På vej
Indenfor den arkæologiske litteratur er der i de seneste år dukket noget op, som ganske vist har været der hele tiden, men i en fattig og tilbagetrængt form. Skalk har mødt dette nye med åbne arme, og ikke mindst i dette nummer vil man kunne finde eksempler på det. Det, som således er ved at bryde frem, er en forståelse af, at det er muligt at skaffe sig oplysning om oldtidens tavse verden ved at sammenligne de arkæologiske fund og iagttagelser med lignende fænomener fra kulturer på samme stade som den hjemlige, men bedre kendt. Af den slags sammenligningsmateriale er der meget; blandt andet er der hele den etnografiske videnskab at øse af. Så simpelt dette lyder, og så lidt det indtil videre er, så tør man dog heri se et varsel om et arkæologisk tøbrud, som fortjener al den varme, det kan få.
Af Redaktionen
Målet med al kulturhistorisk forskning er at tegne et billede af menneskenes gøren og laden fra de ældste tider og til dato under alle mulige forhold og himmelstrøg - ikke noget højtideligt billede, men et billede af mennesker, som sover og spiser, arbejder, leger og bér, som plages af sygdomme og af troldtøj, som udsteder love og holder dom, hvis nogen overtræder dem. For den, som er fortrolig med den kulturhistoriske litteratur, er det iøjnefaldende, hvor ringe arkæologiens bidrag til dette billede er. Det er - for at sige det hårdt - som om arkæologerne ikke rigtig har gjort sig målet klart, som om de tror, at det er nok, når blot fundene er dateret, anbragt i et stort kronologisk skema som sommerfugle på nåle. Færdig med dem. Nej der begynder det først.
Det er let at se, hvorfor det er sådan. Dateringen er en nødvendighed, hvis der skal være mening med legen, og den må arkæologerne kæmpe hårdt for - væsentligt hårdere end de videnskabsmænd, som tager sig af de yngre og helt moderne tidsrum. Dertil kommer, at disse sidstnævnte forskere har et rigt materiale af mundtlig og skriftlig overlevering at bygge med, hvad arkæologerne i høj grad må savne. Helt frikender dette dog ikke oldforskerne, som trods alt har mange muligheder for at skabe kulturhistorie, men som tilsyneladende kun udnytter dem, når det kan fremme deres dateringsformål. Områder som kunst og handelssamkvem er følgelig velbelyst, mens et emne som håndværkenes teknik er sørgeligt forsømt af danske arkæologer, som overlader dette studium til amatører, der til gengæld varetager det med dygtighed, omend kun på begrænset område. Alt for ofte indskrænker resultatet af arkæologernes kulturhistoriske virke sig til nogle fattige, afsluttende linjer. Disse linjer møder man til gengæld igen og igen i populærvidenskabelige fremstillinger, hvor de i værste fald optræder romantisk oppustede og ved fantasiens hjælp udfyldt til et billede, der lyser af forlorenhed og af mangel på virkelig viden.
I disse år har danske arkæologer som aldrig før fået mulighed for at se sig om i verden på langvarige ekspeditioner, der fører dem til fjerne egne med såkaldt underudviklede befolkninger. Det er vel det, der nu bevirker, at man så småt begynder at få øjnene op for den sammenlignende kulturhistories muligheder. To folkeslag, der har udviklet sig under nogenlunde ensartede omstændigheder, har ofte et enhedspræg. Det kan arkæologerne udnytte, forudsat at de samtidig gør sig klart, at man ikke uden videre kan drage slutninger på tværs af tid og rum. Det er ikke altid, at sammenligningerne kan bære; men det står til arkæologerne selv at udforme lovene for den nye teknik og at opstille deres skilte, hvor isen er usikker. At vejen er farbar, og at man virkelig på denne måde kan komme vort umeddelsomme arkæologiske materiale til hjælp, viser artiklen på side 28, der i det hele taget er egnet til at vække til eftertanke. I mere end et halvt århundrede har »tatovernålen« blomstret i dansk forhistorie, og alt imens har levende mennesker i store dele af verden kunnet fortælle om dens rette brug. Den eksamen, som en dansk fagarkæolog har underkastet sig, kræver intet kendskab til etnografi eller etnologi. Hans viden, om hvordan menneskene tér sig, er derfor ofte ensidigt knyttet til atomalderen, som ikke giver det bedste sammenligningsgrundlag. Her er en ændring tiltrængt, for det kan jo tænkes, at der er andre lighedspunkter mellem bronzealdermanden og bjergboen i Afghanistan end tandstikkeren. Ved den sammenlignende kulturforsknings hjælp skulle det være muligt at trænge ind i oldtidens lukkede land på områder som religion, samfundsorganisation og retsvæsen - for blot at nævne nogle få af de døre, som står åbne.
Det skulle gå mærkeligt til, om ikke udviklingen vil komme til at følge den ovenfor skitserede vej, der ikke fører ud i det blå, men derhen hvor hele den øvrige kulturhistoriske videnskab i forvejen befinder sig. Den traditionelle arkæologiske form vil ikke blive kasseret; men den må vige højsædet for det, som i dag er et nødtvungent appendiks, men som vil blive udbygget og uddybet til et omfang, som det ikke er muligt at forudse. Ingen skal vente, at udviklingen får vinger, og at der vil indtræffe arkæologiske revolutioner. Morgenmand er Holger Danske jo ikke, og dette nye har, som alt andet nyt, det handicap, at det ikke er gammelt. Men selv om hestene lunter, så er det dog en glæde at vide, at vi er på vej.