Runeår

Sidste år gav ikke mindre end seks nye runefund og blandt dem var tre »rigtige« runesten, hvilket er en helt usædvanlig mængde. At en af dem er fundet på Jelling kirkegård - runologernes Mekka - mindsker ikke glæden over runeåret. De seks nyfund vil blive omtalt enkeltvis på de følgende sider, men forinden skal der siges lidt om andre af fundene efter 1942. På en måde hører de jo også med til den nye høst.

Af de urnordiske fund bliver der kun lejlighed til at nævne et enkelt, nemlig en skindskraber af rensdyrtak (bemærk: rensdyr-) fra en mose på Lolland. Den er fra omkring år 400 og bærer indskriften »witring«. Morsomt nok kendes det samme ord fra et andet lollandsk fund - en runesten fra begyndelsen af 1000-årene - og her har det betydningen: meddelelse (forkyndelse, åbenbaring). Men hvad har ordet forkyndelse at gøre på en skindskraber? Selv om vi søger tilbage til grundelementet i ordet: vid, det at vide, bliver vi ikke klogere. (Fig. 1)

Af de egentlige runesten er den bedste Asmildstenen, som den alt for tidligt afdøde arkitekt C. G. Schultz i 1950 fremdrog af den gamle klosterkirke ved Viborg. Det er en indskrift, der lyser af slægtsstolthed og forærer os en malende betegnelse for den døde: tiþita man, en »tidenders mand« - næppe en journalist, men en mand, som udførte ting, der blev talt om, en mand, der stod gny om. - På en runesten, som i slutningen af 50'erne blev opdaget i Lem ved Randers, gør vi bekendtskab med et ellers ukendt personnavn: Urik. Et meget lignende ord kendes fra den tidlige middelalder; i den såkaldte Henrik Harpestrengs »stenbog« omtales en sten, som man gør klogt i at bære på sig, da den gør »vrig« og tryg. Ordet betyder antagelig frygtløs, ubekymret, og det er jo et navn, som er en viking værdigt. Desværre er det kun en del af indskriften, som kan læses. Stenen fandtes indmuret i en trappe, og manden, der i sin tid har lavet trappen, har som afslutning på arbejdet ødelagt de synlige runetegn med en knushammer. (Fig. 2)

Af middelalderens ristninger er de fleste fundet i kirker - på væggenes ældste pudslag, på munkesten eller granitkvadre, på tagspær og bjælker. Indskriften er ofte blot et navn (Wilhelm, Jacob), men kan også være en sætning: tomas prest biþ fori mik (Tomas præst. Bed for mig). På en munkesten i Nørre Løgum i Sønderjylland stod der: tihlsten (teglsten) ridset ind i leret, før brændingen. Var det, fordi dette materiale endnu var så nyt her i landet, at man måtte skrive det? På det oprindelige 1200-tals tagværk i Brøns kirke, ligeledes i Sønderjylland, er spær og bjælker nummereret med runer; men tømrer þidrik har også efterladt sit navn. Morsomst, vægtigst og højligt inspirerende blandt alle middelalderfundene er den femkantede »lyf-stok« (helbredelsespind) fra Ribe med i alt 337 runer (Danmarks længste runeindskrift) skrevet i en blanding af norsk og Ribejysk og i oldnordisk versemål. Hør den magtfulde indledning i mat oversættelse: Jorden beder jeg »varde« og Op-himlen, Solen og Sankta Maria og selve Guddrotten... Det er toner fra ældgammel, hedensk tid iført nødtørftigt kristeligt klædebon. (Fig. 3)

