Runeår

I 1942, altså for 23 år siden, afsluttedes det store runeværk (Jacobsen-Moltke: Danmarks Runeindskrifter), som sammenfattende behandler alt, hvad man på det tidspunkt kendte af runeskrift inden for gammelt dansk område. Siden har tiden ikke stået stille. Der er kommet 54 nye runefund. Af disse hører de tolv til den ældste gruppe med korte indskrifter i urnordiske runer. Sytten er fra vikingetid og indbefatter syv regulære runesten. Endelig tegner middelalderen sig for 25 fund.

Af Erik Moltke

Billede

Sidste år gav ikke mindre end seks nye runefund og blandt dem var tre »rigtige« runesten, hvilket er en helt usædvanlig mængde. At en af dem er fundet på Jelling kirkegård – runologernes Mekka – mindsker ikke glæden over runeåret. De seks nyfund vil blive omtalt enkeltvis på de følgende sider, men forinden skal der siges lidt om andre af fundene efter 1942. På en måde hører de jo også med til den nye høst.

Af de urnordiske fund bliver der kun lejlighed til at nævne et enkelt, nemlig en skindskraber af rensdyrtak (bemærk: rensdyr-) fra en mose på Lolland. Den er fra omkring år 400 og bærer indskriften »witring«. Morsomt nok kendes det samme ord fra et andet lollandsk fund – en runesten fra begyndelsen af 1000-årene – og her har det betydningen: meddelelse (forkyndelse, åbenbaring). Men hvad har ordet forkyndelse at gøre på en skindskraber? Selv om vi søger tilbage til grundelementet i ordet: vid, det at vide, bliver vi ikke klogere. (Fig. 1)

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1965:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.