Om at gøre høj
(Fig. 1)
»Tue, Ravns ætling, og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj«, siger indskriften på en runesten i Bække vest for Kolding. Og på en sten i det nærliggende Læborg læser man: »Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin dronning«. At stenene har fælles oprindelse tvivler ingen om, og hvordan de skal forstås, synes også at ligge lige for: Thyre må være Gorms dronning, den bekendte Thyre Danebod, og højen, de tre mænd byggede, den nordlige af de to Jellinghøje, som den dag idag bærer Thyres navn. Så simpelt skal det nu ikke være, mener nutidens runologer. Navnet Thyre var, siger de, på den tid ganske almindeligt, og »dronning« behøver ikke nødvendigvis at betyde dronning i vor forstand, det kan stå for »frue« eller »herskerinde«. Nok om det. Bygningen af de to vældige Jellinghøje – landets største oldtidshøje – er en lige stor bedrift, hvem der så gjorde det (Fig. 2).
Af Harald Andersen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Skikken at bygge gravhøje kom til Danmark tidligt i yngre stenalder og holdt sig hele oldtiden igennem, indtil Gorms søn Harald Blåtand ved et magtbud ophøjede kristendommen til statsreligion og dermed satte punktum for den hedenske skik. Jellinghøjene kom dermed til at danne kronen på fem årtusinders højbyggeri. Man kan sige sig selv, at et arbejde, der har været drevet gennem så lang tid, har udviklet en vis teknik. At bygge høje var ikke blot at dynge jord sammen. Det var en kunst med finesser og faglige traditioner. Af alle landets gravhøje er netop Jellinghøjene dem, der har givet de bedste oplysninger herom. Det var, kan man sige, i sidste øjeblik.
Som bekendt har der været foretaget flere store udgravninger i Jelling: 1820, 1861, men navnlig i 1941-42, hvor Ejnar Dyggve gennemførte en dybtgående undersøgelse af begge høje. De to mindesmærker viste tydelige lighedstræk i opbygningen, men var alligevel meget forskellige. Nordhøjen er anlagt over en ældre oldtidshøj, som man har hulet ud og udstyret med et stort træbygget gravkammer (se Skalk 1969:4) for sluttelig at dække det hele med et lag sten. Storhøjen, som derefter er opført over den stenbelagte kerne, er af græs- og lyngtørv, yderst med en kappe af ler- og sandblandet materiale, som højens græsvækst nu delvis har forvandlet til muld. – I den anden høj, sydhøjen, fandtes ingen grav – et forhold, der har givet anledning til mange spekulationer, hvad vi dog ikke her skal fordybe os i. Tydelige skel i fylden viste, at opførelsen er foregået i tre etaper, hvilket vil sige, at der har været to større standsninger undervejs i arbejdet. Byggematerialet var også denne gang græstørv med indblanding af ler og sand i yderste lag. Begge høje er anlagt med flad top.
Bevaringsforholdene i højene var bemærkelsesværdigt gode. Alt træværk, som mere eller mindre tilfældigt er kommet i fylden, var intakt, og planter, som er fulgt med græstørvene, var om ikke friske så dog i nydeligt presset stand. Kunsten at bygge med tørv har været kendt fra stenalderens dage, det ses, når man skærer oldtidshøje igennem, og ofte har man kunnet iagttage, at tørvene er lagt med vegetationssiden nedad. Her, i Jellinghøjene, var der aldeles ingen tvivl. Enhver, der har forsøgt sig med græstørvsbyggeri, vil iøvrigt vide, at denne fremgangsmåde falder næsten af sig selv (Fig. 3).
Udgave: Skalk 1972:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