ÅLBORG-SPÆNDE
Af fundene fra 1964 vil vi tage det ældste først. Det er et pragtspænde af forgyldt bronze fundet i Ålborg sidste efterår af amatørarkæologen A. Byrgesen. Forsiden er dækket med ornamentik af slyngede dyrefigurer - tydeliggjort på billedet ved udtegning af fire af »dyrene« i farver (efter Th. Ramskou). (Fig. 4) Hullerne og den korsformede udskæring har sikkert været udfyldt med ædelsten og emaille. På spændets bagside er der, på et lidt tilfældigt sted, ristet ordet kutis, formodentlig ejefald af navnet Gutir (eller Gotir, Gøtir). Indskriften må altså læses Gutirs (underforstået: spænde). Spænder som dette kan dateres til omkring år 700. Hvis runerne er samtidige med spændet - der er intet, der tyder på andet, men sligt kan jo ikke bevises - har vi her det ældste daterede eksempel på brugen af vikingetidsalfabetet. Hvor ville vi gerne have haft også en a-rune i indskriften. Hvis den havde haft formen , ville der ikke have været nogen tvivl om indskriftens ælde; med formen ᚨ ville vi alligevel have været ude at svømme med alle mulige gustne overlæg! (Fig. 4)

ÅRHUS-KAM
Den store udgravning af vikingetidens Århus er omtalt andetsteds i bladet. Runekammen blev fundet i tomten af det nedbrændte stavhus, men indpakket i tøj, som den var, er den kommet uskadt gennem branden. Den er af ben og lavet af flere lange stykker, som er samlet med nagler. Fordelt på begge sider af en af naglerne står seks runer: hikuin eller higuin - formodentlig navnet på kammens ejer eller fremstiller. Hvis dette navn var dansk, skulle det ende på r; der skulle stå higuinR. (Fig. 5) Nu mangler det denne nævnefaldsendelse og er altså af udenlandsk oprindelse. Det er sandsynligvis engelsk, og uanset om det staves med k eller g gengiver det udtalen: Hægwin. Selve navnet er ukendt på skandinavisk grund, men der er mange navne på -win eller -wine; de bæres først og fremmest af møntprægere, og nu kan enhver fornemme, at vi nærmer os England. Det danske møntvæsen blev først virkelig organiseret af Knud den Store, da han havde sat sig til rette på Englands trone. Det blev tilrettelagt efter engelsk system og ved hjælp af engelske møntmestre. Endnu på Svend Estridsens i Lund prægede runemønter vrimler det med engelske møntmesternavne og stavemåder, og det er en af professor Kristian Halds ungdomsfortjenester, at han har påvist, at disse møntprægere udgjorde et Danelagen-indslag i dansk sprog og kultur. Om Hægwin tør vi slutte, at han er kommet til Danmark med det træk af engelske møntmestre, der fandt vejen hertil på Knud den Stores tid. Eller senere - men meget senere kan det ikke have været, for både på arkæologisk og runologisk grundlag kan det fastslås, at kammen ikke er meget yngre end år 1000. Der har været præget mønter i Århus; men de ældste sikre er først slået under Kongerne Hardeknud og Magnus. Tænk om man en dag fandt en Århusmønt med Hægwins navn. (Fig. 6)

SVENSTRUPSTENEN
Den store og smukke runesten, som billedet viser, kom for dagen tidligt på året, endnu før vinteren var til ende. Den blev fundet ved markarbejde på hovedgården Kellerup i Svenstrup sogn mellem Randers og Mariager. Man havde formodning om, at der på stedet havde været en kirke, og det er blevet bekræftet gennem en mindre undersøgelse foranstaltet af Kulturhistorisk Museum i Randers. Runestenen synes at have ligget under gulvet i et hjørne af kirkebygningen. - På stenen, der formodentlig stammer fra tiden tæt op mod år 1000, læser man: Thorgot rejste denne sten efter sin fader Asved ---. Resten af indskriften er endnu ikke tydet; men Anders Bæksted, der har den under behandling, rykker gerne ud med, at den rimeligvis vil berige runevidenskaben med et hidtil ukendt navn og en hidtil ukendt slutformel. (Fig. 7)

