Rammen

For ikke mange år tilbage var der i skolen et fag, som hed anskuelsesundervisning; her lærte børnene - incl. denne artikels forfatter - gennem store billedtavler om, hvordan tilværelsen artede sig i forhistorisk tid. Man søgte i billedform at skildre det, som også er den professionelle arkæologis mål: oldtidsmenneskenes liv i hele dets bredde. Eet billede fremstillede en bronzealderboplads, en lille landsby, sådan som man mente, den måtte have set ud. For detaljerne var der dækning i de omtalte rige egekistefund - men helheden, rammen, hvad byggede den på? Næsten ingenting. For indtil femten år siden var bronzealderfolkets bosteder kun kendt gennem fund af nogle få gruber, med et indhold, der må opfattes som affald fra husholdningen: lerkarskår, dyreknogler, muslingeskaller og lignende. Men husene, menneskene havde boet i, kendte man intet til. Når arkæologerne skulle skildre bronzealdermenneskenes livsform, greb de hyppigt til den forklaring, at de var omvandrende hyrdefolk, der først blev bofaste i deres grave langs alfarvej. Eller man gjorde sig tanker, som dem anskuelsesbilledet illustrerer.

Først i de senere år er situationen blevet ændret. I Vesthimmerland, ved Fragtrup, udgravede Nationalmuseet i slutningen af 1950'erne de første hustomter fra bronzealderen. Ved den meget omhyggeligt gennemførte undersøgelse afdækkedes to store huse, henved atten meter lange og syv meter brede. Taget har været båret af to rækker svære stolper midt ned gennem rummet, og væggene synes at have været lerklinede. Solide og velkonstruerede huse, i virkeligheden den samme grundtype, som vi kender fra ældre jernalder - og netop det forvirrede lidt. Det varede da også noget, inden Fragtrup-husene fandt deres plads i oldtidshistorien. Da Johs. Brøndsted få år efter deres udgravning beskrev fundet i sin nyudgave af Danmarks Oldtid, var det kun i en enkelt fodnote, som tydeligt røber hans tvivl over for dette nye: bronzealderhuse af jernaldertype.

Men bronzealderhusene havde gjort deres entré i arkæologien, og når et fænomen af denne art først er dukket op, varer det sjældent længe, før der kommer mere af samme slags. Næste gang, det skete, var ved Ristoft i Vestjylland, hvor en række svage spor i den sandede undergrund tog form og blev til hustomter af slående lighed med Fragtrup-husene. Igen var der tale om langhuse - bygninger på henved en snes meter med afrundede gavle, to rækker tagbærende stolper inde i rummet og en ydervæg, der var opbygget af en enkelt række nedgravede pæle. Det var hermed bevist, at Fragtrup-husene ikke var en engangsforeteelse, men noget typisk for bronzealderen. Nu - endelig - var man, som man sagde det, ved at løse bronzealderens boligproblem. Grunden til, at man ikke tidligere havde kunnet påvise denne periodes huse, var simpelthen vanskeligheden ved at erkende dem. Det tykke kulturlag med affald fra husholdningen, som vi kender så godt fra jernalderhusene, manglede helt, så ploven har haft let adgang til lergulve, ildsteder o. lign. - alt det som normalt leder arkæologen på sporet. Tilbage var de omtalte svage aftegninger i undergrunden, men de erkendes næppe uden særlig foranledning. Imidlertid vidste man nu, hvad man skulle lede efter. Tilfældige indberetninger til museerne om fund ude i landet kunne nu bedre vurderes, og på den baggrund kunne en større udgravning sidste år iværksættes i Hover sogn ved Ringkøbing.

På et jordstykke, der ligger tæt op til den frodige Hover ådal, havde gårdejer Andreas Kjeldgaard Stampe gennem en årrække bemærket spor af trækul og lerkarskår i jordoverfladen (fig. 2). Han er arkæologisk interesseret og foranstaltede selv en mindre undersøgelse, som afslørede, at undergrunden skjulte mørkfarvede nedgravninger, hvori der lå potteskår af bronzealdertype. På grundlag af dette udmærkede forarbejde blev det besluttet at foranstalte en større undersøgelse. Den blev iværksat i efteråret 1970 og fortsat nu i sommer.

