Rammen

For ikke mange år tilbage var der i skolen et fag, som hed anskuelsesundervisning; her lærte børnene – incl. denne artikels forfatter – gennem store billedtavler om, hvordan tilværelsen artede sig i forhistorisk tid. Man søgte i billedform at skildre det, som også er den professionelle arkæologis mål: oldtidsmenneskenes liv i hele dets bredde. Eet billede fremstillede en bronzealderboplads, en lille landsby, sådan som man mente, den måtte have set ud. For detaljerne var der dækning i de omtalte rige egekistefund – men helheden, rammen, hvad byggede den på? Næsten ingenting. For indtil femten år siden var bronzealderfolkets bosteder kun kendt gennem fund af nogle få gruber, med et indhold, der må opfattes som affald fra husholdningen: lerkarskår, dyreknogler, muslingeskaller og lignende. Men husene, menneskene havde boet i, kendte man intet til. Når arkæologerne skulle skildre bronzealdermenneskenes livsform, greb de hyppigt til den forklaring, at de var omvandrende hyrdefolk, der først blev bofaste i deres grave langs alfarvej. Eller man gjorde sig tanker, som dem anskuelsesbilledet illustrerer.

Først i de senere år er situationen blevet ændret. I Vesthimmerland, ved Fragtrup, udgravede Nationalmuseet i slutningen af 1950’erne de første hustomter fra bronzealderen. Ved den meget omhyggeligt gennemførte undersøgelse afdækkedes to store huse, henved atten meter lange og syv meter brede. Taget har været båret af to rækker svære stolper midt ned gennem rummet, og væggene synes at have været lerklinede. Solide og velkonstruerede huse, i virkeligheden den samme grundtype, som vi kender fra ældre jernalder – og netop det forvirrede lidt. Det varede da også noget, inden Fragtrup-husene fandt deres plads i oldtidshistorien. Da Johs. Brøndsted få år efter deres udgravning beskrev fundet i sin nyudgave af Danmarks Oldtid, var det kun i en enkelt fodnote, som tydeligt røber hans tvivl over for dette nye: bronzealderhuse af jernaldertype.

Men bronzealderhusene havde gjort deres entré i arkæologien, og når et fænomen af denne art først er dukket op, varer det sjældent længe, før der kommer mere af samme slags. Næste gang, det skete, var ved Ristoft i Vestjylland, hvor en række svage spor i den sandede undergrund tog form og blev til hustomter af slående lighed med Fragtrup-husene. Igen var der tale om langhuse – bygninger på henved en snes meter med afrundede gavle, to rækker tagbærende stolper inde i rummet og en ydervæg, der var opbygget af en enkelt række nedgravede pæle. Det var hermed bevist, at Fragtrup-husene ikke var en engangsforeteelse, men noget typisk for bronzealderen. Nu – endelig – var man, som man sagde det, ved at løse bronzealderens boligproblem. Grunden til, at man ikke tidligere havde kunnet påvise denne periodes huse, var simpelthen vanskeligheden ved at erkende dem. Det tykke kulturlag med affald fra husholdningen, som vi kender så godt fra jernalderhusene, manglede helt, så ploven har haft let adgang til lergulve, ildsteder o. lign. – alt det som normalt leder arkæologen på sporet. Tilbage var de omtalte svage aftegninger i undergrunden, men de erkendes næppe uden særlig foranledning. Imidlertid vidste man nu, hvad man skulle lede efter. Tilfældige indberetninger til museerne om fund ude i landet kunne nu bedre vurderes, og på den baggrund kunne en større udgravning sidste år iværksættes i Hover sogn ved Ringkøbing.

På et jordstykke, der ligger tæt op til den frodige Hover ådal, havde gårdejer Andreas Kjeldgaard Stampe gennem en årrække bemærket spor af trækul og lerkarskår i jordoverfladen (fig. 2). Han er arkæologisk interesseret og foranstaltede selv en mindre undersøgelse, som afslørede, at undergrunden skjulte mørkfarvede nedgravninger, hvori der lå potteskår af bronzealdertype. På grundlag af dette udmærkede forarbejde blev det besluttet at foranstalte en større undersøgelse. Den blev iværksat i efteråret 1970 og fortsat nu i sommer.