Pilgrimstegnet
Under udgravning sidste sommer ved Århus Katedralskole fandtes et lille mærke af bly, godt fire centimeter højt, med billedet af en bisp. Han står i en søjlearkade med bispehue på hovedet, i venstre hånd holder han krumstaven, men det er uklart, hvad han har i den højre. Indskriften nederst er delvis ulæselig.
Af Hans Jørgen Madsen
Hvad vi her har for os, er uden al tvivl et af de pilgrimsmærker, som i middelalderen blev forhandlet rundt om på Europas valfartssteder. Almindeligvis forestillede de lokalitetens særlige skytshelgen: Skt. Nicolaus af Myra, Thomas af Canterbury, den hellige Birgitta fra Vadstena osv., men de kunne også have mere alment kristeligt motiv som Maria med barnet eller korsfæstelsen.
Mærkerne havde gennembrydninger eller øskener, så at de kunne sys på kofte eller hat: et synligt tegn på fromhed og valfartsiver - og vel også på berejsthed; jfr. vor tids emblemer og stokkemærker, som diskret orienterer slægt og venner om, at man har været på Himmelbjerget. En ganske særlig gruppe af pilgrimstegn udgør de såkaldte Ibsskaller: gennemborede muslingeskaller, der kunne erhverves ved apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien, næst efter Rom det mest søgte valfartssted i Europa.
Mærkerne findes overalt i vor verdensdel som et håndgribeligt vidnesbyrd om den kolossale pilgrimstrafik, vi kender fra litterære kilder; Rom skal i året 1300 være besøgt af 200.000 pilgrimme, og »Skt. Jakobs vej« var så befærdet, at man gav selve himlens mælkevej dette navn. Det var folk af snart sagt alle samfundslag, som foretog valfarterne, og selv om bods- og helliggørelsestanken var det centrale, var den ikke altid eneste motiv. Stormænd og gejstlige kombinerede rejsen med diplomatisk virksomhed, og for jævne folk kunne bodfærdighed, eventyrlyst og turistinteresser nok gå op i en højere enhed. Pilgrimmene nød statsmagtens beskyttelse, og i højmiddelalderen opstod den skik, at præst eller biskop på hjemstedet forsynede den bortdragende med en anbefalingsskrivelse, som bevidnede, at han faktisk var pilgrim; senere på hjemturen - kunne pilgrimstegnet tjene som dokumentation. På reformationstiden kom alt dette naturligvis i miskredit. »Hvad er det for en dragt, du har på«, spørges en pilgrim i et af tidens skrifter. »Den er oversået med muslingeskaller, fuld af tin- og blybilleder og smykket med kæder af strå, og på armen har du slange- æg«. Det er den store Erasmus af Rotterdam, som således svinger ironiens sværd.
Folk fra Norden deltog flittigt i pilgrimsrejserne, og for dem, som ikke havde evne eller vilje til at begive sig ud på de store europæiske langfarter, var der nok af lokale helgener at valfarte til. Skt. Knud i Odense, Niels i Århus, Kjeld i Viborg, Thøger i Vestervig, Anders på Slagelseegnen - for blot at nævne nogle af dem. For så vidt er det mærkeligt, at der er fundet så få pilgrimstegn her i landet; af Ibsskaller kendes godt en snes, men de metalstøbte mærkers antal er betydeligt mindre. Undertiden blev mærkerne afstøbt til udsmykning af kirkeklokker, som det for eksempel ses på klokken i Vejlø kirke ved Næstved. Tegnet her - fra omkring 1500 - minder på flere punkter om det nyfundne, men er desværre så utydeligt, at det ikke kan hjælpe til en nærmere bestemmelse. Den lille biskop fra Århus hemmeligholder stadig hjemstavn og identitet.