På Frode Fredegods tid
»Hjørring er en liden, vendsysselsk kjøbstad, meget berømt ved sin ælde. Dersom man vil tro sagnet, må den anses for at være den ældste af alle i Jylland. På Frode Fredegods tid antager man den bygget. I begyndelsen kaldte man den Højring, ringens høj, efter hin guldring, som førnævnte Frode efter Saxos udsagn skal have ladet nedgrave i højen for dermed ud af borgernes lydighed at udforske tidens moral«.
Af Palle Friis
Således skriver Peder Resen i 1670 i sit Atlas Danicus. Om man skal tro sagnet og sætte det i forbindelse med Hjørring er vel tvivlsomt, men den gode forfatter har ret i, at byen er meget gammel. Det har fundene for længst fortalt, og nu har nye opdagelser bekræftet det.
Under et planeringsarbejde i forbindelse med opførelsen af et stort vaskeri ved Brunbakken i udkanten af Hjørring afdækkede en bulldozer i løbet af een dag 14 jernaldergrave. Bulldozerføreren var heldigvis klar over fundets betydning og sendte straks besked til museet, så vi kunne overtage udgravningen med redskaber af mindre format.
Det var kort før jul, men for at sinke det store byggeri mindst muligt måtte vi gå i gang øjeblikkelig, med valne, blåfrosne fingre, bivånet af en tænderklaprende, interesseret flok Hjørringboere. Vore strabadser blev imidlertid rigeligt belønnet. De fleste af gravene var fuldstændig urørte, og resultatet blev en smuk samling oldsager og mange vigtige oplysninger.
(Fig. 1).
Fig. 1: Foto: Svend Thomsen
At udgravningen foregik ved juletid var meget passende, for fundene førte os tilbage til de dage, da den bekendte befaling udgik fra kejser Augustus. Den verden, som den romerske hersker lod skrive i mandtal, strakte sig dog ikke til det fjerne Jylland, skønt det ligger Rom nærmere end julens hjemland. Jyderne opnåede aldrig den tvivlsomme lykke at blive romernes slaver. De romerske varer, som vi nu og da finder, er bragt herop af rejsende købmænd.
(Fig. 2).
Fig. 2: Det stendækkede kammer i tværsnit.
Datidens Danmark har antagelig været delt mellem flere stammer uden alt for intim forbindelse; det indtryk får man i hvert fald, når man studerer gravene, som i form og udstyr veksler noget fra landsdel til landsdel. Heroppe i det nordligste Jylland er der to slags grave i brug - den simple, firkantede jordgrav og gravkammeret bygget af store sten. Mens førstnævnte også kendes fra andre egne af landet, er den sidstnævnte en særlig nordjysk type.
Blandt de 14 grave på Brunbakken var de to gravtyper ligeligt repræsenteret. Alle stengravene var placeret på toppen af den lille banke, muligvis betegnende at disse grave har tilhørt slægtens fornemste. Skønt denne gravform er meget udbredt i Vendsyssel, bliver man ikke desto mindre lige betaget, hver gang man står overfor disse imponerende stenbygningsarbejder.
(Fig. 3).
Fig. 3: Samme grav set ovenfra. To dæksten er fjernet.
Den bedst bevarede stengrav havde form af et mandslangt kammer. I væggene var der to lag sten; det øverste lag kragede en snes centimeter ud over det nederste som tilløb til en art »falsk hvælving«. Formålet med denne udkragning er at nedbringe spændvidden for de store sten, som dækker kammeret. I dette tilfælde var der fire dæksten, alle omkring een meter lange. Midt i graven lå en smuk og velbevaret bronzefibula (en smykkenål med sikkerhedsnålens mekanisme), og langs kammerets sider stod syv lerkar. Et af disse, et smukt ornamenteret bæger, havde hul fod, og i hulrummet lå 3 små lerkugler, som har raslet lystigt, når bægeret blev svunget.
(Fig. 4).
Fig. 4: Bronzefibula.
