Rejsekammeraten

Stedet for de nye udgravninger, som forestås af Langelands Museum, ligger ca. en halv kilometer fra den gamle fundplads, på gårdejer Georg Hansens mark. Stenalderundersøgelsen startede 1968 med et bemærkelsesværdigt fund, som tidligere har været omtalt her i bladet (1968:6): en 35 meter lang hustomt fra tidlig yngre stenalder; den har senere fået følge af endnu et langhus noget ældre end det første. Disse spændende opdagelser gav stødet til en omfattende rekognoscering af hele det sandede plateau. Et hundrede meter, godt og vel, fra hus nr. 2 indeholdt marken talrige store sten; de blev undersøgt sidste sommer og viste sig at være resterne af en lille, stærkt ødelagt langdysse. Et samlet billede af stenalderbygden begyndte således at tegne sig.

Ved den fortsatte og ret omfattende fladeafdækning af terrænet omkring langdyssen fremkom der stenrammer og mørktfarvede aftegninger, som ved nærmere undersøgelse viste sig at være grave - mandslange jordfæstegrave med orientering ca. nord-syd og med gravgaver (lerkar, dragtnåle, knive, perler, tenvægte mv.), som daterede dem til århundrederne lige efter Kristi fødsel, ældre romersk jernalder. Det var et uventet indslag i udgravningen, interessant nok i sig selv, men det skulle blive bedre endnu. Hen over en af gravene lå en svær stendynge, et par meter på den længste led; da den blev fjernet, viste det sig, at den ganske vist hørte til en grav, blot ikke den vi troede. Oven i romertidsgraven, tværs ind over den, var der nemlig anlagt endnu en grav, den var fra vikingetiden og altså langt yngre end den første, hvis eksistens næppe var kendt af de nye gravlæggere. Hvad graverkarlene har tænkt og sagt, da de ramlede ned i den ældre gravs lerkarudstyr, er ikke godt at vide, men vi kan konstatere, at det gamle lertøj har fået en ilde medfart.

Udgravningen bragte flere fund - grave fra begge de nævnte tidsaldre, også brandgrave dukkede op - men alt dette vil vi i denne omgang lade ligge og hellige os det netop omtalte fund: vikingeanlægget under stendyngen. Den ret store grav, der var op mod én meter dyb, rektangulær og med temmelig stejle vægge, synes at have rummet en trækiste. Denne var påfaldende bred, men det fik sin forklaring derved, at graven indeholdt to skeletter, liggende side om side. I døden er alle lige, og skulle man dømme efter den jævnbyrdige placering, måtte man tro, at disse to også har været det, mens de levede. Ubedragelige tegn viser imidlertid, at det meget langt fra har været tilfældet.

Skelettet til venstre var af en velvoksen mand; højde mindst 1,80 meter. Han lå udstrakt på ryggen i en næsten teatralsk stilling - som en folketaler med venstre hånd på brystet og højrearmen baskende ud til siden, som ville han påkalde opmærksomhed. (Fig. 1). Der var ingen smykker eller andet personligt udstyr, men om venstre håndled sås der rester af en rem, vistnok af læder, og på begge sider af den stærkt medtagne højrearm fandtes flager af tøj - for opløst til at kunne bevares, men bestemmeligt som tyndt, linnedlignende stof, meget fint vævet, muligvis dele af den dødes kjortel.

Det andet skelet må med en legemshøjde på mindst 1,75 meter efter al sandsynlighed også være en mand. Stillingen var som naboens, udstrakt rygleje, men detaljerne frembød flere ret ejendommelige træk. Benene lå samlet med den ene fod over den anden, og højrehånden var, højst utraditionelt, anbragt under bagdelen. Det mærkeligste var dog hovedets placering; det lå med ansigtet trykket ind mod højre skulder og med issen vendt mod halsen - altså helt ude af naturligt leje. (Fig. 2)

Ind over begge Lig var anbragt et spyd, hvis skaft dog kun var bevaret som et svagt spor. Åbenbart har det voldt vanskelighed at få den lange stage til at være i kisten, men ved at placere den diagonalt og med odden skråt opad er det lykkedes at få den kantet ned. Imponerende er jernspidsen, der er næsten en halv meter lang og med vinger på døllen - en form, der snarest hører hjemme i 900-årene, altså den sene vikingetid. Stykket er endnu ukonserveret, men en røntgenundersøgelse har vist, at det har rig sølvindlægning, så der er noget at glæde sig til.

