På det tørre
Under meget ugunstige vejrforhold - med isgang, kulde og storm som de værste fjender - har Geoteknisk Institut i januar og februar måned taget de indledende skridt til den udgravning af vikingeskibene ved Skuldelev i Roskilde Fjord, som er planlagt til udførelse i løbet af sommeren 1962. Hvis den fastlagte plan kan holde, vil der i løbet af maj og juni blive bygget en spunsvæg omkring den spærring, der rummer de seks skibe, og derefter vil man - datoen er sat til 2. juli - begynde at pumpe vandet ud, og en arkæologisk udgravning af usædvanlig art kan tage sin begyndelse. (Fig. 1)
Af Olaf Olsen
Fig. 1. Tegning: A. Jensen.
Ligesom de første undersøgelser ved Skuldelev i årene 1957-59, der udførtes ved hjælp af frømænd, frembød ganske særlige udgravningstekniske problemer, vil også den kommende sommers undersøgelser stille os overfor problemer, som mangelen på erfaring gør det vanskeligt - ja pa mange punkter vel umuligt - at tage stilling til i forvejen.
Ved at sætte spunsvæg omkring vragene vil man opnå at kunne udgrave dem i tør stand. Dog ikke helt tør. Vi kan ikke den 2. juli pumpe alt vandet bort inden for spunsvæggen. Det må erindres, at skibene ikke ligger frit på fjordens bund, men fremtræder som en stor stenhob, i hvilken vragene gemmer sig. Hvis vandet blev fjernet på een gang, var der fare for, at skibenes trædele tørrede ud, og dette ville umuliggøre en konservering af vragene. For det andet ville vragenes stenlast ved vandets fjernelse i overensstemmelse med Archimedes' kendte lov komme til at veje 50-60% mere end før, og et ødelæggende tryk på vragene kunne blive følgen.
I første omgang vil vi derfor nøjes med at sænke vandspejlet til spærringens overkant og fjerne stenene, efterhånden som de dukker frem i overfladen. Stenene føres ikke bort fra stedet, men vil blive lagt som banket langs spunsvæggens inderside for at styrke denne. I takt med stenenes fjernelse sænkes vandspejlet, og sand og slam skylles bort ved spuling. I det hele taget venter vi at skulle bruge spuleslangen mere end skovle og skeer. Og når hertil kommer, at de fremgravede vragdele indtil optagelsen bestandigt må holdes våde ved oversprøjtning, vil man forstå, at tør bliver udgravningen bestemt ikke. Foregik de tidligere udgravninger i frømandsudstyr, bliver udstyret denne gang sydvest, regnfrakke og gummistøvler.
Det første vrag, der vil vise sig i vandspejlet, er vrag VI, der ligger på ganske ringe dybde. På trods heraf er det - i hvert fald over en del af sin længde - bevaret fra ræling til ræling, og det vil på et tidligt tidspunkt af udgravningen give de besøgende en forsmag på, hvad undersøgelsen vil bringe for dagen. Vi tør ikke habe, at der vil være så betydelige rester af vragene IV, II og I, der - i den nævnte orden - bliver de næste i rækken. Vrag V ventes derimod at give noget mere; dette skib er væltet på bunden, og der er grund til at tro, at den ene skibsside er bevaret i sin helhed. (Fig. 2, fig. 3)
Fig. 2. HVAD DER HIDTIL ER SKET
Skuldelevfundet vil være kendt fra artikler i Skalk 1957,3 og 1959,4.
Fiskerne i Roskilde Fjord har længe kendt til et stenlastet skibsvrag, der blokerede et sejlløb ved Skuldelev. Traditionen ville vide, at skibet var sænket af dronning Margrethe for at hindre sørøvere i at plyndre Roskilde. Nogle vragdele, som til forskellig tid var fisket op fra spærringen, tydede imidlertid på, at skibet var af langt ældre dato. For at få klarhed over dette - samt for at prøve kræfterne på en undersøisk udgravning - indledte arkæologer fra Nationalmuseet i sommeren 1957 en undersøgelse med frømandsudstyr. »Dronning Margrethes Skib« viste sig at være et led i en større spærring. Allerede første sommer fandtes to skibe i spærringen, 1958 endnu to og 1959 atter engang to skibe, således at man nu kender til seks skibsvrag på stedet - uden at have sikkerhed for, at der ikke er flere. Bjærgede vragdele bekræfter, at skibene stammer fra vikingetiden, og Kulstof 14-datering har givet årstallet 910 +- 100 år.
Det stod hurtigt klart, at en skånsom og effektiv bjærgning af vragene ikke kunne ske ved hjælp af frømænd. Kun ved inddæmning af hele området og tørlægning af spærringen kunne skibene bringes på land på forsvarlig vis. Til dette arbejde har Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond og Tuborgfondet bevilget Nationalmuseet 300.000 kr, og ingeniørfirmaet Christiani & Nielsen har givet tilsagn om at udføre den nødvendige fangedæmning og betale den største del, ca 200.000 kr, af udgiften til denne. Udgravningen vil herefter søges gennemført i løbet af sommeren 1962.
