Ret kurs

At vikingerne kunne sejle, vil ingen bestride, og at de også kunne navigere, kan man heller ikke være i tvivl om, ellers havde de ikke kunnet opretholde regelmæssig trafik mellem den skandinaviske halvø og de nordatlantiske øer, herunder Island og Grønland. I en islandsk saga findes en anvisning på, hvorledes man kommer fra Norge til Hvarf, d.v.s. Kap Farvel på Grønland, og det er ganske simpelt: »Fra Hernum i Norge sejl lige i vester til Hvarf i Grønland, og du er da sejlet norden for Hjaltland (Shetlandsøerne), således at du lige netop ser dem i klart vejr, men sønden for Færøerne, således at søerne er i midten af lierne, og således sønden for Island, at man deraf har hval og fugl«.

Af Th. Ramskou

Billede

»Sejl lige i vester«, siger sagaen. Men hvordan gjorde man det, når man ikke havde kompas, og hvordan bestemte man sin position, når vind og strøm havde tumlet med skibet, så man ikke anede, hvor man var henne? Hvilke instrumenter har man haft at rette sig efter? Bare det at ramme Færøerne fra Norge er i sig selv lidt af en bedrift; der skal ikke mange graders afvigelse til, før man kommer enten for langt mod syd eller for langt mod nord, og hvor bliver så Færøerne af? At man i reglen nåede målet, forudsætter en hel del astronomiske kundskaber – erfaringer, som det må have taget generationer at samle.


I mørke, stjerneklare nætter har man haft nordstjernen at sejle efter. Den er det faste holdepunkt på himmelhvælvingen, og hvis den er synlig, er det let at holde ret kurs. Men man sejlede fortrinsvis i sommerhalvåret, og i de lyse nætters tid har den ikke været til megen gavn. Da måtte man rette sig efter solen, men det kan man kun gøre, når man er fuldstændig klar over lovene for dens gang over himlen, for solen er jo ikke som nordstjernen bundet til et bestemt verdenshjørne. Fra 1100-tallet er bevaret et skrift udarbejdet af islændingen Odd Helgasson, kaldet »Stjerne-Odd«. Her findes blandt andet en tabel over »retningen til dæmringen« (det vil sige solens lysning i kimingen ved op- og nedgang). Kender man reglerne for denne retnings vekslen, og det er netop, hvad den omtalte tabel giver oplysning om, kan man bestemme nordretningen ved hjælp af en pejleskive. At dette simple instrument, som endnu er i brug, har sin oprindelse meget langt tilbage i tiden, viser et fund, som i 1948 blev gjort i en nordboruin i Grønlands Østerbygd (Fig. 1). Til bestemmelse af nordretningen bruger man pejleskiven således: Hvis »retningen til dæmringen« efter tabellen er, f.eks., øst-nordøst, sigter man over skiven mod solen i det øjeblik, den står i horisonten, og drejer derpå skiven indtil øst-nordøstmærket ligger i sigtelinjen, mod solen. Så længe man holder skiven i denne stilling, er den et retvisende kompas, eller rettere, den fungerer som et sådant. En vandret viser kan derefter indstilles på kursen.


Udgave: Skalk 1966:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.