Rimstav

Så langt tilbage, som menneskers færden kan følges, har man kendt hjælpemidler til tidsbestemmelsen. For de gamle ægyptere var det en livsbetingelse at kende intervallerne mellem Nilflodens højvande, ligesom den danske middelalderbonde måtte vide besked med terminerne for såning, høst, skovning m.m. Imidlertid bygger kalenderen jo på astronomiske iagttagelser, som det ikke har været enhver beskåret hverken at foretage eller at tyde. De fåtallige kronologiske hjælpemidler, som man i middelalderen rådede over, befandt sig i reglen ved domkirkerne og de store klostre. Kalendersystemets største vanskelighed ligger jo i fastlæggelsen af påske, pinse og andre »bevægelige« festdage, og da disse er kirkelige anliggender, er det naturligt, at det blev kirkens tjenere, som holdt rede på disse ting.

Til at dække menigmands behov opstod efterhånden en række enkle hjælpemidler, oftest forarbejdet i træ. Som en slags forløber for den egentlige kalenderstav kender man fra en række naturfolk primitivt tildannede stokke, hvor tidsforløbet er angivet, ved at man hver dag har ridset en streg. En rigtig kalender skal jo imidlertid ikke bare holde rede på den forløbne tid og konstatere det øjeblikkelige tidspunkt; man skal også kunne orientere sig om fremtiden, og trækalendere af den art har været brugt, ikke blot i de nordiske lande, men over store dele af Europa. Der kendes en række forskellige former. De ældste norske ligger endnu tæt op ad den primitive pind med streger, men mere almindelig er rimstaven (af det oldnordiske ord: rim = langt, smalt træstykke). Rimstaven er ofte udformet som en spadserestok eller et sværd med datomærker indskåret som små hak i stavens kanter. Undertiden er alle årets måneder samlet i kolonner på den ene side, i andre tilfælde er stavene udstyret med en »vinterside« og en »sommerside«.

Vigtigt var det at kunne orientere sig om kommende fest- og helgendage. Til det formål indskar man ud for de pågældende datomærker symboler, oftest hentet fra helgenlegenderne – hvilket uden videre lod sig gøre, så længe det blot drejede sig om de fast daterede helgendage. Anderledes med de før omtalte »bevægelige« festdage som for eksempel påsken.

Påsken falder altid på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Mens forårsjævndøgn ligger fast (21. marts), gælder dette ikke fuldmånen, idet »måne-måneden« ikke svarer til kalendermånedens 30-31 dage. Først når der er gået 19 år, vil fuldmånen efter forårsjævndøgn atter falde på den samme månedsdato. I den middelalderlige kronologi valgte man år 1 efter Kristus som udgangspunkt for den første 19-årige cyklus, og hvert af tallene 1-19 betegnedes gyldental. Når man blot kendte årets gyldental, var man ved hjælp af tabeller i stand til at fastlægge kommende påskedage.

Rimstave er bevaret i stort tal og findes i næsten alle større museer i Europa. Også Nationalmuseet i København ejer adskillige. De er næsten alle kommet til museet i første halvdel af forrige århundrede – et tidspunkt, hvor man desværre ikke tog det så nøje med at optegne fundoplysningerne, hvorfor det ofte volder vanskelighed at bestemme stavenes hjemsted og alder. De fleste af Nationalmuseets kalenderstave er svenske eller norske og kun et par stykker af dem kan med sikkerhed siges at være middelalderlige.