Pige i blåt

Næsten – ja for naturligvis er der spredte undtagelser. Snart her, snart der dukker ting op, som – ofte dog kun gennem sindrige fortolkninger – kan løfte en flig af sløret. Men det kan uden forbehold kaldes bemærkelsesværdigt, at der nu fra jernalderen er fremkommet et gravfund af en kvalitet, som nærmer sig egekisternes – ja som på et enkelt område endog overstråler de berømte forbilleder.

Gårdejer Jens Jensen, Lønne hede i Vestjylland hører til de få, der endnu pløjer med heste, og han har derfor bedre lejlighed end de fleste til at iagttage, hvad der gemmer sig i hans jord. Først fandt han lerkarskår, senere stødte ploven på sten, hvilket forekom ham påfaldende, da jorden ellers er stenfri. Han gravede ned, afdækkede en stendynge og traf mellem stenene et lerkar og en kantstillet planke. Varde museum og lærer Mandøe Hansen, Ølgod blev alarmeret, men det blev museet i Ribe, som under Mogens Bencards ledelse kom til at forestå udgravningen.

Det blev hurtigt klart, at man stod over for en begravelse fra romersk jernalder. Den lå ca én meter dybt i jorden, der her i det fordums hedeland består af gult sand med alstriber af vekslende tykkelse. Disse alstriber samt høj grundvandstand – vandspejlet stod 10-15 centimeter over gravbunden – havde skabt særdeles gode bevaringsforhold. Ikke alene var en væsentlig del af kisten til stede, men også meget af den dødes dragt. Fundet af det vævede stof – endog med røde og grønne kulører – komplicerede udgravningen, og gjorde bistand påkrævet. Bud afgik til Nationalmuseets konserveringsanstalt, som tilsluttede sig udgravningsholdet repræsenteret ved undertegnede (Fig. 1, Fig. 2).