Parkeringsplads og kloster

Baggrunden for undersøgelsen var den mangel på parkeringspladser, som stedse stærkere gør sig gældende overalt i vore købstæder. I Næstved tilbød et konsortium at råde bod herpå gennem anlæg af en underjordisk parkeringsplads i byens centrum, under Axeltorvet, hvorved der vandtes plads til et halvt hundrede biler, samtidig med at en del af anlægget, hvortil civilforsvaret yder tilskud, tænkes benyttet som beskyttelsesrum. Forhåbentlig får man i en katastrofesituation tid til at tømme de sammesteds nedgravede tanke for deres indhold af 50.000 l benzin!

Da der som bekendt ligger store arkæologiske muligheder gemt i de gamle bykærner, og der i dette tilfælde var begrundet håb om at finde rester af franciskanerklostret, sikrede Nationalmuseet sig adgang til, forinden torvet blev gravet op i tre meters dybde, at foretage en forsvarlig arkæologisk undersøgelse. Der indhentedes til formålet en særlig bevilling, således at arbejdet kunne udføres som beskæftigelsesforanstaltning, og takket være den største velvilje fra det lokale entreprenørfirma, der var kontraktligt forpligtet til at besørge anlægget gennemført på ganske kort tid, lykkedes det i løbet af knap to måneder at fa blotlagt store dele af de gamle klosterfundamenter, der i udstrækning langt overgik, hvad man havde turdet gøre sig forestilling om.

Størst interesse matte det på forhånd have, om man kunne klarlægge klosterkirkens grundplan, og på dette punkt var heldet med os. Til uigendrivelig bekræftelse af udsagnet i kongebrevet fra 1553 fremkom de på det nærmeste intakte fundamenter af kirken netop inden for det nuværende torvs rammer. Havde man ud fra de fattige skriftlige vidnesbyrd tænkt sig klostret som et ringe og uanseligt foretagende, tog man i høj grad fejl. Det må have været et særdeles iøjnefaldende led i det middelalderlige bybillede. I fuldt udbygget stand kunne kirken således, hvad størrelsen angår, måle sig med den nærliggende St. Peders kirke, der dog hører til vore anseligere købstadskirker. Noget ædelt arkitektonisk mesterværk skal man imidlertid ikke forestille sig, at kirken har været. Selv om talrige formsten viser, at der også har været ofret en del på udsmykningen, synes planen dog at røbe, at slutresultatet af tre – eller flere – byggeperioder bedst betegnes som et makværk. Begyndelsen var gjort med koret, der var det bedst byggede afsnit og, som det nedenfor skal omtales, rummede grave, der ved form og indhold vidnede om betydelig ælde. I næste omgang tilføjedes det lange, smalle skib, og endelig fik kirken i senmiddelalderen en betydelig udvidelse mod syd i form af et sideskib af samme dimensioner som hovedskibet, men opdelt i tre kapeller. Den toskibede klosterkirke er velkendt, navnlig inden for tiggermunkeordnerne, og en nærliggende parallel har man i den sengotiske Antonitterkirke i Præstø, men den harmoni, der præger denne kirkes ydre, har vanskeligt kunnet genfindes i Næstved-kirken. Hvorvidt kirken har haft tårn, lod sig ikke fastslå med sikkerhed. Et par svære støttepiller på hovedskibets vesthjørner og en forstærkning af vestgavlens fundament tyder på en særlig belastning her, men derudover fandtes intet, som taler for tårnets eksistens. I det indre har kirken været overhvælvet, koret med to, skibet med tre og sidekapellerne med hver eet hvælv. (Fig. 1)