Fig. 3. SKIBENE
O. Crumlin-Pedersen
Vi kan takke de tre store norske skibsfund fra højene i Oseberg, Gokstad og Tune for det meste af, hvad vi ved om vikingetidens skibe; men en række andre fund - f.eks. vort hjemlige Ladbyskib - har føjet vigtige detailler til. De forskellige skibstyper, som har kunnet udskilles, har, som naturligt er, et enhedspræg i detaillerne, en omstændighed, der kommer til nytte, når man - som i Skuldelev - bliver stillet over for den opgave at skulle datere et skib på grundlag af nogle få bjærgede vragrester, der uheldigvis ikke indbefatter en dragestævn.
Længe før begrebet frømand var opfundet, afgav Skuldelev-skibene det første sikre vidnesbyrd om deres høje alder. Et kølsvin (et svært stykke tømmer, der ligger oven på kølen, og hvori masten hviler; se billedet øverst) blev omkring år 1920 taget op af fiskerne. Fotografier og en opmåling af det findes i Nationalmuseets arkiv. På det grundlag blev kølsvinet i 1956 rekonstrueret i tegning, og herved blev fundets vikingetidskarakter afsløret.
Kølsvinet, eller kerling - kælling - som det hed på oldnordisk, var et karakteristisk, men ikke særlig gammelt element i skibsbyggeriet. Det var kommet sammen med mast og sejl nogle få århundreder før vikingetidens begyndelse. Et meget karakteristisk træk ved de ældste kølsvin er den stejlt opragende gren foran mastesporet til støtte for mastebjælken. Denne gren forsvinder i middelalderen. Samtidig bliver kølsvinet længere.
Mere tvetydigt er et andet træk ved Skuldelev-skibene. Spanterne er fæstet til bordklædningen med trænagler, ikke surret til fremstående klamper, som tilfældet er i de norske høvdingeskibe og en række andre vikingetids-skibsfund. Skuldelev-skibene er dog ikke ene om denne ejendommelighed. Et ofte overset 800-tals skibsfund fra Äskekärr ved Götaelven har heller ikke antydning af surringsklamper. Antagelig forholder det sig sådan, at det surrede spant ikke er repræsentativt for vikingetidens skibsbyggeri, men et levn fra fortiden, bibeholdt i høvdingeskibene for at understrege fornemheden i håndværket - jfr. kongeskibet »Dannebrog«'s klipperstævn med galionsornamenter.
Virkelig spænding bliver der dog først den dag, undersøgelsen når vrag III, der tildels ligger under vrag II og derfor er særdeles velbevaret. Det er fra dette skib, vi under frømandsarbejdet i 1958 bjærgede hele opbygningen omkring mastesporet. Agterstævnen har raget op af stendyngen og er derfor gået tabt. Men iøvrigt er vraget næsten overalt bevaret fra ræling til ræling, og stor spænding knytter sig især til forstavnen, som ligger skjult under vrag II. Vil den være buet eller ret? Eller tilspidset foran? Og vil der sidde en stævnprydelse på den?
Med ikke mindre forventning vil vi afsøge området under vrag I, hvis beliggenhed øverst i stendyngen over sejlrendens dybeste del giver anledning til at formode, at der her findes yderligere et skib - spærringens syvende - der i så fald må forventes at være mindst lige så velbevaret som vrag III. Og vi har lov til at håbe, at der findes endnu flere skibe i bunden af stendyngen. Men mere end et håb er det ikke. Dog, skulle der kun være de seks fartøjer, vi tidligere har set dele af, har vi ingen grund til at være utilfredse. De hidtidige undersøgelser har allerede givet et stort antal værdifulde oplysninger om vikingetidens skibsbygningskunst. Bjærgningen vil under alle omstændigheder give endnu flere.
Skuldelev-skibenes videnskabelige betydning ligger dels i deres store antal - vi møder her på een gang mindst 6 skibe fra en fjern fortid, der alle har sejlet pa samme tid. Dertil kommer, at de repræsenterer skibstyper, der indtil nu kun har været fragmentarisk kendt. De fleste af spærringens fartøjer synes at være handelsskibe. Vrag II er dog anderledes. Det er et hurtigt rofartøj, beslægtet med Ladbyskibet.
Det er endnu umuligt at anslå, hvor mange af skibene der vil egne sig til udstilling. Vi regner med, at vrag III vil kunne rekonstrueres næsten helt, uden at man behøver at ty til digt af nogen art, og vi nærer tillid til, at der også af vragene V og VI kan skabes et helhedsindtryk. Hertil kommer så, hvad et eventuelt vrag VII kan yde. Alt dette vil de nærmeste måneder imidlertid vise.
Vragene vil efter opmåling og fotografering på stedet blive optaget forsigtigt, stykke for stykke, og derefter hurtigt transporteret til nogle store kar, som vil blive fyldt med vand. Herfra vil skibsdelene blive bragt ind til Nationalmuseet, efterhånden som vor konserveringsanstalt bliver i stand til at tage sig af dem.
Selv om udgravningen foretages midt ude i Roskilde Fjord, vil det blive muligt for interesserede at følge arbejdet på nærmeste hold. Nationalmuseet har truffet aftale med et rederi om regelmæssig passagersejlads mellem Frederikssund og udgravningsstedet, og langs spunsvæggens østside vil der blive rejst en 50 meter lang udsigtsplatform. Vi håber på besøg af mange af Skalks læsere.
