Ribes lod

Danmarks »tusindårige køkkenmødding« har H. Stiesdal kaldt den »pude«, som Ribe ligger på, og som hæver byens bygninger op over det flade landskab. På godt og ondt er Ribe beliggende på en sådan menneskeskabt højning bestående af de skiftende tiders affald. På godt, fordi det hævede byen over den stedse truende fare, højvandene; - på ondt, fordi byen derved for bestandig blev bundet af denne situation. Og affald er nu engang en tvivlsom grundvold at bygge på. (Fig. 1)

Af Lennart Edelberg og Mogens Bencard

Billede

Fig. 1. Tegninger: J. Aarup Jensen efter udkast af artiklens forfattere

Hvorfor udviklede forholdene i Ribe sig nu på denne særlige måde? Vi skal forsøge at pege på nogle årsager dertil.

Den, der bevæger sig gennem Ribe fra nord til syd, vil passere ikke mindre end seks vandløb. Det nordligste, Tved å, og det sydligste, Houlund bæk, er selvstændige løb, der umiddelbart vest for byen forener sig med Ribe å. De mellemliggende fire løb er forgreninger af selve Ribe å - den, der også kaldes Nips å (Nebs å). Ved det nordligste af disse mellemliggende fire løb la byens Nørreport (indtil 1843) umiddelbart op til byens eneste bevarede vandmøllehjul, Ydermøllen. Og ved det sydligste lå Sønderport nær ved turbinen tilhørende Ribe stampemølle. (Fig. 2)

Billede

Fig. 2. Ingen billedtekst.

Mellem Sønderport og Nørreport ligger fra sydvest til nordøst tre kvarterer omflydt af byens strømme, nemlig den forholdsvis store bydel med domkirken og Riberhus; samt nordøst derfor byens tvedelte »city« med de ejendommelige navne »Mellemdammen« og »Nederdammen«.

Det er derfor helt forståeligt, når Hugo Matthiesen i sin smukke bog »Gamle huse i Ribe« omtaler byen som »Bygget på småholme mellem åløbene i det flade, udstrakte marskland«.

Men kan dette »indlandsdelta« nu også være oprindeligt? Har der set sådan ud i egnen ved Ribes grundlæggelse?

Dette forekommer os ikke sandsynligt. Der er nemlig al mulig grund til at stille sig skeptisk overfor den tanke, at der fra naturens hånd skulle have eksisteret et indlandsdelta her. Indlandsdeltaer er ustabile og derfor sjældne. Og hvad angår marsken, så er den indre bræmme i dette nordlige marskområde ganske tynd og ifølge geologerne af meget ung dato.

Vi ved, at Ribeborgerne i gammel tid hentede brændsel fra krat omkring byen, og under marsk-klægen finder vi myremalm, der viser, at sletten også har haft sine kær. Geologisk set bliver det derfor mere rimeligt, hvis vi forestiller os egnen, hvor Ribe kom til at ligge, som en kratbevokset hedeslette med en ådal igennem. I dalen, omgivet af lave enge, er åen løbet til havs i en sindig spiral, således som man stadig kan se det både øst og vest for Ribe. Og sletten har været kuperet af sammenblæste indlandsklitter, som man den dag i dag kan se dem i den såkaldte »flyvebanke« lige vest for byen og i Tange bakker øst derfor.

Op ad denne å har de første handelsskuder bevæget sig, og hvor åens leje har ligget klitterne nær, har handelsmændene kastet anker og opslået deres boder.

Hvornår dette er sket, ved vi ikke. Ribe dukker ud af forhistoriens mørke i ca. 860, da Ansgar lægger en kirke i byen. Og da han ofrer så megen opmærksomhed på den, må vi antage, at Ribe allerede på det tidspunkt er en betydelig by, men hvor Ansgars by har ligget, er endnu et uklart problem. Ribehistorikeren er i den ganske mærkværdige situation at have rigeligt med historiske vidnesbyrd, men at mangle de tilsvarende arkæologiske. Til trods for, at der findes op til fem meter tykke kulturlag under Ribe, og at man flere steder har gravet i dem ned til oprindelig bund, så er det ikke lykkedes at komme længere tilbage end omtrent til domkirkens stiftelsestid, til ca. 1100.