Mens kirkens grundplan således ikke byder på større vanskeligheder, er der endnu uløste problemer omkring klosterkompleksets øvrige bygninger, der har ligget på kirkens nordside. Der var kun mulighed for at undersøge en mindre del heraf, omend tilstrækkeligt til at vise, at anlægget har fulgt de traditionelle retningslinjer. Det centrale har således været en firkantet fratergård, helt eller delvis omgivet af bygninger. Størst klarhed er der foreløbig om vestfløjen, hvis ydermur løber af omtrent midt på skibets nordside. Ind mod fratergården har der været en hvælvet korsgang, som også fandtes på gårdens sydside, op mod kirken. Hvorvidt korsgangen helt har indrammet fratergården, er dog usikkert. Nordfløjen, om den overhovedet har eksisteret, er ganske ukendt, og om østfløjen er det kun muligt at sige, at den må have været der. Dels fandtes der en mur i forlængelse af korets østgavl, som næppe kan hidrøre fra andet, dels er netop østfløjen, hvorfra der er direkte adgang til koret, sædvanligvis næst kirken den fornemste del af klostret. På den gengivne plan er der ikke vist nogen korsgang på østfløjen, hvad der indtil videre forekommer mest sandsynligt, men problemet vil sikkert ret let kunne løses ved en mindre gravning i gaden langs torvets nordside, d.v.s. lidt uden for den stiplede linje, der markerer grænsen for gravningen i sommer. (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4., Fig. 5.)

Vest og syd for kirke og kloster har der været kirkegård, mod vest afgrænset af en mur, som ud for skibets gavl har haft to låger, hvilket fremgår af et par ca. 80 cm dybe, murede gruber, hvorover der har ligget såkaldte kirkeriste, d.v.s. jernriste, der havde til formål at hindre får og svin i at løbe ind på kirkegården.

Middelalderens klostre, hvor der daglig udøvedes så mange fromme gerninger, var stærkt søgte som begravelsessteder. Mangen en synder har sat sin lid til, at et for rundelig betaling erhvervet lejersted i de fromme brødres kirke vel kunne bidrage til at lindre den skærsiIds-pine, som han efter en nøjere betragtning af sin livsførelse nok havde skellig grund til at frygte. Næstvedklostret har i så henseende ikke dannet nogen undtagelse; navnlig var der trængsel under koret, hvor der bl.a. fandtes adskillige murede, romanske grave, de fleste ganske vist ødelagt af senere begravelser, men desuagtet af stor betydning, fordi de viser, at koret må være opført ret kort efter klostrets stiftelse. En antydning af, hvad det var for folk, der lod sig begrave her, får man gennem de signeter, som fandtes i ret stort tal. Det til strengt personligt brug bestemte signet blev givet den døde med i graven og til yderligere sikring mod misbrug ofte itubrudt. De fleste af de fundne signeter var da også kun brudstykker, men efter et nøjere studium vil det sikkert være muligt at identificere adskillige. Enkelte lod sig straks tyde, således et stort smukt bronzesignet, der bærer indskriften: "S(igitum) Nicholai Hac marscalci", hvilket fortælleros, at Niels Hak, der i sin tid var Kristoffer den Førstes marsk, og som antagelig døde henimod 1290, er blevet begravet i gråbrødreklostrets kirke. Desværre var det ikke muligt at påvise de jordiske rester af signeternes ejere på grund af de kaotiske forhold, som forårsagedes af, at yngre begravelser ustandselig var sat ned oven i de ældre. Foruden signeterne fandtes i korets grave bl.a. tre guldfingerringe, en lille krucifiksfigur af brændt ler og et stort senmiddelalderligt slagsværd af den type, som populært kaldes tohåndssværd. Yderligere tre lignende slagsværd fandtes i grave i det østre sideskibskapel, de to endda i samme grav. Til gravudstyret hørte også en del gravpotter, lerpotter, hvis indhold af trækul skulle tjene til at opsuge gravens dunster. Disse var som al anden keramik sædvanligvis ituslåede, men en enkelt fremdroges hel - opgravet af gravemaskinen og nydeligt aflæsset på toppen af et vognlæs!

Undersøgelsen måtte efter omstændighederne foregå i et noget mere forceret tempo end ønskeligt. Gravemaskinen fulgte hele tiden i hælene på os, således at vi ingen mulighed havde for til slut at kunne tage et overblik over anlægget i dets helhed. Og skulle fremtidens arkæologer ønske at kontrollere vore resultater, nytter det lidet at søge under Axeltorvets jernbeton og benzintanke. En forvirret blanding af sten og menneskeben i området mellem kanalen og Susåens gamle løb vil vise, hvor resterne af Næstved gråbrødrekloster nu er at finde. I det moderne forretningsliv har den kulturhistoriske interesse sin begrænsning, og pietetsfølelsen er der sjældent plads for.