Rosenholm

Våbnene (i egentlig betydning) danner et lille afsnit for sig. Nævnes må et smukt økseblad af stål, som det ikke er lykkedes at finde nøjagtige paralleller til, men som tør antages at høre til i 1500- eller først i 1600-tallet ligesom samtlige de øvrige våben: en hjullåspistol, to kårder og tre dolke. En enkelt af dolkene er dog måske ældre. De to kårdeklinger er forsynet med »ulvemærke« og stammer muligvis fra Solingen eller Passau.

Den velkendte lærdom, der florerede i huset i 1600-årene gennem lærde Holgers og hans søn Eriks ivrige studier, gav sig også udslag i syslen med kemi. Holgers europæisk berømmede bibliotek besad blandt andet en righoldig samling medicinsk litteratur, og Eriks mor, Fru Sophie Brahe, tilhørte en slægt, hvor talrige medlemmer drev alkymistiske, kemiske eller medicinske studier (således for eksempel onkelen Tycho Brahe). Man ved at Erik igennem længere tid har huset en apoteker ved navn Steur, der vel har hjulpet med at fravriste naturen dens hemmeligheder. Blandt de ting fra voldgraven, der vil kunne henføres til Eriks laboratorium, er først og fremmest en række glasrør og stilke fra retorter, dernæst et fragment af en lille smeltedigel og en glaspistil, der dog naturligvis kan have vandret i en morter ude i køkkenet. Om Eriks virksomhed væsentligst har haft alkymistisk sigte (d.v.s har været drevet med den hensigt at lave guld) eller om den har haft anden forskningsmæssig karakter er nok svært at sige, men hans europæiske orientering taget i betragtning er det måske ikke urimeligt at antage, at han har været grebet af den gryende naturvidenskabelige forskning, der også havde tag i andre herhjemme og som bl.a. satte sig kraftige spor på vort københavnske universitet.

At samlingen af fund også indbefatter en del glas til mere dagligdags brug har allerede været nævnt. Blandt disse indtager vel navnlig de såkaldte »pasglas« en fremtrædende plads. Udenpå disse glas er der med visse mellemrum, svarende til en god slurk, markeret, hvor meget hver gæst om bordet måtte drikke, når glasset gik rundt, hver måtte drikke til »pas«.

Størst værdi må man muligvis dog nok tillægge hele samlingen af keramik som sådan, idet den udvider vores kendskab til navnlig 16-1800-tallets keramik på dansk grund betydeligt. Specielt den meget righoldige samling af stjertpotter er interessant.

Tilsidst bør nævnes samlingen af kridtpiber. Disse er for langt største partens vedkommende fundet inden for et ganske snævert areal og er vel hele samlingen af »bedstefars gamle sure piber« der på en gang er væltet ud af kurven og i vandet, hvadenten det så skyldes, at arvtageren var ikke-ryger eller havde tillagt sig andre mere moderne rygevaner. Blandt piberne er der flere vældig fine eksemplarer, nogle forunderligt nok hele.

Hermed være så voldgravsfundene på Rosenholm introduceret for Skalks læsere. Et udvalg af de bedste ting er nu udstillet på slottet. Rosenholm er i sig selv nok et besøg værd, og udstillingen vil sikkert stimulere den i forvejen stigende turiststrøm. (Fig. 3)

Endnu et sted har vi inden for de sidste to år truffet de gamle Rosenkrantzer, nemlig i den nærliggende Hornslet kirke, som har været under restaurering. De store sandstensepitafier over Rosenholms ejere er blevet taget ned, istandgjort og opsat påny. Mens guld og farver og hyldestord på sten, trykte prædikener og malede portrætter har mindet den besøgende i kirken om de døde, har de hvilet i deres kister i de små hvælvinger under koret og en lille sidebygning i syd. Også her blev den store oprydning sat ind. Trækister i en fugtig hvælving holder ikke evigt, og et sørgeligt syn mødte da også den, der åbnede døren til disse to underjordiske kamre, et vældigt memento mori, 15- og 1600-tallets yndede motiv, men i en mindre pyntelig udformning, end man er vant til fra datidens bøger og udskårne møbler. Dog efterhånden som kister, jord, vildfarne skeletdele og løsrevne kistebrædder og beslag kom for dagens lys for at blive sorteret, opmålt og fotograferet, tegnede billedet af de tidligere så prægtige kister sig tydeligere, dannende en illustration til skiftende tiders stil i den møbelkunst som er ligkistens.

