Opklaring?

Så meget - og næppe mere - lader sig med sikkerhed presse ud af de samtidige kilder til det sidste og mest gådefulde kongedrab i Danmark, og det er endda meget i sammenligning med, hvad der kan oplyses om de følgende måneder. At landet har stået på den anden ende med rygtesmederi, hviskekampagner og politiske intriger, får man lige en anelse om. Af den tyske minnesanger Rumelants opfordring til de »tro danske« om at angive morderne forstår man, at deres identitet var ukendt. Af nogle få dokumenter kan det ses, at der i vinterens løb skete opsigtsvækkende udskiftninger af ledende mænd i regeringen.

Hertug Valdemar af Sønderjylland, der nogle måneder før havde været i dybeste unåde, blev formynder for den tolvårige Erik Menved. Drosten Uffe Nielsen afgik fra sit høje embede og blev afløst af Peder Nielsen Hoseøl, der tidligere havde været Erik Klippings drost, men havde været ude i den kolde sne et par år. Som marsk blev Stig Andersen afløst af Lars Tygesen.

Efter et halvt års forløb - i pinsen 1287 - gik tæppet endelig op for en fuldt oplyst scene. Et danehof i Nyborg - under ledelse af den lille Erik Menved, hans moder enkedronning Agnes, dennes broder markgreve Otto af Brandenburg, som gav gæstespil i Danmark, drosten Peder Hoseøl og hertug Valdemar af Sønderjylland - fældede en dom. Som skyldige udpegede man grev Jakob af Nørrehalland - en slægtning af kongehuset, der kort før havde generhvervet sin fædrene arv, den forhenværende marsk Stig Andersen, den kongelige lensmand på Fyn Peder Jakobsen, Niels Knudsen - en af hertug Valdemars riddere, Peder Porse og Niels Hallandsfar, som også var riddere, kammermesteren Rane Jonsen og de to væbnere Åge Kakke og Arvid Bendtsen.

Om disse menneskers personlige forhold ved man kun lidt. De fleste af dem sagdes at være i familie med hinanden, men vi ved ikke hvordan. De sparsomme dokumenter røber dog, at grev Jakob, Stig Andersen, Niels Knudsen og Peder Jakobsen udgjorde en ret sluttet kreds, og at de i tiden før drabet havde nær kontakt med kongen (fig. 1). Rane Jonsens tilknytning til kong Erik fremgår af hans tilstedeværelse i laden den aften.

Af de ni dømte falder kun én helt uden for kredsen: væbneren Arvid Bendtsen. Han var fuldstændig ukendt, indtil han i Nyborg-dommen kom til at glimre som den eneste, der af alle nævnte »med egen hånd overvar det slemme mord«. Også da kong Erik Præstehader af Norge i juni samme år tog de fredløse under sin beskyttelse og - meget demonstrativt - fremhævede de fortjenester, som de dømtes »forfædre trofast havde ydet vore forfædre Danmarks høje konger«, gjorde Arvid Bendtsen en ejendommelig figur. Han blev simpelthen ikke nævnt. De andre følte ikke noget medansvar for ham - kendte ham sikkert ikke. Arvid Bendtsen levede sine sidste måneder som landevejsrøver i de tyndtbefolkede grænseegne mellem Danmark og Sverige, medens de andre fredløse indrettede sig på trygge borge. Arvid blev snart pågrebet og hængt.

Følgerne af dommen i Nyborg er velkendt. I samarbejde med nordmændene påførte de fredløse Danmark mange års hævnkrig. Men var de også skyldige? De bestred det selv; den norske konge benægtede det ivrigt; deres slægtning ærkebisp Jens Grand kæmpede hårdnakket for, at deres uskyld skulle blive bevist - de har fået medhold af moderne historikere.

