Rejsen til dødsriget

Efter denne festlige begyndelse fulgte den jævne hverdag.
Grav afdækkedes efter grav. Nr. 100 er passeret, men der forestår endnu langvarige undersøgelser før den store gravplads er helt kendt. At vi må blive ved til den bitre ende, vil disse linjer og rids forhåbentlig overbevise om. For arbejdsgangen med vante fund er nu og da blevet brudt af mærkelige, ja overraskende opdagelser.

Det er ikke bare gravpladsens beliggenhed på skrænten ned mod stranden med vidt udblik over Østersøen, der gør dette sted så tiltrækkende - og forresten også nu og da lidt afskrækkende, når sandstorm og slud regerer (Fig. 1). Stedet har andre kvaliteter. Sandet som udgør undergrunden aftegner alle nedgravninger ganske tydeligt. Det bevarer en del organiske stoffer, og det er bekvemt at grave i. Når et parti af gravpladsen dækkes af det buede udgravningshus af glasfiberplader, er vi godt i læ og kan arbejde uafhængigt af piskende sandskorn. I den kølige årstid luner et par ovne i husets hjørner. Arkæologer er jo også mennesker, og vi vil gerne uden skade på liv og helbred kunne fortsætte arbejdet med at få de mange grave undersøgt.

Gravgaverne er rigelige: lerkar, brocher af sølv og bronze, perler, jernsager, selv guld nu og da. Man bliver let forvænt. Og dog er det ikke disse håndgribelige oldsager vi især leder efter. Der er underfundige vidnesbyrd, som mærkelige stykker af harpix, der har været anvendt til at tætne trækar og muligvis lædersække samt i nogle tilfælde til at udbedre store træsager. Disse genstandes form blev vi ivrige efter at finde ud af. Ikke sjældent viste der sig dele af tøj, kohuder, svedne træstykker, stolper o. lign. Alt dette er noget som udgravere sætter pris på. Det fortæller ikke hele historien, men antyder blot og overlader til os at finde pointen, hvad der har sin charme, selv om man nu og da når til mere end een løsning.

I romersk jernalder, ganske som i vore dage, anvendtes skeletgravskik og brandbegravelse side om side, og sådan er det også på Slusegårdgravpladsen. Det er muligt, at man ikke skal tillægge det særlig betydning, men de rigeste grave her indeholder altid ubrændt lig. - De døde er gravet ned i sandet. Resterne af ligbålet er blot hældt ned i et rundt hul og dækket til, mend de ubrændte døde er stedt til hvile under flere særprægede former. Liget kan være svøbt ind i en kohud eller lagt i en bulkiste - en flækket og udhulet egestamme. Uden for kisten er der anrettet en art gravøl, en opdækning i et ganske bestemt sæt af lerkar: en stor dobbeltkonisk krukke, en høj vase med hank, et mindre kar med øre og en eller to kopper. Sådan var hverdagens eller festens service åbenbart sat frem. Det skulde i graven forfriske den døde med drik og spise, så han kunde klare sig nogen tid frem. At det skulde være en evig opdækning er vanskeligt at tænke sig. Man ved fra folklore både her i landet og hos andre folk, at den hedengangne umiddelbart efter dødsfaldet var i en svaghedstilstand, som de efterlevende skulde hjælpe ham ud over, først og fremmest ved at give føde med, men undertiden også ved at bygge en bolig, et dødehus over eller i graven. Noget sådant har vi fundet flere gange. Det er firkantede stensætninger med "indgang" og en sten i midten som en arne; de må oprindelig være anlagt oven på jorden. (Fig. 2) Under stenen eller i et lille lerkar for sig selv kan findes brændte fåreben. Her er vel tale om et offer til den døde. (Fig. 3)

Flere gange konstateredes det mærkeligt nok, at der har været sat ligesom en baldakin over liget, der kunne ligge udstrakt på en åben gravbund eller være anbragt i en kiste. Denne baldakin, hvis tag var dannet af træstykker lagt på kryds og tværs, blev båret af fire stenpiller eller træstolper, en i hvert hjørne. I et tilfælde var taget bevaret; man havde nemlig brugt svedne, svære grene, og trækul har en velsignet evne til at modstå tidens tand. Muligvis er det sket efter en skovbrand, da man havde vanskeligheder med at få frisk træ. I stedet anvendte man så dette materiale, hvad udgraverne kun kan være taknemmelige over; for selv om vi allerede havde regnet ud af gravgavernes bevaringstilstand, hvorledes et dække havde været anlagt, så er tingene selv jo trods alt bedre end selv den troværdigste rekonstruktion.

