På den yderste nøgne ø

(Fig. 1, Fig. 2)

Da islandske bønder i slutningen af 900-tallet og fremover koloniserede den sydlige del af Grønland, tog de først og fremmest land inde i de dybe fjorde. Her fandt de gode betingelser for hovederhvervet fåreavl, ja så gode at de ofte var bedre end på den forladte hjemø. Imidlertid var de egnede områder ret begrænsede og må i løbet af nogle slægtled have opnået den optimale udnyttelsesgrad. Nationalmuseets intensive undersøgelser i Østerbygden viser, at så godt som alt brugbart land har været beboet. Udbredelseskort over området tegner billedet af et bebyggelsesmønster, der strækker sig fra randen af indlandsisen til den barske Atlanterhavskyst. Betragter man et lignende kort over den nordligere beliggende Vesterbygd, er forskellen iøjnefaldende. Her findes ingen registrerede havnære gårdsanlæg, de ligger derimod alle i fjordenes indre forgreninger. Ingen er kommet havet nærmere end ca 50 km i fugleflugt. En årsag til denne fordeling kan være, at Vesterbygdens levetid var kortere end Østerbygdens, og at folketallet derfor aldrig blev så stort, at ringere områder også måtte udnyttes. Ifølge Ivar Bårdsøns oplysninger (se Skalk 1972:4) ophørte dens eksistens omkring midten af 1300-tallet, mens Østerbygden da stadig var i fuld blomstring.

Af Joel Berglund