Rane Jonsens borg

Har De, min læser, nylig haft fødselsdag, holdt bryllup, forretningsjubilæum eller lignende, så er De måske blevet begavet med et askebæger, udskåret i moseeg fra Rane Jonsens borg. - Ikke eet ord mere om de askebægre, som jeg kun kender fra en avisnotits, derimod lidt om det sted, hvorfra materialet til dem stammer.

I Store-Ring sogn, omtrent 17 km vest for Århus, ligger proprietærgården Gammelgård. Gården tilhørte - vistnok i 1400-tallet - Øm Kloster; den kom senere ind under Skanderborg Slot og udlagdes som ryttergods. Blandt ejerne i ny tid nævnes storkøbmanden i Århus, Hans Broge, der købte gården i 1877.

Syd for Gammelgård og hørende ind under gården breder sig et udstrakt engdrag - Gammelgårds Sø — hvis navn røber stedets tidligere beskaffenhed. Udtørringen blev påbegyndt for hundrede år siden, men gang på gang forvandledes engen atter til sø, og afvandingsarbejderne er blevet fortsat til seneste tid. Sydvest for Gammelgård, omtrent midt mellem engens nord- og sydbred, hæver engfladen sig ganske jævnt i en let højning, det svage spor af den fordums borg, Sandgrav. Endnu i mands minde havde voldstedet - Sandgravvold - mere stejle sider; det rejste sig over den tørlagte søbund som en rund borgbanke. Omkring 1880 begyndte man at køre fyld herfra til engforbedring. (Fig. 1)

Ved sløjfningen, der ligesom afvandingsarbejderne er fortsat til seneste tid, har man iagttaget, at borgøen tildels var kunstigt opført. Som skitsen anskueliggør det, var den omgivet af et støttende hegn af nedrammede egestolper og -stammer. Bunden bestod overalt af det fineste sand, der her hæver sig op i en højning, og som kan have givet stedet dets navn. Hist og her fandt man sager fra middelaIderen: lange sværd, våbenøkser, dolk, kniv, sporer, lerkar. (Fig. 2)

Af borgøen var kun en mindre rest tilbage, da Nationalmuseet i 1920 foretog en undersøgelsesgravning. Så nær øens oprindelige midte som muligt blev en snitgrøft gravet tværs gennem den bevarede knold, gennem opfyldningslagene og ned i den oprindelige sandbanke. Netop hvor denne var højest, traf man på en cirkulær nedgravning med stejle sider og flad bund — et hul, der foroven målte ca 6 m i diameter og var godt en halv meter dybt. Hullet var tæt pakket med al slags fyld: planker, træstammer, forbrændte brædder på kryds og tværs, kampesten og murbrokker, munkesten og fugekalk. Munkestenene er kun let brændte, så de næsten virker som soltørrede. I hullet lå også uglaserede, gule og røde fliser og letbrændte tagsten, både "munke" og "nonner", samt mange potteskår og mere eller mindre fuldstændigt bevarede lerkar. Blandt pottetøjet var den på bladets forside afbildede "skæggemand", en hankekande af gråligt ler overtrukket med gulgrøn glasur; bugen er formet som to modvendte masker - mandlig og kvindelig - med fælles, udstående hankeøren.

Der var altså spor nok af bebyggelse. Hvad der manglede, var selve bygningerne. Egentlige bygningsrester på plads blev ikke fundet, men de gjorte iagttagelser tyder på, at voldstedet ikke i sin første benyttelsestid har haft sin senere udstrækning og højde. Hvad formålet med det runde hul oprindelig har været, kan ikke siges, men det må have stået åbent og er vel først blevet lukket, da borgen efter en ødelæggelse eller nedrivning er blevet genrejst.

Det er da såre lidt, vi ved om selve borgen. Til gengæld ved vi god besked med den solide pælebro, der førte ud til den. Også den blev delvis undersøgt i 1920, men nok det bedst bevarede parti blev først påtruffet ved en dybdepløjning af engen i december måned sidste år. Gammelgårds nuværende ejer, den kulturhistorisk interesserede proprietær J. S. Overgård, gav straks meddelelse til Forhistorisk Museum, og jeg fik da lejlighed til at se på fundet.

Det har været en anselig, snorlige bro, fire meter bred og over 300 meter lang. Mærkeligt nok følger den ikke den korteste vej fra det faste land ud til borgøen. Ved broens forfald er den vandrette konstruktion styrtet ned og har lagt sig på søbunden, hvor den blev overlejret af slam. Det må allerede være sket for længe siden, for broen omtales ikke i beskrivelsen af Sandgravvold i Pontoppidans Danske Atlas (1768), og i en optegnelse fra omkring 1840 af overvagtmester ved livgarden til hest Hans Andersen - arkivar Anders Tisets fader - omtales broen som et sagn, der fortælles på egnen.

