Om historien under myternes tyranni

Det var den gamle græske filosof Demokritos, der satte så stor pris på at erkende, at han engang udtrykte det sådan: »Den glæde jeg har ved at erkende en årsagssammenhæng i naturens verden, vil jeg ikke bytte bort for al Persiens rigdom«. I vore dage har vel al sand videnskab noget af denne glæde, og den arbejder fortrøstningsfuldt på at indpode også os andre lidt af det samme, så vi ikke bare bliver stående med en måbende undren over det fremlagte resultat. Men vi må begynde med at undre os og være nysgerrige, det er nu menigmands primitive måde at arbejde med på.

Når jeg her skal fremdrage et par dunkle punkter i den almindelige opfattelse af arkæologi og historie, er det udtryk for en gammel lægmands undren, forbunden med en vis interesse for sagen fremkaldt ved lejlighedsvis og spredt læsning, men uden baggrund i en omfattende faglig viden. Lad mig springe ind i det. En af vore mest elskede nationale myter handler om vore »forfædre« kimbrernes og teutonernes glorværdige bedrifter, der godt kan stå mål med Holger Danskes. Som alle ved, foretog disse stammer omkring år 100 før vor tidsregning et berømmeligt folkevandringstog, der blev en alvorlig trusel mod selve det romerske storrige med dets krigsvante militærmagt. Må man ikke svulme af stolthed? Den stamme, som romerne kaldte »cimbrer«, har man givet hjemsted i Jylland, og man har troet at genfinde navnet i landskabsnavnet Himmerland -en af den slags navnetydninger, som en gammel tid havde så let ved at benytte sig af. En tid kunne den have sandsynligheden for sig, fordi man ikke havde nogen bedre. Og den nationale selvfølelse lod ikke gerne nogen tvivl komme frem. I alle konversationsleksika og i alle skolebøger ser man disse tapre jyske bønder drage ud for at erobre verden, og det var spændende at høre, hvordan de overkom Alperne ved bare at lade sig rutsje på deres skjolde ned i Podalen. Nu da så mange har været som turister i Alperne, er der nok kommen lidt skepsis frem over for denne rejsemåde. At ældre kendte nationaltsindede historikere i deres værker går med på spøgen, studser man nok over, men det er forståeligt ud fra deres særlige indstilling og også, at de opfatter teutonerne som en dansk stamme, nærbeslægtet med kimbrerne, boende i Thy. Mere forbavsende er det, at den ellers så kritiske historiker Erik Arup giver teorien sin tilslutning. Ganske vist viger han lidt uden om problemet, men han antager dog, at myten indeholder historiske momenter, og han antyder visse socialøkonomiske årsager til denne udvandring: uår, misvækst, klimaforværring med tiltagende fattigdom o.s.v.

Der foreligger imidlertid hverken historiske eller arkæologiske vidnesbyrd om, at virkelig hele Himmerlands befolkning udvandrede på det givne tidspunkt, og man må have lov til at undre sig over det mirakel, at et ringe antal jyske bønder udrustet med primitive våben havde held til at ryste det romerske imperium i bund og grund. Historikere ved jo dog, at dette imperium på den tid rådede over en krigsmaskine af fuldt trænede professionelle soldater under ledelse af officerer, der var virkelige hærførere. Der må være noget galt her. Vi kan komme problemet lidt nærmere ind på livet. Det er muligt at få en realistisk forestilling om befolkningsmængden i Himmerland. Fra en noget senere tid kan stednavneforskeme fortælle os, at der har været et vist antal landsbyer, også at det er sandsynligt, at der århundreder før har været færre. Der kan skaffes et maksimumstal for landsbyer og et maksimum for beboere i hver. Sætter vi antallet af landsbyer til 50, hvilket sikkert er højt regnet og gennemsnitsantallet af beboere til 100 i hver, giver det 5000 personer, alt iberegnet med kvinder, børn og gamle. Hvis blot halvdelen er udvandret, kan der næppe have været mere end 1000 krigsduelige mænd, og så er det vel endda et spørgsmål hvor mange af dem, der efter års forløb er nået til Syden. Der må andre forklaringer til, og tidligt har historikerne været inde på, at disse kimbrer og teutoner nok har fået medløbere fra andre germanske stammer, hvad der lyder ganske rimeligt, men allerede da går jo en del af glorien af den kimbriske myte. Og hvad teutonerne angår, har tyskerne forlængst tilegnet sig dem som værende ægte germanere; der er nu ikke mange, som vil fastholde, at de var thyboer. Den danske udvandrerhær er da hermed reduceret til en flok himmerlændinge -og en ganske lille flok. Var det ikke rimeligt at lade dem gå samme vej som thyboerne, det vil sige antage, at historien om deres udvandring er en skrøne, og i stedet prøve at opklare, hvordan denne skrøne kan være opstået?