I århundreder var man ellers sikker på, at dommen fra Nyborg sagde sandheden om Finderup. I de fleste af folkeviserne - den rigeste sagnkreds, vor ridderlige digtning har fostret - er al tvivl udelukket, selv om der er sket væsentlige ændringer. Kredsens fornemste mand - grev Jakob - glider i baggrunden til fordel for marsken. Det skyldes formentlig, at marsken som gammel militær blev leder af hævntogterne og i den egenskab kendt og frygtet. De østjyske bønder, der fra kysten så »Hjelm få horn«, har bidraget meget til hans berømmelse, og i fantasien forlængede man dramaet omkring ham tilbage til tiden før mordet. For hvert år voksede hans skikkelse - fik mere format og mere personlighed. I erindringen fortrængte han fuldstændigt den ukendte og uinteressante Arvid Bendtsen. Hvor marskens modstandere aldrig havde påstået, at han var personligt nærværende i Finderup, ændrede folkevisedigterne forløbet, som det passede bedst med deres forestillinger om ridderliv og æresbegreber. Drabet var en mandig husbonds hævn for en krænket hustrus dyd, og dramatikken krævede, at de to hovedpersoner skulle stå ansigt til ansigt i opgørets øjeblik. Sympatien er på marskens side, og dog erkender man, at han som den der forgriber sig på Herrens salvede er en af skæbnen ramt mand (fig. 2) (fig. 3). Forbrydelse avler hævn, og hævn avler hævn, og hævn betyder smerte. Dette er folkevisernes desillusionerede tema.

Vore romantiske digtere - med B. S. Ingemann i spidsen - var ikke tilfredse med folkevisernes enstrengede skæbnedramaer. Ingemann skrev 1828 en bred roman - »Erik Menveds Barndom«, broderede videre på de gamle motiver og syede selv til, hvor der manglede noget. I operaen »Drot og Marsk« fra 1878 satte Peter Heise musik til Christian Richardts tekst og lod en vellydende marsk gøre sin entré i laden. Og da Otto Bache fire år senere malede sit billede »De sammensvorne rider fra Finderup«, hvem kunne da være i tvivl om, at den stolte rytter, der kaster et sidste blik tilbage mod brandtomten under den blege morgenhimmel, er selve marsk Stig - den tragiske hævner? Legenden om Danmarks sidste kongemord var vokset ud over alle kendsgerninger.

Historikerne - disse lyseslukkere - var ikke helt tilfredse med den spændende fortælling. Allerede Arild Huitfeldt tillod sig at tvivle om, at marsken skulle have undsagt kongen offentligt to gange før drabet: »Det holder jeg kim for snak, thi derom findes intet i historien, kun i en vise«. At Stig virkelig var drabsmand betvivlede Huitfeldt ikke; men efter hans mening var grev Jakob af Nørrehalland dog hovedmanden.

Da Kristian Erslev omkring århundredeskiftet lagde lup over de samtidige kilder, fortonede folkeviserne sig næsten fuldstændigt. Erslev delte dramaet op i to forløb. Det ene var selve kongemordet, som han skildrede uden at nævne et eneste navn, idet han var opmærksom på, at rygtedannelsen omkring »de sammensvorne« tidligst kan dokumenteres fra dommen i Nyborg et halvt år senere. Det andet begivenhedsforløb er den veldokumenterede retshandling i Nyborg. Erslev står tvivlende over for de dømtes skyld eller ikke-skyld. Med hensyn til deres eventuelle motiv henviser han lidt vagt til, at de dømte var »i frændskab med de store prælater, der i Valdemarernes tid havde været kronens bedste støtter, siden dens farligste modstandere«. Motivet har altså været politisk, ikke privat hævn.

Da Erik Arup i 1932 udsendte andet bind af sin Danmarkshistorie, måtte man nok gnide øjnene og læse over på fremstillingen et par gange, for pludseligt fremtrådte alt i en helt ny sammenhæng. Hos Arup var mordet i Finderup ikke noget afgørende. Det var sket - nuvel - og det gav anledning til politiske opgør, men var ikke den egentlige årsag. Dommen i Nyborg var kun tilsyneladende afslutningen på en kriminalsag. I virkeligheden var den et led i en politisk magtkamp, som havde rødder langt tilbage i tiden.

Der fandtes - mente Arup - to politiske partier i Danmark. Det ene - det royalistiske - foretrak at regere hen over hovedet på befolkningen, afviste tanken om at afholde danehof, nægtede at deltage i konstruktivt lovgivningsarbejde og støttede sig til militæret - dvs. tyske lejetropførere. Den førende talsmand for denne politik var drosten Peder Nielsen Hoseøl.

Her overfor stod oppositionen - et herremands-parti med marsk Stig i spidsen, og det var dem, der satte deres vilje igennem, da Erik Klipping i 1282 underskrev sin håndfæstning og lovede at indkalde hof hvert år. Et rigt lovgivningsarbejde blev følgen. I 1284 gik Peder Hoseøl - forurettet og hævngerrig - af som drost. Den følgende periode kalder Arup ligefrem »Stig Andersens regering«. Den afbrydes i vinteren 1286-87 med Stigs fald og Peder Hoseøls tilbagevenden til magten.

