Parkeringsplads og kloster

Baggrunden for undersøgelsen var den mangel på parkeringspladser, som stedse stærkere gør sig gældende overalt i vore købstæder. I Næstved tilbød et konsortium at råde bod herpå gennem anlæg af en underjordisk parkeringsplads i byens centrum, under Axeltorvet, hvorved der vandtes plads til et halvt hundrede biler, samtidig med at en del af anlægget, hvortil civilforsvaret yder tilskud, tænkes benyttet som beskyttelsesrum. Forhåbentlig får man i en katastrofesituation tid til at tømme de sammesteds nedgravede tanke for deres indhold af 50.000 l benzin!

Da der som bekendt ligger store arkæologiske muligheder gemt i de gamle bykærner, og der i dette tilfælde var begrundet håb om at finde rester af franciskanerklostret, sikrede Nationalmuseet sig adgang til, forinden torvet blev gravet op i tre meters dybde, at foretage en forsvarlig arkæologisk undersøgelse. Der indhentedes til formålet en særlig bevilling, således at arbejdet kunne udføres som beskæftigelsesforanstaltning, og takket være den største velvilje fra det lokale entreprenørfirma, der var kontraktligt forpligtet til at besørge anlægget gennemført på ganske kort tid, lykkedes det i løbet af knap to måneder at fa blotlagt store dele af de gamle klosterfundamenter, der i udstrækning langt overgik, hvad man havde turdet gøre sig forestilling om.

Størst interesse matte det på forhånd have, om man kunne klarlægge klosterkirkens grundplan, og på dette punkt var heldet med os. Til uigendrivelig bekræftelse af udsagnet i kongebrevet fra 1553 fremkom de på det nærmeste intakte fundamenter af kirken netop inden for det nuværende torvs rammer. Havde man ud fra de fattige skriftlige vidnesbyrd tænkt sig klostret som et ringe og uanseligt foretagende, tog man i høj grad fejl. Det må have været et særdeles iøjnefaldende led i det middelalderlige bybillede. I fuldt udbygget stand kunne kirken således, hvad størrelsen angår, måle sig med den nærliggende St. Peders kirke, der dog hører til vore anseligere købstadskirker. Noget ædelt arkitektonisk mesterværk skal man imidlertid ikke forestille sig, at kirken har været. Selv om talrige formsten viser, at der også har været ofret en del på udsmykningen, synes planen dog at røbe, at slutresultatet af tre – eller flere – byggeperioder bedst betegnes som et makværk. Begyndelsen var gjort med koret, der var det bedst byggede afsnit og, som det nedenfor skal omtales, rummede grave, der ved form og indhold vidnede om betydelig ælde. I næste omgang tilføjedes det lange, smalle skib, og endelig fik kirken i senmiddelalderen en betydelig udvidelse mod syd i form af et sideskib af samme dimensioner som hovedskibet, men opdelt i tre kapeller. Den toskibede klosterkirke er velkendt, navnlig inden for tiggermunkeordnerne, og en nærliggende parallel har man i den sengotiske Antonitterkirke i Præstø, men den harmoni, der præger denne kirkes ydre, har vanskeligt kunnet genfindes i Næstved-kirken. Hvorvidt kirken har haft tårn, lod sig ikke fastslå med sikkerhed. Et par svære støttepiller på hovedskibets vesthjørner og en forstærkning af vestgavlens fundament tyder på en særlig belastning her, men derudover fandtes intet, som taler for tårnets eksistens. I det indre har kirken været overhvælvet, koret med to, skibet med tre og sidekapellerne med hver eet hvælv. (Fig. 1)