Ribes lod

Danmarks »tusindårige køkkenmødding« har H. Stiesdal kaldt den »pude«, som Ribe ligger på, og som hæver byens bygninger op over det flade landskab. På godt og ondt er Ribe beliggende på en sådan menneskeskabt højning bestående af de skiftende tiders affald. På godt, fordi det hævede byen over den stedse truende fare, højvandene; – på ondt, fordi byen derved for bestandig blev bundet af denne situation. Og affald er nu engang en tvivlsom grundvold at bygge på. (Fig. 1)

Af Lennart Edelberg og Mogens Bencard

Hvorfor udviklede forholdene i Ribe sig nu på denne særlige måde? Vi skal forsøge at pege på nogle årsager dertil.

Den, der bevæger sig gennem Ribe fra nord til syd, vil passere ikke mindre end seks vandløb. Det nordligste, Tved å, og det sydligste, Houlund bæk, er selvstændige løb, der umiddelbart vest for byen forener sig med Ribe å. De mellemliggende fire løb er forgreninger af selve Ribe å – den, der også kaldes Nips å (Nebs å). Ved det nordligste af disse mellemliggende fire løb la byens Nørreport (indtil 1843) umiddelbart op til byens eneste bevarede vandmøllehjul, Ydermøllen. Og ved det sydligste lå Sønderport nær ved turbinen tilhørende Ribe stampemølle. (Fig. 2)

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1962:3