Broen er bygget af svært egetømmer, samlet med trætappe. Konstruktionen, deri hovedsagen ligger klar, fremgår af tegninger. Nu er alle pæle afkappede foroven, og når den oprindelige længde angives, skyldes det, at en enkelt pæl oprindelig har været for kort, hvorfor den blev øget med et ca 2 m langt stykke, tappet til det nedre pælestykke. Forlængerstykket var væltet ved broens forfald og fandtes bevaret. Ved at genrejse det på dets plads oven på den nedre pæl kan broens oprindelige højde konstateres. På det pågældende sted var kørebanens højde 1,20m over den nuværende engflade. Dette siger imidlertid kun lidt om broens højde over vandfladen eller søbunden, for dels har søbunden efterhånden hævet sig som følge af tilslamning, dels har engen sat sig betydeligt på grund af afvandingsarbejderne. Dette fremgår deraf, at de engang i højde med engfladen afkappede pæle efterhånden er krøbet en halv meter i vejret. (Fig. 3)

Det ser ud til, at Sandgrav har haft en forborg - eller to, må man snarere sige. Lige ved søbredden og ca 160m fra det sted, hvor broen gik ud fra land, ligger et lille, stærkt udpløjet, dobbelt voldsted, kaldet Klosterknoldene. De er ganske små, men har været befæstet med grav og vold - muligvis også en grav uden for volden. Uinviteret har man ikke skullet komme til dem på Sandgrav. På den største af bankerne, den østlige, oppløjes teglstensstumper, men fast murværk er ikke iagttaget. (Fig. 4)

De historiske kilder giver kun meget sparsomme oplysninger om Sandgrav. I 1342 skødedes borgen til Stig Andersen Hvide af broderen Ove Andersen, sønnesønner til den stoute Marsk Stig.

Den stedlige tradition ved at berette om en tidligere og nok så navnkundig ejer af borgen, folkesagnets judasfigur omkring begivenhederne hin Sct. Cæcilie nat 1286, da Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade, nemlig kongens camerarius ("kammermester") Rane Jonsen, velbekendt for ældre og yngre læsere af Ingemann.

Den tidligste optegnelse om den tradition, at Rane var ejer af Sandgrav, er at finde i Pontoppidans Danske Atlas (1768). Her fortælles videre om de to nærliggende høje, Stejlehøj og Dronninghøj, at på førstnævnte skal Rane Jonsen være blevet stejlet, medens kong Eriks enke, dronning Agnes, så på begivenheden fra den anden.

Traditionen om Sandgrai'vold, som den er optegnet ca 1840 af ovennævnte Hans Andersen Tiset — tilsyneladende ganske uafhængigt af Erich Pontoppidan - omtaler også Rane Jonsen som beboer af borgen, der efter hans henrettelse som kongemorder og landsforræder skal være blevet nedrevet og ødelagt. Men som den, der med sin krop gav Stejlehøj navn, omtales her borgens sidste ejer, ved navn Muus. " — Hans fjende, som stejlede ham, kom en dag for hans borg og forlangte et slag af ham, men han sad just og spiste og svarede budet, at Muus måtte vel have madroe, men fjenden lod svare: Ej længere end katten vil - " fortæller Andersen Tiset. Og han tilføjer: "Men jeg antager dette for usandhed". Slutbemærkningen tiltrædes; men det er værd at mærke sig, at sagnet bygger Sandgrav op, for når Muus var en senere ejer end Rane, må borgen være blevet genrejst.

Det er forståeligt nok, at navnene Stejlehøj og Dronninghøj blev sat i forbindelse med en mand, om hvem man vidste, at han havde været delagtig i drabet på kongen, var blevet dømt fredløs og til slut henrettet - ganske vist uden for RoskiIde (1294). Man kan her passende minde om det motto, Just Mathias Thiele satte foran sin samling Danske Folkesagn: Huer mand lagde til og tog fra, blanded deriblandt meget sit egen dict. - Men gælder dette mon også selve meddelelsen om, at Rane ejede Sandgrav? Ikke så helt sikkert, skønt sagnfortællerne ellers har udstyret ham med vel meget jordegods rundt i landet.

Det er vist sikkert nok, at Rane var storgodsbesidder, ejer af Gjorslev på Stevns og vistnok Rudgård i Sønderhald herred. Og han skal også have ejet borgen på Hjelm, som Marsk Stig befæstede som tilholdssted for de fredløse efter mordet på Erik Klipping. Et muligt fingerpeg i retning af, at Rane Jonsen meget vel kan have haft tilknytning til Sandgrav, finder man måske i de historisk bevidnede ejere af borgen, først Ove og siden Stig Andersen. Som bekendt var Rane Jonsen ved slægtskab og svogerskab knyttet til Hvideætten, og det er historisk overleveret, at ved Christoffer II’s tronbestigelse i 1320 kom Marsk Stigs slægtninge tilbage til Danmark, og at Stig Andersen Hvide kom i besiddelse af en stor del af slægtens gamle ejendomme.

Alt i alt synes der at være rimelig troværdighed for traditionen om Rane som Sandgravs ejer. Velbefæstet lå der lille borg i søen. Var den mon nu og da tilholdssted for de jagede mænd, der nok kunne have smuthul behov?

”Skoven haver Øren og Marken haver Øven
- - - vi er af Lande dreven.”