Pottemagerens hus
Ved skånselsløs udnyttelse af gode venners interesse og hjælpsomhed lykkedes det at bjerge et særpræget fund på Syringeholm mark ved Glostrup, før gravemaskiner og betonstøbning for stedse udslettede de svage spor. Fra boringer vidste man, at muldlaget på dette sted var usædvanligt tykt, men før byggeriet for Skandinavisk Motor Co. påbegyndtes i august 1958, var der ingen, der anede, at der her havde ligget en landsby fra perioden 0-200 efter Kristi fødsel.
Af Arne Bjørn
Et enkelt stort hus, flere mindre huse, nogle gruber og stenbrolægninger var, hvad der kom frem. Bopladsfund fra romersk jernalder kendes i hobetal fra Jylland, mens de er sjældne i denne egn af landet. Og dertil kommer at Glostrupfundet byder på en række vigtige detailler, der giver os helt ny viden om visse sider af jernalderfolkets liv.
Bygdens storhus havde efterladt et ca 60 cm tykt stenlag af flækkede, halvstore granitsten iblandet lerkarskår og bensager, som på grund af den lerede jord havde holdt sig usædvanlig godt. Det er et hus af en vis standard, vi har fundet. Man har brugt maling; mange flækkede sten var malet med rød farve. I huset fandtes en rivesten med blanksleben riveflade magen til de sten, malere har brugt til rivning af farve op til vore dage.
Der har boet dygtige pottemagere i huset. Små fine lerkar med tynde vægge har de lavet og store flotte krukker i alle tidens kendte former. Kun få er dekoreret med streger, men overfladen er der lagt særlig vægt på: fløjlsglatte, sorte overflader, nogle tæt belagt med guldskinnende glimmerkorn, begittet overflade med fint sorteret, knust granit; røde, iltede overflader, glatte eller ru, forekom også, og nogle særlig fine lerkar var ved speciel farvetoning gjort stærkt italiensk røde. (Fig. 1)
Fig. 1. Ingen billedtekst
De fine lerkar er ikke tilfældige brændinger i primitiv ovn eller mile; datidens pottemagere har været mestre, der har kendt til iltende og reducerende brænding. Flere af lerkarskårene viser tydeligt at nogle af de sorte lerkar først har været brændt under stærkt iltende fyring og tilsidst har fået deres sorte "smøgning" under reduceret fyring; eventuelt er de brændt to gange, efter at skærven i karret er overstrøget med aktiveret lervælling, en behandling, der kræver stort kendskab til brændingsteknik, og som kun kan udføres med en ret kompliceret ovn.
Uden for husene fandt vi lergravene, hvor leret til krukkerne er hentet. I dem var der små "slemmegryder" med rester af tilberedt, gråt pottemagerier, hvis indhold af fint fordelt trækul antyder, at det har været kendt at aktivere leret med tilsætning af brændeaske. Fra en af slemmegryderne tog vi noget tilberedt ler, og keramiker Ebbe Skovgård har efter den gamle metode brændt den nydeligste lille jydepotte med den samme fløjlssorte overflade, som man finder hos nogle af tidens finere lerkar. Endelig fandt vi - og her ligger denne udgravnings tyngdepunkt - selve ovnene, hvor karrene er blevet brændt. Som bekendt er det ingen sjældenhed ved arkæologiske udgravninger at støde på pottemagerens frembringelser. Men det er første gang vi møder hans værksted.
Ovnene var bygget med lervægge på risfletning over en hærd i terrænhøjde og med dybtliggende stensatte ildsteder. En af ovnene blev meget omhyggeligt udgravet, og på grundlag af opmålingen af denne ovn blev hosstående rekonstruktion udarbejdet. Den har senere vist sig at være meget lig samtidige ovne fra England. (Fig. 2).
Fig. 2. Billedtekst inkorporeret i figur
Vore pottemageres dygtighed er naturligvis først erhvervet gennem mange års øvelse og læretid. Mellem de fine kar fandtes nogle mere primitivt formede, der bar præg af at være udført af mindre øvede hænder. I en lille isoleret grube lå således en kop, der tydeligt var et lærlingearbejde. Overfladen og brændingen var rigtig nok, men modelleringen var kun til tg. I gruben fandtes foruden koppen skår af et par drikkekar samt knogler af en stor gris, en pattegris og en gås. Har man holdt svendegilde - trods alt?
Blandt de velbevarede bensager, som også hører til dette funds aktiver, må nævnes synåle, en udskåret ring, tilspidsede lammeribben (spisepinde?), lerskovle af okseribben og - sidst men ikke mindst - modellerpinde til pottemagerarbejde. Nogle af disse pinde var nøjagtig magen til nutidens modellerpinde. På tre steder fandt vi samlinger af tåknogler fra okse, gris, får og gås. Mange af dem var helt blankpolerede af brug og kantslidte. Spådomsknogler? Amuletter? Eller spillebrikker? Det sidste er nok det sandsynligste. Se på nærværende gengivelse af en freske fra Pompeji. (Fig. 3) Knoglespillersker. Det er slet ikke usandsynligt, at et spil, moderne blandt romere, har fundet vej mod nord, hvor det vel nærmest er børnene, der har spillet det. Knoglebrikkerne fandtes - foruden i de tre dynger - spredt over hele arealet ligeså sjusket, som børn nuomstunder kan få spredt deres legetøj i haven. Den dag idag spiller børnene i Spaniens landdistrikter et spil kaldet "Tabas". Dets brikker er rengjorte fodknogler af svin og får, indsamlet af børnene, når familien får grisetæer til middag.
Fig. 3. Ingen billedtekst
Om livet i landsbyen iøvrigt minder de mange fund af marvspaltede knogler - levninger fra måltiderne. Almindeligt findes knogler af ko, gedehornet får, svin og gås; men der findes også enkelte knogler af hest, rådyr og ravn (!). Men den fredelige tilværelse for byens beboere har fået en brat ende, da katastrofen indtraf. Byen er brændt ned. Man fristes til at tro, at den er brændt ned af fjender, der gik så vidt i deres ødelæggelse, at selv brostenene blev brudt op og slået til skærver.
Det var, hvad der kom ud af nogle sorte lag på en byggeplads. Det forekommer mig, at det må være en af de vigtigste opgaver for vore arkæologer at følge de mange store jordarbejder, der foregår for tiden. Der bygges meget i disse år.