Det er givet, at Arup har ladet sig inspirere af sin ungdoms politiske erfaringer. Peder Hoseøl er en middelalderlig Estrup, og marsk Stig en Hørup med mottoet »Intet over og intet ved siden af danehoffet«. Dette forklarer - til dels - Arups udtalte had til Peder Hoseøl og hyldest til marsken.

Selv om man måske ikke helt kan dele Arups firkantede opfattelse af 1200-årenes »provisorietid« og »systemskifte«, så kommer man næppe uden om at godtage hans opdagelser i hovedtræk. Hvis grev Jakob og marsken, der i sommeren 1286 stod blandt de førende mænd i landet, har foranstaltet mord på kongen, må de have været sindssyge (fig. 4). De har væltet hele det politiske spil - og den moralske ret - over i skødet på deres modstandere. Det er utænkeligt. Men det har passet Peder Hoseøl fortræffeligt, at de blev dømt for mordet.

Herved kommer drabet i Finderup til at flagre løst i luften. En slags forklaring søgte Arup dog at give. Ligesom Erslev mente han, at Arvid Bendtsen var gerningsmanden, og af nogle udtalelser, som Jens Grands advokat Jakob Lange fremsatte i 1296 under ærkebispens strid med Erik Menved, mente han at kunne udlæse, at motivet til drabet kunne være et elskovsforhold.

Hermed er vi tilbage i folkeviserne med den ikke uvæsentlige forskel, at den krænkede ikke er en stor mand, men en tilfældig væbner. Altså: et privat hævndrab har fået en storpolitisk krudttønde til at springe i luften.

Siden har jeg selv i fjerde bind af Politikens Danmarkshistorie leveret min egen udgave af begivenhederne. I hovedtræk følger den Arups; men hans forklaring på mordet fandt jeg af flere grunde uantagelig, så den gentog jeg ikke. På den anden side var jeg ikke selv i stand til at præstere nogen bedre. Mordet i Finderup blev i min fremstilling magtspillets joker - et kort af ukendt værdi, måske trumf. Her vil vi afsløre denne joker - finde den virkelige ophavsmand til kongemordet i Finderup lade.

Tag det ikke for højtideligt. Mordet i Finderup må dele skæbne med mange andre historiske mysterier. Man kan vende og dreje dem, pudse de oversete kendsgerninger lidt op, søge nye indfaldsvinkler osv. osv. I sidste ende må alt strande på, at morderens tilståelse ikke længere kan opnås. Hvad man kan er at sandsynliggøre en teori, som indeholder færre selvmodsigelser end nogen tidligere.

Man kan starte med lidt sund fornuft og almindelig erfaring: alle mord på danske konger fra Harald Blåtand til Erik Plovpenning havde politiske motiver. Hvorfor skulle så netop mordet på Erik Klipping være et privat opgør? Dette er ikke noget bevis, for man kan ikke lave statistik på kongemord og ikke benægte eksistensen af undtagelser fra reglen. Men man skal have meget tungtvejende grunde til at mene, at mordet på kong Erik ikke havde noget med politik at gøre, når luften var ladet med politisk højspænding.

Dernæst kan man bruge de gamle romeres tommelfingerregel i kriminalsager: den der har fordel af forbrydelsen, er formentlig også forbryderen. Dette er så godt som en frikendelse af grev Jakob, marsken og deres formentlige medskyldige, for de kunne ikke få fordel af mordet - tværtimod. Det kunne til gengæld dreje mistanken mod andre - Peder Hoseøl f.eks. Drabet i Finderup blev vitterligt udgangspunktet for hans politiske comeback. Er han tænkelig? Ja, det er han - men trods alt ikke sandsynlig.

Vi må hellere vende mistanken mod den mand, der mere end nogen anden havde noget at vinde - måske selve kongekronen, den mand der en snes år efter sin død af forfatteren til Jyske Krønike blev udlagt som kongemorder... nej for resten, der har allerede været alt for mange rygter og løse formodninger i denne sag. Lad os hellere - som hæderlige historikere - kaste et blik på kilderne.

