Runamo
(Fig. 1). I fortalen til sin store Danmarkskrønike fortæller Sakse, at »i Blekinge er der en ås med en fodsti over, som er oversået med sære skrifttegn. Disse tegn undrede såre kong Valdemar (d. Store) - han ville gerne have dem tydede og sendte desårsag folk did. Men de kunne ikke få mening deri«. Senere i værket får man at vide, at indskriftens ophavsmand skal være den danske sagnkonge Harald Hildetand.
Af Redaktionen
Fig. 1: Ingen figurtekst.
Åsen, Sakse taler om, er Runamo-klippen i Hoby sogn, hvor de »sære skrifttegn« endnu ses. I 1600-årene lod Ole Worm ovenstående billede fremstille; men tyde tegnene kunne hverken han eller andre, som prøvede. 1804 fremsatte en holstensk antikvar, M. F. Arendt, den opfattelse, at samtlige tegn var dannet af naturen.
Nu var tvivlen vakt, den gnavede og enden blev, at en kommission af danske videnskabsmænd fik sagen til behandling. Dermed begyndte den tragikomiske affære, som her skal genoplives.
Kommissionen, hvis vigtigste medlemmer var runologen Finn Magnusen og geologen Forchhammer, rejste til Runamo. Klippen blev rengjort, og geologen erklærede nu, at nogle af linjerne var menneskeværk, mens andre var dannet af naturen. Der blev udfærdiget en tegning. Rejsens mål var nået; nu var udspillet hos Finn Magnusen.
Han grundede i 10 måneder (fortæller han selv) uden at kunne finde mening i de formodede runetegn. Men den 22. maj 1834, om eftermiddagen, fik han pludselig det indfald at læse indskriften bagfra, og i løbet af et par timer havde han tydningen færdig. Den fremtrådte som et regelret vers, hvor Harald Hildetand selv, hans venner og fjender nævnes ved navn, og hvor der omtales en kamp (Bråvallaslaget). Om sin opdagelse skrev Finn Magnusen værket »Runamo«; men allerede før det udkom, havde nye undersøgelser bestyrket formodningen om, at Runamo-»indskriften« var et naturprodukt. Det er siden blevet uomstødeligt bevist.
Den lærde strid, som påfulgte, har utvivlsomt såret Finn Magnusen dybt og har muligvis lagt ham unødvendigt tidligt i graven. Runamo-fadæsen har dog ikke kunnet tilsløre, at han i mange henseender var en meget betydelig forsker. Det var uheldige omstændigheder og en lidt for levende fantasi, som førte ham ud i det store selvbedrag.
