Om alterbrødets misbrug

I 1612 var der efter gældende lov og praksis ikke andet at gøre end at brænde Kirsten Lauridsdatter levende på torvet i Køge. Flere andre af hendes slags led samme død ved samme lejlighed, dømte for trolddom. Men hendes forbrydelse var af en særlig modbydelig og oprørende karakter, skønt hun ikke som de andre hekse havde til hensigt at skade sin næste med den, »thend slemme, vhørlige gierning, som bleff giortt her i fundten«, som den kaldes i tidens sprog. Men et par kællinger, tåbelige som hun selv, og betydelig mere ondskabsfulde, havde bildt hende ind, at den kunne kurere hende for hendes benskade. Og altså humpede hun til kirken og lod sig af sine medsøstre hjælpe op på en skammel - thi fonten var høj og hun selv vanfør - og forrettede sin nødtørft i kummen (fig. 1).

Og efter at have begået denne forbrydelse »det højværdige dåbens sacramente og den christelige kirkes ceremonier til alsom største spot og forsmædelse og dermed bekræftet sig fra Gud sin skabere og til djævelen, da er hun, efter hendes egen bekendelse, dømt fra hendes liv og straffes med bål og brand«.

Det mest tragiske er egentlig, at stakkels Kirsten - og mangfoldige andre af hendes slags, flest kvinder, men også mænd - på sin mærkelige sindssyge vis var lige så stærk i troen som enhver anden i hele menigheden, som den fromme Claus Bagger, som præsten hr. Niels.

Thi uden at være troende, kunne Kirsten jo ikke sætte sig op imod Gud og indgå forbund med djævelen.

Og uden tro på ceremoniernes hellighed kunne hun umuligt tillægge deres forhånelse helbredende (eller skadevoldende) kraft i Fandens navn.

Det er et træk, man træffer gang på gang i hekseprocesserne, at der i den samlede sum af forbrydelser også foreligger tilfælde af grov bespottelse og misbrug. Nu og da er den, som i Kirstens tilfælde, men for resten i vidt forskellige former, rettet mod den hellige dåb.

Men det var besværligt, som de også gjorde i Køge, at mane djævelen op ad åen i en vandrottes lignelse og bære ham til kirken i en rød pose og selv døbe ham. Og endnu besværligere må det have været at få præsten til at døbe de voksdukker, der var gode at bruge, når man ville en uven til livs. Men var det lykkedes at få dukken døbt, enten direkte, fordi præsten var så aflægs eller fuld, at han ikke sansede, hvad han foretog sig, eller mere formelt, idet man snedigt bar dukken under sine klæder ved en rigtig menneskedåb, var den meget anvendelig. Stak man lange nåle i den her og der, fik den person, som den repræsenterede, ulidelige, dødelige smerter. Man kunne også i ny og næ, som man nu syntes, stille dukken til varmen, så den lidt efter lidt smeltede og svandt ind. Så døde dens levende model efterhånden af tæring og svindsot.

Havde man mod, var det meget lettere at sikre sig de håndgribelige, kraftige trolddomsmidler, som udgjordes af Herrens legeme og blod. Det måtte ske ved altergangen, thi før indvielsen var vinen vin og brødet brød, intet andet, for heksen som for Guds barn uden hellig kraft og uden anden virkning end almindelige fødemidler. Der var, også for kirkens folk, tale om et reelt materiale, der skulde fremskaffes i den rigtige, anerkendte kvalitet og foreligge i brugelig stand til den hellige handling.

Det kunne sine steder være vanskeligt nok. I sin visitatsbog understreger Peder Palladius i 1540'rne, at det ikke må være »rådden og sur vin, på det ingen skal derfore være fra sacramentet«. Og i 1653 noterer provst Boetius Murenius i sin visitatsbog, at hostiejernet, bageformen, ved kirken i Finström på Åland er i stykker, det kan ikke fungere, det må repareres.