På det tidspunkt, da kimbrertoget fandt sted, var romernes kendskab til Germaniens geografi temmelig ringe, og man kan ikke have haft nogen virkelig forestilling om fjendens hjemsted; den opstod først senere, efterhånden som horisonten udvidedes. 300 år efter kimbrerkrigen tegnede en græsk geograf et kort over datidens verden; det omfatter også Jylland, og dér findes placeret forskellige stammenavne, bl.a. »cimbrer«. Det er i søgen efter dette navn på det moderne Jyllandskort, at man er standset ved Himmerland. Skønt de nævnte iøjnefaldende forhold, som skulle gøre myten om himmerlændingenes omtrentlige erobring af romerriget ganske usandsynlig, består den den dag i dag. Der skal ikke alene mod, men en høj stemme til for at få skaffet sig ørenlyd for en mere realistisk forklaring, en mere sandsynlig bare. Det er imidlertid ved at ske. For en del år siden blev emnet taget op på filologisk grundlag i en tidsskriftartikel af Anders Bjerrum. Han påviste, at det romerske ord cimbrer ikke kan modsvare den danske lyd himmer. Men han lod det ikke blive ved det. Han påpegede, at der i Sydtyskland har boet en folkestamme, der netop hed cimbrer, og han sluttede da, al det er mere rimeligt at antage, at den er identisk med de berømte kimbrer, og at det er den, der sammen med de beslægtede tyske teutoner har givet navn til den mægtige folkevandring. Glorien om »den kimbriske halvø« må vi lade blegne. Men lad nu arkæologerne vove sig ind i mytens dunkle land og sammen med historikere og sprogmænd give os en mere sandsynlig årsagssammenhæng end den igennem århundreder gængse, en ny og bedre erkendelsesglæde. (Fig. 1)

Før vi slipper kimbrerne, er der endnu et spørgsmål, som trænger sig på: Hvordan bevæger sådanne folkeskarer sig igennem lande og riger med hele familien, med kreaturer og pikpak, og vel for det meste med sulten i hælene, måned efter måned, år efter år, ikke blivende sted? Hvordan får de næring undervejs, til sig selv og til deres dyr? Erobrer de nyt land? Ja, det kan være meget godt, men man må vel forudsætte, at de ikke altid finder fyldte lader og kvæg i staldene; de bortjagne tager vel nok med sig, hvad de er i stand til. De spredte, sammenløbne skarer har ikke været lette at få samlet til en slagkraftig hær, og jo flere de blev, des sværere var det at skaffe føde til alle. Og vinteren, hvordan klarede de den? Ofte må vel husene være brændt ned; tag over hovedet var det i så fald vanskeligt at finde. Lettere at forestille sig en stilfærdig indsiven over et længere tidsrum; sådanne indvandringer har sandsynligvis fundet sted her i Danmark i visse af stenalderens perioder, og sådan må vi også forestille os en stor del af den gamle græske kolonisation, for eksempel på Sicilien. Men lad nu kimbrerne hvile.