Man har gravet et par steder i nærheden af domkirken (se Skalk 1957, nr. 1) og omkring Kiølholts Slippe ned til Ribe å, men ingen af stederne er spor af vikingetiden dukket op.

Vi mangler i det mindste 300 år, og vi leder efter dem med stor iver. Muligvis er der sket en flytning af byen i tiden før domkirkens opførelse; flyttet blev jo også omkring kristendommens indførelse både Tønning og Slesvig. I så fald har vi en lokalitet - kaldet Gammel Ribe - syd for byen på Sønder Fårup hede. Det vil sige har og har! Stedet omtales 1552 og 1792; det nævnes, at der er spor af bygninger. I midten af forrige århundrede blev der gravet uden tilfredsstillende resultat. Efter dette synes traditionen at være døet hen, vi har endnu ikke truffet noget menneske, som kendte stedet. En anden mulighed er en lokalitet, beliggende vest herfor, med det påfaldende navn Dankirke. Hvis byen, da den første gang kom i kontakt med romerkirken har bestået af to: nemlig en bebyggelse inde i landet og en dertil hørende havneby ved åen, vil det forklare, at Ribe på latin altid omtales under flertalsformen; Ripæ.

Ribes egne kulturlag har hidtil ikke været mere omfattende undersøgt, end at et ældgammelt Ribe godt kan skjule sig på bunden. »Slippekvarteret« synes i så fald at være den nærmeste mulighed. Hvis man kaster et blik på kortet over Ribe, vil man se den for middelalderen typiske byplan: et edderkoppespind med domkirken i centrum. Dette dog undtagen det ovennævnte kvarter, der ligger mellem domkirken og Skibbroen (en gade, som løber langs med Ribe å). De smalle slipper gennemskærer kvarteret på tværs ned mod åen. Slippekvarteret, som eksisterer i kraft af sin havnekaj, og som så at sige vender ryggen til domkirken, er efter sin byplan at dømme den ældste del af byen.

Hvis dette holder stik, har den ældste bebyggelse i Ribe haft en karakter og en beliggenhed som den, der er vist på øverste blokdiagram. Om det er Ansgars Ribe, tør vi endnu ikke have nogen mening om; men der er ingen grund til at betvivle, at det er byen ved åen, som Adam af Bremen omtaler i ca. 1080, da han beskriver Ribe som omflydt af vand, der går ind fra oceanet, ad hvilket man sejlede til Friesland, England og Tyskland. Ribe bispekrønike fortæller om den første biskop, Leofdag, at han blev dræbt af hedninger, da han flygtede over åen. Og der er intet vand hverken ved Dankirke eller på Sdr. Fårup hede.

Men lad os forlade dette historiske dynd, og begive os op på fastere land. I begyndelsen af 1100-tallet indledtes opførelsen af den nustående domkirke af sten. Grundlæggeren var den biskop Tore, som faldt i slaget ved Fodevig, 1134. Domkirken lå oprindelig højt i byen, hvad man ikke kan se på den i dag, hvor den ligger i en lavning med sin sokkelfod 1,5 m under gadehøjde. At den lå højt slutter vi af følgende: Ved en restaurering, som blev foretaget ved århundredeskiftet, viste det sig, at kirken ligger direkte på sand; men ved en skaktgravning, som Hans Stiesdal udførte for få år siden, umiddelbart øst for kirkens kor, nåede han ca. fem meter ned under gadehøjde, før sandet blev påtruffet. Man aner her brinken af en indlandsklit. (Fig. 3, fig. 4)

Billede

Fig. 3. I Det ældste Ribe.

Billede

Fig. 4. II Domkirken og Riberhus bygges kort efter år 1100.

Domkirken er blevet placeret på toppen af en »flyvebanke« - siden kaldet »Liljebjerget« - højt over slippekvarterets lave huse. Når man i dag ser katedralen dominere sine omgivelser med stor myndighed trods sin relativt dybe beliggenhed, så svimler det for en ved tanken om den styrke og ro, hvormed den - højtliggende - har samlet de lave huse omkring sig.

