Rejsen til dødsriget

Efter denne festlige begyndelse fulgte den jævne hverdag.
Grav afdækkedes efter grav. Nr. 100 er passeret, men der forestår endnu langvarige undersøgelser før den store gravplads er helt kendt. At vi må blive ved til den bitre ende, vil disse linjer og rids forhåbentlig overbevise om. For arbejdsgangen med vante fund er nu og da blevet brudt af mærkelige, ja overraskende opdagelser.

Det er ikke bare gravpladsens beliggenhed på skrænten ned mod stranden med vidt udblik over Østersøen, der gør dette sted så tiltrækkende – og forresten også nu og da lidt afskrækkende, når sandstorm og slud regerer (Fig. 1). Stedet har andre kvaliteter. Sandet som udgør undergrunden aftegner alle nedgravninger ganske tydeligt. Det bevarer en del organiske stoffer, og det er bekvemt at grave i. Når et parti af gravpladsen dækkes af det buede udgravningshus af glasfiberplader, er vi godt i læ og kan arbejde uafhængigt af piskende sandskorn. I den kølige årstid luner et par ovne i husets hjørner. Arkæologer er jo også mennesker, og vi vil gerne uden skade på liv og helbred kunne fortsætte arbejdet med at få de mange grave undersøgt.