Siden udgravningen af Fragtrup -husene i 1950'erne var der imidlertid sket store forandringer i den arkæologiske graveteknik - og for en gangs skyld ikke i retning af det langsommere. En ny, maskinmæssig, metode til aftagning af pløjejorden var blevet udviklet, og i løbet af få uger kunne tusinder af kvadratmeter afdækkes, så den uforstyrrede undergrund stod frem i dagens lys. I den sandede jyske jord kunne man nu aflæse sporene efter bronzealderfolkenes færden, men let var det ingenlunde at tyde dem, for alle de før omtalte vanskeligheder var til stede i fuldt mål. Pløjning gennem mange år havde helt borttaget enhver rest af ildsteder og lergulve. Hvad der var tilbage, var kun de gravede stolpegruber, der nu stod som ganske let mørkfarvede pletter i det lyse, gullige undergrundssand. Men pletterne var der altså, deres antal var stort, og de tegnede mønstre, der slående lignede dem, man havde set i Fragtrup og i Ristoft. Flere steder kunne man se, at et hus var opført på tomten af en ældre bygning, der var nedrevet eller brændt; de to sæt stolpehuller blandede sig her i et virvar, som kunne være vanskeligt at rede ud (fig. 3). Heldigvis var der også huse, som aldrig var blevet fornyet, og i sådanne tilfælde var det langt lettere at forstå systemet. Det samme billede tegnede sig gang på gang: langhuset på henved en snes meter med længderetning nordvest-sydøst; den samme orientering, som vi kender fra jernalderens huse. Indvendig i huset har stået to rækker stolper, der har båret taget, mens væggene har været rejst af svære lodrette stolper, som sikkert har båret fletværk med udvendig lerklining. Husets ender har været afrundede, og den ene eller måske endda begge langsider har haft dør. Overraskende var det at se den store afstand - op til fire meter - mellem de svære tagstolper. Bronzealderfolkene må have været i besiddelse af en udviklet tømmerteknik.

Den opdeling, som man næsten altid finder i jernalderhuse, og som skyldes, at mennesker og dyr har boet under samme tag, sås ikke i bronzealderhusene ved Hover. Og dog: et sted var et kraftigt langhus blevet bygget ind over tomten af et ældre hus. Dette har været af en lettere konstruktion og var derfor vanskeligt at iagttage helt klart. Alligevel var der ingen tvivl: det ældste hus har virkelig - med en skillevæg tværsover - været delt op i to afdelinger, hvoraf den østlige ganske tydeligt har fungeret som stald. Nedgravede planker i rækker ud fra væggene kan næppe være andet end skillerum mellem båse. Fundet er et af de ældste sikre eksempler på en dansk stald.

Mange andre iagttagelser kunne gøres på Hover-bopladsen: Oldtidsploven (arden) har trukket sine furer ind over de nedlagte eller brændte hustomter. Sandflugten har sat sine spor - metertykke driver, der må have været et problem for datidens bønder, som de var det for os, der søgte bronzealderlevnene under dem. Endnu kender vi ikke bopladsen i dens fulde udstrækning, for ganske vist er næsten tre tønder land blevet undersøgt, men bag markskel og læhegn skjuler der sig andre bustomter med spor efter fortidig færden (fig. 4) (fig. 5). Mange tusinde kvadratmeter venter endnu på at blive af dækket for at kunne fortælle om bronzealdersamfundets egenart.

Fundet af bronzealderhusene er en stor arkæologisk gevinst. En række huller i vor viden kan nu fyldes ud - men rigtignok rejser der sig straks en ny lang række spørgsmål, som man ikke før har kunnet stille, endsige besvare. Hover-gravningen har på væsentlige punkter ændret vor hidtidige opfattelse af bronzealdersamfundet. Først og fremmest må vi opgive ideen om, at bronzealderfolkene var hyrdebønder, der levede i bestandig omvandren. Her møder vi dem jo, bofaste i velbyggede langhuse og - i hvert fald i nogen udstrækning - med kvæg på stald. Alt i alt en livsform, der tydeligt bærer kimen i sig til det bondesamfund, man finder så veletableret i den ældre jernalder. Man har ment, at den sammenhobning af husstande, som kaldes »landsbyen«, er et fænomen, der først satte ind med jernalderens begyndelse, men er det nu rigtigt? På Hover-bopladsen er afstanden mellem de enkelte huse ganske vist stor - ofte 20-30 meter eller mere - og helt sikker på bygningernes samtidighed kan man vel ikke være, men efter hele sin plan synes den at måtte opfattes som en regulær landsby. Et andet spørgsmål, som endnu venter på sin løsning, er dette: Vil vi, når engang bopladsen er kendt i hele sin udstrækning, være i stand til at se den stærke opdeling i en rig overklasse og en fattig trællestand, som man har troet var fremherskende i bronzealderen? Man kunne tænke sig, at en forskel i husenes størrelse kunne give et fingerpeg herom. Indtil nu skimter vi snarest et samfund uden større sociale forskelle.

Kun få kilometer fra Hover fandtes i en stor gravhøj egekisten med den berømte Muldbjergmand - som altså teoretisk kan være stamfaderen til de mennesker, der beboede den nogle hundrede år yngre landsby. Om den kulturelle sammenhæng er der i hvert fald ingen tvivl. Fra egekistefundene kender vi bronzealderfolkets tøjmoder, deres håropsætning, deres personlige bevæbning og deres smykker, men først nu har vi - gennem landsbyfundet - erfaret noget om det samfund, disse mennesker levede i. Om deres hverdag som bønder på den magre jyske sandjord, om alt det, der dannede rammen om deres daglige liv.

Lit: Nationalmuseets Arbejdsmark 1968