Overblik

For sytten år siden, i 1959, foretog to af Nationalmuseets medarbejdere, Hans Stiesdal og Olfert Voss, en flyvetur over Vestjylland, og den huskes som lidt af en begivenhed i arkæologiens historie. Deres opgave var at spejde efter spor af fortidsbebyggelser, og alt, hvad de kan have næret af forventninger, gik i opfyldelse. Husene, de så - ved landsbyen Hodde midtvejs mellem Grindsted og Varde - stod så tydeligt aftegnet i vegetationen, at en plan kunne tegnes uden udgravning, alene efter fotografier. En kortvarig, sonderende undersøgelse blev foretaget straks efter (herom Olfert Voss i Skalk 1960:2), men først nu i 1970'erne er der blevet tid og råd til en virkelig dybtgående udgravning. Bag arbejdet står Det arkæologiske Bopladsudvalg under Statens humanistiske Forskningsråd samt Nationalmuseet. Der er grund til at takke lodsejerne, Hans Bergholt, Søren Foss og Thomas Sørensen, hvis velvilje det skyldes, at bopladsen har kunnet afdækkes i sin helhed. (Fig. 1, fig. 2)

Landsbyen er meget velplaceret i terrænet, nemlig på en ganske flad bakke, der til de tre sider er omgivet af åløb med brede ådale. Også den fjerde side, østsiden, er afskærmet med engdrag, men her er området dog tilgængeligt ad en forholdsvis smal passage. Det omtalte luftsyn fra 1959 omfatter kun et hjørne af pladsen, som i virkeligheden er meget stor, 160 x 90 m, ialt et område på ca 15.000 m2. Der er udgravet 80 hustomter, men ikke meget andet end stolpehulleme var tilbage. Kun undtagelsesvis var bevaret gulvlag, møglag og lignende.

Bebyggelsen, der vel i det højeste har eksisteret et par hundrede år, hører hjemme i tiden kort før Kristi fødsel. At det mægtige romerrige netop på det tidspunkt blev aggressivt og sendte tropper nordover, kan Hodde-boerne have hørt, men det var nu næppe af den grund, de valgte den beskyttede beliggenhed. Omkring landsbyen rejste de et kraftigt stolpehegn, dog nok mere for husdyrene end for menneskenes skyld.

Den ældre jernalders typehus, som vi kender så godt fra Jylland, er en rektangulær bygning med ret ensartet bredde, men noget varierende længde. Til at bære taget tjener to indvendige stolperækker samt væggene, der enten kan være tykke græstørvsvolde eller lerklinet fletværk omkring tynde, lodretstående stolper. Hodde-husene har vistnok alle haft lervægge, men følger iøvrigt skemaet nøje. Længdemæssigt falder de i to grupper: langhuse på 10 -23 meter og småhuse på 4-7 meter, de første med to indgange, en i hver langside, de sidste blot med en enkelt, anbragt snart i langsiden snart i gavlen, som det nu var mest praktisk. Nogle af langhusene mangler stald, men de fleste er, hvad man kan kalde egentlige bondehuse, det vil sige med stald (kendelig på båseskillerummene) i den ene ende og beboelse med ildsted i den anden. Småhusene optræder næsten altid i forbindelse med et langhus og kan vel stort set betragtes som udhuse. Nogle har dog ildsted, men det kan skyldes særlige forhold, for eksempel - som det ses i flere tilfælde - at de har fungeret som smedjer. (Fig. 3)

Gårdene, det vil sige langhusene med og uden tilbehør af småhuse, er lagt i en bræmme langs det store hegns inderside, så vidt muligt med privat indgang gennem dette byens »plankeværk«. Åbningerne er så store, at den samtidige Dejbjergvogn kunne have passeret, hvis den tilfældigt var kommet forbi. Inden for hegnet har der været talrige mindre gærder; deres formål var åbenbart at skille de enkelte ejeres domæner fra hinanden.

Indhegnede landsbyer kendes fra andre jernalderfund omend ingenlunde almindeligt, hegnede gårde derimod er noget helt nyt - og tillige noget meget væsentligt. De lader os studere byens samfundsmæssige opbygning. De forskellige hegn er jævnlig blevet udskiftet eller repareret, nye skærer ind over gamle - eller over ældre hustomter. Derved får man mulighed for at følge byens vækst og udvikling gennem de fi- re-fem generationer, den har eksisteret. At en klart afgrænset boplads, hvor man er sikker på at have det hele med, således lader sig dissekere, gør Hodde -fundet til noget højst usædvanligt. (Fig. 4)