I efteråret 1296 stred Jens Grands advokat Jakob Lange bravt for sin ærkebiskop ved den pavelige domstol i Rom. Bl.a. havde Erik Menved beskyldt Jens Grand for at pleje omgang med de mænd, der var dømt fredløse for drabet på hans fader. Denne anklage - sagde Jakob Lange - var i og for sig korrekt, men han skyndte sig at tilføje, at ærkebispen anså de fredløse for at være dømt med urette. »Men hvorledes og af hvilken ulykkelig årsag den nævnte konge omkom på et mistænkeligt og øde sted, det har ærkebispen i år fået fortalt af en person, der er troværdig og hævet over al indsigelse«, erklærede Jakob Lange.

Med spænding afventer man, hvad der nu må komme - et indlæg fra den part, der blev dømt, men ikke hørt i Nyborg 1287. Men Jakob Lange vandrer på bløde kattepoter om den varme grød. Den vel informerede persons navn vil ærkebispen, »når det ønskes, meddele Eder - dommerne - og vor herre paven«.

En højst mærkværdig optræden af Jakob Lange. Her bestræber han sig på at rense de fredløse fra mistanke, og så tilbageholder han den oplysning, der skulle være det egentlige bevis - tilbageholder endog navnet på meddeleren. Muligvis har Jakob Lange ikke vidst mere. Jens Grand kan have fortiet sin viden over for sin egen advokat.

I stedet for at bringe oplysninger om hovedsagen fortsatte Jakob Lange med at tilsvine den dræbte konges omdømme: »Hvor sløset han var med sig selv og med alle gode sæder i riget, og hvor umenneskeligt han forfulgte kirker og kirkelige personer og friheder, det kan de, som ved besked, belære om, hvis de bliver spurgt, for let er det ikke at beskrive det hele«.

Det var i disse ord, Erik Arup fandt en hentydning til, at kong Erik kunne have nedkaldt hævnen over sig selv ved en tilfældig forbindelse; men dette har næppe meget på sig. Jakob Lange har snarere forsøgt at tilsløre den åbenlyse svaghed i sin argumentation ved at udkaste nogle udokumenterede flotheder om det danske kongehus' almindelige ryggesløshed - et prokuratorkneb, der heller ikke er ukendt i vore dage.

Hvorfor denne ulyst til at holde sig til sagen? Hvorfor dækkede Jens Grand over sine venner med dulgte argumenter? Hvad var det, Jens Grand havde hørt, og som han ikke ville lade komme åbent frem? Det var tydeligvis noget, der endnu i 1296 var sprængfarligt. Det kan ikke have været Arvid Bendtsen, man dækkede over. Han rådnede i sin uærlige grav i Sverige på ottende år. Det må have været af hensyn til endnu levende og indflydelsesrige folk.

Er det Peder Hoseøls navn, den ukendte meddeler har tilhvisket Jens Grand? Næppe. Peder Hoseøl beklædte i 1296 for tredje gang embedet som drost, og den temperamentsfulde ærkebisp må have hadet ham. Kunne han have affyret sin giftpil mod drosten, ville han have gjort det - så meget mere, som en sådan beskyldning ville have bragt hele den danske regering i et mistænkeligt lys.

Den mand, Jens Grand tænkte på, tilhørte altså næppe regeringen - i hvert fald ikke længere. Han tilhørte heller ikke kredsen af de dømte fra Nyborg. Vi kan derfor opregne følgende kriterier, som alle skal passe på denne mand:
1) han var indflydelsesrig
2) han havde fordel af forbrydelsen
3) han var ikke blandt de fredløse
4) han stod ikke Erik Menved nær i 1296
5) Jens Grand havde grunde til ikke at nævne hans navn offentligt.

Dette indskrænker kredsen af mistænkelige meget stærkt - faktisk til én eneste mand: hertug Valdemar Eriksen af Sønderjylland - den mand, som forfatteren af Jyske Krønike udpegede som den virkelige ophavsmand til mordet i Finderup (fig. 5) (fig. 5.1). Nuvel, Jyske Krønike bygger på rygter, og selv om det var hertug Valdemars navn, ærkebispen havde fået opgivet, er dette jo heller ikke noget bevis for, at den »troværdige over al indsigelse hævede person« talte sandt. Det afgørende må stadig være en vurdering af, om hertug Valdemar har haft et tilstrækkelig stærkt motiv - og om han overhovedet var manden, der kunne kaste sig ud i noget så hasarderet som et mord på sin egen lensherre. For at vurdere dette må man huske, at Valdemar ikke var nogen tilfældig lensmand - han var fyrste, en mand med dybe rødder i en ærgerrig slægt.