Få meter herfra lå en lignende, men alligevel noget afvigende grav. Også her var der store bæresten, men dækstenene manglede. Et stykke nede i den jord, som fyldte gravrummet fremkom et 20-30 cm tykt lag af udsøgte ovale søsten, og under dette lag, som skrånede fra gravens gavle mod bunden i gravens midte, kunne vi konstatere svage rester af formuldet træ. Graven må have haft et dække af planker eller rafter, hvorover de små sten har været lagt som et beskyttende dække.
(Fig. 5)
Fig. 5: Det trædækkede kammer i tværsnit. Rekonstrueret.
At de store stengrave mangler dækstenene, er ikke så ualmindeligt. Som grund plejer man at angive, at disse sten har raget så højt op i jorden, at landmanden har fjernet dem under markarbejdet. Ofte er dette sikkert også tilfældet, men muligheden for anden overdækning er altså også til stede.
Vor viden om stengravenes konstruktion har således gennem denne udgravning fået en vigtig forøgelse; men det samme kan i endnu højere grad siges om jordgravene, som nu skal omtales. De fremtræder i reglen som meterdybe, rektangulære nedgravninger af omtrent samme størrelse som kamrene i de stenbyggede grave. Det er sket, at man i sådanne graves fyldjord har fundet formuldede rester af træ, som man har formodet hidrørte fra overdækninger, og i gravenes bund har man nu og da fundet stolpehuller - som regel to kraftige huller ved gravens gavle, samt ved langsiderne mindre huller eller smalle, mørke furer. Der er blevet fremsat mange teorier om, hvordan overdækningen har været, så da vi i en af gravene fandt tydelige spor af konstruktionen, kunne intet have været mere velkomment.
(Fig. 6).
Fig. 6: Samme grav set ovenfra.
Det omtalte system af stolpehuller var også til stede her; men det særlige ved denne grav var, at stolperne kunne spores op gennem gravfylden. I et lodret snit tæt ved gravens østgavl sås i det gulbrune, sandede fyldlag tydelige aftegninger, ikke alene af den lodrette gavlstolpe, men også af to skråtstillede stolper, som udgik fra gravens hjørner og havde retning mod et skæringspunkt lidt over den oprindelige jordoverflade. Der har altså været opført en teltformet tagkonstruktion på bunden af graven. De to lodrette gavlstolper har understøttet en vandret ås, og op ad åsen har man stillet spærene, som har været 4-5 cm tykke rafter. (Fig. 7). Taget er sikkert blevet yderligere dækket med et lag ris eller græstørv, og til slut er graven blevet tilkastet med den opgravede jord, som har dannet en lille høj eller tue på stedet. Tuen har markeret gravens beliggenhed, og at den har gjort sin nytte, viser den omstændighed, at man aldrig finder to jordgrave fra jernalderen, som er gravet ind i hinanden. Den spinkle trækonstruktion må i øvrigt være styrtet sammen på et ret tidligt tidspunkt, og derefter er graven vel udjævnet.
(Fig. 8).
Fig. 7: Lerkarsæt fra en jordgrav.
Fig. 8: Jordgraven. I det lodrette snit ses spor af trækonstruktionen.
De opdækninger af lerkar, som man ofte finder i oldtidsgrave, og navnlig i denne tids grave, har oprindelig indeholdt mad og drikke. Det viser, at man har opfattet graven som et sted, hvor den dødes sjæl - i hvert fald nu og da - opholdt sig, og der er altså god mening i at give den form som et hus. Alligevel er det første gang, at sådanne underjordiske dødehuse er påvist med sikkerhed her i landet.
(Fig. 9).
Fig. 9: Samme grav set ovenfra. De sorte pletter langs væggene er stolpehuller.
Stengravene på Brunbakken vil blive bevaret - det har bygherren og hans arkitekt besluttet. I et lille anlæg med træer og buske vil de ligge som et minde om det ældgamle Hjørring, som Resen skriver om. Frode Fredegod skal ifølge Sakse have levet på den tid, da »verdens frelser steg ned på jorden«, så selv om sagnet om det ældste Hjørring sikkert er fri fantasi, så må man dog indrømme, at det træffer forbavsende nær ved sandheden.
(Fig. 10).
Tegninger: Palle Friis
Fig. 10: Trækammeret, rekonstrueret.