Omtrent samtidig placeredes Riberhus ude på et næs, hvor de tre naturlige vandveje, Ribe å, Tved å og Houlund bæk løber sammen. Kong Niels nævnes som grundlæggeren, og når det opgives, at han i 1127 fejrede sønnen Magnus' bryllup i Ribe, tør man formode, at en del af slottet har været brugbart da.

I løbet af det 12. århundrede blev altså de to væsentlige komponenter af Ribes bybillede til. Se blokdiagram II.

Nu til dags, hvor så mange fundamentale funktioner i vort dagligliv udføres på fabrikker, uden at vi behøver at overvære dem eller blot skænke dem en tanke, kan det være vanskeligt at forestille sig, hvor stor rolle kornmaling engang spillede.

Skalk har tidligere (1960, nr. 4) været inde på, hvor spækket landet i den tidlige middelalder må have været med skvatmøller for at tilfredsstille befolkningens krav på mel. Også Ribe har haft sin skvatmølle, og den har tilmed været kongens ejendom. Skvatmøller kunne ikke lægges ved de større, rolige åløb, men kun ved mindre, nogenlunde livlige bække. En sådan fandtes ved Tange øst for Ribe, og i 1215 hører vi om møllen her, fordi Valdemar Sejr sælger den til Skt. Nikolaj kloster.

Hvilke grunde kongen kan have haft til at give afkald på de sikre, årlige indtægter af møllen, ved vi ikke. Måske har han allerede pa dette tidspunkt haft planer om et større mølleanlæg i selve Ribe. Et sådant forefandtes i hvert fald i 1255. Det år er kong Kristoffer nemlig nødt til at give Ribe-bispen erstatning for de oversvømmelser, som »Kongens mølle« ved Ribe å forvolder på bispens jorder øst for Ribe.

Med denne »Kongens mølle« er i virkeligheden det grundlag skabt, som giver Ribe dens nuværende struktur med holme omflydt af strømme. For at forstå dette må vi et øjeblik vende tilbage til vore blokdiagrammer. Hidtil har vi kun beskæftiget os med byen på skrænten af ådalen. Men ud for byen vil De lægge mærke til et stort naturligt åslyng, der omslutter en lavtliggende engtunge (blokdiagram II). Disse geologiske foreteelser mener vi at kunne spore i det slyng, som det nordligste af Ribe ås løb danner omkring »Mellemdammen«-»Nederdammen«, som altså begge ligger på den nævnte eng. Kongens mølle lægges ved roden af denne engtunge. Det er muligt, at åen selv på Valdemartiden har gjort kort proces ved at bryde igennem på dette sted og afskære åslynget som en hestesko; men det er også muligt, at kongen har ladet løbet grave for at få vandet til at strømme hastigere. Vi må nemlig regne med, at kongens mølle var en Vitruvius-mølle, en mølle med underfaldshjul drejende om en vandret akse, og sådanne vandmøller kræver stor vandføring. For yderligere at øge vandets kraft blev det dog nødvendigt med en opstemning, en mølledam. Derfor byggede man en dæmning vinkelret på slippekvarteret ud over engtungen på tværs af hele ådalen som her er ca. 250 meter bred (blokdiagram III). For at opnå en klar begrænsning af den kunstige sø oven for dæmningen anlagde man yderligere to volde: En på søens højre bred, den såkaldte Alte Wall, der endnu ses på Johs. Meiers kort fra midten af 1600-tallet, og en anden fra Houlund bæk syd for Riberhus langs byens søndre side og videre mod sydøst til Damhus. Vi mener, at begge disse volde må høre med i det oprindelige anlæg, fordi mølledammen ellers ville brede sig ukontrollabelt over sletterne omkring byen. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. III Åen opstemmes. Møllerne bygges.

Flere fordele var nu opnået på een gang:

Kornmalingen var sikret til byens 7000 indbyggere.

Tilkørselsforholdene var forbedret væsentligt, idet dæmningerne fungerede som veje. Nordfra kom man ind over mølledæmningen, og på den lange søndre vold blev Haderslevvejen lagt.

Sidstnævnte vold værnede samtidig byen mod de farlige stormfloder fra sydvest.