I Danmarks historie har man ikke levnet den sønderjyske hertugslægt mange palmer - tværtimod. Nede på deres skumle Gottorp slot i de tågefyldte moser sad disse Erik'er og Valdemar'er og lagde råd op mod riget. I deres konflikter med de danske konger falder der et skær af landsforræderi over dem. Deres nære tilknytning til de holstenske fyrster lægges dem også til last - lige som det forhold, at Abel - den første af dem - lod sin broder Erik Plovpenning myrde. Hans synd blev i mere end én forstand nedarvet på hans efterkommere.

Det er vanskeligt at dreje synsvinklen og betragte situationen fra hertugernes side, men lad os forsøge. De var kongeætlinge lige så vel som den regerende gren af kongehuset. Kun en lille aldersforskel havde berøvet Abel tronen til fordel for Erik. I stedet for et stort rige måtte han lade sig spise af med et lille hertugdømme. Men denne »uretfærdighed« kunne udlignes igen, for danskerne valgte deres konger og loddet kunne stadig falde på et medlem af hertugslægten. Abel blev valgt, og alt talte for, at han ved sin død 1252 ville blive efterfulgt af sin søn Valdemar; men farbroderen Kristoffer masede sig frem, undlod at løfte en finger for at hjælpe Valdemar ud af fangenskab hos ærkebispen af Köln, lod sig kongehylde og forsøgte endog at fratage Valdemar hertugdømmet. Kun de loyale holstenske grevers hjælp forhindrede det sidste. De kunne dog ikke hindre, at kongen hjemførte Erik Plovpennings lig til Ringsted og organiserede en helgendyrkelse - et forsøg på for al fremtid at brændemærke Abels efterkommere i befolkningens øjne. At den tidligt afdøde Valdemar og hans efterfølger - broderen Erik - følte sig snydt og bedraget og opførte sig herefter, er egentlig forståeligt.

Eriks søn Valdemar - den Valdemar, vi her beskæftiger os med - var kun et barn ved faderens død 1272, og han oplevede, at de kongelige tropper uden videre besatte og beslaglagde hans hertugdømme. Han voksede op som en fyrste uden land og uden fremtidsudsigter. Han - Valdemar Sejrs oldebarn, en mulig tronfølger - var slet og ret besiddelsesløs.

Efter den store udsoning mellem Erik Klipping og stormændene i 1282 fik han ganske vist sit hertugdømme tilbage, men rigtignok på en række betingelser, der indskrænkede hans bevægelsesfrihed. Han udsendte da en erklæring - stilet til ærkebispen i Lund, hvor han gav hele sin forurettelse luft, og han startede et åbent oprør. Det var tåbeligt. Efter forliget med stormændene og de andre kongefrænder kunne Erik Klipping med fuld tilslutning fra alle sider koncentrere sig om at nedkæmpe hertugen, og det gik stærkt. Valdemar flygtede, blev fanget og indsat til afsvaling et halvt års tid på Søborg slot. Så mente man, at han havde fået nok. I foråret 1286 blev han hentet ud af fængslet og fik atter sit hertugdømme tilbage. Regeringen var endog langmodig nok til at give efter for hertugens krav om udvidelse af hans rettigheder. Til gengæld indføjede man den klausul, at hertugen aldrig måtte modarbejde kongen eller riget (fig. 6). Gjorde han dette, var det majestætsforbrydelse - crimen læsæ majestatis, og hertugen kunne ikke alene miste hertugdømme og ejendom, men endog livet.

Det var enestående hårde betingelser at foreskrive en lensmand. Der er talrige eksempler på, at lens- mænd har gjort oprør og siden forhandlet sig til rette. Muligheden for oprør ansås i grunden for en ret, der tilkom dem. I Valdemars tilfælde blev denne ret kriminaliseret - gjort til en forbrydelse. Med bare et overfladisk kendskab til det urolige middelalderlige samfund vil man vide, at betingelserne ikke lod sig opfylde. Med eller mod sin vilje kunne hertugen meget nemt blive inddraget i nye opgør. Han vendte hjem til Slesvig, men med strikken om halsen. Det var egentlig kun et spørgsmål om tid, hvornår nogen trak til og fuldbyrdede dødsdommen.

