Rimstav
Ved nytårstid køber man sin kalender - eller man får den måske foræret som reklame fra et eller andet firma. Det er en selvfølgelig ting, og det er ikke mange tanker, vi skænker det lille stykke pap. Men samfundsmaskineriet ville knirke fælt og vor egen tilværelse besværliggøres umådeligt, om vi ikke havde den. Det er nødvendigt for os at holde rede på dage, uger, måneder og år. Man må følge med tiden - også rent bogstaveligt.
Af Niels-Knud Liebgott
Så langt tilbage, som menneskers færden kan følges, har man kendt hjælpemidler til tidsbestemmelsen. For de gamle ægyptere var det en livsbetingelse at kende intervallerne mellem Nilflodens højvande, ligesom den danske middelalderbonde måtte vide besked med terminerne for såning, høst, skovning m.m. Imidlertid bygger kalenderen jo på astronomiske iagttagelser, som det ikke har været enhver beskåret hverken at foretage eller at tyde. De fåtallige kronologiske hjælpemidler, som man i middelalderen rådede over, befandt sig i reglen ved domkirkerne og de store klostre. Kalendersystemets største vanskelighed ligger jo i fastlæggelsen af påske, pinse og andre »bevægelige« festdage, og da disse er kirkelige anliggender, er det naturligt, at det blev kirkens tjenere, som holdt rede på disse ting.
Til at dække menigmands behov opstod efterhånden en række enkle hjælpemidler, oftest forarbejdet i træ. Som en slags forløber for den egentlige kalenderstav kender man fra en række naturfolk primitivt tildannede stokke, hvor tidsforløbet er angivet, ved at man hver dag har ridset en streg. En rigtig kalender skal jo imidlertid ikke bare holde rede på den forløbne tid og konstatere det øjeblikkelige tidspunkt; man skal også kunne orientere sig om fremtiden, og trækalendere af den art har været brugt, ikke blot i de nordiske lande, men over store dele af Europa. Der kendes en række forskellige former. De ældste norske ligger endnu tæt op ad den primitive pind med streger, men mere almindelig er rimstaven (af det oldnordiske ord: rim = langt, smalt træstykke). Rimstaven er ofte udformet som en spadserestok eller et sværd med datomærker indskåret som små hak i stavens kanter. Undertiden er alle årets måneder samlet i kolonner på den ene side, i andre tilfælde er stavene udstyret med en »vinterside« og en »sommerside«.
Vigtigt var det at kunne orientere sig om kommende fest- og helgendage. Til det formål indskar man ud for de pågældende datomærker symboler, oftest hentet fra helgenlegenderne - hvilket uden videre lod sig gøre, så længe det blot drejede sig om de fast daterede helgendage. Anderledes med de før omtalte »bevægelige« festdage som for eksempel påsken.
Påsken falder altid på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Mens forårsjævndøgn ligger fast (21. marts), gælder dette ikke fuldmånen, idet »måne-måneden« ikke svarer til kalendermånedens 30-31 dage. Først når der er gået 19 år, vil fuldmånen efter forårsjævndøgn atter falde på den samme månedsdato. I den middelalderlige kronologi valgte man år 1 efter Kristus som udgangspunkt for den første 19-årige cyklus, og hvert af tallene 1-19 betegnedes gyldental. Når man blot kendte årets gyldental, var man ved hjælp af tabeller i stand til at fastlægge kommende påskedage.
Rimstave er bevaret i stort tal og findes i næsten alle større museer i Europa. Også Nationalmuseet i København ejer adskillige. De er næsten alle kommet til museet i første halvdel af forrige århundrede - et tidspunkt, hvor man desværre ikke tog det så nøje med at optegne fundoplysningerne, hvorfor det ofte volder vanskelighed at bestemme stavenes hjemsted og alder. De fleste af Nationalmuseets kalenderstave er svenske eller norske og kun et par stykker af dem kan med sikkerhed siges at være middelalderlige.
(Faktaboks 1).
(Fig. 1).
