Ribes ruder

Umiddelbart skulle man vente, at tiden efter middelalderen var lige så rigt repræsenteret i jorden under byen, men det er ikke tilfældet. I Ribe synes renovationen at være kommet nogenlunde samtidig med reformationen. Graver man for eksempel i området mellem domkirken og åen, er det første, man støder på, et svært brandlag fra byens sidste storbrand i 1580.

En sådan undersøgelse fik Den Antikvariske Samling i Ribe lejlighed til at foretage sidste sommer, da hotel Dagmar skulle grave kælder under sit nybyggeri ud til Peder Dovns Slippe. På trods af gravemaskinens hårde fremfærd mod jordlagene lykkedes det at bjærge mange gode ting herfra, men det bedste var dog en samling glasskår, som fremkom lige under overfladen tæt ved nabohusets gavl. I første omgang troede udgraverne, at der var tale om glas, som var lagt ned i sylden for at holde rotterne ude, men en nærmere undersøgelse afslørede en grube på 40 centimeters dybde, een meters bredde og over een meters længde; den ene ende var fjernet af gravkoen. Gruben gennembrød lige netop det omtalte brandlag fra 1580. Den må altså være yngre end branden -men næppe ret meget yngre, efter hvad de arkæologiske forhold synes at vise.

Gruben var så tæt stoppet med glas, at der knap nok var plads til jord imellem. Skårene blev taget op og kunne efter endt rensning opdeles i følgende grupper: 1. affaldsglas fra rudetilskæring, 2. glasruder og 3. drikkeglas. Af de sidstnævnte blev der kun fundet få stumper; de stammer fra de i 15- og 1600-tallet velkendte »pasglas« og »stangenglas«.

Langt den største part af skårene hører til gruppe 1 og 2: affaldsglas og rudeglas. De optræder i flere farver. Det almindeligste er klart glas af mere eller mindre grønlig tone; desuden findes gulligt og brunligt glas og forskellige nuancer af blåt og rødt. Affaldsstykkerne viser med sine fortykkede, afsmeltede kanter, at rudeglasset er kommet til byen i store »tavler«. Det vil sige, at man på glasværket har blæst en aflang ballon, dernæst klippet enderne af og endelig bredt den fremkomne cylinder ud efter at have klippet den op på langs. Det anvendte glas har »musebidte« kanter, som var almindeligt i ældre tid, hvor glasset blev grovskåret med glødende jern og derefter afnippet med »krøsel«; det var før glarmesterdiamantens tid. Det klare grønlige og blålige glas har åbenbart hørt til rhombeformede eller rektangulære ruder, og størsteparten bærer spor af at have siddet i blysprosser. I gruben fandtes iøvrigt meget lidt rudebly, men det var jo også materiale, som kunne bruges igen.

Det mest spændende ved det hele er utvivlsomt, at en stor del af glasset er bemalet – til og med i de forskelligste mønstre. Det mest almindelige motiv er bladornamenter, og de optræder i så rige variationer, at ikke to stykker kan siges at være ens, selvom de måske har været beregnet til at sidde i samme rude som del af samme mønster. Desuden forekommer bogstaver og bomærker, dyr og djævle og ikke mindst mennesker. Det hele er en egen lilleverden af brudstykker, som får fantasien til at yngle med rekonstruktions forsøg.

Menneskefigurerne gør en nærmere datering mulig, og det viser sig, at ikke alle stykkerne er lige gamle, men at der er nogen spredning i tid. Ældst må være to runde ruder, som i udførelsen minder stærkt om hinanden. Den ene forestiller Maria med Barnet i en strålekrans, og den anden tandlægernes skytshelgen, den hellige Apollonia, med sin tandudtrækningstang. Det katolske indhold gør det muligt, at disse stammer fra før 1536, men de må i hvert fald høre 1500-tallet til. De øvrige figurer – borgerkoner, kavallérer og krigsmænd – er iført dragter, der henviser dem til den senere del af 1500-tallet. (Fig. 1)