Pilgrimsrejse

Sommeren 1103 døde den danske konge Erik Ejegod på Cypern. Han var med et stort følge på pilgrimsrejse til Jerusalem, men nåede kun til øen i Middelhavet. Der ramtes han af heftige feberanfald, rejsen måtte afbrydes, og kort efter døde kongen.

Om årsagen til, at en dansk konge forlader sit land og giver sig et så usikkert foretagende i vold, fortæller Saxo: Kongen holder gæstebud. Blandt deltagerne er en berømt harpespiller, som roser sig af, at han med sine toner kan bringe sine tilhørere til vanvid. Erik opfordrer ham til at vise sin kunst, og efter nogen tøven erklærer harpespilleren sig villig.

Spillet begynder. Lidt efter lidt overfaldes kongen af raseri og begynder at råbe og skrige. Vagten iler til og finder kongen i et ubændigt raseri. Der opstår håndgemæng, og herunder kommer kongen til at dræbe fire af sine egne mænd. Ved at kaste puder og hynder over ham lykkes det omsider at få ham tæmmet og beroliget. Det var for at sone denne udåd, at kongen aflagde løfte om at drage til det hellige land.

Mere kritiske historikere end Saxo har givet en anden og nok så troværdig forklaring på kongens rejselyst. Sidst i 1000-tallet opstod i Europa et vældigt røre – en bevægelse, hvis formål var at udfri Jerusalem og de andre hellige steder af de vantros vold. 1096 afgik det første korstog, og tre år senere blev Jerusalem indtaget. Det foreløbige mål var nået. Pilgrimme strømmede til, og der var god brug for forstærkning til at sikre det erobrede. En mærkelig stemning, en blanding af fromhed og eventyrlyst, er drivfjederen bag korstogene. Det er denne bølge, der har grebet Erik Ejegod.

Rejsen går over Østersøen og videre ad russiske floder til Konstantinopel, hvor kongen taler til de danske i væringe-garden, og hvor kejser Alexis skænker ham rige gaver og et stykke af det hellige kors. Kongen sender denne fornemme relikvie hjem til Danmark, til den kirke, han netop har ladet opføre i sin fødeby Slangerup (Fig. 1).