Kirken kom så ofte i splid med sig selv, så om det ene, så om det andet. Stridigheder om nadverens natur medførte sprængninger, aldrig helede, og afstedkom store ulykker.

Man kunne også strides om rent praktiske ting i den forbindelse. Om brødet absolut skulde være usyret? Om det skulle være bagt? Eller om det var nok at tørre det ved varmen?

Gottfried Kohlreiff sad som provst i Ratzeburg og udsendte i 1716 en lille bog, Altar-Brodt, om den evangelisk-lutherske hostie:

Den skulle være af rigtigt, bagt brød, og bagt på den måde, som han huskede hjemme fra sine forældres hus, ikke bestå af indtørret dej eller klister. Han var søn af hofprædikanten i Strelitz. Fra sin barndom mindes han den hjemlige fremstilling af hostien, som vi andre mindes julebagningen. Han beskriver fremgangsmåden: Jo finere hvedemel, man bruger, jo skønnere oblater får man. Dejens konsistens skal være så nogenlunde som til pandekager. Og så har man ein Eisernes Instrument med to runde plader eller blade på størrelse med en middelstor tallerken, der efter behov kan lukkes nøjagtigt mod hinanden, og åbnes. Hvor man bruger glatte oblater, er jernene glatte, men ellers er der graveret crucifixer, blomsterranker eller andre zirater i dem, de står efter bagningen som ophøjede figurer i brødet. Den lukkede bageform opvarmes stærkt, åbnes, dejen hældes på med en ske, formen klappes i med hast, den overflødige, udstrømmende dej stryges af med en kniv, og formen lægges på de glødende kul, side efter side. Når man nu åbner, ser man med fryd den skønne, hvide oblatkage og tager den af formen. Er den rigtigt bagt, klæber den hverken til gane eller tænder. Af sådan en kage kan der blive henved 30 oblater, de stikkes ud med et dertil indrettet, ringformet jern, og kan så med tommelfingeren trykkes hele ud af kagen. Kageresterne med de morsomme runde huller i husker provsten med barnlig glæde: De tiloversblevne brokker plejede man i mine forældres hus at give børnene hele tallerkener fulde af, jeg spiste dem altid med stor appetit som frokost eller aftensmad, mættede mig fornøjet og befandt mig vel ved dem (fig. 2).

Og for at ingen skal være i tvivl om den rette lutherske måde at bage oblater på, har den mindeglade provst også afbildet bageformen. I lukket og åben tilstand. Et almindeligt goderåds-jern (fig 3).

Der var andre måder at fremstille alterbrød på. Og der var i de forskellige kirkesamfund forskellige måder at overrække det til altergæsterne. Men enten man hører til den ene eller den anden trosform, er brødet og vinen en helligdom, når de er indviet. Omkring år 400 udtalte den hellige Augustin i en påskeprædiken: Hvad I ser på Herrens bord, det er I også vant til at se på Eders egne borde, hvad selve tingenes skikkelse angår: det er det samme udseende. Men det er ikke samme virkning (fig. 4).

Folkemindet har fra hele Europa lige fra middelalderen understreget denne forskel mellem det uindviede og det indviede brød. Man kunne ligefrem gøre eksperimenter. Det fortaltes allerede i 1200-årene om en kvinde, at hun med sin skriftefaders billigelse gik til alters hver søndag. Og dagen efter tog hun ikke føde til sig og følte dog ikke til sult. Da skriftefaderen fik nys om dette, fik han skrupler og aflagde beretning til biskoppen, og denne bad ham prøve at give hende en hostie, der ikke var indviet. Hun opdagede det ikke modtog den fromt og gik hjem. Og så snart hun var hjemme, blev hun så sulten, at hun syntes, hun måtte dø på stedet, om hun ikke fik mad. Hun løb igen til sin skriftefader og græd og troede, at denne sult var påkommen hende for hendes synders skyld. Og han blev overmåde glad og gik atter med hende til kirken og gav hende det rette sacramente. Og ved dettes kraft og dyd forsvandt al hendes sult, og den nåde, som hun havde troet sig fratagen, var givet hende igen (fig. 5).