DEN ANDEN GØRLEVSTEN
Scenen skifter til den lille vestsjællandske by Gørlev, hvor en sten blev opdaget i fundamentet under kirketårnet. Det er ikke den første runesten, som er fundet der på stedet. I 1921 havde jeg fornøjelsen at undersøge den just fundne Gørlevsten nr 1, der næst Jellingstenene er Danmarks interessanteste runesten. Indskriften, der er ramhedensk, indeholder blandt andet en trylleformel: þmkiiissstttiiilll, der måske er ment som en forbandelse mod eventuelle gravbrydere, samt vendingen »Brug vel kumlet«, der formodentlig skal binde den døde Odinkar til graven og hindre ham i at gå igen. Sandelig en runeindskrift for en ung knægt til at hvæsse tænderne på. Hvordan ville runesten nr 2 være? Mad for en ældre gane? - Det viste sig at være en sten fra omkring år 1000 (100-200 år yngre end nr 1) med en indskrift af omtrent samme indhold, som den tydede del af Svenstrupstenen. þurkutru : sati : stin : þansi : aftiR : halftan : fauþur : sin - i oversættelse: Thorgot satte denne sten efter sin fader Halvdan. Til højre for begyndelseslinjen er der en serie tegn, som hverken er runer eller tilhører noget andet kendt alfabet. Skal det, som Anders Bæksted har foreslået, være et forsøg på at efterligne den ældre stens trylleformel? Der er dog også en anden mulighed; men den er endnu for svagt begrundet til at kunne fremsættes. (Fig. 8)

DEN TREDJE JELLINGSTEN
Travlt fik pressen, da det rygtedes, at der var fundet en tredje runesten i Jelling, på selve kirkegården nær Gorms og Haralds stene. Traditionen omtaler en forsvundet sten rejst over Haralds bror Knud Danaast. Var det den? Det var C. J. Becker, der en blygrå dag, da en venlig solstråle brød frem og strejfede stenen, opdagede de stærkt forvitrede runetegn, og det var Olfert Voss, der tog stenen ud af stengærdet på kirkegården. Han læste også: karþi kubl (gjorde kumlet, mindesmærket), og da netop disse tvende ord træffes på de to Jellingsten, er det ikke nogen overdrivelse at sige, at forventningerne var spændt. Stenen blev bragt til Nationalmuseet til nærmere studium. Det var et brudstykke, ca 65 cm på den længste led. Mærkelig nok var runerne, der - bortset fra karþi kubl - var stærkt forvitrede, ikke ristet på stenens bredside, men på smalsiden; indskriften har måske fortsat på den modstående smalside, men den er frakløvet. Trods alle mangler var der bevaret tilstrækkeligt til, at det kunne fastslås, at det ikke drejer sig om nogen kongesten. Det er ikke ret meget, der er slået af den bevarede skriftside, og den kan rekonstrueres, som billedet viser. (Fig. 9) Indskriften kan da læses: bisi (eller basi) : karþi : kubl [þansii : aft]...la : i ;, hvilket kan oversættes: Bisse (eller Basse) gjorde dette minde efter... le i... - Bisse-Basse vil åbenbart fortælle, enten hvor afdøde var bosiddende, eller hvor han selv rejste mindesmærket; stedets navn må findes på stenens afkløvede del. Således kan det i hvert fald være, men det må tilføjes, at i-runen, som afslutter den bevarede del af indskriften, anbragt for sig selv mellem to skilletegn, også kan stå for e; i så fald er betydningen »altid«, hvilket giver helt andre muligheder. Spørgsmålet kan løses, hvis bagsiden findes, men uanset, hvad den måtte indeholde, og uanset, hvad den afdøde, hvis navn ender på -la, egentlig har heddet, er det givet, at stenen hverken har talt om Gorm, Harald eller Knud Danaast. Den lille husmandssten virker her på Jelling kirkegård som en spurv i tranedans. Det »kuml«, den omtaler, skal formodentlig søges blandt de 200 kæmpehøje, der er forsvundet i Jelling og omegn. (Fig. 10)

STABY INDSKRIFTER
Under et besøg i en af Jyllands prægtigste landsbykirker, Staby kirke ved Ringkøbing, opdagede Knud Holm, at der var ristet middelalderlige runer i kvadrene omkring en af kirkens døre. Desværre er det skrevne temmelig uforståeligt. Det synes affattet dels på latin og dels på dansk, og derudover er der en del løsrevne runetegn, som muligvis er initialer. Måske kan vi senere komme tilbage til dette; i øjeblikket er der ingen grund til at lufte vor forvirring. (Fig. 11) (Fig. 12)