Af de ialt fire bebyggelsesstadier, som kan udskilles, ses to afbildet her. Plan 1 viser byen, som den så ud straks efter grundlæggelsen; hegnet er allerede anlagt, og man må have næret visse forventninger, for det er tydeligvis gjort til at vokse i. Ialt er der fjorten selvstændige bygninger i denne første fase, en af dem ligger for sig selv nede mod syd, mens de øvrige samler sig ved nordhegnet: seks gårde med og uden tilhørende småhuse grupperet omkring to meget fremtrædende langhuse anlagt i umiddelbar forlængelse af hinanden. Det mindste af de to centralhuse er uden stald, det største et normalt bondehus med rum for folk og fæ, men så anseligt, at vi må antage, det var boligen for den lokale stormand; det er da også bygget på omtrent højeste sted og særdeles forsvarligt indhegnet. Lige vest for stormandsgården befinder sig en smedje, men den hører åbenbart til naboen. Det bebyggede område er gennemkrydset af gærder, hvoraf nogle danner ramme om husene, mens andre - ofte ganske korte - udfylder mellemrum mellem huse eller mellem hus og hegn; de er ejendomsrettens ukrænkelige skel og har åbenbart spillet en stor rolle. En større østport og en noget mindre vestport i det omgivende hegn har tilladt gennemgående trafik, men derudover har der været otte privatindgange, hvilket nogenlunde svarer til antallet af gårde. Den store afbrydelse, som ses i hegnet mod vest, har været udfyldt af en nu helt bortpløjet stenaldergravhøj. (Fig. 5)

Sådan begyndte det, men billedet ændredes hurtigt; nye huse kom til, ældre ombyggedes. Plan nr 2 viser landsbyen i dens velmagt. Der er nu 53 huse, som inden for hegnet fordeler sig på 27 enheder; af disse er 22 egentlige bondegårde, resten langhuse uden stald. Gårdene har - nu som tidligere - gærder mod naboerne og egne indgange i det omgivende hegn med let adgang for ejerne til ager og eng uden for landsbyen. Bebyggelsens holden sig til hegnet bevirker, at der midt i byen dannes en stor åben plads, let tilgængelig for alle. Stormandsgården eksisterer stadig, og to eller måske tre smedjer fungerer forskellige steder i området. Det omløbende hegn, som naturligvis ikke varede evigt, er bygget om med et lidt ændret forløb; mod vest er det nærmest tredoblet, hvilket har nødvendiggjort en tilsvarende tredobling af vestporten - tre indgange anlagt over for hinanden. Arealet er med dette blevet noget udvidet, men åbenbart ikke tilstrækkeligt, eftersom man her og der er begyndt at bygge huse uden for indhegningen. Ligeledes uden for hegnet, mod vest, finder vi halvbueformede gærder, som kan være folde for landsbyens dyr. Der er ikke påvist brønde i byen, men de var måske heller ikke nødvendige så tæt ved åerne og iøvrigt med flere kildefremspring i nærheden. En mindre sandgrav syd for pladsen har tjent beboerne ved deres bygningsaktiviteter.

Den stærke vækst i samfundet må vel have sin årsag i tilflytning; folk udefra følte sig draget af fællesskabet. Senere går det åbenbart tilbage, mindst seks gårde ses at være nedlagt i landsbyens sidste tid. Det kan skyldes udpining af jorden - og måske også af skovene; en by som denne har haft et stort træforbrug, ikke blot til bygning af huse og hegn, men også til pottemageri og jernudvinding. Nogen katastrofal økonomisk situation synes dog ikke at have foreligget, mange gårde - deriblandt stormandsgården - holder skansen til det sidste. Det endelige punktum sættes af en altopslugende storbrand. (Fig. 6, fig. 7)

Hele landsbyområdet var som nævnt gennempløjet og de egentlige oldsagslag dermed ødelagt, men i stolpehuller, grøfter og gruber fandtes rigelig erstatning - næsten tre tons ituslåede lerkar og stenredskaber som kværne, hamre og slibesten. Private affaldskuler ved indgangene til de enkelte gårde gør det muligt i nogen grad at bestemme tilhørsforholdene. Den sociale forskel, som kommer til udtryk i gårdenes størrelser, spores også her; i stormandsgården fandtes således særligt fine, sortglittede lerkar, som optræder mindre talrigt på resten af pladsen. Af metaller er kun efterladt enkelte ting, således en økse og en kniv af jern.

Landbruget, især kvægavl, dannede grundlag for Hodde-samfundets økonomi; markerne har vel været på den afgrænsede bakke omkring byen, til græsning og høslet tjente de nærliggende engarealer. Om livet inden døre vidner det store og rigt varierede køkkenudstyr i ler: store forrådskar, krukker med og uden låg, koge- og stegegryder, skåle og fade, bægre, kopper, krus samt ildbukke og si-kar til ostefremstilling. Af lerskår har man lavet små runde skiver med gennemboring: tenvægte, som husets kvinder brugte, når de spandt. I ly af en husgavl lå resterne af en pottemagerovn med spor efter flere brændinger. Jern udvundet af mosernes myremalm er lavet til redskaber i smedjerne, herom taler glødeskaller, som er sprunget af under arbejdet, deres tydelige sprog. Som smedjerne er placeret ved gårdene, må vi gå ud fra, det er landmændene selv, der har svunget hammeren.