Men middelalderens litteratur understreger også, hvor forsigtige selv gode, men uoplyste troende bør være med misbrug af hostien. Ganske vist kunne man i mildere tilfælde slippe med en advarende formaning: Gang på gang støder man på historien om manden, som ikke kunne tænke sig bedre middel mod sine biers sygdom og svigtende honningproduktion end at lægge en stump af den indviede hostie i kuben. Men da han atter så til sine bier, havde de fromme dyr meget net bygget en lille kirke af voks over oblaten, med tårne, vinduer, altre og det hele.

Man kunne også blive straffet for sin fromme letsindighed: En engelsk kone havde givet en landstrygerske husly, og denne havde lært hende, at hun kunne udrydde de mange kålorme i haven med pulveriseret hostie. Haven blev også ren for utøj. Men siden var konen aldrig ved helbred.

Der er ikke langt fra den romantiske legende til den barske virkelighed. Hekse og troldfolk skulde faktisk bruge brødet og vinen, legemet og blodet, til deres slemme kunster, de gik til alters, holdt tørklædet for munden og spyede det modtagne ud og bar det hjem til ugudeligt brug. Eller de beholdt, intet var jo lettere, hostien i munden, til de var sluppet af kirken igen. Det vrimler med levende reelle eksempler:

Præsten i Åby, hr. Jens, så i 1694 to gange, at en kvinde udspyede den velsignede vin, og både han og provsten måtte mistænke hende for hekseri og indberette sagen til biskop Bircherod i Ålborg, der har noteret den i sin dagbog.

Og den fordrukne præst i Skinnerup, Hans Spjellerup, så med angst og skræk og uden at turde gribe ind, thi han var bange for selv at få en ulykke på halsen, en af heksene fra den store Thisted-proces i 1696 gemme både vinen og brødet i sit tørklæde, som hun spyttede det ud i.

Men for resten var tiderne ved at blive mildere, kongen kunne gribe ind, så forbryderen slap for den normale straf for trolddom: døden på bålet. For den 15. marts 1689 har Bircherod noteret i dagbogen: Tvende soldater bleve halshugne, fordi de havde taget hostiam ud af deres mund i sacramentet og siden ved skændig misbrug profaneret det.

Denne sag vakte opsigt, og hofprædikanten Gottfried Masius tog den samme år til udgangspunkt for sin lille disputats om profanering af den indviede hostie.

Det er ikke oplyst, hvad Anne Bøe egentlig havde foretaget sig, men det kan ikke have været så slemt, siden Sorø kirkebog for 1730 oplyser, at hun den 10. maj blev publice absolveret, dvs. hun stod åbenbare skrifte og beklagede sin synd for hele menigheden, formedelst alterens sacramentes misbrug. Og 3. søndag i advent var både hun og manden da også til alters på normal vis.

Måske har hun bare udtalt sig uforstandigt eller med foragt om den hellige handling, eller drevet nogen forargelig skæmt med den. Sådant kunne man slippe billigere fra nu end i gamle dage.

Thi dengang kunde Guds egen straffedom over ugudelige mennesker ramme hurtigt og hårdt. Og bespottelse hørte til de særlig store synder.

Den onde herremand med sit slæng af ugudelige drikkebrødre fandt ved nattetid på at sende bud efter præsten: han må komme straks, på herregården er der en, som ligger på sit yderste. Han bliver ført til den døende i den mørke alkove, han taler og han trøster, han holder bøn og skriftemål, og de tilstedeværende forklarer, at den syge er for svag til at svare, men før præsten kom, havde han endnu talens brug, og da angrede han sine synder. Nu skal den døende modtage sacramentet. Og idet præsten vil række ham brødet og vinen, grynter den syge, han ser, at det er gårdens største so, som ligger i sengen med skjorte og nathue. Og så kan de gale mennesker ikke styre sig længere, deres rungende latter følger den harmfulde præst til dørs. Han når lige at komme uden for porten, så synker herregården i jorden. Hvor den stod, er der siden en bundløs sø.