Faktaboks 1
(hele s. 16 & 17) Den middelalderlige kalenderstav i fotografi og tegning. Den 78 cm lange stok er to cm tyk og har fire cm brede sideflader, hvor tegnene er indridset. Dagene er markeret ved hak langs kanterne, og hvert syvende hak er fremhævet med et pilformet tegn; herved inddeles året i uger, men den af pilen udpegede ugedag er ikke den samme hvert år, den kan det ene år være søndag, det næste mandag osv. Kalenderens to sideflader, der begge læses fra højre mod venstre, repræsenterer hver sit halvår. På grund af slid ved enderne har stokken mistet fire hak, men måske skal man opfatte den kamformede figur, der ses ved årets begyndelse, som et forsøg på at sætte de tabte dage ind igen. Blandt de mange tegn og symboler, som er knyttet til bestemte dage, er der fire (10/1, 14/2, 29/3 og 23/10), hvis betydning er ukendt, men det kan jo være private familiefestdage, som kun bonden selv og hans nærmeste har vidst besked med. De øvrige tegn kan - omend nu og da med lidt usikkerhed - tydes, og de refererer så godt som alle til det system af faste fest- og helgendage, som hører den katolske kirke til. Vigtigst er Mariafesterne og de fester, som knytter sig til evangeliernes beretninger, for eksempel Hellig Trekonger. Derefter kommer apostel- og evangelistdagene og - sidst i rangfølgen - den lange række af dage for helgeninder, bekendere og martyrer. De syv Mariafester, som er medtaget på denne stav (2/2, 25/3, 2/7, 15/8, 8/9, 21/11 og 8/12), er angivet ved Marias himmelkrone, mens apostle og evangelister er kendetegnet ved deres almindelige attributter: Peter ved nøglen (22/2, 29/6, 1/8), Jakob ved muslingeskallen (25/7), Paulus ved sværdet (25/1, 29/6), Mathias og Mathæus ved bogen (24/2 og 21/9), Simon og Judas ved dobbeltkorset (28/10). Af helgeninderne er Marie Magdalene repræsenteret ved salvekrukken (22/7), Katharina ved sværdet (25/11), den hellige Birgitta ved bogen (7/10) og Skt. Gertrud ved kapellet (17/3), som er blevet til en hel lille kirke med tårn og vindfløj. I rækken af bekendere finder vi Nikolaj og Villehad kendetegnet ved deres bispestave (6/12 og 8/11), Morten ved gryden (11/11) og den nordjyske lokalhelgen Skt. Thøger ved noget, der nærmest ligner et lille flag (30/10); måske skal kvadratet symbolisere den løvhytte, han lod bygge i Vestervig og benyttede som kirke den første tid på stedet. Endelig er der martyrernes brogede skare. Her ses risten, som Laurentius blev stegt på (10/8), kniven, hvormed Bartholomæus blev flået (24/8), skibet, som førte de 11.000 jomfruer til deres møde med hunnerne (21/10), ankeret, som trak Skt. Klemens til bunds (23/11). Andreaskors, knive, spyd, pile og økser er alt sammen symboler, som fortæller om disse fromme menneskers voldsomme død. Af særlig interesse er det inden for denne gruppe af helgener at finde nogle, som er rent nordiske. 7. januar og 25. juni er tilegnet Knud Lavard, mens 10. juli er viet Knud den Hellige. Pilen ved 18. maj står for den svenske martyrkonge Skt. Erik, og øksen 29. juli er symbolet for Norges nationalhelgen Hellig Olav. På stavens ene smalside findes et mærkeligt system af indskårne hak og streger som vist på tegningen nederst. Det er endnu ikke lykkedes fuldt ud at forklare disse tegn, men sandsynligvis har de noget at gøre med månens faser og derigennem med gyldentallene og påskeberegningen. Foto: Lennart Larsen
Fig. 1: (hele s. 16 & 17 m. fig. 1) Ingen figurtekst.