Et lille antal grave fremkaldte særlig livlige diskussioner. På gravbunden lå liget i en ejendommelig kiste, hvis fodende spidsede tydeligt til og buede opad; i de fleste tilfælde havde den en særegen forlængelse, ligesom en stævn. Hovedenden derimod var bred og åben; det var, som om kisten her var afbrudt. Vi overvejede, om det drejede sig om slæder eller måske joller, men det viste sig snart, at det vanskeligt kunde være nogen af delene. Derimod talte efterhånden alle argumenter for, at vi stod overfor en art bådgrave, der ikke indeholdt hele både, men kun en afhugget stævn. I den var den døde lagt, altid med fødderne i stævnenden. I en af gravene har man åbenbart anvendt en ege, en stammebåd; dens stævn er nærmest afrundet. Bådene i de andre grave er snarest plankebåde, og her var stævnen tydeligt tilspidset. (Fig. 4) I tætningsmateriale, som fandtes i disse sidstnævnte grave, sås aftryk af to planker, som har været føjet sammen. Plankebådene har været ret anselige, næppe under seks meter.

I og for sig er det kun ganske naturligt, at de døde fandt hvileplads i stævnen af et bad, et fortroligt sted for folk, der gerne færdedes på bølgerne og som blev lagt til hvile lige over sandstranden, hvor bådene blev trukket i land. Men det kan jo være, at der har været en dybere mening end blot denne, at anvende båden som kiste. Måske har man tænkt sig den døde ført videre til en anden verden i et fartøj, hvor ufuldkomment det end synes os. Når man - som forfatteren - er uden kendskab til den art bølger, som venter en død jernalderkrigers båd, er det vanskeligt at danne sig et klart indtryk af tankerne bag gravskikken. Det var måske et anderledes bærekraftigt og skånsomt farvand end Østersøen! Desværre har vi ingen skriftlige meddelelser fra de dage og må nøjes med vore egne tanker om gravlægningerne, og de er sikkert ikke så lidt ufuldkomne.

Der var een grav som satte os i særlig forventning, og som her fortjener en kort beskrivelse. Den var synlig lige så snart vi havde fjernet græstørven, og den lå ganske nær den i indledningen omtalte rige krigergrav. Skulle vi her finde den fornemme mands hustru? Der viste sig en svær stenkreds, og ganske som i krigergraven var der lagt en tung last af stenblokke over den døde, syv tons, der måtte fjernes med besvær og ikke ringe bekymring. Hvordan mon de skrøbelige sager i graven havde holdt til den vægt? Lerkarrene lå da også i småbitte stykker; men mærkelig nok var de fleste smykker nogenlunde velbevarede. Den døde kvinde (for det var en kvinde, og rig har hun været), havde ikke mindre end fem brocher med sig. De tre var af sølv, nydeligt ornamenteret, den ene tillige indlagt med blå sten. Om halsen bar kvinden en (desværre meget forvitret) sølvhalsring snoet af to tråde, og bag nakken lå en halsring til, endnu mere prunkende, med store guldperler på. Ved fødderne var en lille perlekæde og en lerkop.

Det er ikke umuligt, at vor første tanke var rigtig, at de døde i de to rige grave har været mand og hustru. Hvordan det end forholder sig, så er de to i hvert fald værdige repræsentanter for bornholmsk overklasse for 1600 år siden. Han svært bevæbnet med sit romersk prægede udstyr, sværd i bandolerrem, spyd, lanse og skjold med den letkendelige blå stribe. Hun prangende med sine sølvglitrende og gyldne smykker. At de følte sig hævet over de øvrige gravlagte på stedet synes at fremgå af et træk: medens de øvrige grave aldrig rører eller bryder hinanden, er en del grave blevet skåret igennem ved anlæggelsen af de to rige begravelser. Det er naturligvis bekvemt for os, der gerne vil studere oldsagernes tidsfølge, og vi ser da det ejendommelige, at der ikke har været nogen betydelig forskel i tid mellem de to fornemme grave og de ældre, som de gennemskærer. Da man anlagde de to grave har man vidst, at der allerede var folk begravet her ude på bakkekammens yderste spids. Men det satte høvdingefamilien sig altså ud over.