Spyddets placering viser med sikkerhed, at de to mænd er gravlagt samtidig, men hvordan skal man iøvrigt tolke den mærkelige kombination? Skelettet til venstre volder ingen større problemer; hvad vi her har for os, er en traditionel gravlæggelse af en kraftigt bygget repræsentant for 900-tallets vikinger. Anderledes med kistekammeraten. Føddernes leje er unaturligt og tyder nærmest på, at de har været sammenbundne ved gravlæggelsen. Højre hånds skødesløse anbringelse under bagen vidner heller ikke om større respekt for dette lig, og endelig er der den mærkværdige og anatomisk umulige placering af hovedet. I særdeleshed sidstnævnte træk giver os gådens løsning: Dette er ikke en normal begravelse, men en makaber ofring af en bundet og halshugget træl. Hans opgave har vel været at ledsage Stengade-vikingen og varetage hans opvartning i Valhal.

Ved de senere års udgravninger i Lejre på Sjælland er der gjort et ganske tilsvarende fund, en viking og hans bundne og halshuggede træl, blot med den forskel, at her lå slaven over herren, det vil sige højere oppe i gravfylden. Der foreligger altså nu to danske fund, som bekræfter, hvad vi vidste fra tidens skriftlige kilder, nemlig at fornemme vikinger undertiden tog tjenere med sig i graven (Fig. 3). Blandt de litterære overleveringer må fremhæves den arabiske rejsende Ibn Fadlans øjenvidneberetning om en svensk vikingehøvdings bisættelse i egnen omkring Volgafloden i året 922, altså muligvis omtrent samtidig med at vor langelandske gravlægning fandt sted. Den svenske stormand blev brændt i sit skib, langelænderen jordet i trækiste; de to begivenheder synes meget forskellige, men menneskeofferet har de i hvert fald tilfælles, og måske kan der være andre lighedstræk. At en vikings ligfærd var andet end en simpel nedkuling, fremgår i hvert fald til fulde af araberens saftige beskrivelse, der her skal gengives i hovedtræk med særlig vægt på de steder, der angår ofringen.

»Når en stormand iblandt dem dør, siger familien til hans trælkvinder og tjenere: »Hvem af jer vil dø sammen med ham?« En af dem siger så: »Jeg«. Og når vedkommende har sagt det, er han nødt dertil, så at det ikke står ham frit for at trække sig tilbage. Om han ville så, ville man ikke tillade det. De fleste, som gør dette, er trælkvinderne«.

I det aktuelle tilfælde, det som Ibn Fadlan beretter om, er det netop en pige, der melder sig og erklærer sig rede til at følge sin herre i døden. »De gav da to andre trælkvinder til opgave at passe på hende og være sammen med hende, hvor hun end gik, så de tilmed ofte med egne hænder vaskede hendes fødder. Så begyndte de at tage sig af hans sager, at tilskære hans klæder og gøre alt det i stand, som skulle til, mens trælkvinden hver dag drak og sang i en glæde, som foregav at varsle en kommende lykke«.

