Rejsekammeraten

Stedet for de nye udgravninger, som forestås af Langelands Museum, ligger ca. en halv kilometer fra den gamle fundplads, på gårdejer Georg Hansens mark. Stenalderundersøgelsen startede 1968 med et bemærkelsesværdigt fund, som tidligere har været omtalt her i bladet (1968:6): en 35 meter lang hustomt fra tidlig yngre stenalder; den har senere fået følge af endnu et langhus noget ældre end det første. Disse spændende opdagelser gav stødet til en omfattende rekognoscering af hele det sandede plateau. Et hundrede meter, godt og vel, fra hus nr. 2 indeholdt marken talrige store sten; de blev undersøgt sidste sommer og viste sig at være resterne af en lille, stærkt ødelagt langdysse. Et samlet billede af stenalderbygden begyndte således at tegne sig.

Ved den fortsatte og ret omfattende fladeafdækning af terrænet omkring langdyssen fremkom der stenrammer og mørktfarvede aftegninger, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være grave – mandslange jordfæstegrave med orientering ca. nord-syd og med gravgaver (lerkar, dragtnåle, knive, perler, tenvægte mv.), som daterede dem til århundrederne lige efter Kristi fødsel, ældre romersk jernalder. Det var et uventet indslag i udgravningen, interessant nok i sig selv, men det skulle blive bedre endnu. Hen over en af gravene lå en svær stendynge, et par meter på den længste led; da den blev fjernet, viste det sig, at den ganske vist hørte til en grav, blot ikke den vi troede. Oven i romertidsgraven, tværs ind over den, var der nemlig anlagt endnu en grav, den var fra vikingetiden og altså langt yngre end den første, hvis eksistens næppe var kendt af de nye gravlæggere. Hvad graverkarlene har tænkt og sagt, da de ramlede ned i den ældre gravs lerkarudstyr, er ikke godt at vide, men vi kan konstatere, at det gamle lertøj har fået en ilde medfart.

Udgravningen bragte flere fund – grave fra begge de nævnte tidsaldre, også brandgrave dukkede op – men alt dette vil vi i denne omgang lade ligge og hellige os det netop omtalte fund: vikingeanlægget under stendyngen. Den ret store grav, der var op mod én meter dyb, rektangulær og med temmelig stejle vægge, synes at have rummet en trækiste. Denne var påfaldende bred, men det fik sin forklaring derved, at graven indeholdt to skeletter, liggende side om side. I døden er alle lige, og skulle man dømme efter den jævnbyrdige placering, måtte man tro, at disse to også har været det, mens de levede. Ubedragelige tegn viser imidlertid, at det meget langt fra har været tilfældet.

Skelettet til venstre var af en velvoksen mand; højde mindst 1,80 meter. Han lå udstrakt på ryggen i en næsten teatralsk stilling – som en folketaler med venstre hånd på brystet og højrearmen baskende ud til siden, som ville han påkalde opmærksomhed. (Fig. 1). Der var ingen smykker eller andet personligt udstyr, men om venstre håndled sås der rester af en rem, vistnok af læder, og på begge sider af den stærkt medtagne højrearm fandtes flager af tøj – for opløst til at kunne bevares, men bestemmeligt som tyndt, linnedlignende stof, meget fint vævet, muligvis dele af den dødes kjortel.