Der er en anden myte, som vi vil undre os over. Den angår anglerne, det folk som omkring år 5-600 sammen med sakserne erobrede England. Hvem var disse anglere? Og hvor kom de fra? Da der i Sønderjylland er et landskab, der hedder og hed Angel, er det bleven antaget, ikke urimeligt, at hjemstedet har været der. Her var ligesom mere hold i vor danske nationale selvfølelse, for Englands erobring ved nogle, der var danske, var egentlig nok så opløftende som kimbrernes plyndringstog mod Rom, der aldrig blev til mere. Også her har tvivlen dog hævet hovedet, denne gang i den svenske historiker Laurits Weibulls skikkelse. Det er nemlig med Angel som med kimbrernes Himmerland, der er intet - historisk eller arkæologisk - som tyder på, at det på det pågældende tidspunkt skulle have været forladt af sine beboere. Weibull mener at kunne føre bevis for, at de nævnte angler sammen med deres nære landsmænd og bundsforvante, sakserne, havde deres hjemsted ved Elbens munding og i nærliggende egne Et og andet bliver ligesom lettere at forstå herved. To folk, der bor dør om dør, har naturligvis lettere ved at finde sammen om sådanne eventyr end to, som bor adskilt. Mon ikke de mellemliggende folkeslag ville tage det unådigt op, hvis man begyndte at gennemfare deres land på krigstogt? Det kunne næsten se ud, som om vi skal af med endnu en illusion. Det bliver svært og nok sværest for sønderjyderne.

For at forstå folkevandringerne er det nødvendigt at kende noget til de fastboende folks samfundsliv og samfundsstruktur, men også her er der meget i oldhistorien, som føles utilfredsstillende behandlet. Organisationslivet for eksempel trænger til analyser. Det er svært, men nødvendigt at komme meget mere ind på det. Begyndelsen er gjort med Trelleborgene, de danske ringborge fra vikingetid, af hvilke der foreløbig er påvist fire. Det er blevet klarlagt, formodet i hvert fald, at der bag dem har stået en hidtil ganske ukendt statslig organisation af et betydeligt omfang. Ingen nok så stor vikingehøvding har af egen kraft formået at rejse en så mægtig krigsstyrke, som Trelleborg-anlæggene må have til forudsætning. Lignende overvejelser må man gøre sig, når man iagttager et af europæisk oldtids allermest imponerende bygningsværker, det engelske Stone-henge fra slutningen af stenalder eller fra den tidligste bronzealder. Dets opførelse må have kostet tusinder af menneskers daglige medvirken gennem måneder, ja år. Hvad har det været for en organisation, der stod bag det? Var der en stat her i det, efter alt at dømme, tyndt bebyggede landområde. Anlægget er blevet ændret og ombygget gennem århundreder; betyder det, at der har været en vis statslig kontinuitet? Det var værd at få lidt at vide om - og ligeledes, hvorfra de engelske stenalderbønder har fået denne højtudviklede teknik. De samme problemer, om end i mindre format, rejser sig jo iøvrigt, når vi betragter vore egne storstensmonumenter, dysserne og jættestuerne.

Spørgsmål om folketal og folketæthed skulle der, som allerede berørt, være mulighed for at komme lidt nærmere ind på livet. Fra kong Valdemars jordebog kender vi for eksempel gårdantallet og dermed befolkningsantallet på Falster ved år 1250, og vi ved, at det 500 år senere var ganske det samme. Mon det så ikke også har været det 500 år tidligere? Større i hvert fald næppe! Tilsvarende slutninger kan drages for Bornholms vedkommende, hvor vi også kender gårdenes antal, som det har været gennem århundreder. Som bekendt har også Bornholm sin folkevandringsteori. Med henvisning til øens middelalderlige navn »Burgundarholm« har man formodet, at det var udvandrere herfra, som grundlagde den franske provins Burgund. Begivenheden skulle have fundet sted i folkevandringstiden, men da vi ved, at øen ikke er blevet affolket, kan det kun være en del, vel i det højeste halvdelen, af den daværende befolkning, som har begivet sig ud på det tvivlsomme togt. Næppe 500 voksne mænd! Og med dette antal har det vist ikke været muligt at erobre en af Frankerrigets mest blomstrende og civiliserede provinser, det rige Burgund, som altså oven i købet skulle være blevet navngivet efter erobrernes fjerne, barbariske hjemland. Atter en myte, som fortjener at aflives. Den, der påtager sig hvervet, vil dog næppe høste anerkendelse hos forfattere af turistbøger og julealmanakker. For dem spiller den historiske sandhed nemlig ingen rolle; de mener, at »si non e vero, e ben trovato« -selv om det ikke er sandt, så er det dog en god historie.