Hertug Valdemar havde kun lidt at tabe - meget at vinde ved at rydde kong Erik af vejen. Blev det opdaget, at han stod bag mordet, ville han naturligvis blive dømt; men det gjorde ingen større forskel, for han var dømt på forhånd. Blev hans delagtighed ikke opdaget, var slægtens mål - den danske trone - inden for rækkevidde. Nu nåede han ikke slet så langt. Tronen gik ham forbi - i første omgang i hvert fald; men han opnåede at redde både livet og hertugdømmet - den få måneder gamle traktat med alle dens trusler blev annulleret - at blive formynderregent for den lille konge, og at bevare chancen ved fremtidige kongevalg. Det var et kongemord værd.

Hvordan alt dette lykkedes, ved vi intet om, for kilderne tier som sagt om det, der skete mellem Finderup lade og hoffet i Nyborg. Man kan gætte på, at hertugen i vinterens løb har fået kontakt med Peder Hoseøl, og at de i fællesskab er blevet enige om at gøre retssagen til et opgør med deres fælles fjender - grev Jakob, marsken m.fl. Men dette er som sagt kun gætteri, og det er ørkesløst at spekulere over, hvor vidt Peder Hoseøl kendte noget til sagens sammenhæng.

Vi ved imidlertid, at det politiske fornuftsægteskab mellem de to mænd revnede med et brag i 1289 (fig. 6). Under et hof i Nyborg forsøgte Peder Hoseøl at overrumple hertugen, der lå med sine skibe ved Skælskør. Peder Hoseøl var uheldig og faldt i fangenskab hos Valdemar; men det betød også enden på hertugens korte karriere som dansk formynderregent. Herefter vendte han tilbage til den mere traditionelle rolle som oprørsk lensmand i Sønderjylland - og i denne egenskab samarbejdede han med de mænd, han selv havde fået dømt fredløse! Hertugen lå stadig i krig med regeringen i 1296 - det år, da Jens Grand næsten slog knuder på sin tunge for på den ene side at fortælle, at de fredløse var dømt med urette, og på den anden side dårligt kunne røbe, hvem han i stedet ville udlægge som drabsmand.

Der gik yderligere ni år. Så fandt en ny retssag sted, der kunne have bragt klarhed. På foranledning af kong Håkon V af Norge blev dommen fra Nyborg taget op igen på et møde i Hälsingborg. De fleste af de dømte fra dengang var forhindret i at deltage - de var døde. Kun Peder Jakobsen mødte op og kun for at opdage, at ingen interesserede sig for at få sagen trævlet op igen. Temmelig summarisk erklærede nævningene, at dommen fra Nyborg stod ved magt. Peder Jakobsen protesterede uden resultat. Naturligvis var det også naivt af ham at tro, at regeringen efter næsten tyve års forløb brød sig om at få at vide, at dommen fra 1287 var humbug. Den havde været bestemmende for dansk politik i alle disse år - den skulle stå ved magt. Og hvis nogen havde været så dristig at nævne hertug Valdemars navn, ville det have været uklogt. I 1305 var Erik Menved mest af alt optaget af at være Nordtysklands stærke mand, og han havde det bedste forhold til hertugen. Der var groet tykt mos over den gamle affære i Finderup.

Vi har tabt Arvid Bendtsen af syne undervejs. Hvilken andel havde han i det hele? Sandsynligvis håndlangerens. Han har - under en eller anden form - ladet sig bruge som et redskab, og han er blevet kastet bort, da der ikke var brug for ham mere. Om man af hans elendige tilværelse i de sidste måneder af hans liv kan udlæse, at han var en professionel forbryder - en »desperado« - er tvivlsomt. Han kan lige så godt have været en lille mand, der forsøgte at spise kirsebær med de store og fik stenene i øjnene.

Hvis De stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt nu dette også er den endelige sandhed om mordet i Finderup, så bebrejder jeg Dem ikke noget. Som før sagt: usvigeligt sikre løsninger på historiske mysterier gives ikke. Men hvis vi ikke har fundet sandheden, så har vi i hvert fald fulgt en god gammel tradition op. I det 13. århundrede sang man ridderviser om drabet, i det 19. århundrede lavede man historiske romaner, operaer og genremaleri - alt i tidens egen stil. Det tyvende århundredes bidrag til Finderup-mytologien måtte blive en kriminalroman (fig. 7).