Pas på – museumspolitiet kommer

Det antal oldtidsminder, som 1937-loven sikrede, var godt en snes tusinde, men det er værd at bemærke, at af disse var et ret stort antal – ca. en tredjedel – allerede på et tidligere tidspunkt blevet fredet ad frivillighedens vej. Det var en udbredt opfattelse blandt de gamle museumsfolk, at man skulle »undgå indgreb over for de enkelte lodsejere blandt andet ud fra museets interesse i det bedst mulige forhold til lodsejerne med henblik på at kunne få lov til at foretage udgravninger og lignende«. Den omsiggribende ødelæggelse har vel nok fået en og anden til at skifte mening, men det er en kendsgerning, at det var naturfredningsfolkene og ikke arkæologerne, der var initiativtagere til den lov, som omsider sikrede det, der var tilbage.

Lovfredningen blev i det store og hele modtaget med forståelse af landets højejere, men helt uden mislyd forløb dens indførelse ikke, og det må da også indrømmes, at der mellem det fredede – selv efter at en frasortering har fundet sted – er meget, som er i en så ødelagt tilstand, at det ikke må være helt let for de lokale jordbesiddere at indse nødvendigheden af at bevare det. Særlige problemer opstod omkring landets ca. 50.000 overpløjede høje. Dem har lovens givere åbenbart ikke skænket en tanke, men ved omhyggelig granskning af paragrafferne fandt man ud af, at også de i virkeligheden var fredede, omend kun »underjordisk«, hvilket vil sige, at det var ejerne forbudt at grave i dem, men tilladt at pløje dem væk. I 1961 blev loven udvidet. Det var herefter forbudt uden særlig tilladelse at bygge, plante eller foretage terrænændringer inden for en afstand af 100 meter fra hvert enkelt af de ca. 24.000 bevarede oldtidsminder. Det forøgede disses sikkerhed, men ikke deres lokale popularitet. I det hele taget må man se i øjnene, at de opnåede fordele måske ikke har været ganske gratis. Der er trukket vel store veksler på det gode »forhold til lodsejerne«, som de gamle satte så højt.

At udgangspunktet – loven af 1937 – var en god og tiltrængt foranstaltning kan man let blive enige om, men det er et spørgsmål, om man ikke i sin iver efter at udnytte den har sat noget over styr, som er vigtigere end det, man har opnået. Det kan ikke være ligegyldigt, om de mennesker, som skal gøre fremtidens fund, er arkæologiens fjender eller dens forbundsfæller. Og den lov, som nu er på trapperne, skal ikke gøre sagen bedre: »Findes der under et jordarbejde grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, skal arbejdet standses i det omfang, det berører fortidsmindet. Fundet skal straks anmeldes til rigsantikvaren, der kan forlange at få. fundne genstande afgivet. Rigsantikvaren meddeler snarest den, der udfører arbejdet, om dette kan fortsætte, eller det skal indstilles, indtil der er foretaget en undersøgelse. En eventuel undersøgelse skal være afsluttet inden et år efter anmeldelsen«.

Anmeldelsespligt, afleveringspligt, udgravningsret! Hvad det første angår, melder sig straks en vanskelighed: I mange tilfælde vil det være umuligt for den arkæologisk ukyndige finder at afgøre, om det, han har gravet frem, falder ind under betegnelsen »jordfaste fortidsminder« – og det er jo en udmærket undskyldning for intet at foretage sig. Anmeldelse af fundet kan medføre standsning af jordarbejdet i indtil et år, så selv med lovsikret udsigt til erstatning vil der nok være adskillige, som foretrækker den nemme udvej at lade det fundne forsvinde i stilhed, hurtigst muligt – og det er jo ikke så godt, hverken for fundet eller for finderen, som derved gør sig til lovovertræder. Ingen lov kan vel friste mere til omgåelse end denne. Det må under disse omstændigheder være et stort spørgsmål, om ikke alt det, som arkæologerne nu vil tiltvinge sig, kan opnås lige så godt eller bedre ad frivillighedens vej – forudsat naturligvis, at de i loven påregnede erstatningsbeløb står til rådighed som overtalelsesmiddel, hvad de ikke tidligere har gjort.

Lignende lovbestemmelser findes i udlandet, forsikres det, og man tror det gerne uden derfor at føle sig overbevist om fortræffeligheden. Meget afhænger naturligvis af, hvordan loven administreres; den byrde er pålagt rigsantikvaren og skulle synes i gode hænder, om man bare turde tro, at det i praksis vil blive arkæologiens overhoved, der kommer til at tage sig af alle disse sager. At udgrave oldtidsfund var forhen et spændende og dejligt arbejde. Man glædede sig over at færdes i det fri, over fundene og ikke mindst over at se interessen tændes i øjnene på de tilskuere, som mere eller mindre tilfældigt indfandt sig. For fremtiden skal alt dette foregå i en atmosfære af angiveri, modvilje og tvang. En uendelighed af små kriminalsager vil hobe sig op. Der skal nok blive noget at gøre for det nye »museumspoliti«.

Det mest paradoksale ved sagen er dog dens arbejdsmæssige aspekt. Det har altid været arkæologiens dilemma ikke at kunne overkomme det hele, og det er det ikke mindst nu, hvor plovene stikker dybere end før, og hvor der bygges og graves som ingensinde. Det er en stor fejltagelse at tro, at de mange fundmeldinger, som indløber til museerne helt frivilligt fra interesserede, altid bliver behandlet på bedste måde. Det er mere, end maskineriet kan magte; man klarer sig med et hastigt besøg, hvor der burde graves i uger eller måneder, og ikke engang det bliver der måske tid til. Sager i hobetal henlægges ubehandlet i de arkiver, hvor i forvejen tusinder af ubehandlede sager hviler, og ude i landet venter 50.000 overpløjede høje på at blive undersøgt, inden ploven har planeret dem. Om blot en tiendedel af det ophobede arkæologiske arbejde kunne blive gjort, måtte vi være ellevilde, og alligevel vil man altså nu indføre en anmeldelsespligt, som forventes at forøge mængden. Det, der navnlig har fristet ved de nye paragraffer, er vel nok de økonomiske kildevæld, som fremspringer af lovens administration, men danefæ kan også købes for dyrt, og man kunne nok have fundet et heldigere sted at grave sine brønde.

Alt taget i betragtning er det vel værd at overveje, om det på længere sigt kan betale sig at oparbejde et museumsfjendskab i den del af befolkningen, som er det uundgåelige mellemled mellem arkæologen og hans kildemateriale. Måske vil man mene, at faren ikke er så stor; fortidsvidenskaberne nyder jo, netop i disse år, en yndest som aldrig før, hvilket bl.a. fremgår af Skalks oplagstal. Men en gennemgang af Skalks kartoteker viser netop med al ønskelig tydelighed, at det ikke er i den jordarbejdende del af befolkningen, arkæologien har sine mange venner. Naturfredningsloven, som oldtidsminderne hører ind under, er for tiden til behandling i folketinget. Den dag, den vedtages, vil ordet arkæologi få en ny og ubehagelig klang. Museumspolitiet kommer – men det er ikke bare de arme findere, som skal passe på.