Museets ældste danske kalenderstav stammer fra middelalderens sidste del. Den armlange stok er let buet. I den ene smalside, 15 cm fra enden, er der indhamret et lille jernsøm, og måler man afstanden herfra og til den anden ende, vil man opdage, at den er netop en alen. Kalenderstaven har altså også fungeret som målestok. Indskåret i træet finder man to sæt initialer, PR og AP samt årstallet 1531, der synes at vise, at stokken er lavet kort tid før reformationen nåede til Danmark og fejede en lang række fest- og helgendage bort fra den danske kalender. Den blankslidte overflade vidner om anvendelse gennem generationer. Først når man tager staven i hænderne og lader lyset falde ind fra en spids vinkel, får man øje på en række tegn og symboler, som er skåret ind i overfladen. Og hvilken oplevelse! De lidt ubehjælpsomt forarbejdede billedtegn lader os se direkte ind i middelalderbondens daglige tilværelse, - dens vekslen mellem hverdag og fest.
Ser man først på stavens kalendariske funktion, finder man, at den, ligesom de andre kendte, er en »evighedskalender«, hvilket vil sige, at den har gyldighed år efter år. Af de langs kanterne indskårne datohak er enkelte nu slidt ud, men det er indlysende, at der har været 365, ét for hver dag i året. På stavens ene side følger man tidsrummet fra juledag til Skt. Hans, på den anden fra Skt. Hans til jul. At begynde året ved 25. december, Kristi fødselsdag, var almindeligt dengang og har naturligvis sit udspring i den kristne kirke. 1. januar-nytåret, der stammer fra en romersk - og dermed hedensk - fest (consulernes tiltrædelse), var siden den tidligste middelalder blevet modarbejdet af gejstligheden, uden at det dog var lykkedes helt at komme det til livs; begge datoer benyttedes. I det kongelige kancelli betegner man helt op til 1596 den 25. december som nytårsdag.
Billedtegnene (som der er gjort rede for på bladets midtersider) har været hukommelsens støttepunkter, men desforuden har de haft en opbyggelig mission med umiskendeligt praktisk islæt. Den lange række af helgener, som tegnene repræsenterer, har for middelaldermennesket haft en langt mere indgribende og afgørende betydning for dagligdagen, end man nu er tilbøjelig til at forestille sig. De fromme mænd og kvinder, hvis rene levned man kendte fra legenderne, kunne ikke blot tjene som forbilleder; man har haft direkte gavn af dem. Jomfru Maria og hendes mor Anna ville gå i forbøn for sjælens frelse, og det var godt at vide, at sjælen den første nat efter døden befandt sig hos Skt. Gertrud og den anden hos Mikael, der med sin vægt afsagde dommen, og som altid - det så man på kirkens kalkmalerier - var parat med en hjælpende finger på vægtstangen, når der manglede et par pund.
En særlig gruppe udgjorde de såkaldte værnehelgener. Det var dem, man skulle bede til, hvis man var syg, hvis man stod overfor en afgørende vending i tilværelsen, eller hvis man blot ønskede sig fremgang indenfor sit erhverv. Blandt helgener, som kunne afværge sygdomme, de såkaldte »nødhjælpere«, finder vi på staven Skt. Jørgen repræsenteret ved hesten, Blasius ved hornet og Dionysius ved fisken. Nikolaj og Skt. Klemens gav søens folk en sikker rejse, og Jakob beskyttede de vejfarende; pilgrimstegnet, man bar på sin vandring til hans grav i Santiago de Compostella i Spanien, var netop hans symbol, muslingeskallen. Endelig er der god grund til at tro, at middelalderbonden har lagt stor betydning i De Hellige Tre Bønders Dag den 12. maj, som på staven er markeret med bondens vigtigste redskab, ploven.
Ved reformationen afskaffedes helgendyrkelsen, men et var at udstede en kongelig befaling, et andet at udrydde en tro og tradition, som havde fæstnet sig så grundigt i menigmands bevidsthed og daglige færden. Man kunne fjerne kirkernes sidealtre, overmale kalkmalerierne og forfølge papisterne, men man kunne ikke hindre bonden i hver dag at se på sin kalender. Den var der ingen anledning til at udskifte, for ingen reformation vil kunne ændre på det faktum, at dag følger dag. Her fandt helgenerne et fristed lang tid fremover, for hvordan skulle man uden deres hjælp kunne holde rede på de mange små hak.