Sagnet er velkendt, overleveret i sikker tradition fra 1600-årene, uden tvivl af langt ældre oprindelse, rimeligvis middelalderligt. Og særlig yndet i Danmark: folkemindeforskeren August F. Schmidt har noteret 81 lokaliteter spredt over hele landet, hvortil det er knyttet. Men hos andre nationer synes det sjældent at forekomme.

Det er meget muligt, at sagnet om det sunkne slot kan have nogen rod i virkeligheden. Det er sikkert sket ikke en, men mange gange, at en gudsforgåen krop, eller måske bare en ubetænksom lystigbror, har villet have præsten til bedste ved at narre ham op af sengen ved nattetider for at lade ham spille en ufrivillig rolle i den grove komedie om soen eller hunden i sengen. Gamle tiders julelege og fastelavnsløjer var ikke synderlig delikate. Historiens advarende moral er vel føjet til af kirkens folk, der måtte se det som deres naturlige opgave at dæmpe morskab af denne og lignende art.

Men heftede man sig udelukkende ved den komiske situation, kunne en folkelig anekdote om løjer med sacramentet nok passere uden at vække anstød ved sit faktisk meget bespottelige indhold. I sin samling af Folkedigtning i Skåne har Eva Wigström medtaget beretningen om en ond og arrig kælling, som lå på sit yderste og fik den ide, at hun sikkert ville blive salig, om hun blot modtog sacramentet. Et par skomagere i samme hus fandt dette for groft. Derfor tog de, da præsten kom om natten, og byttede vinen om med krudt og oblaterne med skindlapper. Præsten opdagede ikke ombytningen, men kællingen, tro mod sin natur, bandede skrækkeligt over skindlappen. Da holdt præsten lyset nærmere, der gik ild i krudtet, kællingen for af sengen og ud i kostalden, hvor hun gemte sig under koen og skreg: »Fanden og præsten slås om min sjæl; vinder fanden, så sig ham ikke, hvor jeg er, men vinder præsten, så sig ham, at jeg sidder i den sorthjelmedes bås«.

Når sligt forekom i virkeligheden, kunne det blive alvorligt nok for de skyldige. En sådan episode fandt sted i Førslev i 1698. Sagens aktstykker kan læses i Øster Flakkebjerg provstis justitsprotokoller for 22. februar og 9. marts 1699, hvor vidneførsel og rettergang er omhyggeligt bogført. Men generalfiskal Matthias Rosenvinge, som, efter at biskop Bornemann havde klaget til kongen, fik ordre til at undersøge og påtale sagen, har på grundlag af disse omstændelige aktstykker udarbejdet et fortræffeligt referat, som skildrer begivenheden langt klarere og mere overskueligt end protokollens forskellige vidneudsagn med de mange gentagelser. Rosenvinges skrivelse foreligger i Rigsarkivet som bilag til Sjællandske Tegnelser for 25. august 1699:

In januario 1698 er en stakkels tiggermand befunden liggendes på Førslev gade, noget beskænket, og som det var imod aften og udi en stor frost og kuld, haver nogle tærskerkarle, som kom fra Førslevgård, forbarmet sig over hannem og indbåret hannem udi en bondes hus der i byen ved navn Hans Offersen, og lagde ham på en seng. Da nu denne tiggermand klagede sig ynkelig, er Jens Rasmussen smed, som samme tid tillige med andre flere var til stede, gåen til hannem og spurgt hannem, om han ikke vilde have præsten til sig, hvortil denne drukken mand svarede ja, han ville gerne have præsten til sig, om han kunne få ham, hvortil smeden svarede, at han ville hente præsten. Og gik derpå bort og hængte et sort skørt over sig og bandt et stort, hvidt, bredt klæde om sin hals og trådte til sengen til den drukne eller syge stakkels mand og sagde sig at være præst: han skulle bekende for ham, hvad synd han havde bedreven.

