bliver nedstyrtet, siden det er hans egen vilje«. Endelig indvilgede også eskimoen, og de begav sig op på fjeldet ledsaget af en stor skare tilskuere. Fra toppen af skød nordboen først, men forfejlede målet; derpå skød eskimoen tværs igennem skindet. Nordboen holdt nu ord og gik hen og blev styrtet i afgrunden, men hans landsmænd vrededes ikke derover, eftersom han selv havde forskyldt sin skæbne. Efter den tid kaldes det høje fjeld: Pisigsarfik (skydepladsen).
Skulle vor runeindskrift indeholde en hentydning til denne hændelse? Nej, så heldige tør vi ikke håbe at være.
Fig. 6. Den gråhvide runesten i indgangen til hulen. Til højre nærbillede af indskriften.
Fig. 7. Pisigsarfik-fjeldet, som ligger over for »den lille ø«.