Rapport fra en 10-årig

Skalk blev startet tidligt på året 1957 som aflægger af Jysk Arkæologisk Selskab og med folk fra Forhistorisk Museum som initiativtagere. En venlig, nærmest hjertelig modtagelse blev førstenummeret til del, da det forelå i al sin primitive pragt i et oplag på 2000 eksemplarer. Ungen skød rask i vejret, og den dag kom, da den slog med vingerne og fløj fra reden. Det var i 1963; i de følgende år var Skalk sin egen herre, stadig i Personalunion med Forhistorisk Museum, men uden på noget tidspunkt at være dette museums specielle organ. For ganske nylig har situationen igen ændret sig, derved at Skalk af egen drift har underordnet sig den nyoprettede institution Wormianum med den tungsindige undertitel: Institut for kulturhistorisk oplysning.

Før man begræder Skalks tabte selvstændighed, bør man vide, at Wormianum er blevet til på Skalks tilskyndelse og i virkeligheden er at betragte som en udbygning, eller snarere underbygning, af bladet. De ønsker og ideer, som har foranlediget dette, er stort set følgende: Man mener ikke, at Skalk bør drives som privatforretning, men ser hellere det overskud, som nu er en realitet, anvendt til fortsat arbejde efter den af bladet lagte linje. Man ønsker at udvide – og har iøvrigt allerede udvidet – arbejdet til områder, der ikke falder naturligt inden for et tidsskrifts ramme. Og, som tredje og sidste punkt, man anser det for heldigt, at denne flersidede virksomhed gennem nyordningen opnår status som kulturinstitution med deraf følgende muligheder og fordele. Måske bør det i denne forbindelse nævnes, at Wormianum som kulturelt foretagende indtager en særstilling ved at være selvfinancierende.

Den institution, som Skalk altså nu er en del af, er selvejende og underlagt en styrelse bestående af rigsantikvaren, professor P. V. Glob (formand), professor Roar Skovmand, advokat Knud Dalgaard-Knudsen, amanuensis Olfert Voss og antikvar Harald Andersen; sidstnævnte, der fortsætter som redaktør af Skalk, fungerer herefter tillige som Wormianums leder. Institutionen deler hus med Forhistorisk Museum, men er ikke på anden måde tilknyttet dette. – Målsætningen er, oplyser Wormianums vedtægter, at sprede kendskab til den kulturhistoriske forsknings kildemateriale og resultater – og det er dem, som ikke til daglig omgås faget, man først og fremmest vil ofre sin flid. Skalk vil fremdeles spille hovedrollen i denne virksomhed, der iøvrigt kan tænkes fremmet på mange måder. At også selve forskningens udøvelse hører til de ting, Wormianum beskæftiger sig med, er en selvfølge og en livsbetingelse (Fig. 1). Derimod kan der være grund til at understrege, at Wormianum ikke er en kulturhistorisk servicestation, hvor enhver frit kan henvende sig med sine problemer. En sådan enkeltmandshjælpetjeneste, der med Skalks nuværende oplag let kunne tage et kvælende omfang, kan og vil institutionen ikke påtage sig. Det er de mange, ikke den enkelte, der skal gøres en indsats for.