Da bekendte den drukken eller syge mand, at han havde udi de svenske tider slaget eller skudt en mand ihjel, så og at han havde besovet en kvindfolk med videre, som samme tid var passeret.

Derpå er smeden gåen hen og taget et stykke læder eller skosål og skåren det rundt og dermed gåen til tiggeren og læst noget af fadervor, og derpå givet hannem bemeldte læder, som tiggeren haver taget i munden og længe ligget og kavret og tygget på. Derpå har smeden taget noget vand eller tyndt øl i en ske og givet tiggermanden. Og efter han det havde indtaget, tilspurgte hannem, om han nu var beredt til at gå døden og djævelen i vold? Hvorpå den syge sagde til smeden: »I må ikke være den rette præst«. Hvorpå manden i huset skal have sagt, det var kapellanen.

Smeden har derpå begært penge af tiggeren for sin umage, hvorpå tiggeren svarede, at han havde ingen, men han havde en datter, hun skulle betale ham, og ville hun ikke, da skulde Vorherre betale ham.

Rosenvinge tilføjer, at sagen ikke alene står at læse i provsteprotokollen, den er kendt af alle der på egnen. Men smeden har rigtignok indvendt, at han, om nogen ville anklage ham, burde have været tiltalt omgående, thi hans sognepræst er straks blevet vidende om sagen uden at skride ind: og forklarer ellers, at det kan vel være muligt, at han haver brugt nogen juleskæmt, men det skete hverken til fortørnelse eller noget menneske til fornærmelse.

Generalfiskalen er en klog og forsigtig mand. Han glemmer ikke at understrege, at præsten naturligvis har protesteret mod at skulle have haft kendskab til det foregåede. Og han indstiller til kongen selv, om smedens forklaring skal tages for gode varer, eller om han skal anklages for en så forargelig og gudsbespottelig mishandling. Og samtidig råder han til, at smedens herskab på Førslevgård i givet fald får ordre til at tage ham i sikker forvaring: såsom han sig vel ellers straks af frygt for sagen skal til side holde.

Førslev-smeden kalder sin komedie »nogen juleskæmt«. Biskoppen ser ganske anderledes på det, han indberetter, at smeden: under en falsk antagen habit har understået sig med stor vanhellighed og forargelighed i mange menneskers påhør og påsyn med en utidig og usømmelig spil og leg at efterabede hellige forretninger, som Gud det hellige prædikeembede med afløsningen (syndsforladelsen) og alterens sacramentes consecration og betjenelse i sin kirke betroet og anbefalet haver, Guds hellige navn til vanære, vor kristelige kirke og dens ceremonier til grov beskæmmelse, ministerio (præsteskabet) til foragt og mange Guds børn til sær anstød og forargelse.

Smedens lystighed blev vurderet dyrt nok. Det mindste var, at han blev dømt til at stå åbenbare skrifte i Førslev kirke. Det var værre at arbejde, som slave i jern, på Bremerholm i tre år.

Forresten ser det ud til, at han slap noget billigere. Først ved udgangen af 1699 blev han afleveret på straffeanstalten. Og ved samme tid indgav hans herskab, etatsråd Bøfke til Førslevgård, en supplik til kongen for smeden: at hannem nogle af de år på Bremerholm må forlindres, på det at hans kone ikke imidlertid med små børn af hunger skal forgå.

Bønner af den art blev som regel opfyldt. Rimeligvis er det da netop vor smed, der nævnes, når der i Krigskancelliets kgl. ekspeditioner søetaten vedkommende for 1701, 24. januar, er registreret en »ordre til løsladelse af Jens Rasmussen«.

Men hjemme i Førslev har man jo nok for fremtiden taget sig i vare for at drive abespil med sacramenterne (fig. 6).