Vi danske har idag svært ved at tænke på Ribe som andet end lilleputbyen. At byen på Valdemartiden var landets største - København var jo kun fornylig anlagt - og helt op mod Christian den 4.des tid stadig den næststørste, glemmer vi bestandig. Det er klart, at for en så betydelig by var en effektiv befæstning af den allerstørste betydning. Også på dette felt blev opstemningen en gevinst, måske den største af dem alle. Ydermølleslynget bevaredes som en fæstningsgrav og også den søndre vold tjente forsvarets sag; byen kunne ikke rendes over ende af den første den bedste erobrer. Søndervolden blev bygget på samme måde, som man bygger et havdige idag, d.v.s. man hentede materialet i en grav på voldens inderside. Det var af hensyn til møllerne, at graven fik denne placering. Befæstningsmæssigt var det måske ikke den bedste løsning, det regnes jo i almindelighed for bedre at have forsvarsgraven uden for volden. Tilfældet er dog ikke uden sidestykke. - Sådan blev Stampe-møllestrømmen til - den kanal som idag forbinder Houlund bæk med Ribeåen. Sit navn fik den først senere, da stampemøllen blev bygget. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6. Ribe Nørreport og ydermøllen. Før 1843.

Omtrent på det sted, hvor Stampemøllestrømmen tilslutter sig Houlund bæk, anlagde man et stemværk, som sikrede en antagelig vandstand i den søndre grav og dermed i den ganske mølledam. Stemværket er angivet på ældre kort, og rester af det blev påtruffet i 1930erne. Når stemværket anbragtes netop her, var det måske også for at sikre en høj vandstand omkring Riberhus. Fra slottets sydlige runddel fører der en kunstig grav sydpå til stemværket. Den kan have været vandførende.

Ribe lå nu virkelig på »Småholme mellem åløbene«, som Hugo Matthiesen skrev. Men holmene er altså alle kunstige. Da byen i 1526 fik sine næste møller, nemlig Ydermøllen og Midtmøllen, må man for Midtmøllens skyld have gravet endnu et løb, hvorved dæmningen blev opdelt i de indtil denne dag bestående kvarterer »Mellemdammen« og »Nederdammen«, i hvilke egennavne den oprindelige betydning af ordet »dam« for dæmning stadig fjæler sig. På samme vis må man regne med, at Valdemarernes mølledæmning fjæler sig under gaden. Vi må formode,at der i tidens løb for at styrke dæmningen er kørt alskens fyld dertil. Boder har vel tidligt rejst sig langs dæmningens sider, og affald fra dem har dynget sig op bag dem og skabt mulighed for, at der efterhånden kunne bygges hele gavlhuse her ligesom i byens øvrige middelalderlige gader. Efter »Midtmøllens« første møller Svend Neb har Ribe å siden 1526 også heddet Nebs å.

I 1581 blev stampemøllen for enden af Stampemøllestrømmen bygget til brug for »felberederen« i byen, som her kunne findele egebark til sin skindgarvning. Langt senere blev møllen flyttet op ad strømmen til Sønderporten. Ribehistorikeren Kinch undrer sig gentagne gange over, at mølleren ikke skal vedligeholde stemværket ved sin mølle, således som det ellers var skik. I betragtning af stemværkets strategiske betydning for den ganske by, bliver det dog fuldt ud forståeligt, at dette vedligeholdelsesarbejde pålå borgerne.

Den indflydelse, som Kongens mølle fik på byplanen, blev således meget vidtrækkende og svarer til situationen på blokdiagram III. Men anlæggene medførte ikke lutter fordele. Byen lå nu om ikke mellem Scylla og Charybdis, så i hvert fald mellem det salte vand, der kom op til byen ved enhver større flod, og det opstemmede bagvand. Intet under, at man søgte i højden, nårsomhelst lejlighed bød sig. Takket være byens affald blev alle lavninger mellem de oprindelige klitter efterhånden udfyldt, og landskabets naturlige ujævnheder druknedes snart i en gigantisk mødding. Efter ildebrand gjorde man ikke forsøg på at opføre det nye hus i samme højde som det afbrændte, men jævnede blot så tåleligt. Deraf kommer det, at man i Præstegade-udgravningen kunne finde hele syv hustomter over hinanden.

