Om skrammels muligheder

I den øverste kasse er der en blank sten, en opslidt kniv, to afskårne støvleskafter, en halmvisk og et revnet langpibehoved med et billede af Ribe Domkirke.

Museet hentede disse ting i en gård ved Ribe i februar 1972. Historien om dem viser noget om museernes indsamlings- og opbevaringsproblemer og fortæller også om deres næsten ubegrænsede muligheder for at tage nye emner og fortællemåder op.

Den gamle mand på gården blev 82. Han døde i november 1971 som den sidste af tre ugifte søskende. Bedstefaderen havde bygget gården omkring 1860. Faderen havde foretaget få og små ændringer, og de tre, som blev på gården, holdt mest muligt ved det gamle.

I januar ringer familien til museet og spørger, om vi vil se gården. »Der er muret bageovn og sådan meget gammelt ved den«.

Sneen har føget ned i flere dage. Nu er solen brudt igennem, og det fryser tyve grader.

Gården ligger fladt midt i marker. Tre længer med stråtag og en have med tynde æbletræer. Hegnet vest for er trykket af vinden.

Vi går rundt i stuehuset, som har stået tomt i tre måneder. Sol og brændende hvidt slår ind fra sneen. Stuerne er næsten tomme. De sidste ting står langs væggene på slidte gulve. Seks brune spisestuestole, to gamle cykler og en plysdivan. Over en af stolene hænger et olietryk af et alpelandskab. Billedet er ferniseret mange gange, og bag det tykke lag brunt anes klar bjergluft og fjerne gletschere. Rammen er skåret med sirlige trekantsnit. På divanen står ti kasser med fåreuld og et fotografi af gården omkring 1900.

I et indmuret vægskab fra 1700-tallet ligger omhyggeligt indfedtede jerngafler og knive, Quillajabark og Bomolie, slidte træskeer og et par gamle briller, knækket og repareret med snor i næsebuen. I dets skuffer er der bundter af regninger og kontrabøger, små medicinflasker og en seddel med »Raad for Gulsort og Galdesten«.

En regning fra sadelmageren begynder i 1873, skifter undervejs fra rigsdaler til kroner og bliver betalt i 1884 med 4000 klynetørv til en værdi af 12 kr og 33 øre, og med 2 kr. kontant.

I 1955 får Falcks Redningskorps 30 kr. kontant for »Ko, taget fri af ajlebeholder«.

Køkkenet vender mod nord, den blå kedel i komfuret er halvt fuld af is, langbordet er ferniseret og pænt. På vinduesbænken ligger en blankslidt tobaksdåse med en pibe ovenpå. Der er slidmærker i gulvet ved pladsen for bordenden.

To blanke sten og et massivt strygejern ligger på gulvet. Han varmede stenene i komfuret, pakkede dem i aviser og lagde dem i sengen. Strygejernet varmede han og hvilede træskoene på, når der blev for gulvkoldt. Han tog omsider imod to elektriske vægovne, de sidder hvide og fuldkomne i det mørkmalede, slidte rum.

På en vaskebænk med ryggen til den elektriske ovn, ansigtet mod komfuret og fødderne på det varme strygejern klarede han sig igennem kulden, som han selv ønskede det.

Stalden har brolagte båse og cementeret midtergang. Kæder og halse har slidt dybt i træværket.

I bunker, baljer, kurve og kasser ligger det, han gemte. Flasker, pilleæsker, opslidte knive, hjemmelavede malerkoste af grene og klude. Overlæder fra træsko, hjemmeslåede reb og briketter af tæt sammenrullet papir. Træsko med jernbånd over hullerne, fejekoste af birkeris og karskrubber af sammenbundne halmtotter.

Den gamle mand samlede ikke, men han lod være at kassere. Man kunne få brug for det engang.

En knækket greb har skaftet bundet dobbelt på med bindegarn. Et par strømper ligger i en krybbe. De er repareret fra sålen til skaftet med indflettede totter af rå fåreuld.

I en af båsene ligger en le. Bladet er langt og tungt og omhyggeligt fedtet ind. Den er til det lange, saftige græs i engene, hvor andre ser ens redskaber. Under loftet hænger den almindelige le med rustent, næsten opslidt blad.

I en fajance-skål fra 1840’erne er der hjemmelavet, sort salve og en pind til at røre med. Et år fik en af søstrene en dårlig finger ved juletid, men hun smurte først salven på efter nytår. Ingenting bliver smurt i julen, og ingen hjul må dreje rundt.

Solen står lavt. Det er meget koldt. En film knækker i apparatet. Der fyger pulver sne ind under stalddøren.

I et hjørne af laden ligger en snes æltetørv. Han brugte koks og briketter til sidst. Tørvene er fra krigen. Længere inde i halvmørket står formrammen og tørvespaden. På høloftet finder vi rammen til en væv.

Vi går tilbage til stuehuset. (Fig. 1) Der er rim over klinkerne i bryggerset. De blev skiftet ud i skolen og lagt ned her. Den mandshøje bageovn har låge og spjæld fra støberiet på Mors. Det må være en af de sidste bevarede ovne i Jylland. Ved siden af ovnen står gruekedlen, og inderst i bryggerset fører to trin op til fadeburet. De kan vippes tilside, og en stige går ned til en mælkekælder med jordgulv.