Per Ajsens Cyprianus

Cyprianus er i Danmark den almindelige betegnelse for en hekse— eller trolddomsbog. Sådanne har gennem flere århundreder været udbredt blandt folk, enten håndskrevet eller i trykte udgaver. Navnet har bogen fået fra en vis biskop Cyprianus af Antiochia, som led martyrdøden under kejser Diocletian, og som før sin omvendelse til kristendommen havde været en berømt troldmand, Der er dog ikke anden forbindelse mellem bogen og biskoppen end selve navnet. De danske cyprianus'er har et såre broget indhold: trylleformularer, magiske helbredelsesmetoder, recepter på lægemidler og nu og da også et par tryllekunster til underholdningsbrug. Bogen var imidlertid ikke blot en vejledning i magi. Den havde i sig selv en sær og farlig kraft, og den kom derfor til at spille en betydelig rolle i den folkelige bevidsthed.

Af Bjarne Stoklund

Det var også tilfældet på Læsø. Når jeg — under besøg på øen for at samle oplysninger til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser om gamle arbejdsmetoder og skikke - sad og snakkede med de gamle, faldt talen nu og da på personer, som havde været anset for hekse eller troldkarle, og det hed da ofte, at den og den havde haft en cyprianus eller, som den også kaldtes, sjette mosebog. Den sidste betegnelse skyldes en legende om, at Moses, da han havde skrevet de fem mosebøger, lod sig friste af djævelen til at skrive en sjette, som siden er blevet benyttet til at øve trolddom med. - Når man læste i den bog, sagde en, kunne man se den lede selv. En anden fortalte, at der kom en djævel frem i hvert hjørne af stuen. Ukyndige skulle vogte sig vel for at læse i den. Engang, da ejeren af en sådan bog var taget hjemmefra, dristede hans karl sig til at kigge i den. Da han noget senere stod i gårdens lille stubmølle og malede korn, blev møllen fyldt med flagrende fugle, så han ikke kunne være der. Når bogen havde en sådan kraft, skulle det bl.a. skyldes, at den var skrevet med menneskeblod.

De personer, der fik ord for at kunne mere end deres fadervor, var gerne sådanne, som i udseende og adfærd adskilte sig fra andre. De kunne finde på at rende rundt på øen midt om natten, når ordentlige kristne mennesker burde ligge i deres senge. De kunne komme gående og skrå ind over ens agre uden særlig grund, og så slog det sjældent fejl, at de pågældende agre ikke rigtig ville bære noget. De kunne "tage heldet fra en", så intet ville lykkes. Man skulle navnlig passe på, hvis de kom og ville ind i ens stald under et eller andet påskud, for så kunne de sætte "onde øjne" på dyrene, som derefter blev syge eller døde. Der skulle, som man vil forstå, ikke så meget til, før man risikerede at få hekse- eller troldkarle-navnet hæftet på sig. Men den mistænkte kunne også selv hjælpe til med at styrke formodningen om de skjulte kræfter, som jo gav en vis magt over andre.

Det gjaldt således Per Ajsen. Han havde et lille husmandssted og gav sig iøvrigt af med lidt af hvert. Han fiskede, var smed og snedkererede også lidt, lavede f. eks. ligkister, men meget fik han sikkert ikke ud af sine forskellige foretagender, og en stor del af fortjenesten gik til brændevin og rom. Tine havde som ung tjent hos Per Ajsen. Der var ikke rart at være, sagde hun, for han var "en rædelig troldkarl". Folk, som kom forbi på "wasen" midt om natten, når Per Ajsen lå og sov, havde set lys i hans smedje. Tine var af den formodning, at det var den lede selv, der rumsterede der. Skulle nogen dø, vidste Per Ajsen det forud, for så begyndte hans snedkerværktøj at arbejde af sig selv. Når noget var stjålet, kunne han "vise igen" med sold og saks. Per Ajsen havde sjette mosebog. Tine havde set den flere gange, men hun havde taget sig vel i vare for at komme til at læse i den. Engang, da Krestens Trine kom på besøg, ville Per Ajsen vise bogen "med de røde tegn og krimskrams på kryds og tværs" til hende, men Trine vægrede sig på det kraftigste. "Den må du ikke vise mig, for den har jeg ikke godt af at se", sagde hun.

Hvor den uhyggelige bog blev af efter Per Ajsens død, vidste Tine ikke. Brænde den kunne man ikke, men måske kunne man slippe af med den ved at grave den ned i jorden. - Jeg var nu blevet nysgerrig og besluttede at prøve at opspore bogen. Per Ajsens hus og jord blev købt af en nabo, og nogle ville vide, at denne havde ladet bogen grave ned under "tremandsskel", d.v.s. på et sted, hvor tre mænds jordlodder støder sammen (fig. 1). På den måde kan man nemlig blive den farlige bog kvit. En anden bekræftede, at naboen havde fået Per Ajsens cyprianus; han havde flere gange set ham læse i bogen, der i øvrigt så ret uskyldig ud. Nabomanden var død, men hans enke levede endnu, og da jeg ved en senere lejlighed besøgte hende, spurgte jeg, om hun vidste, hvad der var blevet af Per Ajsens cyprianus. Jo, det vidste hun, for den havde hun da, vel at mærke hvis den stadig var i behold, for børnene havde haft den at lege med, da de var små. Hun var ikke synderligt imponeret af den berygtede bog, som hun karakteriserede således: "Det var såmænd ikke andet end en bitte, usselig drømmebog, som kan købes i enhver butik for 25 øre".

Billede

Fig. 1: Resterne af Per Ajsens hus.

Per Ajsens cyprianus er nu havnet i Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelsers arkiv. Det er en tynd bog på et halvt hundrede sider i et lille oktavformat, trykt engang i forrige århundrede. Indholdet består udelukkende af alfabetisk ordnede drømmetydninger. Bogen har således ikke megen lighed med de ældre trolddomsbøger med deres magiske formler og besværgelser. Ejheller kan man genkende Tines beskrivelse af bogen "med røde tegn og krimskrams på kryds og tværs". I fantasien er det lille beskedne hefte vokset og er blevet udstyret med de ydre kendetegn, som man vidste, en cyprianus skulle have. Per Ajsen havde dog også selv gjort lidt for at hjælpe fantasien på gled. På titelbladet, som desværre mangler nu, var ordet "Cyprianus" trykt med store bogstaver. Dem havde han malet røde med rodbedesaft, så det med lidt god vilje kunne se ud, som om de var skrevet med menneskeblod.

Per Ajsens cyprianus er langt fra nogen bibliofil sjældenhed men blot en simpel, billig tryksag. Den har imidlertid kulturhistorisk værdi som et vidnesbyrd om, med hvor små og beskedne midler en mand kunne overbevise lettroende naboer om sine magiske evner og få ord for at være "en rædelig troldkarl".