Selv efter 1611, hvor byen fik sin første dagrenovation, har affald bidraget til at hæve terrænet, hvad efterfølgende skildring fra 1888 af stiftsfysikus Kiær vidner om.

»Naar undtages den midterste Bydel omkring Domkirken har hvert Hus sin større eller mindre Have. Til Byen hører 3135 Tdr. Land Eng og Agermark, et Forhold, som gjør, at en overordentlig Del af Byens Indvaanere enten ganske eller tildels ernære sig ved Agerbrug og Kvæghold. Af Byens Grundejere er omtrent 50 opført som Avlsbrugere, men de fleste Husejere, Haandværkere og Arbejdsmænd, holde 1 eller flere Køer for at sælge Mælken, foruden til eget Brug, ikke tale om at Grisen næsten overalt er en Nødvendighed til Vinterbrug. Kreaturholdet, iberegnet Heste, Hornkvæg, Faar og Svin, naar op til et Antal af over 2000. Gjødningen spiller, ved Brug til de udstrakte Agermarker, en meget betydelig Rolle, og Møddingen indtager i næsten hver en Gaard en betydelig Plads, og desværre ogsaa en betydelig Højde. De kjøres kun ud naar Nødvendigheden kræver det, og det sættes gjerne op saalænge som muligt, indtil de svømme over deres Bredder, og tydeligt spores i Gaard og paa Gade. Latrinernes Indhold gjemmes i Møddingen og kjøres ud med denne, dersom den ikke, som et kraftigt Gjødningsmiddel tømmes ud i Haven. Afløbet fra Møddingen og fra Stalden skulde være til en Sump eller Tønde, men denne mangler i Reglen, og Afløbet er til Gaard, Gade eller Have. Disse sidste modtage en meget betydelig Mængde Gjødning, thi Kaalen og Urterne gro godt i den, men Afløb eller Afsivning af Haven findes ikke, den ligger ofte højere eller lavere end Husets Gulv. Sundhedsvedtægter har vi, men overholde dem gjør vi ikke, og der er intet Tilsyn med at de overholdes. De ere desuden forældede, men det er at haabe, at vi med Vandværket faa nye Sundhedsvedtægter, som nu i 3 Aar har ligget til Byraadets Vedtagelse. - Det vil af denne Beskrivelse sees, at ethvert Nedslag vil føre med sig i Grunden en meget betydelig Udvaskning af alle disse Ophobninger af dyriske Affald og Exkrementer, og derved yderligere forværre Beskaffenheden af Grundvandet ved stadige og rigelige Tilførsler. Den store Mængde Rotter, som Byen er belemret med, er oftere ikke uden Betydning, da de ved Underminering af Grundene i Staldene, under Møddingerne og omkring Brønde lette Nedtrængningen i Grunden og i Brøndene«. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Billede

Fig. 7. Kiølholts Slippe.

Billede

Fig. 8. Skematiseret snit gennem Ribes affaldslag, tegnet på grundlag af udgravningen i Præstegade. Laget er ca. 5 m tykt.

Billede

Fig. 9. Tværsnit gennem Ribe (nordøst-sydvest), skematiseret og stærkt forkortet. Affaldslaget, som byen hviler på, er markeret med gul farve.

Var forholdene således i 1888, hvordan så ikke før 1611.

Ribe ligger altså på et vanddrukkent »værf« bestående af byens eget affald. Bygningsmæssigt giver dette forhold problemer i en tidsalder, hvor bindingsværk er en saga blott. Uddragning af vand i større stil får husene til at knække, hvis de ikke er piloteret helt ned på sandet. En omfattende pilotering af Ribes huse vil betyde millionudgifter, så i virkeligheden burde Ribe bestandig sørge for at holde den »svamp«, som byen hviler på, vanddrukken ved at lede alt regnvandet, ja måske endog en del af kloakvandet ned i svampen i stedet for bort til åen. Dette kunne man jo i vore dage gøre uden risiko for hygiejnen, da byen idag henter sit drikkevand fra dybe boringer. Man kan kalde disse forhold uheldige; men det er nu Ribes lod.