Overalt misvækst

»Bjæverskov by 18 gårde. Rugen til Bjæverskov by var hel tynd og våg med klinte, hejrer og blå korn, på mange stykker slet hengåen. Bygget var også meget usselt, så de fleste måtte rive det i stakke og kunne ikke på mange agre få det i bånd, formedelst det var stumpet og forbrændt, undtagen det lidet, de kunne have nærmest byen. Af havren var her til byen ikkun lidet sået, fik heller ikke uden slet fremvækst«.

Og han slutter med denne sørgelige status:

»In summa i begge disse sogner haver overalt været stor misvækst i begge vangene, hvorudover de fleste lader og huse ere nu tomme; mange af sognemændene husarme, haver hverken til at så eller æde, og forlader gårdene. Denne specifikation at være sandfærdig vidner jeg underskrevne«.

Sognepræsten for Herfølge og Sædder, Chr. Carstensen Dreyer, sukker om muligt endnu højere:

»Herfølge 19 gårder, alle små. Rug var i år ganske ingen, det meste var urter, klinte og hejre. - Bygget var mådelig, dog langt ringere end i fjor. - Havre i lige måde, som kun i ringe del fås. - Boghvede intet. Ærter lidet og ormædt. — Jorden er vag og ond og får sjælden nogen gødning - «.

Når det så sådan ud her, hvordan så i det øvrige land? (Fig. 1)

Selv i gode år var bonden ikke at misunde - slet ikke i høstens tid. Markerne fik, som Herfølge-præsten antyder, ikke megen gødning, og ukrudtet trivedes på kornets bekostning. Måske så herremandens avl ikke meget bedre ud, men den kunne i hvert fald høstes på det rigtige tidspunkt; først når den var vel i hus, tillodes det bønderne at tage fat på deres eget. Så blev leen svunget over korn og ukrudt i skøn forening. Om det sidstes tilstedeværelse havde man iøvrigt ret mærkelige forestillinger. Man troede, det opstod af kulturplanterne - altså at det var kornet, der under uheldige omstændigheder ændrede sig og spirede frem som unyttige grønne planter.

Kornet blev bundet og stillet i traver, når de var tørre, kunne hjemkørslen begynde. Forinden kom dog en vogn, som ikke var bondens, og som derfor ikke var særlig velset; den skulle hente tienden - tiendedelen af afgrøden. Denne gamle 10%-afgift blev senere afløst af pengeydelser, men endnu i 1600-årene var den i omfattende brug. Det beslaglagte deltes i tre lige store dele, en til kongen, en til kirken og en til præsten. Herremanden betalte ikke tiende. Også i den henseende var han privilegeret.

Slog høsten fejl, som det altså skete 1690, så det sort ud. Måske var der, når tienden var afleveret, ikke så meget tilbage, som behøvedes til næste års såning - altså slet intet til brød på bordet. Fulgte flere dårlige år efter hinanden, kunne virkningen blive katastrofal, så at mange måtte gå fra gården. Nogle trak tiden ud ved anden virksomhed - for eksempel ved at brænde og sælge trækul - men for mange var tiggeri den eneste udvej. Det i forvejen omfattende tiggerproletariat kunne i dårlige høstår få en uhyggelig forøgelse.

De dygtigste klarede sig. De holdt fattigdom og forfald fra døren, men belønningen fra herremandens side kunne meget nemt blive tvangsflytning til en ringere gård for at få den bragt på fode. Intet under, at arbejdslysten svandt, og sløvheden bredte sig. Den nærliggende udvej at søge andetstedshen, til en mildere herremand, havde lovgiverne lukket.

Det var præsterne pålagt at indberette om høstudbyttet. At de som parthavere i tienden var personligt interesserede, kan læses mellem linjerne - ja undertiden i dem som hos Valløby-præsten Otto Mogensen Hosum, der med »egen hånd« betror papiret:

» — frygter nu selv for, at jeg kommer til at købe min sommerføde — «.