Overtroen har været en del af hverdagen - ja måske i et omfang, vi nu ikke gør os forestillinger om. Nedgravede lerkar under vægge og husgulve og forstenede søpindsvin ved indgange i huse og hegn er glimt af denne ondt-afværgende magi. Sådanne skikke er umådeligt sejlivede. Lerpotteofre langt yngre end vore mødes ikke sjældent, hvor gamle bygninger nedrives i denne del af Jylland.

Alt dette er for så vidt velkendt, tilsvarende iagttagelser har kunnet gøres ved andre samtidige fund, og af dem er der som allerede nævnt mange. Det, der giver Hodde-bopladsen dens særstilling, er helheden i bebyggelsen. Som noget nyt - og noget af stor betydning for diskussionen om landsbyens udvikling - kan nævnes den åbne plads midt i byen. Den må have tjent fælles formål. Ingen måtte bygge her, men alle havde adgang, hvorfor der da også i gårdgærderne er afsat indgange ind mod pladsen. Det ses tydeligt, at man i landsbyens storhedstid klumper husene sammen for at spare midtarealet - ja hellere går uden for indhegningen end forgriber sig på det. Her samledes man, og her blev vel landsbyens kreaturer drevet ind om natten i den tid, de gik løse. Også ungkreaturer og mindre husdyr kan have opholdt sig her.

En anden af Hodde-fundets nyheder er gårdgærderne, der giver os indblik i økonomiske og vel også sociale forhold; de lader os overskue samfundets familieopdeling, og vi kan - ved at tælle staldenes båse - se, hvor mange kreaturer hver enkelt husstand rådede over. Almindeligst er huse på 12-14 meters længde med plads til omkring 15 kreaturer; af de 22 egentlige bondegårde, som kan udskilles i storhedstiden, er de 18 af denne størrelse, og heraf har knap halvdelen et eller to udhuse - om det har gjort dem rigere, skal vi lade være usagt. Tre gårde er noget større, nemlig med langhuse på 16-18 meter; de har kunnet rumme en del flere dyr. Endelig er der stormandsgården på 22,5 meter med plads til ca 26 kreaturer. Også blandt de staldløse huse findes enkelte af betydelig størrelse. En tilsvarende social gruppering møder vi i alle landsbyens faser. (Fig. 8, fig. 9, fig. 10, fig. 11)

Stormandsgården bør endnu ofres et par ord. Fra først til sidst - fra landsbyens opståen til dens undergang - markerer den sig ved sin størrelse. Dens areal er omtrent det dobbelte af normalgårdenes, antallet af dyr i stalden ligeledes. Selv hegnet omkring den er kraftigere, end hvad vi ellers finder. Ingen tvivl om, at her boede landsbyens mægtigste mand. Formodentlig også dens grundlægger og organisator. Vi har set, hvordan byens hegn fra først af er anlagt med henblik på vækst, og vi må beundre fremsynetheden, for selv om arealet med tiden blev udvidet, er der dog ikke skønnet meget galt. At også dette samfund har haft sin leder, kommer vel ikke som nogen særlig overraskelse, men er dog værd at få bekræftet. Om eksistensen af en høvdingestand har iøvrigt allerede periodens grave givet fingerpeg. Det kan således ikke være småmænd, der - som det er set et par gange - har fået deres vogne med på ligbålet.

Hvor mange mennesker har der levet i landsbyen, da den var på sit højeste? Sætter vi en husstand til 7-10 personer, kommer vi til 200-270. Og dyr? Ja her kan vi blot tælle båsene: 300-350. Det er den største samtidige bebyggelse, vi kender fra ældre jernalder.

En sammenligning af Hodde-landsbyen med andre af tidens bopladser vanskeliggøres ved fundenes ufuldstændighed; det er næsten altid enkelthuse eller dele af bebyggelser, der er undersøgt. Undtagelser forekommer dog, således fra Borremosen i Himmerland, hvor der er udgravet 22 huse omkring en stenlagt vej; hvor meget, der har stået samtidig, er dog et åbent spørgsmål. Og fra Grøntoft nordøst for Ringkøbing foreligger en fuldstændig omend lidt ældre landsby (se Skalk 1964:3), den har indhegning som i Hodde, men ingen samlingsplads og ingen gårdgærder. Alligevel har et bebyggelsesstadium med antydning af social opdeling kunnet udskilles: 13 huse, hvoraf fem egentlige bondegårde. Problemerne her har fået ny belysning gennem Hodde.

Det er nærved, vi finder den bedste parallel til vor landsby i middelalderens »forteby« - trods en tidsafstand på mere end tusinde år. De selvstændigt indhegnede Hodde-gårde svarer i princippet til den middelalderlige gårdtoft, og samlingspladsen i midten kan sammenlignes med forten, der var alle mænds eje, og som ingen havde lov at disponere over. I Jyske lov fra 1241 findes forbud mod bebyggelse af forten. Så tæt, som gårdene ligger i Hodde-landsbyen, skulle man tro, en lignende lov havde været gældende der.