En væsentlig del af opgaven måtte være at blive klar over, hvem der lå i de enkelte kister, en ting, der besværliggjordes af, at næsten samtlige kisteplader var fjernet fra kisterne og ophængt i kirken, ligesom våbenskjolde og andet dekorationsmateriale havde fundet vej til Rosenholm, hvor de fordelte sig i brevkamret, slottets gange og Pirkentavlpavillonen.

De ældste kister tilhørte Jørgen Rosenkrantz og Dorte Lange og stod, som naturligt er, i sydkapellet, der ligesom en række andre tilbygninger til kirken skyldes samme Jørgen. I kamret under koret må vi tænke os, at den lærde Holger og Sophie Brahe har fået deres hvilested, idet deres nuværende plads i sydkamret på tværs af den gængse orientering øst-vest ikke kan være oprindelig. Vi ser, hvorledes hensynet til den sidst afdøde bestandigt har afstedkommet sammenskubninger og stabling af de ældre kister på den hastigt svindende plads. Holgers søn Erik har stået centralt i nordkamret sammen med sine tre koner, før en eftertid har flyttet ham til gangen mellem kamrene, hvor den nu fuldstændig sammensunkne kiste lå. En mængde små pyntesøm udformet som våbenskjolde var efterladt i jordfylden, der lå tommetykt over gulvet, og røbede med al tydelighed kistens oprindelige plads. (Fig. 4)

Jørgen Rosenkrantz' kiste er stor, simpel og grov, lavet af nøjagtig så mange stykker eg, som en kasse har sider: 6 prægtige planker holdt sammen af simple jernbånd, hele herligheden beslået med læder pyntet med smalle remme. Intet navn, intet våbenskjold. Kisten afspejler den tids strenge restriktioner for den pragt, der måtte udfoldes ved begravelser, bestemmelser, som Jørgen havde så meget des større moralsk forpligtelse til at overholde, som han formodentlig selv har været med til at stadfæste dem i sin formyndertid.

Ved protestantismens indførelse herhjemme afløstes begravelse på »aaben baar« af jordfæstelse i lukket kiste. For adelens vedkommende medførte dette hurtigt så store pragtudfoldelser, at Frederik 2.s regering skred ind med sine strenge bestemmelser (1576). Linjen fulgtes af formynderregeringen og siden af Chr. 4. selv med sådan strenghed, at hans død i 1648 fremkaldte en tydelig reaktion i kisteudsmykningen, en uting, som Frederik 3. dog snart påtalte. Først med enevældens indførelse (1660) slappedes tøjlerne så meget, at der for alvor blev spillerum for forfængeligheden.

Adelen havde dog i 1600-årene haft ret til at beslå deres kister med messingprydelser, sådan som vi også ser dem på flere af kisterne her. Ser vi nærmere på dette prydmateriale, er det tydeligt, at det stammer fra veritable industrier. Leverandøren har haft et lager med skønsomt udvalg af hanke med prydbeslag, hjørnebeslag med de fire evangelister el. lign., bladværksborter, våbenskjolde med blankt skjold parat til gravering og pålodning af behørigt hjelmmærke, kisteplader, krucifixer, kristimonogrammer (IHS) og små dødningehoveder. (Fig. 5)

Borterne klippedes til i de krævede længder, og problemet med de grimme samlinger i hjørnet klares nemt ved at smække et lille emblem med dødningehovede, korslagte ben, hakke, skovl og spade ovenpå. Skulle adelsmanden være så extravagant at have et skjold med skjoldholder, må vi klippe lidt af bladværket af og anbringe en lille vildmand i stedet.

Jørgen og Holger, Dorte Lange og Sophie Brahe og en række af deres efterkommere hviler nu igen i kamrene i Hornslet kirke - Jørgen i sit eget kammer, hvorover han satte en tavle med tre vers, på latin i venstre halvdel, i højre på jysk. Sidste vers lyder:

Nu Beder Jeg alle, Som faa i wold
Dette sted, i lader mig Behold,
Mit hvile-Kammer oc ynske mig Fred
Ja tencke oc paa eder selff her ved,
Hvor snart forløber eders dag oc Tid,
At i kunde lære saa med ald Flid
Eders leffnet at Bedre oc vell end
Beder Gud eder dertil Naaden send
Thi hvad som mig monn wederforet vær
Det vil wist hend eder all oc en Hver.