På dagen for ligfærden bliver den døde hentet frem af den foreløbige grav, hvor de har lagt ham. »Jeg så, at han var blevet sort på grund af landets kulde«. Liget klædes på (bukser, overbukser, støvler, kjortel, kappe med guldknapper og hue med zobelskind) og bringes op i skibet, som de har trukket på land. I selve fartøjet er der rejst et telt, og her anbringes den døde på et tæppe, støttet med puder. Dyr ofres - heste, køer, en hund, en hane og en høne; de hugges i stykker og kastes op i skibet. »Trælkvinden, som ønskede at blive dræbt, gik imens frem og tilbage; hun trådte ind i det ene efter det andet af deres telte, og teltets herre havde omgang med hende, idet han sagde: Sig til din herre, at dette har jeg gjort af kærlighed til ham«. (Fig. 4).

Det er blevet eftermiddag, og nu fører de pigen hen til noget, de har lavet, »ligesom en dørkarm«. De løfter hende op, så hun kan se over den, hun udtaler nogle ord, og de tager hende atter ned. Det gentages tre gange. Hun siger, forklarer tolken, at hun ser ind i et skønt land, hvor hendes slægtninge og hendes døde herre opholder sig. »Han kalder på mig. Lad mig så gå til ham«.

Efter ofring af endnu en høne fører de hende til skibet. Her tager hun sine armbånd af og giver dem til en gammel kone, som de kalder »dødsenglen« - »en kæmpekvinde, tyk og dyster af udseende«. Alle går nu op i skibet, og her får pigen rakt et bæger. »Hun sang over det og drak det ud. Tolken sagde da til mig: Hun tager nu afsked med sine veninder. Derpå blev der rakt hende endnu et bæger. Hun tog det og trak sangen længe ud; men den gamle kone skyndede på hende for at få hende til at drikke og gå ind i teltet, som hendes herre var i. Da så jeg på hende, at hun så helt forvirret ud. Hun ville gå ind i teltet og stak sit hoved ind mellem det og skibet. Da tog konen hendes hoved og fik det ind i teltet, og selv gik konen med hende. Mændene begyndte da at slå med træ på skjoldene, for at lyden af hendes skrig ikke skulle høres, så de andre piger blev forskræmt og ikke ville søge døden sammen med deres herrer. Så gik seks mænd ind i teltet, og allesammen havde de omgang med pigen. Derpå lagde de hende ved siden af hendes døde herre. To tog hendes ben og to hendes hænder. Og den kone, som kaldes dødsenglen, lagde rundt om hendes hals et reb og rakte det til to af mændene, for at de skulle trække i det. Så gik hun frem med en lille dolk med bredt blad og gav sig til at stikke den ind og ud mellem ribbenene på pigen, mens de to mænd kvalte hende med rebet, så hun døde«.

Resten af beretningen - om skibets brænding og om højen, som blev opført på bålpladsen - er spændende nok, men uden lighedspunkter med vort langelandske fund, så lad os vende tilbage til dette. Om hovedpersonens samfundsmæssige stilling fortæller fundet ikke meget; de to gravgaver, pragtspydet og slaven, vidner dog om velstand, omend ikke mere, end hvad adskillige af datidens storbønder har kunnet præstere. Mindre tvivlsom er trællens sociale position; for ham og hans standsfæller gjaldt hals- og håndsret i bogstaveligste forstand. Nogen absolut overensstemmelse er der ikke mellem Stengade-trællens endeligt og kvindens død i det fjerne Rusland. Mandens sammenbundne fødder tyder ikke på, at han er gået helt frivilligt i graven, og også selve henrettelsesmåden afviger væsentligt. Der er langt fra Stengade til Volga, det er klart, at de to gravlægninger ikke i detaljer har fulgt det samme ritual, men samhørigheden i tid og kultur og den punktvise overensstemmelse gør det ikke ganske urealistisk at forestille sig, at der omkring Stengade-graven har udspillet sig scener af dog nogen lighed med dem, Ibn Fadlan beskriver. Med sin litterære baggrund er dette oldtidsfund i virkeligheden noget temmelig enestående. Tænk om vi havde tilsvarende beretninger til støtte for - f.eks. - bronzealderens egekistefund.

Lit: J. Brøndsted: Vikingerne. 1960. - Nationalmuseets Arbejdsmark 1960.